[s38]Göran Häggs biografi om Mussolini[/s38]

HISTORIE: Første del af tre om Göran Häggs biografi om Mussolini. I den første del går vi fra barndom til afslutningen af første verdenskrig.

Mussolini. Foto: Public domain.

Göran Hägg praler med, at hans biografi “Mussolini – et studie i magt” er den eneste af sin art i nutiden på svensk. Biografien om den fascistiske leder Benito Mussolini blev skrevet af Hägg i 2008. Häggs måde at skrive biografien på er fyldt med anklager mod forskellige personligheder, hvilket gør det svært at skabe pålidelighed, da han sandsynligvis har været selektiv med, hvilke oplysninger der skal præsenteres. Et andet eksempel på, hvorfor læseren skal udvise forsigtighed er, at Hägg har offentliggjort egne teorier, som han senere i bogen gør til en slags almen sandhed, da han gentager teorierne flere gange senere i bogen i form af fastslået sandhed.

Selvom Hägg måske har ret i sin teori, hvilket man aldrig ved, bliver det svært for læseren selv at foretage undersøgelser, da bogen mangler noter og mere gennemgående kildehenvisninger på visse af påstandene. Denne tekst vil derfor ikke forsøge at fremhæve detaljerne fra bogen, men på grund af utroværdigheden vil jeg kun fremhæve visse begivenheder. Hägg holder sig nogenlunde neutral omkring Mussolini, og hans egentlige styrke er ifølge ham selv, at han kan italiensk og har en vis forståelse for landets historie i forhold til en almindelig svensker. Bogen er dog ikke en “studie i magt” hverken fra et internationalt perspektiv eller hvordan Mussolini i detaljer brugte magten. Beskrivelserne er overordnede, hvilket gør bogen letlæselig, men sandsynligvis ikke den bog, man skal vælge, hvis man vil læse en biografi om Mussolini og hans politiske gerning.

Mussolini

Mussolini blev født den 29. juli 1883. Faderen var smed, moderen var skolelærerinde og kom fra en finere familie. Moderen var from, mens faderen var “fanatisk antiklerikal, socialist og politisk agitator”.

Navnet Benito fik han fra den mexicanske revolutionær Benito Juárez, der myrdede den østrigske ærkehertug, som var udstationeret i Mexico for at regere landet. Mellemnavnet Amilcare kom fra Amilcare Cipriani, en af Giuseppe Garibaldis “rødskjorter”, der tidligere havde været med til at forene Italien. Nu sad Cipriani fængslet for subversiv virksomhed, og Hägg indleder bogen med at understrege, at Italien var en ny stat, der havde store skillelinjer mellem mennesker i områder som sprog, regioner, politik og religion. Paven havde nemlig ikke accepteret den nye stat, men befalede sine religiøse undersåtter ikke at tage ansættelse i den nye nation. Mussolinis sidste navn var Andrea efter anarkisten Andrea Còsta. Còsta ville senere bevæge sig fra anarkismen til socialismen og blev en højtstående politisk frimurer.

Mussolini blev anset for at være begavet inden for retorik, musik og politik i skoletiden, færdigheder, der gjorde, at han arbejdede både som lærer og journalist, inden han blev leder. Mussolini var en person uden venner. “Jeg kan ikke have venner, og jeg har ingen.” Dette gjaldt ifølge Hägg hele hans liv, selv inden for det fascistiske lederskab var der få, der “duede” ham. Mussolini var også en ægte kvindefanger, der havde flere elskerinder og endda børn med nogle af dem. Dette førte undertiden til problemer for ham og hans familie. I et tilfælde blev der slåskamp mellem hans kone, der havde født ham mange børn, og hans elskerinde ved krigens afslutning. Han tøvede heller ikke med at forføre en kammerats hustru, efter at hun sorgfuldt var kommet til ham for støtte, da hendes mand var blevet fængslet for politiske handlinger.

I 1902 rejste han til Schweiz og påbegyndte sit arbejde som journalist på en italiensksproget socialistisk avis. Angelica Balabanoff, en jødisk bolsjevistisk revolutionær, havde indflydelse på ham på dette tidspunkt. “Hun blev medarbejder hos Lenin, Trotskij og Zinovjev og var sekretær for Komintern i 1919-1920.” Balabanoff måtte senere flygte, efter at hun var kommet i konflikt med bolsjevikkernes partiledelse. Mussolini var som andre socialister kritisk over for krigen og undgik indkaldelsen. Han benægtede endda Guds eksistens i en debat med en protestantisk præst. Fødslen af en kronprins for Viktor Emanuell III førte til, at de der havde undgået indkaldelsen fik amnesti, hvis de nu valgte at mønstre, og Mussolini udnyttede lejligheden til at bruge amnestien og klarede sig godt i hæren og blev en “mønstret soldat”.

Forløbet op til Første Verdenskrig

I 1911, syv år efter at Mussolini havde aftjent militærtjeneste, skulle Italien invadere Libyen. På trods af sin baggrund som soldat var Mussolini kritisk over for krigen af ideologiske årsager. Han opfordrede endda til at stoppe troppetransporterne ved at lægge sig på togskinnerne. Da socialistpartiet åbnede sin 13. kongres den 8. juli, tog Mussolini ordet og fordømte krigen, parlamentarismen og den daværende liberale premierminister Giovanni Giolittis begrænsede stemmeretsreform. Ifølge Mussolini var socialisterne blevet borgerliggjort og svigtet; de var “lakejer for huset Savojen”, der på det tidspunkt styrede kongemagten. Under kongressen blev Mussolini valgt ind i bestyrelsen sammen med Balabanoff. Senere samme år blev han leder af socialisme- og venstrefløjens hovedavis, Fremad! (Avanti!), i Milano. Han var da 29 år og var blevet nationalt kendt, efter tidligere at have fået en kort fængselsstraf for sabotage af troppetransporter.

En ung Mussolini, mens han arbejdede hos Avanti! Foto: Public domain.

Margherita Sarfatti blev hans elskerinde og rådgiver, ifølge Hägg “måske den vigtigste”. Hun blev også valgt ind i bestyrelsen og blev Mussolinis livsfortæller efter at han overtog magten. Bogen DUX er skrevet af hende.

Margherita Sarfatti. Foto: Public domain.

Et mislykket syndikalistisk oprør i 1914 skadede hans prestige. Da Første Verdenskrig begyndte samme år, stod der “Ned med krigen” i en overskrift i Fremad! Samtidig begyndte en ny politisk bevægelse inden for venstrefløjen at dukke op. Tyskland og Østrig-Ungarn blev anset for at være reaktionære stater, og en sejr for dem ville være et tilbageslag for venstrefløjen internationalt. Denne nye retning blev støttet af Gabriele D’Annunzio, en af landets mest berømte digtere. På det tidspunkt var D’Annunzio i Frankrig, “I sådanne kredse blev der også talt om La Guerra Latina, ‘den latinske krig’, på Frankrigs side mod de germanske barbarer.” Digteren D’Annunzio var på flugt fra Italien, eller rettere sagt fra sine kreditorer, der ønskede at få deres penge tilbage. At forlade sine pacifistiske idealer og gå over til at bekæmpe reaktionære stater fik mere og mere støtte fra store personligheder inden for venstrefløjen. Mussolini selv valgte at skrive en lederartikel i avisen, hvor han støttede krigen. Dette skabte en øjeblikkelig modreaktion fra hans allierede Balabanoff og Sarfatti, der trak støtten tilbage, hvilket tvang ham til at træde tilbage som chefredaktør. Man kan kort sagt sige, at pacifisterne ikke ønskede, at arbejderne skulle dø for kapitalisternes interesser. Mussolini startede en ny socialistisk avis, der støttede krigen. Den blev delvist finansieret af Frankrig, der ønskede, at Italien skulle deltage i krigen, og af erhvervsgrupper, der gerne så splittelse blandt socialisterne. Lidt over en måned efter Mussolinis støtte til krigen blev han ekskluderet fra partiet, selvom han hævdede, at han stadig var socialist. I slutningen af 1914 startede han Fasci d’azione rivoluzionaria (gruppen for revolutionær handling), ledet af syndikalist Michele Biachi.

Italien gik senere med i krigen, efter at de blev lovet territoriale områder. Man kan kort sagt sige, at nationens økonomi blev ødelagt; omkring 600.000 mennesker døde, og lige så mange blev såret under krigen. Som prikken over i’et blev Italien narret af de allierede. Danmark, der ikke deltog i krigen, fik næsten lige så store territoriale områder som Italien efter krigens afslutning. Hägg fortæller en ubekræftet anekdote under fredsforhandlingerne. Den italienske repræsentant tryglede og bad under forhandlingerne, han græd endda åbent over Italiens situation. Dette skulle angiveligt have fået den franske krigsleder og premierminister Georges Clemenceau, der led af prostata problemer, til at sige: “Tænk, hvis jeg kunne tisse som den mand græder.”

Den italienske repræsentant var ikke den eneste, der var vred over situationen. D’Annunzio kaldte freden for “den lemlæstede fred” og påpegede, at den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde “munden fuld af falske tænder og løfter”. Flere kendte personligheder fra venstrefløjen døde under krigen, og Mussolini selv blev såret under en øvelse. Mussolini blev kaldt ind igen og blev igen en mønstersoldat. Han skrev om krigen for aviser som en sidelinje, mens han var ved fronten, og afslog tilbud om at arbejde i staben. Ulykken, der skyldtes en eksploderet granatkaster, gjorde ham invalideret for resten af sit liv, og han blev nødt til at bære specielle støvler. Den fysiske krig endte for Mussolini den 23. februar 1917.

Mussolini i en arméuniform. Foto: Public domain.

Da sårene var helet, vendte han tilbage til sin avis, som han startede, efter at han var blevet opsagt fra Fremad! Avisen var på vej ned, men en rig jødisk finansmand i spidsen for en gruppe finansiører fik avisen til at få en ny opblomstring.

I den næste artikel ser vi på, hvordan Mussolini kommer til magten.