Harald Bergstedt – socialdemokraten som blev nationalsocialist

HISTORIE: Den 10. august 1877 blev den kendte forfatter og lyriker Harald Bergstedt født. Efter at have været de danske socialdemokraters kulturansigt udadtil ændrede Bergstedt i begyndelsen af 1940’erne opfattelse af nationalsocialismen.

«Jeg er hele mit liv blevet anset som sandfærdig, modig og uforgængelig. Så går jeg vel for fanden ikke i mit syvoghalvfjerdsindstyvende år hen og forvandles til en lort.»

Sådan svarede Bergstedt den såkaldte æresdomstol som i 1947 skulle dømme hans aktivitet under Anden Verdenskrig.

Bergstedt var en af de ledende danske forfatterpersonligheder som kom til at ændre kurs, sådan som Harald Tandrup, Svend Fleuron, Svend Borberg med flere. Hans udødelige sange «Solen er så rød, mor» og «Jeg ved en lærkerede» var bandlyst helt til 1963 før børnene atter kunne lytte til de forbudte sange. Han var med på listen over de 17 udødelige forfattere som blev stemt på i 1928 af læserne.

Harald Alfred Petersen Bergstedt blev født den 10. august 1877 i Køge som søn af klokkeren Hans Petersen og Maria Bergstedt. I 1908 tog han sin mors navn. Det var også i 1908 og 1909 han fik job som lærer i Skagen og fandt den kvinde som skulle blive hans første kone, Christiane Iversen, som var lærer i samme skole. Han meldte sig i samme periode ind i afholdsbevægelsen og partiet Det radikale Venstre.

I 1913 fik parret deres første barn, men Christiane kom sig aldrig efter fødslen, og døde i 1919 af tuberkulose, 44 år gammel. Harald Bergstedt havde også et barn med en anden kvinde fra tidligere. Samtidigt debuterede han med sine første bøger: «Sange fra Provinsen» (første bog) i 1913, «Sange fra Provinsen» (andre bog) i 1915 og hans roman i vers «Hans og Else» i 1916. Efter hustruens død indledte han et forhold med en ung pige, Helga Hansen, som han forlovede sig med den 10. august 1919 (hans fødselsdag) og giftet sig med den 7. november (hendes fødselsdag). Dette ægteskab varede til Bergstedts død, men blev barnløst.

Foruden forfatterskabet var Bergstedt også lokalredaktør i Vendsyssel Venstreblad frem til 1919. Derefter arbejdede han som oplæser, folketaler og afholdstaler (afholdsagitator). Kollegaer og venner beundrede hans arbejdsindsats og engagement.

I 1927 flyttede han til København og blev ansat på avisen Socialdemokraten og blev medlem af partiet Socialdemokraterne. I avisens søndagsudgave bidrog han med en fast kommentar: Søndagens Tekst.

Han kom hurtigt i konflikt med to af samtidens ledende socialdemokrater, Thorvald Stauning og KK Steincke, om hvad arbejderkultur var. Bergstedt var for en folkelig arbejderkultur som udviklede sig selvstændigt indenfor socialdemokratiets egne rækker, i stedet for at overtage de «borgerlige» (amerikanske) værdier, den «finkultur» som begyndte at sprede sig gennem blandt andet film og radio. Bergstedt propagerede for en enkel kultur med grundlag i sang, solidaritet og sammenhold, og de enkle tinge som amatørteater eller at tage en tur til stranden.

Bergstedt tog en aktiv del i det socialdemokratiske ungdomsforbund, oprettede et sangkor og en teatergruppe, men en tvist med Steincke resulterede i at han blev frataget søndagspalten i 1934 og i stedet begyndte at arbejde med radio.

Ledende socialdemokrater ventede kun på en undskyldning for endeligt at sparke Bergstedt ud, og denne mulighed kom da Socialdemokraten skulle publicere tre artikler, den 20., 21. og 23. juni 1941, om Bergstedts forsoningsrejse til Tyskland. Rejsen var organiseret af Dr. Gustav Meissner, presseattaché ved den tyske ambassade i Danmark, for en gruppe tillidsvalgte i det socialdemokratiske parti, og gik gennem Østtyskland til Berlin. Bergstedt blev tildelt en arbejdslejr i Gdynia, førte samtaler med en nationalsocialist i Breslau (en mand som gjorde dybt indtryk på ham) og fik også tid til at udforske den seks måneder lange arbejdstjeneste for unge tyskere. Den 4. november 1942 kom det endelige brud, da Bergstedt leverede sit sidste manuskript for Socialdemokraten. Samtidig startede han i sit nye job hos den nationalsocialistiske avis Fædrelandet.

På forsiden hilste de den nye medarbejder velkommen med ordene:

«Redaktionen understreger, at Harald Bergstedt ikke har brudt med socialdemokraterne, og at han fortsat er socialist. Han bekender ærligt og oprigtigt hans tro på et nyt og bedre Europa end det som nu kastes i afgrunden.»

Bergstedt blev medlem af DNSAP den 10. december 1942 som partimedlem nummer 54.184.

«Min tid hos Fædrelandet tilhører mit livs gladeste stunder, fuld af lyse og glade minder midt i en tid som var som forrykt. Større frihed har jeg aldrig haft. At gå imod stagnerende meninger, at få folk til at tænke, har altid været min glæde.»

Han fortsatte som radioanmelder hos Fædrelandet, men fik også sin egen spalte, Brevhjørnet, hvor han svarede på medlemmenes spørgsmål. Fra og med januar 1943 blev «Et liv i Folket – en uhelbredelig socialists erindringer» trykt som daglig føljeton i avisen. Bergstedt blev hos avisen til den 5. maj 1945. Han skrev også i andre nationalsocialistiske tidsskrifter, blandt andet DNSAP’s Månedsbreve, Akademisk Aktion og Globus.

Kun én gang tog Bergstedt stilling til jødespørgsmålet, i en krønike den 22. november 1942: «Når myrer bosætter sig på en landevej og bygger hus, bliver deres liv en tragedie. Slik gjorde jøderne. Deres liv blev virkelig en verdenshistorisk tragedie.» Og to gange skrev Bergstedt digte til Hitler, som blev publiceret i DNSAP’s Månedsbreve i juni 1943:

«Og i mindet om dig og dit vældige værk skal i slægt efter slægt gøre ungdommen stærk. Det skal vidne, når mismod om hjerterne faldt, at en flammende sjæl sprænger vej gennem alt!»

Bergstedt var ikke tilhænger af et forenet Norden, eller nordisme som han kaldte det, og hævdede, at «fremtiden tilhører enten den russiske eller tyske socialisme».

I retsopgøret efter krigen dømte Københavns tingsret ham den 19. marts 1946 til 2 års fængsel for sit arbejde på avisen Fædrelandet, og 5 års «tab af almen tillid». Det sidste indebar, at man kunne miste stemmeretten, og retten til statslige job, arbejde som lærer, advokat, drive sit eget foretagende eller føre anden virksomhed som kræver officiel tilladelse m.m. Den 27. marts 1947 blev den tidligere «udødelige forfatter» også sparket ud af Dansk Forfatterforening.

Han afsonede sin dom og blev løsladt den 11. september 1947. Han udgav en række bøger om sine oplevelser i fangenskab: «Sange fra Gitteret» i 1948, «Tolv breve om besættelsestiden» i 1952 og «Feberen falder» i 1954.

Han skrev desuden en månedlig tidsskrift med navn Folkets Røst og skrev artikler for avisen Revision. Revision var en avis som blev skrevet af de «landsforrædere» som havde samarbejdet med nationalsocialisterne. Målet var at frigøre og give oprejsning til de politiske fanger som var blevet dømt af den såkaldte æresdomstol.

Bergstedt holdt helt til sin død fast på, at han havde handlet i samsvar med den danske regeringens indstilling til den tyske besættelsesmagt, og at han var et offer for kendte socialdemokratiske politikeres lunkne holdning. Bergstedt døde den 21. juli 1965 i en alder af 88 år. Nekrologen i Aktuelt (tidligere Socialdemokraten), skrevet af hans gamle «venner», lød: «Fortsat høres hans stemme i vore ører: – hør nu synger stjernerne, de synger mig til ro […]». De tilgav ham aldrig, men fandt det vanskeligt at ignorere ham som en af deres kulturpersonligheder. Men han kunne ikke have handlet anderledes, for han levede altid sit liv fuldt ud.

Børnesangen “Solen er så rød, mor”. Tekst: Harald Bergstedt. 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Henrik Larsen says:

    Jeg har altid syntes vældig godt om “Jeg ved en lærkerede” – det er en herlig tekst og skøn melodi – og hvis jeg siger at den er rigtig og ægte dansk, så får jeg sikkert tæsk – men nu er det sagt.

  • Nazist eller ej.
    Musikken lyver ikke.
    Bergstedt ligeså.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.