Harald Bergstedt – Socialdemokraten som blev nationalsocialist

HISTORIE: Den 10. august 1877 blev den kendte forfatter og lyriker Harald Bergstedt født. Efter at havde været Socialdemokratiets største kulturpersonlighed ændrede Bergstedt i begyndelsen af 1940erne sin mening om nationalsocialismen.

Bergstedt-1

“Jeg har hele mit liv været anset for sanddru, modig og ubestikkelig. Så går jeg vel da for fanden ikke hen i mit 70ende år og pludselig bliver til en lort.”

Således svarede Bergstedt den såkaldte Æresret, der skulle bedømme hans virksomhed under 2. verdenskrig i 1947.

Han var blandt de førende forfatterpersonligheder der skiftede kurs, som også Harald Tandrup, Svend Fleuron og Svend Borberg m.fl. Hans udødelige sange, Solen er så rød, mor og Jeg ved en lærkerede var bandlyste indtil 1963, så måtte børnene igen lytte til de forbudte sange. Han var på listen over de sytten udødelige forfattere i 1928 kåret af læserne (svarer til Sveriges ”De Aderton”).

Harald Alfred Petersen Bergstedt blev født den 10. august 1877 i Køge (Syd for København), som søn af kordegn Hans Petersen og Maria Bergstedt. I 1908 tog han moderens navn. Det var også i 1908-09 han fik job som kommuneskolelærer i Skagen, og fandt kvinden, der skulle blive hans første kone, Christiane Iversen, der også var lærerinde på samme skole. Han meldte sig i samme periode ind i afholdsbevægelsen og Det radikale Venstre.

I 1913 fik de deres første barn, men Christiane kom sig aldrig ovenpå fødslen og døde i 1919 af tuberkulose, 44 år gammel. På samme tid debuterede han med sine første bøger: Sange fra Provinsen (første bog) i 1913, Sange fra Provinsen (anden bog) i 1915 og versromanen Hans og Else i 1916. Efter hustruens død fik han en ung pige i huset fra Læsø, Helga Hansen, som han dybt forelsket forlovede sig med den 10. august 1919 (på hans fødselsdag) og giftede sig med 7. november 1919 (på hendes fødselsdag). Dette ægteskab holdt indtil Bergstedt død, men uden børn.

Foruden bøgerne var Bergstedt også lokalredaktør på Vendsyssel Venstreblad indtil 1919, derefter ernærede han sig som oplæser, folketaler og afholdsagitator. Kollegaer og venner beundrede hans arbejdsindsats og engagement.

I 1927 flyttede han til København og blev ansat ved Social-Demokraten. Samme år meldte han sig ind i Socialdemokratiet. Det var især i søndagsudgaven han bidrog med en fast kommentar: Søndagens Tekst.

Harald Bergstedt i talarstolen för Den Danske Arbejdsfællesskab, DDA, den danska motsvarigheten till Deutsche Arbeitsfront och Kraft Durch Freude.

Harald Bergstedt på talerstolen i Det Danske Arbejdsfællesskab, en dansk version af Arbejdsfronten DAF og Kraft durch Freude. November 1942.

Han kom dog hurtigt i modsætning til datidens to ledende socialdemokrater Thorvald Stauning og K.K. Steincke om hvad der var arbejderkultur. Bergstedt var tilhænger af en folkelig arbejderkultur som udviklede sig selvstændigt indenfor Socialdemokratiets egne rækker, i stedet for at overtage den ”småborgerlige” (læs: amerikanske) ”kultur” som allerede dengang var begyndt at vise sig i importerede film og radioprogrammer. Bergstedt var fortaler for en enkel kultur som manifesterede sig i sang, solidaritet, en tur på standen og fællesskab, og de amatørteatertrupper og sangkor, som han tog aktiv del i, var for ham kultur. Men den strid med Stauning/Steincke fløjen betød at han blev frataget sin søndagsrubrik i 1934 og sat til at varetage radiostoffet.

Ledende socialdemokrater ventede blot på en undskyldning for endelig at kunne fyre Bergstedt. Og lejligheden kom da Social-Demokraten skulle offentliggøre tre kronikker i dagene 20., 21. og 23. juni 1941 om Bergstedts forsoningsrejse til Tyskland. Rejsen var arrangeret af Dr. Gustav Meissner, presseattaché for det tyske gesandtskab i Danmark, for en gruppe tillidsfolk fra Socialdemokratiet og gik gennem det østlige Tyskland til Berlin. Han fik forevist en arbejdslejr ved Gdynia, førte samtale med en nationalsocialist i Breslau (en mand der gjorde stort indtryk på ham) og der var også tid til et indblik i den 6 måneder lange Arbejdstjenesten for unge tyskere. Men først den 4. november 1942 kom det endelige brud og Bergstedts sidste manuskript til Social-Demokraten, samme dag han tiltrådte sit nye arbejde på det nationalsocialistiske dagblad Fædrelandet.

På forsiden kunne man hilse den nye medarbejder velkommen med ordene:

Redaktionen understreger, at Harald Bergstedt ikke har brudt med Socialdemokratiet, og at han fortsat er – Socialist. Han bekender ærligt og oprigtigt sin tro på et nyt og bedre Europa end det, der nu styrtes i grus.

Bergstedt meldte sig ind i DNSAP den 10. december 1942 som parti medlemsnummer 54.184.

Min tid ved Fædrelandet hører til mit livs morsommste perioder, fuld af lyse glade minder midt i en tid, der var som forrykt. Større frihed har jeg aldrig haft. At gå imod stagnerede meninger, at få folk til at tænke – har altid været mig en fryd.

Han fortsatte som radioanmelder på Fædrelandet, men fik også sin egen brevkasse Brevhjørnet. Fra januar 1943 tryktes Et liv i Folket – en uhelbredelig socialists erindringer som daglig føljeton i avisen. Bergstedt forblev på avisen indtil han den 5. maj 1945 ikke kunne aflevere flere indlæg. Bergstedt skrev også i andre nationalsocialistiske tidsskrifter bl.a. DNSAPs Månedsbreve, Akademisk Aktion og Globus.

Harald Bergstedt om hur han ändrade kurs.

En side fra Sange fra Gitteret, hvor Bergstedt forklarer sin kursændring.

Kun en enkelt gang tog Bergstedt stilling til jødespørgsmålet i en kronik 22. november 1942:

Når myrer slår sig ned på en landevej og bygger tue, bliver deres liv en tragedie. Sådan gik det jøderne. Deres liv blev i sandhed en verdenshistorisk tragedie.

Og to gange skrev Bergstedt hyldest digte til Hitler, det første blev trykt i DNSAPs Månedsbreve i juni 1943:

Og i mindet om dig og dit vældige værk
skal i slægt efter slægt gøre ungdommen stærk.
Det skal vidne, når mismod om hjerterne faldt,
at en flammende sjæl sprænger vej gennem alt!

Bergstedt var ikke tilhænger af et forenet Norden eller nordisme, som han kaldte det. ”Fremtiden tilhører enten den russiske eller den tyske socialisme”, mente han.

I retsopgøret efter krigen idømte Københavns Byret den 19. marts 1946 ham 2 års fængsel for hans arbejde på avisen Fædrelandet samt 5 års tab af almen tillid og 27. marts 1947 blev han ekskluderet af Dansk Forfatterforening.

Han afsonede hele sin dom i Horserød og Herstedvester Forvaringsanstalt og blev først frigivet 11. september 1947. Han kom ud og skrev sig tilbage i det såkaldte landssvigermiljø. Han udgav en stribe bøger om hans oplevelser i fangeskab: Sange fra Gitteret i 1948, Tolv breve om besættelsestiden i 1952 og Feberen falder i 1954.

Han udgav desuden et månedsblad kaldet Folkets Røst og skrev artikler til bladet Revision. Revision var skrevet af ”de udstødte” og tog fat på de mange uretfærdige domme, der faldt i forbindelse med retsopgøret.

Bergstedt fastholdt til sin død, at han handlede i overensstemmelse med den danske regerings holdning over for den tyske besættelsesmagt og han var et offer for velkendte socialdemokratiske politikers lunkne holdning. Bergstedt døde den 21. juli 1965, 88 år gammel. Nekrologen i Aktuelt (tidl. Social-Demokraten) skrevet af de gamle ”venner” lød: Endnu lyder hans stemme i vore ører: – hør nu synger stjernerne, de nynner mig til ro…”. De tilgav ham aldrig og havde svært ved at undvære netop ham blandt deres kulturpersonligheder. Men han kunne ikke havde handlet anderledes, for han levede altid sit liv fuldtud.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.