Hører kvinder til i kampen?

IDEOLOGI: Sveriges første kvindelige partileder var Vera Oredsson, hvilket er levende bevis for, at kvinder er nødvendige i kampen og kan bidrage til den nationalistiske bevægelse…

Der er visse inspirerende personer jeg i særdeleshed ser op til. En af dem er Vera Oredsson. Jeg anser Vera for at være et glimrende eksempel på kvinder, som er i stand til at gøre så meget mere end ”blot” at føde børn og tage sig af deres mand og husholdningen. Lige siden jeg kom i kontakt med Modstandsbevægelsen, har det været en selvfølge for mig at bidrage med hvad jeg kan. Mange bække små, gør en stor å, som vi siger her i Norden, og det gælder også kampen.

Det har altid slået mig som en smule komisk, når jeg og andre kvinder i bevægelsen bliver stemplet som feminister. Selvom sådanne anklager ikke forekommer hyppigt, er det stadig mildest talt forstyrrende. Jeg vil være så dristig at påstå, at jeg er så langt fra det feministiske ideal som man kan komme, fordi 99 % af min tid bliver brugt på at tage mig af mine og min mands otte børn, passe hjemmet, lave mad, rengøre og generelt forsøge på at få alt til at køre glat. På trods dette, så forstår jeg, at jeg også har andre ansvarsområder, og jeg vil ikke vige fra min pligt. At have børn og tage mig af hjemmet og familien er mere end rigeligt at se til (tro mig), men som tingene står til i dag kan jeg ikke bare sidde og kigge på.

Jeg er nødt til at være aktiv. For mig er det ekstremt vigtigt at række ud til andre kvinder, fordi, med al respekt, så tror jeg ikke at mænd vil lykkedes uden vores hjælp. Som kvinde, forekommer det os naturligt at argumentere fra et emotionelt perspektiv og forklare tingene fra et mere feminint (notat: Ikke feministisk) perspektiv. På den måde  kan vi udbrede vores ideologiske rækkevidde og, i fremtiden, appellere til kvinder på måder mænd generelt ikke kan.

I tidens løb har jeg promoveret (ofte aggressivt) det ufeministiske mantra, at kvinder er nødvendige og burde samarbejde med mænd, for at opnå hvad vi ønsker. Jeg har også gentagene gange understreget vigtigheden af at få børn, og det faktum, at det primært er kvinders opgave at tage sig af dem. På trods af det bliver selv jeg til tider kaldt feminist.

Hvordan kan den nationale bevægelse fremmes, hvis den tillades at være en arena for denne giftige kønskrig? Vi nationalsindede kvinder er ikke i krig imod mænd. Vi er i krig mod vort folks fjender. De der påstår anderledes, er ikke værdige til at kalde dem selv mænd. Rigtige mænd føler sig ikke truet af, at en kvinde skriver artikler eller uddeler flyveblade. Rigtige mænd (og kvinder) værdsætter alle deres kammerater og føler taknemmelighed for alle individers selvopofrelse.

Sandheden er, at det slet ikke er i vores germanske natur, at se kvinder med denne slags pessimisme. Jeg har sagt det før og vil ikke tøve med at sige det igen: Sådanne synspunkter er karakteriserende for semitiske religioner, ikke vores. I germanske samfund har kvinder historisk været respekterede, og deres evner været værdsat, selv uden for hjemmet, hvilket den romerske historiker Tacitus beskrev som både overraskende og unikt for de germanske folkeslag.

Han skrev: ”Mere end dette, de tror at der bor i kvinden et element af hellighed og en profetiens gave; og derfor er de ikke foragtsomme overfor at spørge dem til råds, og tilsidesætter ikke let deres svar.”

En anbefalet bog om emnet er Den forna seden af Östen Kjellman. Han dykker dybt ned i de germanske folkeslags før-kristne syn på kvinder, og genfortællinger hvordan kvinder kæmpede side om side med mænd når angrebet af fremmede fjender.

Jeg startede denne artikel med at markere Vera Oredsson som et godt eksempel på det faktum, at kvinder bestemt har noget at bidrage med til kampen. Jeg havde æren af at møde Vera for noget tid siden, og vi talt om disse emner. Jeg spurgte hende blandt andet om, hvad hun tænkte om at være aktiv, på trods af at hun var kvinde. Hun så på mig og sagde, ”Kvinde? Det betyder intet at jeg er en kvinde. Jeg er hvem jeg er og har bidraget med hvad jeg kunne”.

Svaret kom så spontant at det næsten føltes som en lussing. Bagefter fortrød jeg, at selv jeg havde lagt et sådan fokus på, at Vera var en kvinde, som om det havde været det mest mærkværdige om hendes fascinerede 86 årige liv. Jeg forstår præcis hvad hun mente, og føler på samme vis. At vi er kvinder, er af sekundær vigtighed. Vores vilje til at stille op for vort folk og fortsætte modstanden ved mændenes side er – og forbliver – det hovedsaglige. Dette er hvad giver mening, og det er denne vilje som må værdsættes.

/Paulina Forslund


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.