[s50]Hvad lever du for?[/s50]

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Simon Lindberg beder læseren om at reflektere over hvad du lever for, hvad du dør for og hvem du er om 100 år.

Oprindelig udgivet d. 17. maj 2020

Hvad lever du for?

Det er et spørgsmål, som alt for få mennesker i dag synes at reflektere over. Måske er det fordi svaret bliver for svært at håndtere, og at det er nemmest bare at lade livet gå sin gang og leve for sig selv og for dagen. At bare være en slave under materialismen og lydigt følge den anlagte vej, som verdens herskere har lagt ud for dig, med brød og cirkus, kan virke lettere end at være fri og lægge sin egen. Forbrug og kunstige eller kemiske dopamintilskud, i stedet for selv at skabe og leve sit liv naturligt og fuldt ud.

Dette, ikke at reflektere ret meget over hvad man lever for, er et ret nyt fænomen. Havde vore forfædre haft det samme egocentriske og destruktive livssyn, ville dit liv bestemt have set radikalt anderledes ud. Måske havde du end ikke engang eksisteret.

Vore forfædre udforskede hele verden i træbåde. De marcherede skulder ved skulder hundreder af mil, beredte til at kæmpe og dø for noget større end dem selv. De dyrkede jorden og byggede samfund og banede vejen for andre gennem deres storslåede innovation og skaberkraft. På blot ét års tid udholdt de prøvelser, som få i dag gør gennem hele deres levetid.

Hvis de ikke havde gjort alt dette. Hvis de i stedet bare levede for dagen, for sig selv og måske for deres absolut nærmeste, fanget i hamsterhjulet og uden virkelige ambitioner, ville alt hvad vi kender have set helt anderledes ud. Vort folk har måske ikke engang eksisteret. Du havde sandsynligvis ikke engang haft mulighed for at forsømme alt det de gav og levede for, men blive tvunget til en hårdere virkelighed i stedet.

Ikke desto mindre ødelægges alt, hvad de levede for. Fordi at du kaster bort dit liv og ikke opfylder din pligt og opretholder den arv, du har fået. Jeg beder dig derfor om virkelig at ransage dig selv. Hvad gør du egentlig med dine dage? Hvad lever du for?

Du går måske på arbejde eller i skole. Spiler nogle computerspil eller glor på Netflix. Sidder en stund på Facebook og drikker nogle øl. Det kan være du også tager en tur i fitnesscenteret, tilbringer noget tid med din familie eller læser en rigtig bog og lærer noget. Men derefter? Er dette virkelig at leve? Er dette noget at leve for?

Hvad dør du for?

For vore forfædre var døden en vigtig og højst naturlig del af livet. At møde en ærefuld død var mindst lige så vigtig som at leve et hæderligt liv. Ikke af selviske grunde for at komme til noget bekymringsfrit himmerige eller for at få 40 jomfruer, men fordi hvis din død ikke betyder noget, så har dit liv heller ikke betydet noget.

I dag synes man at undvige at tænke på døden af den samme grund, som man ikke ønsker at tænke på livet og dets mening. Mange tager det desuden længere end det. De undviger ikke kun at tænke på døden, men forsøger at undslippe døden så meget som muligt ved aldrig nogensinde at udsætte sig selv for noget, der kan være farligt. Hellere ofre andre end at ofre sig selv.

Tænk over, hvordan verdenshistorien ville have set markant anderledes ud, hvis denne skam havde prydet de forrige generationer af voret folk.

Årsagen til at frygten for døden er så stor er på grund af den intuitive vished om, at når man dør, er det slut. Hvis man ikke har levet for noget, så dør man heller ikke for noget, og ingen vil huske dig heller. Ingen husker en kryster, og i stedet vil du bare rådne bort.

Den Ældre Edda – Den Højes Tale

Fæ dør, Frænder dør,
ogsaa du skal dø,
Eftermælet aldrig dør
om, hvad vel er endt.

Hvem er du om 100 år?

Du kan være et navn på en gravsten, som ingen længere bruger energi til at lægge blomster ved, eller du kan stadig være i live, lige så vital som nu.

Ligegyldigt hvor meget sjov du har haft i livet. Ligegyldigt hvor mange lande du har besøgt, og hvor mange mennesker du kunnet kalde din ven. Ligegyldigt hvor mange penge og materielle ting du har samlet. Alt dette vil være værdiløst og lig med nul den dag du sover ind.

Vejen til evigt liv går gennem at skabe noget opsigtsvækkende, gennem at kæmpe for en højere sag og gennem at dine blodbånd lever videre. Du lever videre gennem dine skabelser, gennem dine handlinger og gennem dine børn. Hvis du ikke har børn, og har dit liv ikke bestået af andet end den ambitiøse kamp for dig selv og dine nærmeste, så findes du ikke mere. Ingen vil huske dig. Ingen fører dit DNA videre.

Du toner i stedet bort og forsvinder. Dit liv har da også været totalt meningsløst. At du har taget for dig af hvad naturen har at byde på har været spild af ressourcer.

Hvis du har børn, er det til en vis grad sandt, at du lever videre gennem dem, uanset hvordan dit liv ser ud, men hvis du har børn, er det også din forbandede pligt som forælder at gøre alt, hvad du kan for at skabe en bedre fremtid for dem. Ikke ved at overvælde dem med materielle ting og sørge for, at de bliver født med en sølvske i munden, men ved at kæmpe for og skabe en bedre morgendag. Så at du kan forlade verden i en bedre stand end hvis du ikke eksisterede. For at dine efterkommere skal slippe for at tage hele kampen selv og fra begyndelsen, når de bliver voksne og begynde at tænke over, hvad de lever og dør for, og hvem de er om 100 år.

At stå rankrygget op for hvad der er ret og rigtigt, selvom det koster dig. At kæmpe aktivt for et større overordnet mål, selvom det føles fjernt. At give hvad du kan af dig selv for at opbygge, forme og skabe en anden fremtid. Dette er noget, der virkelig er værd at leve og dø for. Dette er den jordbund, hvorfra helte spirer.

En helt lever videre om 100 år fra nu. Længe efter at kroppen er blevet et med den natur, hvorfra den kom.