Hvorfor gøre det perfekte til det godes fjende?

KOMMENTAR: Martin Saxlind resonerer her om faren ved at lade det perfekte stå i vejen for det gode.

I det forløbne år har jeg et par gange snublet over et udtryk, der sidder fast i min bevidsthed: ”Don’t Let the Perfect Be the Enemy of the Good.” Udtrykket er naturligvis en variant af en sætning, der er spredt gennem Voltaire.

Når jeg har hørt sætningen, er den blevet ytret i nogle engelsksprogede podcasts, jeg følger. Konteksten har ofte været, at nationale i stedet for at arbejde gradvist mod deres mål, begynder at argumentere med hinanden om, hvad det ultimative og perfekte mål er. I stedet for at holde sammen og arbejde for forbedringer i samfundet vælger man ikke at gøre noget overhovedet, eller endog værre, at kritisere og demoralisere dem, der rent faktisk arbejder for positive sociale ændringer.

Desværre er denne sort og hvid “alt eller intet”-indstilling ret almindelig blandt de nationale. Fordi vores meninger i dag ikke har nogen politisk indflydelse, kan vi konkurrere med hinanden om, hvem der er den mest regelrene og har de teoretisk set fineste holdninger. Konkurrencen om hvem der er mest regelret eller radikal opfylder dog ingen anden praktisk funktion, end at de personer, der proklamerer sig som vindere, føler sig som bedre og mere gode mennesker; altså præcis den samme selvforherligende funktion som politisk korrekt godhedssignalering hos vores fjender.

Pointen her er ikke, at man ikke skal være radikal og principfast, det burde man være. Pointen er, at vi avancerer politisk ved at angribe vores virkelige fjender – dem der sidder på magten i samfundet – ikke ved at angribe andre mennesker, der arbejder i samme retning som os, men som måske ikke vil gå lige så langt som os.

Visse nationale er også enormt endimensionelle, hvad angår metoder, der kan føre til sejr. Nogle hævder, at kun væbnet kamp vil give os sejr, og at de, der ikke lever som soldater, er degenererede og holder kampen tilbage. Andre hævder, at intellektuelt arbejde er den eneste rigtige ting, og at de, der er “voldsberedte”, er svagtbegavede plebejere, som ødelægger det for alle andre. Foruden de to modpoler er der nogle, som ikke kan forestille sig andet end parlamentarisk arbejde. Nogle som tror, at iværksætteri og økonomisk styrke er vejen fremad, og nogle tror måske, at vores frelse findes gennem religion.

Selvfølgelig er alle metoder ikke lige så gode, og nogle metoder er naturligvis skadelige. Men hvis du selv bruger mere tid og energi på at diskutere hvordan andre handler, end selv at handle, så handler du ikke konstruktivt.

Dette er et indblik, jeg tror, ​​at mange nationale kommer til ad åre. Jeg var mere tilbøjelig til at argumentere over, hvad der var ideologisk rent, da jeg var yngre. Men i årenes løb forstår man, hvilken stor opgave vi har påtaget os, og at vi ikke har tid til unødigt at skændes med andre nationale. Hvis vi havde været den dominerende politiske kraft i samfundet, havde vi råd til internt at tvivle på hvad end lille detalje. Så ville det også have haft en stor praktisk betydning, hvilken beslutning vi tog, men i den nuværende situation er det at sætte vognen foran hesten.

At være en perfektionist er desværre ofte meget bekvemt. I stedet for at gå på kompromis med sine holdninger, organisere sig og kæmpe i modvind, kan man som perfektionist stå ved siden af, rynke på næsen og pege på mangler og sige, at man ikke vil være aktiv på grund af dem. Adolf Hitler beskrev det med følgende ord:

Det står klart for mig i dag, at disse menneskers rent kritiske tilgang faktisk er en stor hindring. Man indser, at det ene eller det anden ville være godt og rigtigt, men man formår trods det ikke at følge med, da det eller det stadigt er tvivlsomt. Man ved, at […] vort folk vil gå til grunde, men man nægter alligevel at deltage i redningsoperationen, for i denne har man også opdaget noget, som i det mindste udgør en skønhedsplet. Kort sagt, man konstaterer forfaldet, men formår ikke at generere tilstrækkelig kraft til beslutsomt at modvirke det, da man selv i modstanden som sådant vejrer en slags tvivlsom mulighed.

Så lad være med at skændes om, hvad der er den perfekte politik eller de perfekte metoder. Lad være at skændes om, hvad andre nationale siger eller gør. Lad ikke det perfekte blive det godes fjendens – for meget står på spil til at vi skal kunne opføre os på den måde. Angrib fjenden i stedet for dine kammerater!

Den perfektionistiske tilgang kan være nyttig, når den identificerer problemet og fører til reelle forbedringer. Men perfektionisme bliver en ondskab, hvis det perfekte forbliver en teoretisk utopi, som aldrig bliver realiseret og kun bruges til at angribe de ikke-perfekte kræfter, der stadig arbejder for det gode.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Anton Hansen says:

    Hallo, hvor bliver denne uges Opråb af?!

  • Krautling says:

    NRM medlemmer har ironisk nok en tendens til selv at gøre det. Såsom jeres anti-Paludan retorik. Han er ikke særligt vellidt i disse kredse, da han, ja, er en jødecuck og individualist. Men faktum er jo, at han er et bedre alternativ end så mange andre – det bedste, vi har, indtil f.eks. NRM stiller op til valg.

    Og apropos valg, så er det jo også noget, som NRM har haft kvaler med, da man ikke mener, at demokratiet er løsningen. Men sagen er jo den, at man er nødt til at starte et sted – og et skub i den rigtige retning, er et skub i den rigtige retning.

    • Paludan er ikke god, men det mindst dårlige. Derfor er det overhovedet ikke ironisk. På en måde ville det være federe hvis Enhedslisten fik 120 mandater så de kunne køre lortet i sænk og derefter kunne folk tænke ud af boksen, fordi den ikke findes mere.

      • Krautling says:

        Alt er relativt. Han er god, sammenlignet med de andre. Derfor er det på alle måder ironisk.

        Accelerationisme fungerer ikke. Når først lortet er kørt i sænk og den biologiske krig er ført til ende, så er der ingen vej tilbage. Så ender vi som Libanon eller det, der er værre.

        • (((Lars Hedegaard))) says:

          Når Varg Vikernes børnebørn er mulatter – hvad så? How funny is funny-accelerationism hat now?

        • Selvfølgeligt virker det. Vi kan enten gå en langsom og sikker udryddelse i møde, eller accelerer det uundgåelige så det ikke trækker ud over årtier. Død over det forbryderiske system der påfører det nordiske folk så meget lidelse. Jo hurtigere jo bedre. Vi kan aldrig kuppe dette system. Ej heller skal vi. Der skal bygges noget helt nyt op fra bunden.

          Og Varg Vikernes’ børn bliver sgu nok nærmere mulatter hvis systemet gennemtvinger dets vilje, tror du ikke? Hvis samfundet blevet tvunget tilbage i den naturlige orden ville den nordiske mand naturligt flyde ovenpå og presse de fremmede ud.

          • (((Lars Hedegaard))) says:

            Virkernes strategi er at gøre intent, for systemet er på vej mod kollaps – tror han. Jeg er helt uenig. Den her maskine er velsmurt og kan køre i 100 år uden problemer, medens de europæiske befolkninger bliver brunere og brunere.
            Jeg tror, jøde-kristnes drøm om Nangijala kommer til os før på denne jord end et økonomisk kollaps. Latterligt.
            Vælger man den strategi, har man givet op. Jeg anklager ikke jer for det, men jeg er ikke sikker på, jeres “radikale” æstetik er den optimale løsning. Men fair nok. Så bevis os I er den rette løsning, der vinder folket over.

          • Den her maskine er overhovedet ikke velsmurt eller kan køre de næste 100 år. Alt hvad der strider imod naturens lov lever kun på lånt tid. For hvert klistermærke, hvert flyveblad og hver artikel som nationalsocialisterne kan formå at give ud til folket, så har systemet allerede overvældet vores propagandakapital og sociale kapital tusindfoldigt. Ræk armen ud til dem der vil reddes eller har potentiale og lad resten køre i sænk. Det er slet ikke et spørgsmål om der findes en anden løsning end at håbe og satse på systemets død, det er den eneste chance vi har for at redde vores folk fra total undergang og udryddelse. At satse på en strategi hvor man modarbejder systemet indefra eller forsøger sig at puffe det i den ene eller den anden retning er ønsketænkning. Med den virkelighed vi har i dag er det umuligt. Folk vil aldrig bytte deres kujonagtighed eller deres bekvemmelighed ud med et liv med offer og kamp og sandhed. Den milepæl passerede vi for laaang tid siden.

          • (((Lars Hedegaard))) says:

            suk, som at høre Jehovas Vidner prædike.

      • Kunne tingene være meget værre? – næppe. Faktum er at vores fjender har besat samfundets kirtler.

        • Krautling says:

          Kunne det være meget værre? Ja.. Danmark er “kun” 15-18% urent pt. Så det kan sagtens blive meget værre.

          Multikultur er som at hælde farvestof i rent vand. Havde det nu blot været “almindelige” Weimar-tilstande, hvor der ikke blev ført biologisk krig, men kun psykologisk krig, så havde accelerationisme nok virket til en vis grad, men problemet er, at der bliver ført en biologisk krig, og dét der går tabt, er tabt for evigt. Derfor er accelerationisme kontraproduktivt i denne sammenhæng. Det burde være simpelt at forstå.

    • Scandinavianheritage says:

      Sådan som det nuværende liberalistiske kulturmarxistiske demokratiske system fungere ville stram kurs ikke kunne opnå ret meget demokratisk også selv om de blev valgt ind da man skal have 90 mandater får at kunne føre sin egen politik fuldt ud. Men jeg er ikke national socialist men national monarkist der går ind for principperne i Kalmar uniuon men jeg er enig med national socialismen i dens biologiske verdensanskuelse samt dens modstand imod homofili, men et af de problemer der også er på den nationale fløj er også den splittelse der er vi bør holde sammen og så senere tage vores forskelligheder om hvordan det nye politiske system skal bygges op efter Folke revolutionen.

      • Krautling says:

        Ved godt, at en ny kalmarunion er NRM’s endegyldige mål, men jeg tror personligt ikke, at det vil være en god idé. Hvert folk, sit land. Der vil bare komme en masse interne problemer. Måske ikke på skala med EU, men lidt i samme stil. Det vil sikkert ende med, at de andre rotter sig sammen mod Danmark, fordi vi altid har haft kongesyndrom. Vi er den lille tæppetisser, der har mere attitude end vi kan indeholde, og det tror jeg ikke er et match, der vil holde i længden. Danskerne er et folk for sig. Vi er meget vel meget lig de andre Skandinaver, men vi er stadigvæk klassens særling.

        Om noget, skulle Danmark splittes op i to – Jylland for sig, og resten af Danmark for sig. Hvis du kigger på verdens lande, så er det som om, at der er en rød tråd, hvad angår landes størrelser og deres velstand og lykke. Jo større lande/unioner er, desto mere elendige er de. Se lande som San Marino, Liechtenstein, Andorra osv. De klarer sig til UG. Og så se på Kina, USA, Brasilien, Rusland osv. De pisser på deres befolkninger. Og det er fordi der ender med at være langt fra magt til mening mand.

        Med dét sagt, betyder det selvfølgelig ikke, at vi ikke kan lave en militær pagt med de andre Skandinaviske lande, samt Finland og Baltikum. Det ville nok være en god idé.

    • Peter har jo ret.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.