Interview med martyren Horst Wessel

HISTORIE: Horst Wessel var en ledende SA-aktivist og en tidlig aktør i den nationale modstand mod Weimarrepublikken. Han opbyggede en stærk og militant organisation midt i det røde Berlin. 

Den 14. januar 1930 blev Horst Wessel overfaldt i sit hjem af kommunister fra Roter Frontkämpferbund og blev skudt af Albrecht Höhler da han åbnede døren.Han døde på sygehuset i Friedrichshain den 23. februar af en blodforgiftning som opstod af skudsåret.

Inden sin død blev han interviewet af den tyske lærer og middelalderkunstekspert professor Hans Gerkenrath. De gennemgik hvad national modstand betyder. Til trods for at dette interview blev lavet for over 80 år siden, er det fortsat relevant og derfor vigtigt at bevare.

Interviewet

Hans Gerkenrath: Du har en eksemplarisk evne til at ødelægge din egen fremtid. Jeg havde såmænd blot forventet mig mere fantasi i denne situation. Men spøg til side; Hvad er meningen i at sidde på kro, mundhugges med marxister og leve et primitivt lejesoldaterliv? Horst, tænk dig nu om. Er dette noget liv? Du er medlem af en fægteklub, du er en ekseptionel jurist og du kan få en fantastisk karriere, hvis du vil. Men hvad har du valgt at gøre? Du har valgt at tage til Wedding (et rødt område i 1920-30’erne i Berlin, red.) og give og tage imod slag fra modstandere. Horst, hvis du vil se blod, deltag da i stedet i fægtning (akademisk fægtning var et populært tidsfordriv, red.) og slås efter reglerne, sådan som man forventer det af en dannet mand som dig …

Horst Wessel: Vent et øjeblik, når du er færdig med at belære mig. Jeg ved udmærket godt, at du ikke vil være i stand til at forstå, hvad jeg vil fortælle dig – jeg kunne ligeså godt tale kinesisk. Jeg vil dog forsøge denne kinesiske tale til dig. Sagen er denne:

Fakta: Min far er præst, jeg blev godt opdraget, jeg har bestået eksamener, jeg tilhører Kösener SC, Normann og Alemann, som er lysende studenterkorps (gamle tyske studenterforeninger, red.). Jeg studerer jura med lidenskab og engagement. Jeg skriver digte og noveller ved siden af. Jeg elsker litteratur og musik og er, som du konstaterede, intellektuel! Jeg opfører mig også pænt – jeg har så vidt jeg ved aldrig spist fisk med kniv, og jeg kan kysse en kvindes hånd uden at den rører min næse.

Jeg beder om forladelse Hans. Min stemme insisterer på at holde samme tone, som jeg bruger på gaden med SA-styrkerne. For din skyld forsøger jeg at holde stemmen i en høflig tone. Jeg er altså intellektuel; det er vi enige om. Jeg har fordybet mig i Goethes værker og jeg elsker romantikken, Schlegel, Tieck, Novalis. Jeg holder af Hölderlin mere end noget andet og kender til Nietzsches og Kants værker – så jeg er nok intellektuel. Jeg kan også fortælle og forklare hvad dolus eventualis er, og hvordan loven så ud på romernes og Cæsars tid.

Jeg kan ikke understrege nok, at jeg er intellektuel. Men hør nu alligevel godt efter, når vi nu sætter min intellektualitet til side. Jeg bor i en forfærdelig hybel, som stinker af kålsuppe og pulverkaffe, fordi jeg for det meste spiser kålsuppe og drikker pulverkaffe. Jeg deltager også i slagsmål på gaden så ofte som det er nødvendigt – med andre ord, vældig ofte – med tyske arbejdere, kriminelle og alfonser. Jeg har en brun skjorte og marcherer med mine kammerater. Mine kammerater er dem, som du så overlegent kaldte for «simple arbejdere». De er måske alligevel det bedste vi har. Jeg tilbringer min tid i stormlokaler (med dette menes SA-troppernes hovedkvarter eller beværtninger, red.). Jeg tjener SA 24 timer i døgnet og tjener ikke en krone på det.

Gerkenrath: Nåhja…

Wessel: Jeg er ikke færdig endnu. Alt hvad jeg altså har, al intellektualitet som findes i mig, lægges til side for øjeblikket. Hør godt efter. For mig spiller intet af det følgende nogen rolle: tryghed, karriereudsigter eller kulturens, åndslivets eller uddannelsens goder. Ikke engang lovvidenskaben betyder noget for mig lige nu, og jeg vil fortælle dig , at livet i sin helhed heller ingen betydning har for øjeblikket, så længe vort folk synker ned i en afskyelig, fuldstændig afgrund. Så længe dette folk ikke har kultur, åndelighed og en tryg tilværelse, vil heller ikke jeg have det. Forhåbentligvis forstår du hvad jeg mener, Gerkenrath?

Gerkenrath: Selvfølgelig forstår jeg! Jeg vil bare sige, Wessel, og du må indse at du ikke kan bringe kultur til hverken dette eller et andet folk, ved at deltage i livsfarlige slagsmål og …

Wessel: Præcis! Præcis! Der har vi kernen i sagen. Nu kommer vi til det centrale spørgsmål. Tro mig, jeg ved hvordan mange intellektuelle føler afsky mod os på grund af vore hårde tiltag, strenge taler, og på grund af hele vor holdning. Hans, sådan må det være. Det må bare helt enkelt være sådan! Først må man bygge et hus, før man kan indrette det. Først må man bygge en vej, før man kan køre på den. I alle aspekter og forhold må først fædrelandets politiske bestand sikres, før vi siden kan begynde at tænke på Goethe, Hölderlin, Johann Sebastian Bach eller andre sager som vedrører sjælen. Gerkenrath! Der findes ingen tysk kultur uden en tysk nation, og der findes ingen tysk nation uden det tyske folk! Du ved at ord aldrig har været tilstrækkelige for mig. Jeg fortalte dig netop en del af min verdensanskuelse. Nu fortæller jeg dig om denne verdensanskuelses anvendelse. Det kan lyde barskt, men kampen har gjort os barske. Denne verdensanskuelses praktiske anvendelse går som sådan: Han som er åndelig, den tyske mand – han kender den tyske nations kulturelle aspekter og har elsket disse hele sit liv. Han vil beskytte og vogte dem, og vil gøre et mindre eller større offer for deres skyld, så de kan blomstre og vokse. Han føler, at de er hans mest værdifulde ejendele. Netop han, Hans, netop han, må sætte disse til side i dag. For vi må først rense dette hus, før denne kultur – forstår du hvad jeg mener? Måske må man bygge hele huset om. Når når huset står rent og værdigt, ærværdigt, og rengjort fra gulv til loft, da er vi færdige. Den som lever i troen på, at dette tyske hus ikke er værdigt nok til at huse den sande tyskhedens åndelige værdighed, han må forlade teatrene, kroerne, studielokalerne og koncerthallerne – og ved du hvor han må gå hen?  Han må gå ud på gaderne, ud blandt folket, og der må han tale og skrige, og hvis nøden kræver det, også slås, sådan at det gamle forfaldne tyske hus kan rives ned, og et nyt kan bygges i dets sted. Som du ser, så er det sådan det står til netop nu. Uanset hvor selvmodsigende det lyder, Hans, så er det i arbejderklasse- områderne og -bydelene jeg færdes, områder du aldrig har besøgt – områder som er fyldt af sorg, fortvivlelse, grov kriminalitet, elendighed og fanatisme – de er mit hjem nu. Det spiller ingen rolle, hvor ofte du som intellektuel rynker på næsen af os – her forsvarer vi den tyske kultur, vi i SA forsvarer denne kultur, min ven – denne kultur som du vil have, men for hvis bevaring, du ingenting gør.

Jeg garanterer dig: Hver eneste kamp mod kommunisterne på gadehjørnerne, hver eneste lille SA-march i disse elendige kvarterer, og hvert kroslagsmål, er et skridt hen over gaden for den tyske kultur. Hvert eneste slag fra en kommunist mod en SA-mands hoved tages for dette folkets, landets og dette husets, som kaldes den tyske kultur, skyld. Som du også bemærker, så kan jeg forklare hvad det handler om, netop fordi jeg er intellektuel. Jeg tjener SA fra dag til dag, og nat til nat, og jeg vil, så længe det er nødvendigt, blot være del af Adolf Hitlers fodfolk. Så ofte jeg kan, vil jeg kæmpe mod kommunisterne. For mig handler det om liv og død – jeg vil virkelig slås. Jeg ved også, at man kalder universitetsprofessorer. forfattere, kunstnere og musikere for vort lands intellektuelle kapacitets bærere og vogtere. Det passer ikke i dag. Denne gang tages disse roller af anonyme mænd, som spreder plakater og flyveblade. De vogter vore møder, bliver arbejdsløse og sulter, tørster og fryser. De bliver tvunget til at tigge og ofrer deres liv og sundhed hver time. Kære Hans, i tider hvor skæbnen bestemmes i større mål, så må man af og til gøre ukomplicerede ting. At manden må spise, for at kunne arbejde, så må vi slås, primitivt og på urmodig vis, sådan at vi kan sikre vort land.

Tro det eller ej, men SA marcherer for Goethe, Schiller, Kant, Bach, Kölns domkirke, rytterne i Bamberg, Novalis og Hans Thoman -for den tyske kulturs – skyld. Vil vil, at Tyskland bliver nationalsocialistisk. Enten lykkes eller mislykkes det, men det må lykkes. Det kommer til at lykkes med SA’s hjælp, som du ser ned på fordi vi kæmper i gaderne. Du kender jo Hyperion, ikke sandt? De kender ham ikke. Og fordi jeg kender ham, vil jeg sikre, at Hölderlin kan vandre hen over tysk jord mange gange, men han må dog først finde tysk jord, og den hjælper jeg med at forbedre, og derfor, min kære Hr. studiekammerat, derfor marcherer jeg med hundrede vilde og tapre mænd gennem Friedrichshain og slår hver eneste kommunist på snuden, med fuld kraft. Afklaret. Klart.

Gerkenrath: Kære Wessel, det kan være at det forholder sig sådan. Jeg kan dog ikke efter dine undskyldninger forestille mig, at dine kammerater i wedding skulle have noget med tysk kultur at gøre. De hædrer Goethe med blodige slagsmål i mødelokalerne, og med højlydte råb og med deres hårde og skrækkelige opførsel, skulle de altså være bærere af kulturen. Du smider lige netop alt bort, du som…

Wessel: Ach, Gerkenrath! Der findes et godt ordsprog, som også du bruger. Det er som følgende: «Smid væk, så du ikke mister». Så vi smider væk – vi, SA – sådan at vi ikke mister, men får tilbage. Di sidder der og tænker, at det er yderst barbarisk og uhøfligt – ja, for helvede, kampen er ingen sofistikeret affære, og du kan ikke forsvare eller få tysk kultur tilbage med hjælp af pen og skrivemaskine. Nej min kollega, vi må kæmpe for Goethe med hjælp af ølkrus og stoleben. Når vi har vundet, så rækker vi ud med vore arme, lovpriser vore intellektuelle skatte, og trykker dem mod vore hjerter og glædes. Se her, Gerkenrath! Når det Tredje Rige kommer, så kommer du til at sige, at du altid har vidst det ville komme, og du kommer til at løbe rundt med hagekors og råbe «Heil Hitler» – men alligevel forstår du ikke hvad jeg lige fortalte dig. Måske formår jeg ikke at forklare dig denne sag, men du må ikke glemme dette: Vi er ikke bare kæmpere for den tyske kultur, vi er beredt på at dø for den, hvis det kræves. Og derfor er vi dig overlegne!

 

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Horst har altid været et idol for mig

  • Må hans sjæl hvile og inspirer den fremtidig generation.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.