Jødisk kamp – et forbillede for os?

IDEOLOGI: Modstandsbevægelsens leder, Simon Lindberg, skriver her om hvorvidt det er korrekt at have nationalsocialismens antagonister som forbillede for nationalsocialistisk kamp eller ej.

Vi har tidligere oversat og publiceret to artikler fra den norske skribent Russleman:

Selvom jeg finder begge disse artikler meget læseværdige og i store træk er enig i indholdet, er der også en fælles del i begge, som jeg måske, alt efter om Russleman bevidst har udeladt dette, ikke er enig i og derfor synes fortjener sin egen artikel. Det er synet på jøderne som model for vores kamp, ​​der for eksempel kommer til udtryk i disse to citater fra de to artikler:

Som hvide har vi én ting at lære af jøderne, og det er folkelig organisering. Ved at sikre, at et klart flertal af deres befolkning har været politisk aktiv, har denne lille gruppe været i stand til at tage kontrol over Vesten, men den eneste grund til, at de er lykkedes, er, at de er alene om at spille på dette niveau. Hvis hvide begyndte at spille det samme spil (som nationalsocialisterne gjorde i Tyskland i 1933), ville den zionistiske verdensorden kollapse i løbet af få år, og det er de selv meget bevidste om.

Jøder udgør mindre end 1 % af menneskeheden og dominerer i dag det meste af verden, på trods af at der næppe findes eksempler på eksplicit jødiske politiske partier uden for Israel. Dette skyldes ikke kun, at jøder er verdens mest hyperpolitiske etnicitet (med et overvældende flertal af befolkningen involveret i en form for politisk aktivitet), men også på grund af, hvor omhyggeligt denne aktivitet er koordineret af rabbinere blandt religiøse jøder og af non-profit organisationer (NGO’er) blandt sekulære jøder.

Inden jeg går videre i denne artikel, vil jeg gøre det klart, at der selvfølgelig er jøder, som på ingen måde er en del af nogen hyperpolitisk organisation, ligesom der er ikke-jøder, der er en del af den. De, der styrer samfundet i dag og er svorne fjender af nationalsocialismen, består af både jøder og ikke-jøder, men ikke af alle jøder eller alle ikke-jøder. Samtidig er det i nogle tilfælde meget vigtigt at tale om jøder, da disse, ligesom nævnt i citatet ovenfor, har en enorm magt i samfundet i forhold til hvor få de er. Jøder har en særlig plads både historisk og i dag, når det kommer til at stå op for og forsvare idealer, der er diametralt modsat nationalsocialismen.

Af forskellige årsager vælger jeg alligevel ikke at referere til jøderne som en homogen gruppe, men i stedet til vores heterogene antagonist generelt.

Er vores antagonister forbilleder?

Der er trods alt ting, vi kan se og lære af om, hvordan vores antagonister fungerede i historien. Hvordan de organiserede sig, hvordan de brugte såvel propaganda som sort propaganda, hvordan de arbejdede kulturelt såvel som akademisk og hvordan de altid sørgede for at arbejde på flere fronter på samme tid i stedet for at fokusere hårdt på en enkelt vej. Hvordan de arbejdede med medier, bankvæsen, uddannelse, fødevarer- og underholdningsindustrien og så videre.

De har arbejdet bredt, målrettet og organiseret, og det er lykkedes og lykkes stadig. År efter år skrider kulturmarxismen frem, masseindvandringen fortsætter, og alle de naturlige værdier, vi kender, opløses. Familier brydes op, der stilles spørgsmålstegn ved kønnet, storfinansen får mere magt, menneskeracerne og kulturerne blandes til ukendelighed.

Samtidig er det også utrolig vigtigt at forstå og huske, at vi adskiller os fra vores fjender på flere niveauer. Ligesom de etniske jøder adskiller sig fra etniske nordboere, adskiller kulturmarxismen sig også fra den nationalsocialistiske ånd.

Vores antagonister har arbejdet hårdt efter mottoet om, at al moral og al ære er underordnet det endelige mål. At målet altid helliger midlet. De har derfor, som mere reglen end undtagelsen, arbejdet med løgne og manipulation, med entrisme og bagholdsangreb. De er rykket frem over grave, helt uden medfølelse eller for den sags skyld med nogen samvittighed over for naturen. Klinisk har de oplistet svagheder og derefter angrebet dem uden hensyn til andet end selv at komme fremad. Atombomberne i Hiroshima og Nagasaki er et eksempel på dette, derivatspekulation mod hele landes økonomier et andet.

Hvis vi her skulle kopiere vores fjender. Hvis vi skulle tilpasse os dem og handle, som de gør, ville vi så have været i stand til at bringe nationalsocialismen fremad, som de bragte deres verdensorden fremad? Jeg er overbevist om, at svaret på dette spørgsmål er nej. Ved at opføre os som dem, på en for os fremmed måde, var vi også selv blevet fremmede. Så ville vi ikke længere være nationalsocialister, men i stedet vores antagonister. Kulturmarxister. Globalister.

I nationalsocialismen findes der en iboende hæder, moral og ære. Hellige værdier, der ikke kan krænkes uden også at ødelægge verdensbilledet som sådan. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi aldrig under nogen omstændigheder kunne lyve for vores fjender eller knuse nogen æg for at skabe vores omelet, men det betyder, at vi i det hele taget aldrig skal opføre os lige så vanærende som nutidens herskere.

Intrigemagere, mestermanipulatorer og kupmagere frabedes vores rækker og i stedet prises ære gennem troskab. Nationalsocialismen afspejler her det nordiske folks racekarakteristika, som også har taget form i vores kultur siden begyndelsen.

Hvordan kan vi så sejre?

Vi vil sejre netop ved at stå tro mod disse højere nordiske værdier – ved at leve og praktisere nationalsocialismen i dens fulde skønhed. Vi vil selvfølgelig også se på, hvordan vores fjender organiserede sig. Også vi skal, på samme måde som vi indser vigtigheden af ​​styrke, forstå mediernes, økonomiens og kulturkampens enorme betydning. Det skal også lykkes os at organisere en væsentlig del af vort folk for at opnå den samme succes, som de har haft succes med. Men vi skal gøre det på vort folks måde – nationalsocialistisk. Med overbevisningen om, at sandheden og det gode altid vinder i sidste ende. Med viden om, at vort folk dybest set er tiltrukket af troskab, ære og styrke og ikke af fagre løfter og købmandskraft.

Vi er ikke dem, og de er ikke os. Da deres værdier, indgroet i sjælen, ikke er nær så høje som vores, kan de aldrig blive os, og hvis vi kopierer dem, vil vi ikke længere være os selv, men i stedet blive dem. Det er med denne viden yderst nærværende, at vi skal studere og lære om magthavernes vej til magten i dag. Det er sådan, vi kan lære af vores antagonister for selv at sejre. Aldrig som forbilleder – men som eksempler.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.