Kevin MacDonald interviewet af jødisk tidsskrift – viser at sandheden ofte er antisemitisk

ANTISEMITISME: Netavisen Tablet skrives af jøder for jøder. De har interviewet Dr. Kevin MacDonald, som ifølge David Duke tilhører de vigtigste kilder i USA om jødisk magt.

Den jødiske journalist David Samuels har  for Tablet Magazine interviewet psykologiprofessor Kevin MacDonald, som har gjort sig kendt for at have undersøgt det jødiske folks påvirkning på den vestlige verden.

Mike EnochThe Right Stuff påpeger, at Tablet er en publikation skrevet af jøder, for jøder. Ingen ikke-jøder læser Tablet, undtagen antisemitter, siger han.

Den redigerende journalist på Tablet – sandsynligvis Samuels selv, eftersom han er redaktør på Tablet – har valgt titlen “Amerikansk racist”. Titlen passer godt til den venstrefordrejede online ordbog Wikipedia, som begynder sin artikel om ham med svadaen “Kevin B. MacDonald er en amerikansk antisemitisk konspirationsteoretiker, talsmand for hvid magt og pensioneret professor i psykologi fra Californiens statsuniversitet, Long Beach”; en næsten nok standardiseret sætning til Wikipedia-artikler om hvide personligheder, som jøder ikke kan lide.

Samuels beskrivelse af ham og hans mest indflydelsesrige bøger er, at han fastslår, at jødedom er en evolutionær gruppestrategi, som jøder anvender til at slå konkurrerende sociale grupper ud. Strategierne inkluderer fremme af masseindvandring, kulturel relativisme og multikulturalisme.

Disse beskrives som ideologiske værktøjer, som jøder anvender for at nedbryde og splitte den organiske samhørighed i de hvide kristne værtskulturer, hvor jøder bor.

Samuels oplyser, at MacDonalds forskning og bøger inspirerede slogans som “Jøderne vil ikke erstatte os”, som anvendtes som “brændstof” af hvide nationalister i demonstrationen i Charlottesville, som politiet effektivt slog ned og ødelagde – i skarp kontrast til dette års voldelige sorte Antifa- og Black Lives Matter-optøjer i USA – og i resten af den vestlige verden.

David Samuels (2015). Foto: Librairie Mollat. (CC BY-SA 3.0)

Efter at have skrevet et par linjer om “problemet” med at interviewe en mand som MacDonald, fordi dette giver antisemitter adgang til en platform hvorpå de kan hæve stemmen, forsvarer Samuels tiltaget med, at det stadig er interessant at “høre, hvordan de lyder”.

Som Eric Striker fra National Justice siger i en samtale med Mike Enoch, er prosemitter som David Samuels kun interesseret i, hvordan antisemitter lyder, ikke hvad de siger. Det handler om at sabotere beskeder i stedet for ærligt at svare på dem.

Samuels udgangspunkt er underligt. MacDonalds bøger og artikler viser tydeligt, hvordan han lyder. Samuels holdning afslører derfor en hel del om, at prosemitiske kritikpunkter mod akademikere og tænkere som MacDonald går på autopilot. Kritikerne har hurtigt opdaget, at han ikke er på deres side, og derfor behøver man ikke engang at lytte til ham, han skal angribes uanset hans ræsonnement og argument.

Men her gør David Samuels en undtagelse, lader han til: For hvad der præsenteres som et interview med “Q & A” – spørgsmål og svar – bliver i Tablets artikel til et begrænset antal spørgsmål, som Samuels i stor udstrækning selv svarer på for at behandle MacDonalds “fejlagtige” svar.

Samuels hævder, at den transkriberede samtale med MacDonald, der blev afholdt i løbet af en eftermiddag, er “let redigeret”, hvilket synes at være en skønskrivning: Mængden af ​​tekst svarer til cirka 1½ times samtale mellem to dannede mennesker.

Det kan i sig selv være en rimelig lang samtale, men teksten flyder lidt for godt til fordel for Samuel. Der synes imidlertid ikke at være nogen tilgængelige optagelser af interviewet, som teksten kan sammenlignes med. Hvis MacDonald havde optaget sig selv, ville det have været interessant at høre til studieformål.

Fakta blandet med fiktion

Det værste ved Samuels debatteknik er, at han forsøger at komme med udsagn, som skal dekonstruere MacDonalds beskrivelse af jødernes flokadfærd, strategier og sammensværgelser. Selvom han fejler under hele samtalen, nægter han at opgive disse forsøg. Som Eric Striker kommenterer Samuels forsøg:

– Hvis jøder ikke bruger gruppestrategier, hvem er det så der bekæmper antisemitisme?

David Samuels interviewmetode er at besvare de spørgsmål, han stiller sig selv, og aflede MacDonalds svar med en form for teknikker, der ofte kaldes anekdotisk bevisføring, samt confounding – det tekniske udtryk på latin er cum hoc ergo propter hoc. Confounding udføres ved at bruge ukontrollerede eller ukendte variabler, der eksisterer sammen med både afhængige og uafhængige faktorer.

Med disse teknikker forsøger han at argumentere for, at jøder ikke samarbejder om at styre USA. Lidt lemfældigt kan vi kalde det “talmudisk argumentation”. Eric Striker siger:

– Da de ikke kan argumentere imod fakta, sætter de spørgsmålstegn ved diskussionen. Når du siger, at USA styres fra Washington, svarer en jøde noget i stil med: “Jeg forstår, hvordan du tænker, og så står det på papiret, men udøves magten virkelig der? Jeg kan forestille mig en masse andre steder, hvor magten udøves. For eksempel er der magtcentre i Los Angeles, som desuden har en meget større befolkning end Washington D.C., og hvor der træffes beslutninger, der er afgørende for papirregeringen omkring Det Hvide Hus”.

David Samuels artikel bliver således også et eksempel på denne jødiske strategi.

Etik over et evolutionært perspektiv

Kevin MacDonald har baggrund i evolutionær biologi, og han skrev tidligt en publikation om ulve. At jøder ligesom ulve jager i flok, er en analogi, der virker som en tanke, men MacDonald lånte ideen om gruppestrategi fra en teori fra zoolog Richard Alexander i 1960’erne. Den handlede om love, moralske koder, samfundsetik og andre kulturelle fænomener fra et evolutionært perspektiv.

Samuels erkender, at MacDonald burde vide mere om ulve end ham selv, men for at sige ham imod vedrørende, at teorierne ville passe til jødisk gruppeaktivitet, slår han tilbage med Jack Londons bog Ulvehunden, som handler om ulve med klare adfærdskodekser og moral, som de pålægger hinanden.

Problemet med Samuels eksempel er, at Londons bog er en roman, for hvilken man ikke kan stille krav om, at den korrekt beskriver en etnisk gruppe mennesker. Men romanen bliver et argument – omend uklart – for at forvirre MacDonald, som i Samuels redigerede tekst stort set er enig i, hvad Samuel siger.

Jøder jager i flok

Juden Stephen Miller, rådgivare till Donald Trump. Foto: Gage Skidmore. (CC BY-SA 3.0).

Når MacDonald taler om “magtfulde jødiske interessegrupper og organisationer” som AIPAC og ADL, bruger Samuel argumentet, at “han kender jøder, der hader ADL”. MacDonald siger, at han ikke kender til én eneste jødisk organisation, der er imod ADL’s aktiviteter, hvilket Samuels forsøger at modbevise med, at Donald Trumps rådgiver Stephen Miller er en jøde, men kritiserer stadig ADL.

Miller er imidlertid ikke en organisation, han er et individ; og det er sandsynligvis ikke noget, MacDonald ville lade passere som et modargument, men han gør det i Samuels tekst.

Stephen Miller er også blevet kasteløs blandt jøder i massemedier og lobbyorganisationer – og smidt ud af sin synagoge – hvilket muligvis kan forårsage spændinger i regeringen, da han er øverste rådgiver sammen med Trumps jødiske svigersøn Jared Kushner og hans kone Yael Ivanka Trump-Kushner.

Miller har heller ikke været i stand til at se hans råd til Trump materialisere sig i ægte politik. Det er let at mistænke, at dette skyldes, at han ikke fulgte en tilstrækkelig revolutionær zionistisk linje og dermed “svigtede” mange blandt sine egne.

De jødiske grupper indgår også i et større netværk, der arbejder sammen om jødiske spørgsmål. Der er ingen jødiske organisationer, som er imod indvandring, undtagen når det gælder indvandring til Israel.

Flokadfærden sætter ind

Med det “rigtige” følelsesfilter kan man helt sikkert føle, at Samuels lykkedes med at skyde MacDonalds “antisemitiske falske konspirationsteorier” i sænk; meget som når kommunisten Elias Lodin modigt valgte at debattere i Radio Nordfront og talte usammenhængende. Uden at sammenligne Lodins og Samuels respektive personlige uddannelsesniveauer, tillader samtalen dog Lodin og nogle af hans tilhængere stolt at prale af, at han “vandt debatten” efter samtalen.

Dette er, hvad Mike Enoch mener er, hvad Tablets publikation af Samuels interview med MacDonald sigter mod. Samuels ved nøjagtigt, hvem målgrupperne er for artiklen: jøder og antisemitter. Således arbejder artiklen med at styrke den jødiske gruppe i en følelse af, at “det er sådan, at antisemitter skal tages”.

Det, hvis noget – og hvis det er sandt – vil bevise, at MacDonald har ret i, at jøder har en fælles strategi over for fjenden. Det er også mod sine strategkollegaer, at Samuels vender sig i begyndelsen af ​​sin artikel.

David Samuels slutter med at skrive, at MacDonald opførte sig venligt, og at han gerne ville “hjælpe” den antisemitiske racist; uklart om hvad, og hvorfor. Fordi der ikke er noget i MacDonalds ræsonnement eller større værker, der er usammenhængende, og Samuels bruger falsum for at forsøge at slå hul i MacDonalds påstande.

Allerede inden Samuel møder MacDonald, har han besluttet, hvordan han skal møde antisemitten:

Det, der slår mig som nyttigt, er ikke at forbyde antisemitter og racister, eller forsøge at argumentere dem ud af deres symptomer. Det er snarere bare at vide, hvordan de lyder. Det var med denne indstilling, at jeg gik med til at møde Kevin MacDonald i Medford for en øl.

Sort på hvidt: “Symptomer” er tegn på en medicinsk tilstand, og at møde MacDonald er for Samuels, at møde en psykisk syg person, fordi han ikke er en prostemit. Indsamling af data, der giver ham en klar idé om “hvordan han lyder” skal være “nyttig”; nyttig til bekæmpelse af dem, der ikke er zionister. Faktisk viser det meget tydeligt, at David Samuels er et nøjagtigt og præcist eksempel på den gruppestrategi, som jøder bruger mod ikke-jøder; ligesom MacDonald har vist i sine værker.

At forsøge at bryde MacDonalds forskningsresultater og argumenter ved at skubbe i helt forskellige retninger, viser imidlertid kun, at Kevin MacDonald har ret i det, han siger til Samuel, og frem for alt hvad han har skrevet.

Men sådan må det muligvis være: Viden og argumenter bider ikke på den jødiske gruppe, for uanset gyldigheden af ​​de fremførte argumenter, kan disse ikke accepteres, da de går imod flere former for zionistisk programisme. Sandheden er ofte antisemitisk.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Christian says:

    Fantastisk gennemgang af en debat/samtale med en prosemit. Det er en mærkelig følelse, når en person man taler med, ikke er på nogen vis er interesseret i sandheden eller om ens agumentation holder stik.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.