Leif Eriksson opdager Amerika

HISTORIE: Den 9. oktober gik vikingen Leif Eriksson i land i Nordamerika – 500 år før Columbus.

Vi har alle lært i skolen og i historiebøgerne, at det var søfareren Christopher Columbus, der opdagede Amerika i slutningen af ​​1492. Det, han faktisk kom hjem og fortalte om, var, at han havde besøgt nogle øer i Vestindien. I dag ved vi, at Columbus ikke var den første europæer, der besøgte dette sted; en gruppe lyshårede skandinaver var landet på det nordamerikanske fastland allerede 500 år tidligere med Leif Eriksson i spidsen.

 

Herjolfsson sigtede land

For tusinde år siden var Nordamerika sandsynligvis lige så koldt og uforudsigeligt som i dag. En sømand kender måske havets skiftende vinde og storme, men tåge og hårdt vejr kan vare i flere uger og gøre det umuligt at bestemme positionen. Ifølge en af ​​de norrøne sagaer er det præcis, hvad der skete med den unge Bjarni Herjolfsson – en dygtig sømand og eventyrer. Han levede i vikingetiden, da vi nordboere begav os ud over havet og ned gennem Europa for at udvide vores imperium. Deres imponerende skibe kunne ses på vidt forskellige steder på jorden.

Ifølge grønlændernes saga tog Bjarni ud på en lang rejse til Norge. I 986, da vinteren var på vej, vendte han tilbage til Island med et fuldt lastet skib. Men ved ankomsten fandt han til sin overraskelse ud af, at hans far havde forladt Island med en flåde under kommando af Erik Den Røde. De havde sat sig for at kolonisere et stort land, som Erik havde opdaget vest for Island. For at få øen til at virke mere tiltalende kaldte Erik den Grønland. Den unge Bjarni satte en bestemt kurs mod dette land, men vinden vendte og snart var vikingerne omgivet af tæt tåge. »Der gik mange dage, uden at de vidste, hvor de var«, siger de islandske sagaer.

 

Leif Erikssons rejse

Selvom Bjarni Herjolfsson ikke gik i land, var dette den første kontakt med kontinentet, der senere ville blive kendt som Nordamerika. Bjarnis rapport om det, de havde set, vakte stor interesse blandt de andre nordmænd i Grønland. På deres frosne ø var der ikke mange træer, og de var derfor afhængige af drivtømmer eller kostelige transporter fra andre lande, når de byggede og reparerede både og huse. Men mod vest, på den anden side af havet, var der tydeligvis et land, hvor skovene var uendeligt store.

Leif Eriksson, en af ​​sønnerne til Erik den Røde, var meget nysgerrig på dette nye land. Leif beskrives i de islandske sagaer som »en høj, magtfuld mand, klog og med et imponerende udseende«. Omkring år 1000 købte han Bjarnis gamle skib, og med en besætning på 35 mand rejste han fra Island for at finde de kyster, Bjarni havde sigtet efter. Da nordmændene endelig sigtede mod land, så de en frodig skovklædt bjergrig kyst, der slet ikke stemte overens med hvordan Grønland var blevet beskrevet. De sejlede nordpå med kysten på bagbordsside (venstre side). Da de for anden gang havde land i sigte, syntes beskrivelsen af ​​Grønland at passe lige så dårligt som første gang. Efter flere dage blev de dog mødt af et mere bjergrigt og isnende landskab. Derefter drog Eriksson og besætningen mod øst, mod det åbne hav, og fandt endelig Grønland og kolonien, som Erik den Røde havde startet.

 

Tre nye lande

Ifølge sagaerne kom Leif først til et koldt land, hvor store gletsjere dækkede højlandet. Da dette land lignede en stor flad stenplade, kaldte Leif det Helluland, hvilket betyder »Helleland«. Historikere mener, at Helluland var det som vi i dag kender som Buffin Island i det nordøstlige Canada.

De nordiske opdagelsesrejsende fortsatte sydpå. De kom til et andet land, som var fladt og dækket af skov og havde hvide sandstrande. Leif kaldte det Markland, hvilket betyder »Skovland«. Man mener i dag, at det var Labrador de så.

Snart opdagede de et tredje og endnu mere lovende land. Sagaen fortsætter: »De stak til søs og tilbragte to dage der med en nordøstlig vind, indtil de sigtede land«. Dette nye land var så vellidt, at de besluttede at bygge huse og tilbringe vinteren der. Om vinteren »var der aldrig frost, og græsset visnede knapt nok«. Leif Eriksson opkaldte senere landet Vinland efter landets rige enge (»Vin« er et norrønt ord for eng). Det efterfølgende forår sejlede mændene tilbage til Grønland. Deres både blev derefter lastet med meget godt fra det nyopdagede land. Forskere har fundet ud af, at topografien i Newfoundland matcher beskrivelserne fra de gamle sagaer og en udgravning der viser, at nordboere besøgte øen.

Hvad er beviserne?

Ingen ved med sikkerhed, hvordan man får detaljerne i denne nordiske saga til at matche nutidens geografi. De korte og kryptiske strofer i sagaerne har længe forvirret historikere. Det mest oplagte bevis for, at nordmænd var i Amerika før Columbus tid, findes på Newfoundland på et sted, der blev udgravet i 1960’erne og 1970’erne nær byen L`Anse aux Meadows. Her blev fundet rester af huse, der unægtelig blev bygget af os nordboere. En smedje og genstande, der er dateret til Leif Erikssons tid, blev også fundet.

En dansk forsker, der arbejdede syd for Newfoundland, fandt for et par år siden en rigt dekoreret sten, der sandsynligvis er blevet brugt som ballast i et vikingeskib. Nordmændene var ikke hemmelighedsfulde om deres rejser til de nye lande langt mod vest; Leif Eriksson rejste til Norge for at rapportere til den norske konge om, hvad han havde set. Da Adam af Bremen, en tysk historiker og hofmester i Bremen, rejste til Danmark omkring år 1070 for at øge sit kendskab til de nordiske lande, fortalte den danske konge Sven Estridsson ham om Vinland. Desuden nævner islandske krøniker fra det 12. og 14. århundrede, at nordmændene tidligere tog på ture til Vinland vest for Grønland. Selv Christopher Columbus kunne godt have kendt til de rejser til Vinland, der blev foretaget omkring 500 år før hans egen tid.
Så hvad skete der med nordmændene?

Så sent som i 2014 præsenterede arkæolog Patricia Sutherland sine resultater på en konference i Canada. Hun havde opdaget en ny vikingeboplads, der havde været beboet indtil 1400-tallet. Byttehandel og konfrontationer mellem vikinger og de indfødte fandt sted med al sikkerhed, ifølge de fleste forskere. Vikingerne havde et særligt ord for disse indfødte: skrællinger. I Grønland forsvandt Erik den Røde og Leif Erikssons familie efter fire-fem hundrede år, og den sidste skriftlige beskrivelse af nordmænd i Grønland handler om et bryllup i 1408. Mere end hundrede år senere ankom et tysk handelsskib til Grønland og fandt hele kolonien forladt, bortset fra en mands lig. Ved siden af ​​den døde mand lå hans kniv stadig! Man kunne tro, at han havde været blandt de sidste til at forsvare sin ø. Derefter blev der stille omkring nordmændene i Grønland. Først i 1700-tallet kom nordmænd og danskere igen og bosatte sig på øen.

Men det var fra Grønland, at de nordiske vikinger med Leif Eriksson i spidsen sejlede mod nyt land mod vest. Man kan forestille sig, hvordan disse frygtløse, heroiske og stolte sejlere navigerede deres rå sejlskibe i ukendt farvand for at opdage land efter land. I USA besluttede kongressen i 1964, at den 9. oktober skulle hedde Leif Eriksson Day. Formålet med denne dag er at ære og fokusere på de mange amerikanere af nordisk afstamning samt alle de nordiske påvirkninger i amerikansk kultur og udvikling gennem historien.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.