Mange vil bevare – for få kæmper!

IDEOLOGI: Et almindeligt spørgsmål er, hvorfor nationalisterne ikke har opnået væsentlige resultater siden 1945. En af grundene er, at mange mennesker vil bevare det gamle og for få kæmper for noget nyt.

Menneskeret står før statsret. Men hvis et folk har tabt i kampen for deres menneskerettigheder, så har deres vægt simpelthen været for lille i skæbnens vægtskål til at lykkes at overleve på denne jord. For de mennesker, der ikke er klar eller i stand til at kæmpe for deres eksistens, har den evig retfærdighed allerede bestemt deres endelige.
Verden er ikke for feje mennesker.

Disse ord fra Adolf Hitler forklarer naturprincippet, som siger, at kun de, der kæmper, har ret til nogen form for retfærdighed.

Det var med dette udgangspunkt, at NSDAP kastede sig ind i en konflikt med bolsjevikkerne. De tyske nationalsocialister førte en offensiv og aggressiv kamp på en bred front og nåede sejren gennem den enkle anledning, at benytte kampen som metode og livsstil. Man tog den bevidste beslutning at «kæmpe for sin eksistens».

De borgerlige nationalister havde på det tidspunkt forsøgt at forhindre bolsjevikkerne ved at formidle fakta og argumenter til folket, i troen på, at de skulle være fornuftige nok til at acceptere rationelle argumenter. De mislykkedes gang på gang.

Nationalsocialisterne, som fra starten af var meget få i antal, kom med deres mod og deres vilje til at inspirere andre til at kæmpe i samme ånd, og således tilslutte sig denne bevægelse. Denne kampbevægelse blev til på det rette tidspunkt og kom gennem en gunstig ydre forudsætning til at vokse eksplosivt i Tyskland. Indenfor og udenfor Tyskland begyndte man at tale om den «urgermanske barbar» i ny form, og Carl Gustav Jung beskrev det nye Tyskland som besat af Wotan. Den tyske folkesjæl var vækket til live, ikke vækket af populister eller borgerlige nationalister, men af offerviljen af nogle få.

Mod og offervilje finder man blandt den kæmpende skare. Mest fanatiske er de, der kæmper for en storslået idé for fremtiden, som «en bevægelse, som vil genskabe verden, ikke tjene øjeblikket – men fremtiden» (Adolf Hitler).

Mange nationalister i dag har fejlet i deres analyse. I stor udstrækning synes man at have opgivet ideen om at skabe noget nyt. I stedet for at forandre, vil man hellere bevare, i stedet for at revolutionere samfundet, forsøger man at reformere. For at vække et helt folk, kræves dog mere end at rode rundt i bogreolen blandt bøger fra «gamle dage». Den borgerlige nationalisme fra 1800’erne er forbi.

Historiker og politiker Michael O’Meara, belyser i sin bog «Toward The White Republic» en række kritiske punkter i USA’s nationale bevægelser. Ifølge ham sidder den amerikanske bevægelse i høj grad fast i 1950’erne, hvor man med en orientering i videnskabelige og rationelle argumenter, forsøger gennem bevis at overbevise amerikanerne om, at deres USA er under angreb. Hvad man ikke har indset, mener O’Meara, er at genetikere, darwinister og andre akademikere havde så meget mere tiltro til 1950’erne, da USA stadig var hvid, og det var nødvendigt at bevare og forsvare en status quo. I dag er dette USA borte – raseret og «hinsides reform».

Da det ødelagte ikke kan repareres, må man i stedet bruge sine kræfter på at bygge noget nyt. O’Meara støtter det arbejde som gøres af blandt andet Harold Covington, om et hvidt hjemland (Nordvestterritoriet), som løsriver sig fra det jødekapitalistiske og multikulturelle USA. O’Meara støtter også behovet for en myte som en forenende faktor for den nye bevægelse. Det siger sig selv, at en sådan myte skal være kommet fra kamp og fra folket – ikke fra en af ​​de uddannede klasser. Derfor mener O’Meara, at man hellere bør idealisere Bob Mathews, Robert E. Lee, Slaget ved Alamo osv.

En lignende situation, som den der hersker i USA, findes også i Danmark og de øvrige nordiske lande. Selv her må vi lægge det meste af det gamle bag os, implementere det, der er nødvendigt for kampen i dag og kæmpe videre mod nye mål. At være inspireret af vores historie er en sag og har også gyldighed når det gælder de dele, der har folkelig forankring. På den anden side er konservative holdninger og ideer noget, vi ikke bør tillægge os. Derfor er det så ufatteligt, at mange i den nationale bevægelse i holdninger, sprogbrug og æstetik frembringer et budskab, der med al sikkerhed er tiltænkt at tiltale borgerskabet. Den borgerklasse vi ser i dag har nok så mange holdninger om samfundets «bristende moral», men på den anden side ingen interesse i at skabe nogen reel forandring. Individer fra denne samfundsklasse er generelt det stik modsatte af de mennesker, som Michael O’Meara beskriver. Middelklassen er «dannet», og hos de dannede tager man ikke til gaden, hvis ens datter bliver voldtaget af en flok indvandrere – man ringer til politiet. Deres slagord er «fred og ro», og så længe det virker som om, at systemet opretholder netop det, kan vi glemme alle de fantasier om, at disse mennesker vil kæmpe for vort folks overlevelse.

Propagandaen bør rettes mod dem, der allerede er udsat for virkningerne af dette system (forudsat at dette ikke er selvforskyldt) og derfor har mindre at tabe ved at kæmpe. Her taler vi om arbejderklassen. Desværre har arbejderne i manglen på nationale alternativer taget venstresiden til sig og er faldet offer for en falsk «socialisme», marxismen. Udover denne gruppe har vi minoriteter i middelklassen, der er idealistiske. Her menes den type, der er villig til at ændre verden og gøre det i bevægelser som Greenpeace. Inden for denne gruppe skal vi nok kunne finde masser af intelligentsia til at kunne lede vor kamp fremad. At disse ikke er at finde i den nationale bevægelse, afhænger af, at denne gruppe mangler mod og vision.

Bortset fra Modstandsbevægelsen er der ingen anden organisation i Danmark og de øvrige nordiske lande, der repræsenterer en fremtidig vision. I stedet synes mange at være tilfredse med samfundet som det ser ud i dag og vil hellere justere detaljer her og der, og fokusere på ydre trusler – især islam. Måske alt vil blive som det var, hvis vi blot fjerner nogle indvandrere? Modstandsbevægelsen repræsenterer et frit Norden med det nordiske folk forenet i en fremtidig republik. Denne nordiske republik vil kunne stå selvstændigt og hævde sig kulturelt, militært og økonomisk. Kampen for det frie Norden er ingen «teori», men noget meget konkret allerede i dag. Modstandsbevægelsen er repræsenteret i alle fem nordiske lande, hvor der kontinuerlig gennemføres aktioner. At der er nogle, der anser vores vision for at være urealistisk, kan afhænge af, at de stadig er fanget i en idé frem for handling, og at man antager, at man skal se tilbage for forandring – i stedet for frem.

Man vil bevare den nuværende tilstand, og da man ikke forstår værdien af ​​at kæmpe for en ny storslået idé, vil man savne den drivkraft, der er nødvendig, og derfor havne i den situation, man fortjener. Problemet er jo i dag, at der findes millioner af indvandrere i Norden, og dette antal øges måned for måned. Dette er hvad vi står over for så længe vi ikke løser konflikten med de ideer, der har skabt denne situation. Selvom dette ville betyde, at vi må stille os helt uden for den nuværende samfundsorden.

Det naturlige svar, når man fra Modstandsbevægelsens side rejser kritik mod, i princippet alle andre, bliver: «Men Jer?». «Hvad har I lykkedes med?» Selvfølgelig er det sandt, at vi ikke har nået vores mål endnu, og at vi derfor kan betragtes som mindre fremgangsrige. Men det samme kan siges om f.eks. Front National, som lovede stort, men som på trods af, at de nåede en position af «magt» i virkeligheden ikke kunne gøre noget som helst for det franske folks befrielse. En kamporganisation med en verdensanskuelse som grundlag, og en vision for fremtiden, bærer i sig alle de forudsætninger for succes, af den simple grund, at vi repræsenterer noget helt andet end den rådende ordning. Man er fri fra dens lænker, eller har i det mindste målet om befrielse. Sådanne kamporganisationer har ikke en «forkert» strategi, men den nuværende situation er herskende, fordi for mange har valgt den praktiske vej i stedet for at deltage i en kamporganisation, vores eller en anden. Problemet er, at for mange vil bevare, og for få kæmper for noget nyt. Den nationale bevægelse risikerer derfor at blive en blindgyde.

Søg om medlemskab i Modstandsbevægelsen


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.