Nordic Resistance Movement: New site for our English speaking comrades

RESISTANCE: Simon Lindberg, leader of the organization, bids you welcome to our new website.
Dansk oversættelse findes nederst i artiklen.

This article is copied from Nordicresistancemovement.org.

What you now see before you is the official English-language website of the Nordic Resistance Movement. The website is the result of many hours of work spent by devoted activists and sympathizers of what is probably the largest and most successful explicitly National Socialist organization in the world.

The principal aim of the site is to highlight some of the activism that we conduct daily in the five Nordic nations where we are active, but it will also feature news about the organization as well as official statements, ideological articles and analyses of what others are saying about us. As a matter of fact, the site already has quite a lot of content at the time of launch, and it will be updated regularly going forward.

The site was created for two main reasons. One is that there has been a great demand from the international community, and the other is the simple fact that we are running an organization that we are really proud of – one that we want to be visible, with the hope that others will feel urged to join the struggle.

The world we live in today has been turned completely upside down by a small group of extremely wealthy and influential Zionists. White people are heading towards biological extinction, while the race traitors in our parliaments are trying to outdo one another in pleasing their masters. The Left exuberantly applaud the ever-increasing madness, the ethnically connoted criminality, and the pushing of the boundaries for sexual deviance and decadence. The Right, on the other hand, are only too happy to see millions upon millions of racial aliens flooding our borders, knowing that this invasion will boost their investments given that all the newcomers will need housing, clothing, food as well as the latest gadgets – all paid for by the white workers.

In order to turn things around, we don’t need more civic nationalism or counter-jihadism. Nor do we need any more suit-wearing politicians with serpent’s tongues. Moderate anti-immigration sentiments on the Right or Left will not be enough. Trolling, memes and podcasts are all well and good, but we don’t need more independent projects in these areas – and we definitely don’t need projects where the creator’s main concern is to boost their own ego.

No – we need organizing, we need to take the struggle to our streets and town squares. This world needs revolutionaries and National Socialists. Proud men and women of the people, who live among the people and who will sacrifice whatever it takes to secure the survival and freedom of our race!

The problems we face are not unique to the Nordic countries. We are not alone. The enemies of our people are working globally, and we too must therefore work together globally to resist them.

We are currently not interested in establishing branches of the Nordic Resistance Movement outside of the Nordic countries, but having said that, no one would be happier than me if our struggle can inspire free-thinking and courageous men and women across the world to start their own organizations modeled on the Nordic Resistance Movement. If you are already part of such an organization, or if you think you have what it takes to start one, you are more than welcome to contact us to discuss how we can help each other progress.

Otherwise, you can of course support us directly in our struggle. You can share content from this site with your connections as well as on social media. You can inform us about things happening in your country that we can report to a Nordic audience through our own media. Or better yet, we encourage you to send in your texts, be it ideological articles or news items from your country, that we might publish on the site. The best of them might even be translated for publishing on our other sites. And you can of course support us financially.

Unfortunately, the banking cartels have closed down all the bank accounts previously owned by the Nordic Resistance Movement. We are also blocked from using services like Paypal and Patreon. Not because we are terrorists or criminals, but for the same reason that we are censored by e.g. YouTube, Facebook and Twitter – namely that we constitute a real and growing opposition to the power monopoly of the self-appointed elite. However, we are actively working to try and find new solutions. For now, you can donate using cryptocurrencies or support us by purchasing from the webshop Greenpilled.com, where all proceeds are reinvested into our struggle. Thank you in advance for your support!

The launch of this site is the first of several things that we are hoping to announce to our international audience during this coming year. Keep yourself updated through this website and by listening to our English-language podcast, Nordic Frontier, and I promise you won’t be disappointed. We need you in our struggle and I hope we can help you take the next step!

Her følger artiklen som findes på vores engelsksprogede side Noricresistancemovement.org oversat til dansk:

Velkommen til Den Nordiske Modstandsbevægelse

Det du nu ser foran dig, er den officielle engelsksprogede hjemmeside for Den Nordiske Modstandsbevægelse. Hjemmesiden er resultatet af mange timers arbejde brugt af hengivne aktivister og sympatisører af hvad der sandsynligvis er den største og mest succesrige og tydelige nationalsocialistiske organisation i verden.

Hovedformålet med hjemmesiden er at fremhæve nogle af de aktiviteter, som vi udfører dagligt i de fem nordiske lande, hvor vi er aktive, men den vil også indeholde nyheder om organisationen samt officielle udsagn, ideologiske artikler og analyser af, hvad andre siger om os. Faktisk har hjemmesiden allerede ret meget indhold på lanceringstidspunktet, og det vil løbende blive opdateret.

Siden blev oprettet af to hovedårsager. Den ene er, at der har været en stor efterspørgsel fra det internationale samfund, og det andet er det simple faktum, at vi driver en organisation, som vi virkelig er stolte af – en, som vi vil synliggøre med håbet om, at andre vil føle sig opfordret at deltage i kampen.

Verden vi lever i i dag, er blevet vendt fuldstændig på hovedet af en lille gruppe ekstremt velhavende og indflydelsesrige zionister. Hvide mennesker er på vej mod biologisk udryddelse, mens racerforræderne i vores parlamenter forsøger at udkonkurrere hinanden i lydighed overfor deres herrer. Venstrefløjen bifalder overdådigt det stadigt voksende vanvid, den etnisk forbundne kriminalitet, og skubber grænserne for seksuel afvigelse og dekadens. Højrefløjen er derimod kun alt for glade for at se millioner af millioner af racefremmede oversvømme vores grænser, vidende at denne invasion vil øge deres investeringer, idet alle nyankomne skal have bolig, tøj, mad samt de nyeste gadgets – alle betalt af de hvide arbejdere.

For at vende udviklingen behøver vi ikke mere borgerlig nationalisme eller counterjihadisme. Vi har heller ikke brug for flere velklædte politikere med slangetunger. Moderate anti-indvandringssentimenter fra højre eller venstre vil ikke være nok. Trolling, memes og podcasts er alle fine og gode, men vi behøver ikke flere selvstændige projekter på disse områder – og vi har absolut ikke brug for projekter, hvor skaberens  største bekymring er at øge sit eget ego.

Nej – vi har brug for at organisere. Vi må tage kampen til vores gader og torve. Denne verden har brug for revolutionære og nationalsocialister. Stolte mænd og kvinder af folket, som bor blandt folket, og som vil ofre alt, hvad der kræves for at sikre vore races overlevelse og frihed!

De problemer, vi står over for, er ikke unikke for de nordiske lande. Vi er ikke alene. Vort folks fjender arbejder globalt, og vi må derfor arbejde sammen globalt for at modstå dem.

Vi er for øjeblikket ikke interesserede i at etablere grene af Den Nordiske Modstandsbevægelse uden for de nordiske lande, men efter at have sagt det, ville ingen være lykkeligere end mig, hvis vores kamp kan inspirere fritænkende og modige mænd og kvinder over hele verden til at starte deres egne organisationer modeleret efter Den Nordiske Modstandsbevægelse. Hvis du allerede er en del af en sådan organisation, eller hvis du mener, at du har det der kræves for at starte en, er du mere end velkommen til at kontakte os for at diskutere, hvordan vi kan hjælpe hinandens fremskridt.

Ellers kan du selvfølgelig støtte os direkte i vores kamp. Du kan dele indhold fra denne hjemmeside med dine forbindelser, såvel som på sociale medier. Du kan informere os om ting der sker i dit land, som vi kan rapportere til et nordisk publikum gennem vores egne medier. Eller bedre endnu, vi opfordrer dig til at sende dine tekster, det være sig ideologiske artikler eller nyhedsartikler fra dit land, som vi måske offentliggør på hjemmesiden. De bedste af dem kan endda oversættes til udgivelse på vores andre hjemmesider. Og du kan selvfølgelig støtte os økonomisk.

Desværre har bankkartellerne lukket alle de bankkonti, der tidligere var ejet af Den Nordiske Modstandsbevægelse. Vi er også blokeret fra at bruge tjenester som Paypal og Patreon. Ikke fordi vi er terrorister eller kriminelle, men af ​​samme grund vi er censureret af f.eks. YouTube, Facebook og Twitter – nemlig at vi udgør en reel og voksende modstand mod den selvudnævnte elites magtmonopol. Men vi arbejder aktivt for at forsøge at finde nye løsninger. I øjeblikket kan du donere ved hjælp af kryptovalutaer eller støtte os ved at købe fra netbutikken Greenpilled.com, hvor alle indtægter geninvesteres i vores kamp. Tak på forhånd for din støtte!

Lanceringen af ​​denne hjemmeside er den første af flere ting, som vi håber at annoncere til vores internationale publikum i løbet af det kommende år. Hold dig opdateret via denne hjemmeside og ved at lytte til vores engelsksprogede podcast, Nordic Frontier, og jeg lover, at du ikke bliver skuffet. Vi har brug for dig i vores kamp, ​​og jeg håber vi kan hjælpe dig med at tage det næste skridt!


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Martin H says:

    inspiration til hele verden.

  • Hjemmesiden ser godt ud!

  • Anon A. Anonsen says:

    Det er en fed, ny side, der er oppe at køre!

    Og så noget, der intet har med det at gøre.
    Oprindelig titel fra det hæfte, jeg har renskrevet det fra, er “Negerslaveriets oprindelse”, men det er en titel, som de, der har oversat det i sin tid, har fundet på.

    Afsnittet i bogen, det er taget fra, hedder, ‘Afrikas slave- og kannibaltraditioner’ og er fra bogen ‘Six Years of Adventure in Congo-Land’ af Edward James Glaves:

    Afrikas hjerte bliver i stigende grad affolket som en konsekvens af de enorme tab af liv, som er forårsaget af den barbariske slavehandel. Det er ikke blot den trældom, som slaveriet medfører, der skulle appallere til den civiliserede verdens sympatier; det er blodsudgydelserne og nøden, som den medfører.
    Under mit ophold i Centralafrika færdedes jeg tit gennem landsbyerne langs Congofloden og dens utallige mere eller mindre ukendte bifloder, og i næsten hver eneste landsby blev jeg konfronteret med nye friske beviser på slaveriets skrækkelige natur. Jeg søgte ikke direkte blodsorgierne, men blot en regelmæssig trafik gennem områderne var nok til at bringe mig i konstant kontakt med umenneskelighederne.

    Jeg tog først til Congo i 1883 og rejste uden besvær til de indre egne. Da jeg ankom til Stanley Pool modtog jeg ordrer fra Henry Stanley selv, som var min overordnede, om at følge ham i hans lille båd ‘En Avant’ op ad floden.
    Stanley var for tiden i færd med at oprette et par vigtige og strategiske støttepunkter langs den øvrige del af floden. Jeg fik æren af at blive valgt til chef for Lukolela-basen 800 mil oppe ad floden … Her boede jeg i 20 måneder som den eneste hvide mand, så jeg havde rige muligheder for at studere de indfødtes karakterer.
    Jeg var knap nok andkommet til Lukoela før jeg blev vidne til en af disse forfærdelige blodsudgydelser, som forekommer hyppigt i landsbyerne langs Congofloden, og som vil fortsætte, så længe en slave ikke for regnes for noget og tabet af hans blod regnes for omtrent så vigtigt som en ged eller en høne.
    I dette tilfælde var det en høvdings mor, der var død, og det blev som sædvanligt besluttet, at begivenheden skulle fejres med en henrettelse.
    Ved daggry begynder en langsom og dyb tromme at indikere, hvad der skal ske.
    Det er ganske tydeligt, at der skal ske noget helt usædvanligt, og at dagen vil blive brugt på én eller anden form for ceremoni. De indfødte samler sig i grupper og begynder med nøje at gøre sig i stand og iføre sig deres tøjstykker, og ornamentere arme og ben med lysende metalgenstande, de konstant laver vilde fagter og ler ondskabsfuldt, mens de drøfter den kommende begivenhed.

    Efter et hurtigt måltid henter de alle mulige musikinstrumenter fra husene. De hamrer vildt i trommerne, mens grupper af mænd, kvinder, børn danner cirkler og danser ophidset, hvilket vil sige vridninger med lemmerne og vild sang, og med gentagne krigshorns-trut, mens hver danser forsøger at slå sin sidemand i ekstreme bevægelser og lungestyrke.
    Omkring middag bliver de pga. udmattelse og solens tiltagende styrke nødt til at stoppe; der bliver store krukker med palmevin hentet, og en fælles beruselse starter.
    Ophidselsen forøges bare, og deres sande vilde natur afslører sig blot i endnu højere grad. Den stakkels slave, som indtil nu har ligget i hjørnet af en hytte, bundet på arme og ben under skarp bevogtning, bliver så slæbt hen til en åben del af landsbyen, mens han må udstå de berusede vildes slag og tilråb. Bødlens assistent organiserer nu en træstub på omtrent en kvardratfod. Slaven bliver sat på denne; hans ben bliver strakt ud foran ham; og kroppen bliver bundet fast til en pæl bag ved ham. På hver side af ham bliver en pæl sat under hans albuer som støtter; også på anklerne og omkring knæene bliver han bundet.
    Ti fod foran ham bliver en bambusstang sat i jorden. Ved hjælp af nogle snore bliver en bambusring fæstnet til stangen, som bliver bøjet som en fiskestang, og bambusringen blivet trukket stramt ned over slavens hoved.
    Imens dette foregår danser de indfødte stadig fortsat. Blot i en endnu vildere og mere uciviliseret rus. Endnu en gruppe dansere omringer slaven, og paroderere dennes smertefulde ansigtsforvridninger. Men slaven skal ikke regne med nogen medfølelse fra denne nådesløse horde.
    Et stykke væk kommer to grupper unge mennesker som alle holder et palmeblad. De danner en bue, og i midten kommer bødlen. Processionen rykker langsomt dansende hen imod slaven, og da de kommer helt hen til den fordømte stopper trommerne, og de berusede indfødte indtager deres pladser for at få det hele med.
    Der bliver unaturligt stille.
    Bødlen er iført en hat med en sort hanes fjer; hans ansigt og nakke er malet sort med kul, undtagen øjnene og øjenlågne, der er blevet malet hvide med kalk. Hænderne og armene til albuen samt fødderne, og benene til knæene, er også også malet sorte. Hans knæ er i overdreven grad pyntet med metalting, og rundt omkring livet har han et kattedyrs skind. Han begynder at danse vildt omkring slaven, og engang imellem gør han sig nogle små kneb med sin kniv, hvorefter mængden af indfødte mumler overrasket.
    Han nærmer sig ofret, og tegner et lille kryds med et stykke kalk på ofrets nakke. Efter to til tre advarende svingninger med den skarpe kniv, skiller han med et enkelt hug hovedet fra kroppen og afslutter hermed slavens liv.
    Synet af blod gør de indfødte komplet vilde; nogle af dem stikker vildt i liget, andre hugger i det med deres knivde, mens resten slås i ekstase for at få hovedet, som ved halshugningen var blevet slynget i vejret af den spændte bambusstang.
    Hver gang en af dem får fat i gevinsten løber alle de andre råbende og skrigende efter ham i et øredøvende tumult; de sprøjter blod på hinandens ansigter, og blodige slåskampe er uundgåelige, da de benytter knive og spyd.
    Når deres blodtørst er blevet tilfredsstillet, begynder de atter at danse og synge, mens et nyt offer bliver klargjort, og den lamslående begivenhed gentages.
    Nogle gange bliver op til 20 slaver ofret på én dag. Dansen og den berusede tumult fortsætter til omkring midnat, hvor den absolutte stilhed som en kontrast afsløser dagens grufulde begivenheder.
    Jeg har ofte hørt de indfødte prale af deres bødlers evner, men jeg tvivlede på nu stærkt på, at de kunne skille en mands hoved fra kroppen med ét hug med deres bløde metalknive.
    Jeg troede, at de måtte hugge hovedet af med en økse eller noget lignende.
    Da jeg så dette sygelige spektakel var jeg ganske alene, ubevæbnet og helt ude af stand til stand til at stoppe dem.
    Den ensomme dødskamp for denne stakkels slave, der ikke skulle henrettes for nogen forbrydelse, men kun fordi, at han var en slave – og hvis usle bevægelser blev forhånet af de ekstatiske vilde, og hvis dødskamp gav signalet til et ubegrænset udbrud af et vildt og beruset karnevalsoptog – alt dette appellerede så stærkt til mine følelser, at jeg følte mig forpligtet til at forhindre denne scene. Alle de stammer jeg har kendt til har troet på udødelighed. De tror at døden baner vejen for endnu et liv, under de samme forhold som det nuværende, og en høvding tror, at han vil få den samme post i den næste verden, hvis han bliver fulgt af et tilstrækkeligt antal slaver.

    Det er udfra denne tro, at en af de værste skikke kommer – nemlig menneskeofringen ved en betydningsfuld persons død. Ved en hævdings bortfald bliver et passende antal slaver ofret, så deres sjæle kan følge ham i den næste verden.
    Hvis denne høvding f.eks. ejede 30 mænd og 20 kvinder, ville 7 til 8 af førstnævnte og 6 til 7 af sidstnævnte blive ofret. Mændene bliver halshugget og kvinderne hængt. Når en kvinde bliver ofret, får hun masser af metalarmbånd og ankelringe på, hendes påklædning bliver valgt med nøje, og hun bliver iklædt farvestrålende tøjstykker. Herefter bliver hun bagbundet og en løkke lægges om hendes hals. Rebet bliver kastet over en gren på nærmeste træ, og på et signal strammes rebet mere og mere, indtil kroppen svinger frit i luften. De indfødte imiterer med vildt velbehag dens svingende krops krampagtige bevægelser. Det sker ofte at et lille barn bliver offeret for denne seance, hvor det bliver begravet levende, som en slags hovedpude for høvdingen.
    Disse henrettelser bliver stadig udøvet i landsbyerne i det øvrige Congo. Men en slaves liv bliver ikke blot sat over styr ved en høvdings død. Lad os forestille os, at den stamme, som ejer ham, har ligget i en ødelæggende krig med en nabostamme. Af en eller anden grund beslutter høvdingen, at krigen skal stoppes, og der bliver aftalt et møde med rivalen.
    Ved afslutningen af disse forhandlinger er det da nødvendigt for at holde freden, at blodet skal flyde. Derfor bliver en slave udvalgt, og torturmetoderne før hans endelige død varierer fra distrikt til distrikt.
    Ved Ubangifloden bliver slaven hængt med hovedet ned af, og efterladt til at dø sådan.
    Men slavernes skæbne er endnu værre langs Chumbiri, Bolobo og Irebu, hvor det udvalgte offer blive brændt levende, kun med hovedet over jorden. Alle hans knogler er først blevet knust eller brækket, og i målløs smerte venter han på at døden indtræffer …
    Lololandsbyerne bliver konstant angrebet af de magtfulde stammer fra Lufembe og Ngombe. Og disse to stammer er glubske kannibaler. Om natten omringer de Lololandsbyerne, og ved daggry angriber de de intetanende Baloloer, dræber alle dem, som sætter sig til modstand, of fanger resten.
    De udvælger sig den stærkeste del af fangerne, og binder deres hænder og fødder så de ikke undslipper.
    Resten dræber de, og kødet fordeles blandt dem selv.
    Som en fast regl slår de lejr efter sådan en plyndring, de tænder deres bål, samler alle landsbyens bananer sammen og frådser med menneskekødet.

    Så marcherer de hen til et af de talrige slavemarkeder langs floden, hvor de hos slavehandlerne fra Lulungufloden bytter fangerne med perler, med tøj, med kobbertråd og nipsgenstande.
    Slavehandlerne anbringer deres slaver i kanoer, og sejler dem længere ned af Lulungofloden, hvor de større og vigtigere slavemarkeder bliver afholdt.
    Masunkusu, som ligger der, hvor Lupuri og Maglinga-bifloderne støder sammen, er langt det vigtigste slavemarked. Folkene fra Masunkusu køber deres slaver fra Lufembe og fra Ngombe-røverne og sælger dem videre til de indfødte og andre handlere længere nede ad floden. Slaverne bliver udstillet og sat til salg i Masunkusu i lange skuer, eller nærmere lange græslofter støttet af lange pæle.
    Det er hjerteskærende at se de indsatte i disse slaveskure …
    De bliver stuvet sammen med splintrede brændeknuder, som forvandler deres lemmer til åbne sår; nogle gange bliver de så lemlestede at de brækker nakken. Andre sidder dag ud og dag ind med arme og ben fastspændt med primitive anordninger i samme stilling hele tiden.
    Alle slaverne er desuden er fastspændt til et bestemt sted med et reb om halsen, som i den anden ende er fastgjort til bjælkerne i loftet.
    Mange af dem dør under opholdet her af udmattelse eller af unernæring, da ejerne dårligt nok under dem føde til at holde sig i live.
    De sultne skabninger udgør i den grad et sørgeligt syn.
    Efter et stykke tid på denne pinefulde måde, ender de til sidst med at blive nærmest blotte skeletter.
    Slaver af begge køn i næsten alle aldre er repræsenteret her; mødre med småbørn, unge mænd og kvinder, piger og drenge, ja selv småbørn, hvis mødre er døde af sult eller er blevet dræbt af Lufembeerne.

    Man ser sjældent ældre mænd eller kvinder, de er ofte blevet dræbt i overfaldende; da deres værdi på slavemarkedet er temmelig lav, ville ingen beskæftige sig med dem.
    Der var i hvert fald fem hundrede slaver til salg i denne landsby.
    Store kanoer kom konstant sejlende ind fra den nedre flod fyldt med alle slags handelsvare, som de kunne købe slaver for.
    Der er en livlig handel mellem Ubangi og Lulungu floderne. Stammerne, der bor i Ubangiflodens udmunding køber Baloloslaverne i Masunku og ved de andre markeder.
    De tager dem op langs Ubagifloden og bytter dem til elfenben hos de indfødte dér.
    Disse indfødte køber udelukkende deres slaver for fødens skyld.
    Efter at have købt dem, fodrer de dem med modne bananer, fisk og olier, og når de er friske og sunde, dræber de dem.
    Hundredevis af Baloloslaver bliver hver måned transporteret op ad floden og dræbt på denne måde.
    En hel del andre slaver bliver solgt til de større byer i Congo, oftest for at have rigeligt med ofre til henrettelsesceromonier.
    Mange slavers liv bliver spildt under indfangningen, og under deres fangeskab bukker mange også under. Af resten bliver et meget stort antal solgt til kannibaler og til menneskeofringer. Der er kun ganske få, som får lov at leve og trives.

    Kannibalisme eksisterer blandt alle stammerne langs det øvrige Congo øst for den 16. østlige længdegrad, og er kun endnu mere hyppigt blandt stammerne langs de mange bifloder. Under en 2-måneders lang rejse langs Ubangifloden blev jeg hele tiden konfronteret med kannibalisme. De indfødte praler af antaller af kranier, de har, hvilket betegner hvor mange ofre de har spist. Ved siden af en hytte så jeg bl.a. en platform af ler, hvor der var placeret rækker af menneskekranier, et grusomt syn.
    Høvdingen var imidlertid utrolig stolt af den, da han så hvordan den tiltak sig min opmærksomhed. Samlinger af 20 til 30 kranier hang rundt omkring på fremtrædende pladser i landsbyen.
    Jeg spurgte en ung høvding, , som allerhøjest var 25 år, hvor mange mennesker han havde spist i sin landsby, og han svarede 20. Han var meget overrasket over frygten, som jeg udtrykte ved hans svar. I en anden landsby, hvor jeg havde købt nogle elfenben, troede de indfødte at jeg ville købe kranier, hvorfor de med armene fyldt kom ned til min båd, da jeg skulle forlade dem …
    Under mit første visit til den øvre del af Malingafloden fik jeg kannibalismens ansigt at se på en forfærdelig måde. En nat hørte jeg en kvindes gennemtrængende skrig, efterfuldt af en halvkvalt klukkende mumlen; så skrallende grinen, hvorefter alt blev stille. Om morgenen blev jeg lamslået, da en af de indføte tilbød mig et stykke menneskehud,som bar Balolostammens tatoveringsmærke. Senere fandt jeg ud af, at skriget, jeg havde hørt, var fra en kvindelig slave, hvis hals var blevet skåret over. Jeg var i 10 dage væk fra denne landsby.
    Da jeg kom tilbage, forhørte jeg mig, om flere blodsudgydelser havde fundet sted, og jeg blev fortalt, at 5 andre kvinder var blevet dræbt.
    Mens jeg var ved Rukifloden i starten af dette år, fik jeg endnu et bevis på disse stakkels slavers skæbne. Ved Esenge, en landsby som jeg havde gjort holdt i for at få brandstof til min dampbåd, hørte jeg lige pludselig lyden af trommer og ophidset latter. Jeg fik at vide af én af de indfødte, at en henrettelse havde fundet sted. På mit spørgsmål, om de brugte skikken med at fortære menneskeligt kød, svarde han “vi spiser kroppen helt op” Videre spurgte jeg, hvad de gjorde ved hovedet. “Spiser det,” sagde han, men “først rister vi det, så håret bliver svitset af …”

  • Anon A. Anonsen says:

    Glave*

  • Anon A. Anonsen says:

    Ps. Selvom den er læst igennem, så er der mulighed for at jeg har lavet nogle ‘typhos’, jeg har overset.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.