Nye oplysninger om påstået ukrainsk tilknytning til terrorangrebet i Moskva

RUSLAND: I søndags viste det russiske FSB klip fra en afhøring med de mistænkte attentatmænd, der knyttes til terrorangrebet i Moskva. I afhøringen oplyser de mistænkte, at de er blevet lovet penge i Kiev.

Tadsjikere anholdt nær grænsen til Ukraine, mistænkt for terrorhandlingen i Moskva. Foto: FSB.

Den 22. marts, åbnede en gruppe tungt bevæbnede tadsjikere ild mod koncertgæster lige uden for Moskva. Angrebet kostede 145 mennesker livet og sårede over 500.

Tidligere har gruppen Islamisk Stat – Khorasan (ISK) påtaget sig ansvaret for angrebet. Men i Moskva er mistanken alligevel rettet mod Ukraine, da gerningsmændene blev anholdt, mens de var på vej mod den ukrainske grænse. De russiske myndigheders mistanke blev også styrket af påståede fund af pro-ukrainsk propaganda på de anholdtes telefoner.

Søndag offentliggjorde den russiske føderale sikkerhedstjeneste FSB desuden filmklip fra afhøring med de mistænkte. Ifølge RT fortæller mændene blandt andet, at en ukendt kildefører ved navn “Sayfullo” befalede dem at flygte til Ukraine, hvor de ville få 1 million rubler (ca. 74.000 kroner) hver.

— Sayfullo sagde til os, at nogle fyre ville vente på os ved den ukrainske grænse og hjælpe os med at krydse grænsen og tage os til Kiev, fortæller en af de mistænkte.

En anden mistænkt siger, at de skulle forlade bilen ved grænsen og derefter ringe til “Sayfullo” for yderligere instruktioner.

Tidligere har Ruslands undersøgelseskomité oplyst, at man har sikret beviser for kryptovalutatransaktioner fra Ukraine til personer i Rusland, der mistænkes for at være involveret i angrebet. Pengene skulle ifølge de russiske myndigheder komme fra “ukrainske nationalister” og skulle være blevet brugt til at planlægge og udføre terrorangrebet.

Selvom der ikke er fremsat formelle mistanker mod den ukrainske stat, har FSB-chefen Aleksandr Bortnikov sagt, at Ukraine og USA måske har brugt IS som en form for proxy til at angribe Rusland. Dette har dog både Kiev og Washington benægtet.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //