Rudolf Hess dør under mystiske omstændigheder

HISTORIE: Den 17. august 1987 døde Rudolf Hess i Spandau-fængslet i Berlin. Ifølge den officielle historie begik han selvmord.

I over 20 år var Rudolf Hess den eneste fange i Spandau-fængslet i Berlin, et fængsel bygget til at huse 600 fanger. Han var blevet bragt dertil den 18. juli 1947 efter at have været idømt livsvarigt fængsel i Nürnbergprocessen for »forbrydelser mod freden«.

Rudolf Hess tilbragte 40 år i Spandau-fængslet, indtil hans død den 17. august 1987. Efter at Baldur von Schirach og Albert Speer blev løsladt i oktober 1966, var han den eneste tilbageværende fange og måtte forblive det indtil sin død 21 år senere.

Forholdene i fængslet var hårde. I 1952 blev de lettet, da fangerne fik 30 minutter til besøg en gang om måneden og skrive ét brev om ugen på maksimalt 1.300 ord. I 70’erne, da Hess var den eneste fange, blev reglerne lempet lidt mere. Besøgstiden steg til en time om måneden, og han fik lov til at modtage fire bøger hver måned. Men brevene, besøgene og bøgerne blev stærkt censureret.

Rudolf Hess fik aldrig lov til at fortælle nogen om sin tid i Det Tredje Rige eller i britisk fangenskab. Han fik heller ikke lov til at skrive sine erindringer ned. Hans dagbøger blev konfiskeret hver eneste dag og destrueret. Han var pålagt et strengt forbud mod at kommunikere med nogen om begivenhederne mellem 1933 og 1945. Han måtte heller ikke tale om Nürnbergprocessen. Hvert besøg blev nøje overvåget af repræsentanter for Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig. Al fysisk kontakt med besøgende var forbudt.

Hess fik lov til at modtage dagblade, men artikler blev klippet ud af aviserne, hvis de omhandlede emner, han ikke måtte læse eller høre om. Hans advokat fik kun lov til at se ham seks gange på 20 år. Selv advokaten havde forbud mod at tale med ham om krigen, om Nürnbergprocessen eller om forsøg på at få ham løsladt.

Hvorfor Hess blev udsat for en så streng censur gennem sine år i fangenskab vides ikke, men det er rimeligt at tro, at den officielle historie om hans rejse til Storbritannien og de begivenheder, der fandt sted der, ikke svarer til virkeligheden, og at der er en interesse fra den sejrende magts side, at det skal forblive sådan. I Storbritannien er alle dokumenter vedrørende Hess’ flyvning og fangenskab stemplet som hemmelige indtil 2017.

Rudolf Hess’ søn, Wolf Rüdiger Hess, hævdede, at Hess havde medbragt et generøst fredsforslag, der kunne have stoppet Anden Verdenskrig i sin spæde start og dermed kunne have forhindret den mest ødelæggende krig i verdenshistorien til dato.

I 1985 begyndte sovjetlederen Mikhail Gorbatjov at indføre politiske reformer, der gav mere frihed og et mere åbent samfund. I forbindelse hermed så det også ud til, at Sovjetunionens holdning til Rudolf Hess ændrede sig. I foråret 1987 begyndte medier i Vesten at berette, at Sovjetunionen kunne tænke sig at Hess skulle løslades.

I Vesten havde USA, Storbritannien og Frankrig i mange år påstået, at de overvejede at løslade Hess, men at Sovjetunionen nægtede at gå med til det. I juli 1987 så det ud som om at Hess løsladelse var nær.

En måned senere, den 17. august 1987, blev det rapporteret i nyhederne, at Rudolf Hess var død. Kort tid efter kom der oplysninger om, at den 93-årige Hess havde begået selvmord ved at hænge sig selv.

Ifølge den officielle fortælling havde Hess været i et lille »sommerhus« i fængslets udendørs gårdområde og hængt sig der med en elektrisk ledning. Hess’ søn var en af ​​dem, der satte spørgsmålstegn ved denne fortælling.

Hess blev altid eskorteret af en vagt. Den dag, han påstås at have begået selvmord, var vagten en amerikansk soldat ved navn Anthony Jordan. Han skal efter sigende være gået væk, ude af syne og vendt tilbage lidt senere og derefter opdaget Hess liggende på gulvet. Et vidne til hændelsen beskrev imidlertid, hvad han så den dag. Hans navn er Abdallah Melaouhi, en tuneser, der arbejdede som Hess’ sygeplejerske i fem år.

Melaouhi fortæller, at han kort tid efter kom ind i »sommerhuset« og fik indtryk af, at der havde været slagsmål; møbler var væltet, og der var meget rodet. Melaouhi genkendte den amerikanske vagt Jordan, men der var også to personer i amerikansk uniform, som han aldrig havde set før. Melaouhi siger også, at Jordan virkede nervøs og svedig, mens de to andre virkede rolige. Han fortæller videre, at han ikke så nogen ledning i nærheden af ​​Hess’ krop.

»I løbet af de fem år, jeg dagligt tog mig af Hess, fik jeg en klar idé om hans fysiske evner. Jeg anser ikke i betragtning af hans fysiske tilstand, at det ville have været muligt for Hess at begå selvmord ved at hænge sig selv, som de allierede magter meddelte. Som jeg ser det, er det klart, at han mødte døden gennem kvælning […]«.

Hess blev transporteret til et britisk militærhospital i Berlin, hvor han blev erklæret død. En britisk patolog, Dr. Malcolm Cameron, foretog en obduktion den 19. august. Ifølge Cameron var Hess død af iltmangel ved hængning.

Ifølge en aftale mellem Hess’ slægtninge og de allierede, der blev indgået i 1982, skulle Hess’ jordiske rester, da han døde, overdrages til familien på betingelse af, at han skulle begraves i stilhed i familiegraven. Familien tog imidlertid liget med til det retsmedicinske institut i München for en uafhængig obduktion af professor Wolfgang Spann. Professor Spann udtalte, at det var svært at komme til en korrekt konklusion, da han manglede detaljerede oplysninger om steder, hvor Hess pådrog sig sine skader, men han kom alligevel til en anden konklusion end den britiske obduktion og kritiserede den. Spann mente, at skaderne ikke var forenelige med en typisk hængning, men derimod med kvælning.

Den 19. august hævdede de allierede myndigheder at have fundet et selvmordsbrev fra Hess. Familien modtog først brevet en måned senere, da det først blev undersøgt og fastslået at være autentisk af britiske retsmedicinere.

Wolf Rüdiger Hess afviste dog selvmordsbrevet som en forfalskning. Hess’ brev manglede en dato, og ifølge hans søn havde han altid været meget nøje med at angive en dato, når han skrev noget. Beskeden blev skrevet på bagsiden af ​​et brev fra familien, der var blevet sendt til Hess den 20. juli 1987, men den manglede det fængselsstempel, der ellers var stemplet på alle breve, før Hess modtog dem, hvilket kan indikere, at Hess aldrig har modtaget brevet. Hess’ søn mente, at indholdet af selvmordsbrevet gav indtryk af at være skrevet 20 år tidligere, da indholdet var af en sådan karakter, at det kun refererede til mennesker og begivenheder, der var relevante dengang. For eksempel havde han ikke brugt signaturen »deres ældste« i 20 år, men havde gjort det, da han var alvorligt syg og troede, at han var døden nær i 1969.

Wolf Rüdiger Hess mente, at det var meget bemærkelsesværdigt, at briterne skulle spille en så betydelig rolle omkring Hess’ død. Han opsummerede det således:

  • De to mænd, som tunesiske Melaouhi så i amerikanske uniformer, som sandsynligvis var Hess’ drabsmænd, var fra et britisk SAS-regiment.
  • Dødsfaldet blev bestemt på det britiske militærhospital, hvor min far blev kørt til i ambulance.
  • Dødsattesten blev kun underskrevet af britisk militærpersonale.
  • Obduktionen blev udført af en britisk patolog.
  • Den britiske fængselsdirektør Antony Le Tissier overvågede den hurtige ødelæggelse af alle beviser, såsom ledningen, vandslangen osv.
  • Tjenestemændene ved Special Investigation Branch (SIB), som undersøgte dødsfaldet, var alle britiske statsborgere og under ledelse af en britisk major.
  • Det påståede selvmordsbrev blev fundet to dage senere i Hess’ jakkelomme af en britisk officer og blev undersøgt i et britisk laboratorium.
  • Allan Green, chef for den britiske anklagemyndighed, stoppede en undersøgelse af min fars død, der var startet af Scotland Yard. De havde startet en »fuldstændig drabsefterforskning« efter at embedsmænd fandt så mange modstridigheder.

I The Life and Death of My Father, Rudolf Hess skriver Wolf Rüdiger Hess følgende:

»Den samme regering, der forsøgte at gøre ham til en syndebuk for deres egne forbrydelser, og som i et halvt århundrede forsøgte at skjule sandheden om Hess-affæren, valgte til sidst at ty til mord for at tie ham. Mordet på min far var ikke kun en forbrydelse mod en gammel og skrøbelig mand, men også en forbrydelse mod den historiske sandhed. Det var den logiske sidste handling i en officiel britisk sammensværgelse, der begyndte i 1941, i begyndelsen af ​​Hess-affæren.«

Og til sidst:

»Jeg er overbevist om, at historie og retfærdighed vil frikende min far. Hans mod til at risikere sit liv for fred, den lange uretfærdighed han led og hans martyrium vil aldrig blive glemt. Han vil modtage retfærdighed og hans sidste ord i Nürnberg -forsøgene ‘Jeg har ingen beklagelse!«

Rudolf Hess’ grav med påskriften »Jeg vågede det«. Den 20. juli 2011 gravede myndighederne resterne af ham op og brændte dem. Gravstenen blev ødelagt. Den herskende magt ville forhindre, at graven blev forvandlet til en nationalsocialistisk helligdom.

 

I eftertiden er dokumenter, der bekræfter, at Rudolf Hess blev myrdet, blevet offentliggjort gennem »Freedom of Information Act«. Læs mere om dette (på norsk) HER.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • rip Rudolf Hess

  • Da gode danskere reddet Hess ud af Spandau-fængslet, i et alternativt univers:

    🇩🇰 JONNI HANSENS DAGBOG. 🇩🇰🐗
    https://t.me/jegermig/55


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.