Kapitalen for enden af regnbuen

KRONIK: Arjuna skriver i denne artikel om, hvordan venstrefløjen er gået fra at analysere ud fra virkelige relationer, til hvordan de i dag kun står som en negativ kraft med et forvrænget billede af virkeligheden og det ideologiske fundament.

Det var en tid, hvor venstrefløjen lavede gode analyser, baseret på virkeligheden og virkelige forhold. Og den tid skinner stadig med uregelmæssige mellemrum, uden at de selv rationelt forklare, hvorfor de agerer som de gør1. I dag kæmper venstrefløjen imidlertid ikke for noget, men eksisterer kun som en negation, en kraft i modsætning til noget. Hvorfor og hvordan den har ladt sig lede dertil, er et alt for omfattende emne at behandle her, men man kan trygt sige, at de konsekvent har været særligt selektive i deres tekster og ideologier, hvilket fundamentalt har forvrænget virkelighedsbilledet og deres ideologiske fundament. Dette gælder især for emner omkring kategorierne «nation» og «grænser».

Lenin skrev udførligt om nationalisme, eller rettere: national frigørelse2. For statsoverhovedet over det multietniske Sovjetunionen ville en gunstig analyse af nationalismen potentielt afvise sig selv; de forskellige etniske grupper kunne få ideer. Dermed udviklede han de senere socialistiske ideologier af forskellige afskygninger: Kun de etniske grupper eller folkene som led under imperialisme eller kolonialisme havde denne ret til uafhængighed på alle niveauer. Og det var selvfølgelig de samme ideologier, der på samme tid definerede hvilke vilkår, der var nødvendige for at påberåbe sig en selvstændighedstanke. Altså en relativisering af imperialismen; der findes en «god» og en «ond» imperialisme. Det samme med Mao. Sidstnævnte omtaler ikke nationalisme som ideologi i særlig grad i sine skrifter og taler, og når han endelig gør det, er det mere i generelle termer. Desuden var han, som Stalin (og de andre sovjetiske ledere), bange for de understrømme, der kunne gøre sig gældende i de forskellige etniske grupper. Mao havde særligt problemer med de vestlige dele af Kina, men med løfte om uafhængighed fik han for eksempel de forskellige minoriteter, som havde tilhold der, med sig under Kinas borgerkrig i 1940’erne. Efter krigen blev «uafhængighed» erstattet af udtrykket «autonomi»3 og deres drøm var dermed knust, livet fortsatte omtrent som før. Fælles for alle disse var, at de ville give indtryk af, at partieliterne var de mest velegnede til at herske og træffe beslutninger på vegne af alle minoriteterne. En elitisme, hvilket er symptomatisk for venstrefløjen: en intellektuel elite vil altid vide bedre end det enkle proletariat. Det er noget, som Kina også kæmper med i dag: de forskellige etniske grupper, religioner, kulturer og folkene har tilsvarende mange forskellige interesser, og den største frygt er, at disse vil stoppe med at have tillid til, at deres interesser bliver tilstrækkeligt taget hånd om fra centralt hold.

Andre ideologer og teoretikere på venstrefløjen har imidlertid ikke haft behov for at tilpasse deres opportunistiske udsigter til hvad der er mest hensigtsmæssigt for staten og dens ledere for øjeblikket, realpolitisk og pragmatisk, men har udledt en konsekvent, holistisk og objektiv analyse, upartisk og stående på egne ben, formet uafhængigt af den umiddelbare historiske og politiske kontekst.

Når venstrefløjen nu i det store hele reelt synes at gøre, hvad de kan for at cementere kapitalmagtens suveræne diktatur, vil de argumentere for, at kapitalmagten må etableres som et aksiom, for senere at kollapse og bane vejen for socialismen. Således har venstrefløjen ingen interesse i at aktivt at kæmpe mod kapitalismen, deres hellige skrifter fortæller, at hvis bare de er tålmodige, vil det jordiske paradis i form af socialisme komme af sig selv.

Men Marx, af alle, mente ikke, at kapitalismen var uundgåelig som en fase, og hvis det så sådan ud, burde den bekæmpes ved enhver lejlighed for at gøre dens livsløb så begrænset og kort som muligt. Marx’ opskrift var mere lokaldemokrati og mindre enheder med klart definerede fysiske grænser. Den bedste samfundsstruktur for at undgå kapitalmagtens overtagelse var semi-autonome landsbyer som i  Rusland, Indien og middelalderens Europa, hvor centralmagten var direkte relateret til hver enkelt gård4. Denne samfundskontrakt ophørte kun ved, at landmænd ikke betalte skat. Baseret på dette kunne man omgå den kapitalistiske fase og direkte etablere det socialistiske samfund, mente Marx. Denne erkendelse kom til Marx frem til meget tidligt, og den var baseret på hans omfattende og komparative studier, som dækker flere fagområder, fra historie, antropologi og sociologi, til psykologi og kultur.

For første gang bliver naturen udelukkende et objekt for mennesket, noget der bare skal udnyttes; ophører med at blive anerkendt som en magt i sig selv; og den teoretiske opdagelse af dens uafhængige love fremstår udelukkende som kræfter, som må underlægges menneskets behov; enten som forbrug eller som produktionsmiddel. Parallelt og tilsvarende disse tendenser bevæger kapitalmagten sig over og forbi nationale grænser og fordomme, og forbi naturtilbedelse, såvel som al traditionel, afgrænset,  selvtilfredshed med tidens behov og genskabelsen af den gamle livsstil. Den er destruktivt over for alt dette, og forsøger konstant at revolutionere, nedbryde alle hindringer og grænser, som hindrer udviklingen af produktionskræfterne, ekspansionen af behov, de forskellige produktionsgrene og udnyttelsen af de naturlige og mentale kræfter.
– Marx, 1857-58; Grundrisse.

De vigtigste fund, essensen, hos Marx er 1) at grænser er det eneste, som effektivt kan forhindre kapitalmagtens yderligere udbredelse og i sidste ende sænke den5; og 2) grænsernes ontologiske karakter betyder ikke nødvendigvis en fysisk hindring. Med andre ord behøver grænser ikke være materielle, men de kan også være af mental karakter.

Tendensen mod etableringen af verdensmarkedet er direkte givet af konceptet kapital i sig selv. Enhver grænse fremstår som en hindring, som skal overskrides. – Marx, 1857-58; Grundrisse.

Jo større fragmentering man kan skabe, desto flere kategorier, desto flere potentielle forbrugere får man6. Altså: Jo større fragmentering af det menneskelige sind, desto flere behov bliver skabt7.

Men som vi har set med penge, er et samfund bare en abstraktion, kun en ekstern, tilfældig ting for mennesket, og samtidig kun et middel for hans tilfredsstillelse som et enkeltstående individ. De tidligere fællesskaber forudsatte ganske andre relationer til individet. Udviklingen af penge i sin tredje rolle ødelægger således sådanne fællesskaber. – Marx, 1857-58; Grundrisse.

Med grænser opstår der nemlig et fællesskab. Ikke, som mange tror, også de som hævder at være marxister, afstand, mistænksomhed og isolation. Marx uddyber ikke dette nærmere, men nævner blodsbånd i denne sammenhæng. Fællesskabet må have noget til fælles, der ligger ud over det bare at bo sammen i et begrænset område. Det er imidlertid ikke overraskende, at dette ikke blev genstand for yderligere uddybning. Marx selv, og hans samtid, tænkte i racemæssige termer, og dette i en sådan grad, at det var underforstået, implicit, og Marx selv ville i dag have været betegnet som værende en racist8. At have et individ i et fællesskab, som definerer sig efter øjeblikkets subjektive følelser, og som selv definerer sig som «flydende» med hensyn til identitet, er undergravende, nedbrydende og må, ideelt set, isoleres. Dette for at fællesskabets beståen og dets funktion som en front mod kapitalmagten, kan opretholdes. I andre tilfælde vil individet fungere som en kile for disse kræfter.

Hvad verdensmarkedet angår, har forbindelsen mellem individet og alle andre, men samtidig uafhængigheden af disse relationer for den enkelte, udviklet sig til sådanne niveauer, at etableringen af verdensmarkedet allerede samtidig besidder forudsætningerne for at gå hinsides dette. […] det er blevet sagt, og man kan stadig høre, at dette netop er skønheden og storheden ved det: den umiddelbare kontakt, den materielle og mentale metabolisme, som er uafhængig af individets kundskab og vilje, og forudsætter deres uafhængighed og ligegyldighed. Og det er indlysende, at denne objektive forbindelse er at foretrække over ingen forbindelse overhovedet [set fra kapitalmagtens synsvinkel] eller til blot udelukkende en lokal forbindelse baseret på blodsbånd eller ældre, naturlige eller herre-slave-forhold. – Marx, 1857-58; Grundrisse.9,10

Et fællesskab, en indgruppe, baseret på fysiske karakteristika, er dermed det, som åbenbart udgør den største hindring for økonomisk udnyttelse og etableringen af pengemagten, som suverænt dominerer, og vil, hvis folkefællesskabet er ægte, bløde det til døden. Dette forudsætter rigtig nok, at indgruppen, folkefællesskabet, praktiserer udtalt demokrati ned til det mindste led af fællesskabet, men dette vil automatisk etableres gennem den organiske proces, som gør dette muligt, og vil efter oprettelsen være en naturlig forlængelse af fællesskabets indre logik; Det kan ikke baseres på andet end dets åndelige og racemæssige karakter. De moderne, liberale demokratier er derimod en mutation, en aspirerende kræfttumor, som udgiver sig for at være en naturlig forlængelse af det oprindelige, organisk fremvoksende demokrati, og vil give det modsatte resultat. Det vil dræbe samfundsorganismen indefra.

Vi, de første indbyggere i disse lande, de indfødte, blev forvist og glemt i et hjørne, mens resten begyndte at vokse og blive stærke. Vi havde kun vores historie at forsvare os med, og vi holdt den tæt for at ikke dø. Og det er sådan denne del af historien kom til, og den fremstår som en vittighed, fordi et enkelt land, pengenes land, satte sig over alle flag. Da de udtalte «Globalisering», forstod vi, hvad denne absurde orden af ting ville blive kaldt, en ordning hvor penge er det eneste land, der tjenes, og hvor grænserne fjernes. – Subcomandant Marcos

Nationalsocialisme er imidlertid noget ganske andet end nationalisme; Det som er beskrevet ovenfor, er i det ydre og umiddelbare socialistisk nationalisme11. Men i essensen er det nationalsocialisme: folkefællesskab defineret af race (blod), og ingen andre kategorier, såsom klasse12. Nationalismen kan dog defineres forskelligt på baggrund af historiske erfaringer og kulturel kontekst. Det nye venstre har lavet én form for nationalisme, den aggressive, chauvinistiske og imperialistiske, til arketypen herfor. Dette er imidlertid både en blindhed for historien, såvel som det er anti-intellektuelt. Og for socialistiske samfund, som konfronteres med virkeligheden og ikke længere kan skjule deres iboende modsætninger, vil integrationen af nationalistiske principper være naturlig. Og er man tålmodig, og underordner socialismen til nationskategorien, opnår man succes.

Alle medlemmer af en nation risikerer det samme ved at kæmpe for nationens uafhængighed og karakter, og ved at øge dens rigdom uden at dette sker på bekostning af enkelte klasser eller lag. Det er fordi nationens skæbne netop også er de enkelte medlemmers skæbne; med andre ord er det sidste afhængig af det første. Det er den fælles ideologiske følelse og psykologi hos medlemmerne af nationen, netop at elske deres nation, tage vare på dens karakteristika og interesser, og stræbe efter dens rigdom og lykke. Nationalisme afspejler netop denne følelse og psykologi. Nationalisme er med andre ord en ideologi, som baner vejen for en kærlighed til nationen og et forsvar af dens interesser. […] Nationalismens progressive natur ligger i det faktum, at det er en patriotisk ideologi, der arbejder for at forsvare nationale interesser. […] Det er forkert at se kommunismen som uforenelig med nationalisme. Kommunismen arbejder ikke kun for arbejderklassens interesser; den arbejder også for nationens interesser – det er således en ideologi, der foreskriver en kærlighed til nationen og folket. Nationalisme er også en ideologi, der foreskriver en kærlighed til landet og dets folk, da den forsvarer nationen og folks interesser. Kærlighed til nationen og folket er en ideologisk følelse som er fælles for kommunisme og nationalisme; […] Nationalisme er ikke i strid med internationalisme. Gensidig hjælp, støtte og alliancer mellem lande og nationer – dette er internationalisme. Ethvert land har sine grænser, og ethvert land har sin identitet, og revolution og konstruktion fortsætter med landet og folket som en enhed. Netop af denne grund finder internationalisme sit udtryk i forbindelsen og forholdet mellem lande og mellem nationer, hvis forudsætning er nationalisme. Internationalisme er adskilt fra begrebet «nation» og «nationalisme» er bare en tom skal. En mand, der ikke bekymrer sig om sit lands og nations skæbne, kan ikke være tro mod internationalismen. Revolutionære i alle lande bør være tro mod internationalisme ved først og fremmest at kæmpe for deres eget land og nationens velstand. […] De, der ikke elsker deres egne forældre, brødre og søstre, kan ikke elske deres land og medpatrioter. Ligeledes kan de, der ikke elsker deres fædreland, ikke blive kommunister. […] Det er ikke kommunisterne, men imperialisterne, der modsætter sig nationalisme og stiller hindringer i vejen for en uafhængig udvikling af nutidens nationer. Imperialisterne manøvrerer udspekuleret mod målet om at realisere deres altoverskyggende ambition om «globalisering» og «integration». De hævder, at ideen om at opbygge en selvstændig nationstat, eller at elske deres land, er en «forældet national fordom», og at «globalisering» og «integration» er de tendenser, der nu er gældende. […] Vi bør kæmpe imod og afvise imperialisters manøvrer i form af «globalisering» og «integration» og kæmpe for at bevare vores nations fremragende egenskaber og sikre dens uafhængighed. Vi peger til stadighed på «Korea-først»-princippet, netop for at beskytte og bevare den nationale karakter og forsvare nationens uafhængighed. – Kim Jong Il, On having a correct understanding of nationalism, 2002.

No Pasaran! ville ikke have været muligt uden en klart defineret grænse for, hvad der er indenfor og hvad der er udenfor, mellem «os» og «dem». Uden en grænse, ingen No Pasaran! Kurdistan vil ikke være en reaitet uden en klar, fysisk grænse, som skal opretholdes for at beskytte hvad der er inden for, og lukke ude, hvad der ikke er foreneligt med dets principper, uanset hvad det burde være. Ingen grænse, ingen Kurdistan. Rojava kunne ikke opstå som en tanke i hovedet, uden at man skelnede mellem, hvad der er «Rojava» og hvad der ikke er «Rojava». Ingen grænse, ingen Rojava. Hvilken form for nationalisme disse socialistiske, marxistiske inspirerede projekter falder ind under, kan diskuteres, men selve ideen bag disse kategorier forudsætter et niveau af nationalistisk tænkning. Det intellektuelt uærlige består naturligvis i, at venstrefløjen ikke selv erkender dette, men vælger at omgå det, ved at anvende andre udtryk, eufemismer, som «socialistisk revolution« og så videre. Men opfattelsen er der: noget er objektivt bedre end noget andet, noget står kvalitativt over alternativet.

Grænser som er fremkommet organisk eller etableret efter objektive kriterier, såsom blod, i modsætning til subjektive, baseret på følelser, er således den mest effektive hindring for kapitalmagtens totale overherredømme, og det eneste der kan beskytte folket, og dermed nationen, mod denne13. Dette anerkendes også af ideologer og personligheder på venstrefløjen, som har, eller har haft, direkte erfaring med sagskomplekset og som dermed er intellektuelt redelige.

Fodnoter:
1Tænk EEC/EF/EU-debattene og udtrykket «even a broken clock is right twice a day.»
2Imperialismen var jo, som vi ved, den sidste fase af kapitalismen for Lenin. Og det er for så vidt rigtigt, bortset fra, at det ikke er dets sidste fase, men snarere næst sidste. Som vi har erfaret, har kapitalismen i vid udstrækning overlevet imperialismen. I kølvandet kom angrebene på grænser, både fysisk som mentalt, og det er her vi nu er. Det er ikke tilfældigt, at gamle nykonservative som Billy Kristol og George W. Bush har omfavnet LGBT-bevægelsen og taler for åbne grænser.
3For øvrigt en strategi udarbejdet af Stalin.
4Som måtte være på odel, altså gå i arv.
5Jfr. nyliberalismens projekter angående kommune-/amtsammenlægning, import/eksport af strøm på et globalt marked, ACER, TTIP/TISA o.l.
6Kapitalismens stræben efter uendelig vækst er teleologisk, immanent bevæger den sig mod et endemål, i dette tilfælde en verden, hvor alle grænser er afskaffet. Dette mål er imidlertid ikke opnåeligt takket være menneskets natur, og maksimal fragmentering bliver således det næstbedste, da flere forbrugergrupper med deres respektive behov dannes.
7«Fluidity», flydende grænser, dvs. det modsatte af stabile og organiske grænser, som den videnskabeligt verificerbare mellem mand og kvinde, bidrager også til det modsatte resultat.
8Det siges iøvrigt, at Engels var racistisk og homofjendtlig, og alle kender Marx ‘udfald mod jøder.
9Marx ser ikke på slaveforhold som fordelagtigt for kapitalmagten: slaven vil aldrig blive en forbruger og pengene cirkulerer dermed ikke.
10Ref. for eksempel humanbiolog Terje Bongard i «Det biologiske mennesket, Individer og samfunn i lys av evolusjon»: «Samarbejde, solidaritet, venlighed og generøsitet karakteriserer mennesker, der er tæt på hinanden. Det har altid været evolutionært klogt at være hos dem som du  deler interesser med. Limen i denne gruppetilknytning er indgruppefølelser. […] Mennesket kategoriserer andre ved at søge efter tegn på, om man er i samme kultur eller indgruppe. Der er derfor en sammenhæng mellem graden af ulighed i udseende og nærhed i indgruppen.»
11Som Sinn Fein/IRA eller Bolivarianismen.
12Folkefællesskabet er udover klassebegrebet og hæver sig over dette; vi vil have en befolkning som samarbejder, ikke modarbejder.
13I dag er tendensen, at de organisk opståede, eller dem der er etableret efter objektive kriterier, netop forsøges fragmenteret og undergravet til fordel for det subjektive og følelsesbaserede. Eksempel: kapitalmagtens naturlige samarbejde med LGBT-bevægelsen og omvendt.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Solid artikel.
    Lige rigeligt med fremmedord måske, som med fordel kunne erstattes med fuldgode og almindeligt tilgængelige dansk-germanske ord efter min mening, men ellers rigtig godt oplysningsarbejde.
    Bedste hilsner.

  • Vil lige understrege at jeg synes det er en særdeles interessant og tankevækkende artikel Arjuna her har forfattet.
    Min optagethed af etymologi og fremmedord er en personlig kæphest, der til tider kan tendere det pedantisk fluekneppende. Der skal selvfølgelig være plads til at formulere sine betragtninger i et nogenlunde normalt sprog, krydret med enkelte låneord fra latin og græsk, uden konstant at bekymre sig om fuldkommen sproglig renhed.
    Titel og billedmateriale går for øvrigt rigtig fint i spænd her.
    –Ser frem til at læse flere indsigtsfulde og dybdegående analyser fra Arjuna’s skarpe pen i fremtiden.

    • Jacob Vullum Andersen says:

      Hej Hilmar Sejr.
      Du er vidst selv lidt af en skribent. Jeg ved der er en åben plads på Nordfront til den rette, hvis du er interesseret.
      [email protected]

      • Tak for tilbudet.
        Spørgsmålet er hvor mange flere skribenter der i virkeligheden er brug for. Det lader jo til I klarer jer helt fint.
        –Virkelig gode artikler herinde.
        Vi må jo hver især bidrage med hvad vi kan og finder mest virkningsfuldt.
        Indtil videre har jeg under alle omstændigheder forpligtet mig til at skrive for Hammersmedens blog, indtil han enten vender tilbage, eller Ragnarok indtræffer.
        I er stadig mere end velkomne til frit at benytte jer af det af mit arbejde I måtte finde egnet, herunder videomateriale.
        Bedste hedenske hilsner.

  • Lad mig forsøge at uddybe:

    Det jeg prøvede at sige ovenfor er bestemt ikke at skribentvirksomhed per definition er nyttesløs, men blot at traditionelt skrevne artikler ikke kan stå alene når det gælder virkekraftig internet-aktivisme. Dette er jeg sikker på at I hos NF selvfølgelig til fulde allerede forstår.

    Lad os anskue problemet metaforisk:
    Hvis vi anvender krigsførelsens billedsprog, kan det måske give mening at betragte skribenten som en infanterist, med håndvåben og gevær til sin rådighed. Nu er der selvfølgelig forskel på hvor samvittighedsfuldt den enkelte infanterist plejer sit våben og på hvor dygtig han er til at sigte efter og ramme målet. Nogle infanterister har endda måske teleskop-sigte på geværet og kan ramme på lang afstand.
    Men ligegyldigt hvordan man end vender og drejer sagen, har infanteriet bare visse indbyggede begrænsninger i forhold til artilleri, panser- og luftvåben.

    På tilsvarende måde med internet-aktivisme. Der kan skrives nok så strålende og velformulerede artikler, men de har alligevel en begrænset virkning på modtageren.

    Det der er behov for, er oplæsning/indlæsning af artikler og boguddrag; podcasts; internet-forelæsninger, gerne suppleret med relevant videomateriale og musik; mini-dokumentarer og egentlige taler til forsamlinger, som selvfølgelig videooptages og redigeres inden offentliggørelse.
    I krigsmetaforen svarer sådanne tiltag til, at vores hær på e-propaganda-slagmarken nu udstyres med mortérer, artilleri, panser- og luftvåben, fremfor at bestå udelukkende af fodsoldater med geværer.

    Jeg ved af erfaring at det er pisse-hamrende svært og ikke mindst tidskrævende at lave bare nogenlunde velfungerende podcast og video.

    Ikke desto mindre er det, efter min mening, netop det der er brug for.

    Så hvis man som nationalsindet folkefælle påtænker at skrive endnu en række artikler (siger en, der selv har skrevet adskillige artikler) er det måske værd at overveje, om man ikke hellere skulle investere sin tid og fokusere sin indsats på at producere een virkelig gennemarbejdet og poleret podcast, eller lignende slagkraftig internet-propaganda…

    Bedste hilsner.

    PS.: jeres artikler er som allerede nævnt virkelig gode og jeg sætter oprigtigt talt stor pris på dem (bl.a. fordi de minder mig om vigtigheden af at være koncis og fyndig). Gammeldags artikler har således stadig en vis berettigelse. –Ligesom infanteri har det. Men infanteri rykker nu engang bedst frem under dække af artilleri og panser.

    Desuden: podcasts og videoer kan være nok så teknologisk avancerede og velproducerede, men hvis det verdensanskuelsesmæssige indhold halter, er de spild af tid. –Derfor forudsættes der i al det ovenstående selvfølgelig, at vi taler om materiale af høj kvalitet.

    Man kunne evt. starte med at indtale nogle af jeres udmærkede, allerede offentliggjorte artikler.

    Bare et forslag.

    • Redaktionen says:

      Det er nogle gode, meget velformulerede, forslag. Vi kan ikke løfte sløret for præcist hvad vi har i støbeskeen, eller hvornår det bliver realiseret, men vi har allerede tænkt i nogle af de samme baner.
      Tak for råd og ros. Du har før fået tilbuddet om at blive en del af holdet. Det tilbud skal du have igen herfra. Skriv til redaktionen.

      • Jeg er dybt beæret over tilbuddet, men vælger alligevel at takke respektfuldt nej.
        Min egen livslange forpligtelse på og arbejde for de Fjorten hellige ord fortsætter selvfølgelig uændret. Men, selvom vi åbenlyst har fælles langsigtede mål i denne og andre retninger, fornemmer jeg at vore respektive fremgangsmåder adskiller sig fra hinanden (f.eks. hvad angår målgrupper for propagandavirksomhed og folkeoplysning samt om hvorvidt deltagelse i systemgodkendte veje til medbestemmelse og indflydelse kan betale sig).
        Erkendelsen af disse forskelle i strategi betyder ikke at jeg anser jeres fremgangsmåde som hverken urealistisk eller omsonst (jeg finder den tværtimod både betimelig og beundringsværdig), men blot, at jeg finder det nødvendigt at der ryddes og vedligeholdes en alternativ vej, helt uden for systemet, så at sige, for de af vore race- og naturlovsbevidste folkefæller, der foretrækker et mere selvstændigt virke, forankret i familien og slægten mere end i politisk organisering.
        Jeg har forsøgt at gøre rede for disse betragtninger i flere af mine artikler og i Radio Gimle. Det bliver for omfattende i dybden at forklare mit ståsted i denne kommentartråd. Måske min glæde over ulvens tilbagekomst til landet kan tjene til antydning af, hvor vejen fører…
        I håbet om at vort uformelle samarbejde fortsat må bære frugt for den nordisk-germanske folkekerne i Danmark og resten af Norden, ønsker jeg Nordfront al held og lykke i kampen for fædrelandet.
        –Bedste hedenske hilsner.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //