Problemet med »woke«

KOMMENTAR: Russleman reflekterer over »woke« som et afradikaliserende begreb og hvorfor nationalister ikke burde bruge det.

Temabillede. Foto: John Lucia, CC BY 2.0, Wikimedia Commons.

Udtrykket »woke« opstod i efterkrigstidens USA i det afroamerikanske miljø og henviste til sort bevidsthed om deres påståede undertrykkelse af den hvide majoritet, med den første registrerede brug af ordet dateret til 1962 i en artikel for New York Times Magazine af den afroamerikanske novelleforfatter William Melvin Kelley. Med tiden udviklede det sig til at få en bredere betydning omkring »at holde sig vågen« i forhold til at kritisere systemnarrativer generelt. Efter 2010 begyndte ordet at få den implicitte forbindelse til såkaldte »social justice«-sager, som de fleste i dag vil forbinde med ordet, og efter nedskydningen af ​​afroamerikaneren Michael Brown i 2014 blev det stærkt forbundet med BLM-bevægelsen og opnåede til sidst den intense negative konnotation som et resultat af BLMs terrorregime i 2020.

Siden da er ordet blevet adopteret af primært politiske kommentatorer i den kosher-konservative sfære som et angrebsord, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Udtrykket er perfekt for denne gruppe, primært fordi det er fuldstændig ikke-beskrivende. Brugen af ​​ordet forudsætter en implicit forståelse blandt forbrugere af kosher-konservative medier, som forbliver uformuleret 99 % af tiden. Alle ved, hvad »woke« er, når de ser det, men langt færre ville være i stand til at komme med en detaljeret og gennemtænkt definition af begrebet, hvis de bliver bedt om det, selvom de mere optimistiske i den kosher-konservative sfære ville pege på politisk korrekthed (et andet ikke-beskrivende udtryk), krænkelseshysteri og identitetspolitik.

Når det kommer til at definere, hvad »woke« egentlig er, er dette faktisk ret nemt. »Woke« refererer i 2022 til politisk/kulturel anti-hvidhed og pro-LGBT-ideologi, og alle ved med det samme, hvad det er, når de ser det. Det handler ikke om universitetsstuderende, der er for politisk korrekte eller »identitetspolitik løbet løbsk« eller noget andet irrelevant og sikkert emne, som ildelugtende konservative kujoner ønsker, for ikke at tale om noget af vigtighed eller pro-hvidt.

»Woke« som begreb har gjort det muligt for kosher-konservative at opfange jødisk kulturgift og pakke den ind i et harmløst produkt, som de derefter sælger til naive hvide, der er klar over, at de bliver angrebet instinktivt, men som mangler sproget til at formulere dette. Forskellen mellem os ægte nationalister og konservative svindlere er, at vi ønsker at give vort folk dette sprog, mens kosher-konservative kynisk stræber efter at udnytte hvid angst i lyset af de endeløse angreb på dem til deres egen fordel. Mens vi, ironisk nok, ønsker at vække vort folk, så det kan generobre sin egen skæbne, går kosher-konservative ambitioner ikke længere end at pege på mænd, der udgiver sig for at være kvinder for at vinde mesterskaber i kvindesvømning, skrige »woke« uden nogen dybdegående analyse af, hvad problemet egentlig er, eller hvordan man løser det.

Og det vil de heller aldrig, da de eneste værdier for konservatisme er fejhed og grådighed.

Det, der i dag beskrives som »woke-bølgen« er et politisk/kulturelt angreb på hvide og normale værdier, og det bør behandles med den seriøsitet, det fortjener. Sorte mennesker, der erstatter hvide på tv, er ikke »woke«, de er anti-hvide. Børn som indoktrineres i børnehaven til at blive homoseksuelle eller transvestitter, er ikke »woke«, det er LGBT-grooming.

Kald det, hvad det rent faktisk er, eller hold kæft. Krigen mod hvide og anstændighed er dødsens alvorlig og ikke et komisk fænomen for kosher-konservativt afskum at bruge til egen vinding