Rudolf Hess

HISTORIE: Den 26. april 1894 blev martyren Rudolf Hess født. I løbet af sit liv gjorde Rudolf Hess sig kendt som en pligtopfyldende leder og fredsforkæmper.

Walter Richard Rudolf Hess blev født den 26. april 1894, som ældste søn til de tyske forældre Clare Hess (født Münch) og Fritz Hess i den egyptiske havneby Alexandria, hvor hans far var en succesfuld grossist med sit firma Hess & Co. Rudolf fik to søskende: Alfred som blev født i 1887, og søsteren Margrete som blev født i 1908.

Familien levede i en stor og statslig villa ved den egyptiske kyst nær Alexandria, men besøgte ofte sommerhuset i Reichsoldgrün i Tyskland. Fritz, Rudolfs far, kom fra Fichtelgebirge-regionen i Bayern.

I Alexandria gik Rudolf på en tysksproget protestantisk skole fra 1900 til 1908, til han ved 14-årsalderen blev sendt hjem til det tyske rige for at gå på en international skole ved Bad Godsberg. Hess viste talent for flere forskellige videnskabelige emner, men eftersom hans far ville have, at han skulle hjælpe med familieforetagendet, blev han i 1911 sendt til den schweiziske handelshøjskole École supérieure de commerce i Neuchâtel. Efter et år på handelshøjskolen blev Rudolf lærling i et firma i Hamburg. Fremtiden virkede forudbestemt for unge Rudolf, men selv følte han sig ikke kaldt til dette slags liv.

Da første verdenskrig brød ud i 1914, meldte den 20 år gamle Rudolf Hess sig som frivillig til det bayerske feltartilleri. Han blev raskt overført til infanteriet, hvor han deltog i skyttegravskrigen på vestfronten, blandt andet ved det første slag ved Somme. Blandt pigtråd, blod og hvinende kugler blev han med sit mod, ro og glade humør meget populær blandt sine soldaterkammerater.

Efter et år blev Rudolf forfremmet til korporal, og efter tre år, i 1917, blev han løjtnant. I denne tid var han blevet hårdt såret to gange, blandt andet med et skud gennem den venstre lunge. Som løjtnant blev han senere overført til flyvevåbnet, hvor han blev kamppilot frem til våbenhvilen i Compiêgne den 12. december 1918.

Den skamfulde fred medførte ikke bare forandringer for Tyskland som nation, men også for familien Hess, hvis ressourcer, i Egypten, blev beslaglagt af briterne. Alt hvad hans far og ham selv havde bygget op, blev nu hærget af denne hadefulde ”fred”. For Rudolf Hess var Fædrelandets ulykke, sult og vanære dog værre end privat finansiel modgang.

Den brutale undertrykkelse som fulgte våbenhvilen i Compiêgne, og senere de absurde krav med Versaillestraktaten, hvor Tyskland blev tvunget til at påtage sig al skyld for alle verdens problemer og prostituere sig til bankhusene i England, Frankrig og Amerika, var nogle af foranledningerne til skabelsen af en ny politisk bevægelse i Tyskland – Nationalsocialismen.

Som de fleste tyskere, specielt de som kæmpede ved fronten, var Rudolf Hess dybt chokkeret over forholdene i Tyskland. Efter det skammelige nederlag, forsaget af, at Tysklands hjemmefront blev kuppet og kastet ind i generalstrejke og revolution af jødiske bolsjevikker, mens de tyske mænd var på slagmarken, kom Rudolf Hess med i Freikorps, et frikorps bestående af tidligere soldater som knuste den jødisk-styrede ”sovjetrepublik” i Bayern.

Du ved hvordan jeg lider under situationen som vor, en gang stolte, nation har været ramt af. Jeg har kæmpet til ære for vor fane, som en mand i min alder selvfølgelig måtte, hvor forholdene var de værste, i mudder og snavs, i helvede på Verdun, Artois og andre steder. Jeg har været vidne til dødens terror i alle former, blevet angrebet i flere dage med tungt bombardement, sovet i skyttegrav, hvor der lå en halv franskmands døde krop. Jeg har længtes og lidt, som alle soldater ved fronten. Skal alt dette have været forgæves, og skal lidelserne hos det gode folk hjemme have været forgæves? Jeg har hørt fra dig, hvad du og andre kvinder har måttet lide! Nej, hvis alt dette har været forgæves, ville jeg i dag angre, at jeg ikke skød en kugle gennem min hjerne, da den monstrøse våbenhviles vilkår og dens godkendelse blev annonceret. Jeg gjorde det ikke, af den eneste grund, at jeg håber at man en dag vil kunne vende skæbnen.

Fra og med denne tid kaster Hess sig ind i kampen for at stoppe vanæret fra Versailles. Hess’s første møde med det nationalsocialistiske tyske arbejderparti (NSDAP) og Adolf Hitler var en aften i maj i 1920 på Starneckerbryggeriet i München, hvor Hess hørte Hitler tale. Da han senere vendte hjem samme aften, sagde han til Ilse Pröhl, sin kommende kone:

I overmorgen må du tage med mig til et møde med det nationalsocialistiske arbejderparti. En ukendt skal tale – jeg kan ikke huske hans navn. Men om nogen kan befri os fra Versailles, så er det denne mand. Denne ukendte mand kommer til at genoprette vor ære.

Kort tid efter dette, den 1. juli 1920, blev Rudolf Hess medlem nummer 16 i det lille parti. Han var stærkt draget af Adolf Hitler og beskrev sine grunde i et brev fra 1921:

Sagens kerne er, at Hitler er overbevist om at national genrejsning kun er mulig, hvis vi kan lykkedes med at lede folket, specielt arbejderne, tilbage til national bevidsthed. Men dette er kun muligt i forbindelse med fornuftig og ærlig socialisme.

På dette tidspunkt var de fleste andre ”nationalister” ikke socialistiske, men snare borgerlige, og dette gav ikke den ønskede accept hos det almene folk, som næppe var tjent med konservativ højrefløjspolitik. En yderligere grund var Hitlers veltalenhed, og Hess mente, at man næppe kunne finde en mand som kunne inspirere venstreorienterede fabriksarbejdere, samtidig med at han talte til fabriksejerne.

Hitlers enorme evner som taler fik i 1921 præcis denne effekt, da han i tre timer talte til nogle hundrede industrialister og provinsguvernøren for München, og fik deres fuldstændige medhold.

Hess var overbevist om, at Hitler var manden som skulle gøre Tyskland frit og stærkt igen. Hess kæmpede gennem de hårde år ved Hitlers side og blev kendt som den evigt trofaste kæmper, noget som kom til at inspirere mange til at følge hans eksempel og blive edsvoren kæmper for den elskede Fører og et storslået Tyskland. Hess deltog også i ølkælderkuppet, og blev sammen med Hitler fængslet i Landsberg.

Noget som er ukendt for mange er, at det var Rudolf Hess som nedskrev bogen ”Mein Kampf”, mens han og Adolf Hitler sad fængslet i Landsberg efter kupforsøget i 1923. Hitler talte, og Hess skrev hans ord ned og samlede det til en bog. Hess gav også flere redaktionelle ændringsforslag til flere kapitler i bogen.

Den 20. december 1924 blev Adolf Hitler sluppet ud fra Landsberg-fængslet, og fire måneder senere også Rudolf Hess, hans personlige sekretær; dette til trods for at han ikke havde nogen officiel rang i NSDAP. Efter dette fulgte han lederen når han holdt taler i hele landet, og fik på nært hold set hvordan partiet voksede. Efter den endelige valgsejr i 1933 blev Hess udnævnt til Hitlers stedfortræder, hvilket han forblev frem til krigsudbruddet i 1939, da Hermann Göring overtog denne post (i krigstiden). Rudolf Hess forblev dog Hitlers nærmeste ven og allierede.

Den 10. maj 1941 forsøgte Hess at komme i kontakt med hertugen af Hamilton, som han havde truffet under OL i Berlin 1936, og som var medlem af Anglo-German Fellowship Association. Dette var for, på en eller anden måde, at kunne starte fredsforhandlinger i en tid hvor Winston Churchill og hans hunde ikke ville høre tale om fred, men derimod var fast besluttet på at sende hele verden i krig mod Tyskland.

Det nationalsocialistiske Tyskland sendte mange fredsforslag til blandt andet briterne. Hitlers første udenrigspolitiske tale var en appel om fred mellem nationerne, og Rudolf Hess holdt selv en fredstale allerede i 1934. Til trods for dette blev de, nationerne der senere skulle kaldes ”de allierede”, stadig mere aggressive overfor Tyskland.

Hess blev skudt ned og taget af briterne i foråret 1941, da han fløj til Storbritannien for at fredsmægle. Hess fløj til Storbritannien med forhåbning om, at det britiske aristokrati ville lykkes med at forhandle sig frem til fred med den britiske regering, men i stedet fløj han ind i en fælde, som kom til at føre til flere årtier med elendighed for denne tapre og loyale mand. I stedet for at tage imod fredsappellen fængslede man Hess, som senere blev dømt i Nürnberg – absurd nok for ”brud mod freden”.

I forslaget, som Hess overleverede, og som kan have været skrevet af Hitler selv, skulle krigen umiddelbart afbrydes og Tyskland skulle afgive Frankrig, Holland og Belgien, Danmark og Norge, men derimod ikke Elsass-Lothringen og Luxemburg, da indbyggerne var tyske. Tillige var Hitler også klar til at trække sig ud af Jugoslavien og Hellas. I to dage snakkede Hess med Churchills repræsentant, og han var tydeligt overbevist om, at de ville acceptere de generøse vilkår. Først da han havde talt færdig, blev han informeret om, at Storbritannien nu var allieret med Sovjetbolsjevikkerne, og at han var blevet ført fuldstændigt bag lyset. I stedet for at få diplomatisk immunitet, blev han fængslet.

Efter mange årtiers nedværdigelse, hvor han knapt nok kunne se sine egne børn og kone, blev han til sidst, den 17. august 1987, myrdet af den britiske militærefterretningstjeneste, MI6, før han kunne fortælle sin historie til verden. Under hele fængselsopholdet blev hans breve nøje gennemlæst, og han havde strengt forbud mod at tale om sin opgave om fredsmægling eller noget andet politisk relateret.

Ifølge tidligere hemmeligstemplede dokumenter, som nu er blevet frigivet gennem ”Freedom Of Information Act”, blev Hess myrdet i sin celle af to britiske agenter, så han ikke kunne lække oplysninger om 2. Verdenskrig.

Rudolf Hess’s søn, Wolf Rüdiger Hess, havde på denne tid ført en mangeårig kamp for at få sin far sluppet fri fra Spandau-fængslet. Denne kamp så på tidspunktet ud til at ville lykkes.

I vest havde USA, Storbritannien og Frankrig i flere år hævdet, at de ville overveje at frigive Hess, men at Sovjetunionen nægtede at gå med til det. Foråret 1987 begyndte medier i vesten at rapportere om, at Sovjetunionen kunne gå med til at slippe Hess fri, og i juli så det ud som om at Hess’s frigivelse var nær. Måneden efter blev Hess myrdet.

Wolf Rüdiger Hess skrev tre bøger, hvor han forsøgte at rense sin far, men fik ham aldrig at se i frihed igen.

Hess var en mand som gav alt for sagen, bogstavelig talt, uden nogensinde at rokke en tomme i sin loyalitet. Dette er hans sidste ord i det offentlig rum, og det er ikke andet end rimeligt, at han selv kan afslutte sin historie med sine egne ord:

Oversættelse:

Jeg havde privilegiet i mange år, at arbejde under den største søn min nation har ført frem i løbet af sin tusindårige historie. Selvom jeg kunne, ville jeg ikke undvære denne tid fra mit liv. Jeg er lykkelig over at vide, at jeg har gjort min pligt for mit folk, min pligt som tysker, som nationalsocialist, som en loyal følger af min Fører. Jeg angrer ingenting.

Hvis jeg skulle starte forfra igen, så ville jeg handle akkurat som jeg har handlet, selvom jeg vidste, at det skulle ende med at jeg bliver brændt på bålet. Uanset hvad mennesker gør, skal jeg en dag stå foran Gud, den eviges domstol. Jeg skal svare ham, og jeg ved, at han vil frikende mig.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.