Lavon-affæren

HISTORIE: Den 31. januar 1955 blev to israelske agenter henrettet i Egypten. De havde deltaget i Operation Susannah, en false flag-operation som havde som mål at destabilisere Egypten og fremprovokere udenlandsk intervention.

Den 31. januar 1955 blev de to egyptiskfødte jøder Moshe Marzouk og Shmuel Azar henrettet i Egypten efter at være blevet dømt til døden for at have deltaget i flere terrorangreb mod amerikanske og britiske institutioner i Kairo. Dette var det retslige efterspil i hvad der ville blive kendt som Lavon-affæren.

Operation Susannah var en israelsk false flag-operation, der havde til mål at skabe politisk mistillid i Vesten mod Gamal Abdel Nassers regime i Egypten og destabilisere landet ved at fremprovokere et voldeligt og uroligt politisk klima. Et mere konkret mål var, at de britiske tropper, der stadig overvågede den strategisk vigtige Suez-kanal, skulle have en grund til at forblive i Egypten. Dette for at kanalen ikke skulle ende helt under egyptisk kontrol.

Med hjælp fra jødiske agenter, hovedsagelig egyptiske borgere, skulle den israelske militære efterretningstjeneste gennemføre en række terrorangreb på britiske og amerikanske mål i Kairo og Alexandria. Gruppen af ​​jødiske agenter, kaldet Enhed 131, blev ledet af den israelske major Avram Dar, som opererede under dækhistorien at han var en britisk statsborger ved navn John Darling.

Avram Dar og hans hjælpere var allerede i 1948 begyndt at rekruttere indfødte jøder til Israels militære efterretningsnetværk i Egypten. Rekrutterne rejste i hemmelighed til Israel, hvor de blev uddannet i spionage og sabotage.

Den 2. juli 1954 blev det første bombeangreb gennemført mod et posthus i Alexandria. Den 14. juli blev tidsindstillede brandbomber anbragt på to amerikanske biblioteker i Kairo og Alexandria, som var drevet af United States Information Agency. Samme dag skulle en af ​​de jødiske sabotører, Philip Natanson, placere en brandbombe i en britisk biograf i Alexandria, men bomben gik af for tidligt, og den hårdt sårede attentatmand blev pågrebet af egyptisk politi.

Efter en husransagelse og forhør tilstod Natanson sin indblanding og hjalp med til at afsløre hele gruppen af ​​sabotører. Det hævdes også, at det egyptiske sikkerhedspoliti havde modtaget tip om, at Natanson skulle begå et mordforsøg den dag, og at de derfor spionerede på ham.

Senere skulle israelerne mistænke en af ​​deres egne for at have forrådt terrorgruppen. Hans navn var Avraham Seidenberg eller Avri Elad, og han var en af ​​lederne af terrorgruppen. Elad fungerede under en mildt sagt interessant dækhistorie. I flere år havde han omhyggeligt skabt en falsk identitet som den tidligere SS-officer Paul Frank og var i et sådant miljø i både Europa og Mellemøsten. Elad forklarede senere, at han endda havde gennemgået en kirurgisk operation for at få forhuden tilbage, så han ikke kunne blive afsløret som jøde.

Forsvarsminister Pinhas Lavon sammen med Moshe Dayan.

Israelerne kunne aldrig bevise, at Avri Elad havde forrådt terrorgruppen, men han ville senere, i en anden sag, blive dømt til ti års fængsel for ulovlige kontakter med den egyptiske efterretningstjeneste.

Da egyptisk politi og efterretningstjeneste afslørede gruppen, lykkedes lederne Avri Elad og Avram Dar at flygte fra landet. Flere andre blev arresteret, og elleve personer blev anklaget for medvirken til angrebene. To af de mistænkte begik selvmord under efterforskningen (muligvis en døde efter tortur).

To af de tiltalte, Moshe Marzouk og Shmuel Azar, blev dømt til døden. Syv andre blev idømt lange fængselsstraffe, og to blev frikendt. Medierne i Vesten havde en tendens til at vinkle udsendelsen omkring retssagen på en måde, der antydede, at de tiltalte var ofre for en antisemitisk retssag, snarere end terrorister.

Af naturlige årsager kunne Israel ikke gøre andet end at nægte sit engagement. Den mislykkede operation førte dog til den israelske forsvarsminister Pinhas Lavons fratræden. I de angreb, der blev udført, var antallet af døde heldigvis nul, men hvis terrorgruppen ikke blev afsløret så hurtigt, kunne deres aktiviteter have ført til hundreder af døde. I sidste ende var de eneste der døde, de to, der blev henrettet, og de to fængslede agenter, der begik selvmord.

For eftertiden er Lavon-affæren blevet et klassisk eksempel på en false flag-operation, hvor en stat begår terrorhandlinger mod sine egne eller sine allierede og forsøger at få det til at ligne et fjendtligt værk.