Skabelsen af et monster: Hvordan jøder gjorde Mengele til et uhyre

HISTORIE: Josef Mengele er blevet symbolet på nationalsocialistisk ondskab og flere absurde påstande eksisterer om manden, der er blevet kendt som Dødsenglen.

Udover Adolf Hitler,  er Josef Mengele muligvis den eneste person fra det nationalsocialistiske Tyskland, der er blevet udsat for en målrettet dæmonisering via en hel spillefilm, lavet mens han stadig levede. Drengene fra Brasilien (originaltitel: The Boys from Brazil) fra 1978 er baseret på Ira Levins 1976-roman, og skildrer en “Josef Mengele”, der er ren, rå karikatur.

Tænk sig scenariet. Man lever i velovervejet ubemærkethed i Sydamerika og forsøger at undgå problemer, mens en karakter, der skal forestille at være dig, som bærer dit rigtige navn, er portrætteret gennem den absurde overdramatiske Gregory Peck som en vintage 1943 Hollywood-“Nazi”-sadist og dedikeret Hitler-loyalist, som også er den hensynsløse bagmand af en stor og velfinansieret (og helt fiktiv) kriminel sammensværgelse for at overtage verden.

For at understrege den dystre karakter af denne hovedkonspirator, citerer “nazi-jægeren”, spillet af Laurence Oliver, forskellige påståede fakta om dig, såsom:  “… dræbte 2 ½ million mennesker, eksperimenterede på børn, jødiske og ikke-jødiske, brugte fortrinsvis tvillinger, injicerede blå farvestoffer i deres øjne for at forvandle dem til acceptable ariere, amputerende lemmer og organer fra tusinder, opererede uden bedøvelse …. ”

Den gennemsnitlige filmseer vil naturligvis undlade at spørge, om der overhovedet er en flig af fysisk bevis for sådanne beskyldning mod dig. (Det er der ikke.) Den gennemsnitlige seer vil antage, at hvis det bliver citeret som historie, selv i en stort set fiktiv fortælling, er det sandsynligvis sandt.

I mellemtiden har du i din indsats for at undgå at tiltrække opmærksomhed flyttet fra Tyskland til Argentina, til Paraguay til Brasilien. Du er holdt op med at bruge dit rigtige navn og har endda opgivet dit livs arbejde med at praktisere medicin (det universitet der udstedte dine doktorgrader har tilbagekaldt dem i 1964) for at leve i fattigdom som landbrugsarbejder.

Så hvem er forfølgeren og hvem forfølges i dette scenario? For at besvare dette spørgsmål hjælper det at undersøge, hvad der er kendt om Mengeles liv og baggrund.

Baggrund og karakter

Josef Mengele (1911-1979) var den ældste af tre brødre. Deres far byggede det største produktionsselskab for landbrugsmaskiner i Tyskland, Karl Mengele & Sons of Guenzburg, Bayern. Ved Karl Mengele’s død i 1959 havde virksomheden over 2000 ansatte over hele verden.

Mengele-familien var konservativ. Karl Mengele havde kæmpet i Første Verdenskrig og var på forskellige tidspunkter medlem af Stahlhelm, Bund der Frontsoldaten, og det konservative nationalistiske parti, DNVP. Tysk Wikipedia informerer: “Han er beskrevet som konservativ, men betragtes ikke som en antisemit.”

Stahlhelm kampagnekøretøj i 1932

I 1932 stilte Karl Mengele sine fabrikker til rådighed for Adolf Hitlers kampagneformål i overensstemmelse med kravene i Harzburg Front, en alliance mellem NSDAP, DNVP og Stahlhelm. Karl Mengele blev medlem af NSDAP i maj 1933, efter at Hitler var kommet til magten.

Josef Mengele sluttede sig i 1924 til en pan-tysk ungdomsgruppe, der Grossdeutsche Jugendbund, og var i perioden 1927-1930 Ältestenführer i Guenzburg-afdelingen. GDJ var ikke nationalsocialistisk, men “revolutionær konservativ” i sit verdenssyn.

Familiens baggrund og opdragelse af Dr. Josef Mengele anses således ikke for at være svær nationalsocialistisk, men snarere katolsk konservativ, med politiske holdninger mod Deutschnationale Volkspartei snarere end NSDAP.

Dette er i modsætning til den “Mengele” som portrætteres i Drengene fra Brasilien, som skulle have været en tidlig tilhænger af Adolf Hitler.

Det var rigtigt, at Josef Mengele i 1937 var assistent for den berømte antropolog Otmar von Verschuer ved Kaiser Wilhelm Instituttet (nu omdøbt til Max Planck Instituttet), men der var ikke noget uanstændigt ved racebaseret antropologi på det tidspunkt; kun den Anden Verdenskrigs propaganda, og ekkoerne derfra, har gjort det uanstændigt. Den store respekt for denne slags arbejde på det tidspunkt er tydeligt i den kendsgerning (bredt publiceret af den jødiske forfatter Edwin Black), at den modtog finansiering fra Rockefeller Foundation.

Mengele i SS-uniform

Da krigen kom og hans land havde brug for ham, meldte Josef Mengele sig som frivillig i Waffen-SS og tjente som læge i SS Panzer-divisionen “Viking”.

Robert Jay Lifton, en jødisk psykiater, der skrev The Nazi Doctors, observerede om Mengele, at der “ikke var tegn på afvigende adfærd forud for nazisterne og Auschwitz”. (NY Times Magazine, 21. juli 1985)

Efter at være blevet såret på østfronten blev Mengele fra maj 1943 til januar 1945 overflyttet til Auschwitz som lejrens læge, hvor jødiske læger arbejdede under hans tilsyn. Det var i disse omgivelser, at der er blevet fremført uhyrlige anklager mod Mengele.

Robert Jay Lifton indrømmer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den Josef Mengele, som er kendt uden for Auschwitz, og det monster han blev skabt til at være. Mere end det, Lifton kommer tæt på at indrømme, at fremstillingen af Mengele af formodede vidner i Auschwitz er så forfærdelig, at den ikke kan være sand.

Mengele har længe været fokus for, hvad der kunne kaldes en kult af dæmonisk personlighed. Han er blevet set som eksemplet på absolut ondskab, en læge forpligtet til at helbrede, der dræber i stedet. Men denne dæmonisering gjorde ham til noget af en guddom, en ikke-menneskelig eller endog overmenneskelig kraft, og tjente som en hindring for enhver forklaring på hans adfærd.

Robert Jay Lifton

I stedet for at indrømme, at denne dæmonisering kan være en forvrængning, lader Lifton sig lede af sin jødefælle Hannah Arendt, ved at forsøge at forklare, hvordan en mand (som Eichmann eller Mengele), der overordnet set er beskeden og mild, og ikke et monster,  ikke desto mindre måske har gjort monstrøse ting. For at understøtte denne position antyder Lifton, at der var to Mengele’er på spil.

Hun er helt sikkert korrekt i hendes påstand om, at en almindelig person er i stand til ekstrem ondskab. Men i løbet af udførelsen af onde handlinger forvandler en almindelig person sig til noget andet. I en proces jeg kalder “fordobling”, tager et nyt selv form, som tilpasser sig det onde miljø, og de onde handlinger bliver en del af dette selv.

Robert Jay Lifton

I betragtning af den jødiske nødvendighed af at opretholde beskyldningerne mod Mengele i strid med alle beviser for, hvilken slags mand Mengele var, opfinder psykiateren Lifton “fordoblingshypotesen”. Indirekte indrømmer Lifton, at det er usandsynligt, at Mengele kendt uden for Auschwitz gjorde hvad “Mengele” fra Holocaust-litteraturen skulle have gjort.

Beskyldninger

På trods af det monster som Holocaust-propagandaen i sidste ende gjorde ham til, var Josef Mengele i overraskende lille fokus i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

I 1948 offentliggjorde International Universities Press, en udgiver hovedsagelig af freudiansk litteratur, den jødiske gynækolog Gisella Perls bog, I Was A Doctor In Auschwitz. Dette synes at være langt den tidligste offentliggørelse af enhver beskyldning mod Mengele. I omtalen af Mengele efter Drengene fra Brasilien fik Perl igen opmærksomhed.

”Dr. Mengele fortalte mig, at det var min pligt at melde enhver gravid kvinde til ham, “sagde Dr. Perl. “Han sagde, at de ville blive sendt til en anden lejr for bedre ernæring, endda for mælk. Så kvinder begyndte at gå direkte til ham og sagde: “Jeg er gravid.” Jeg fandt ud af, at de alle blev bragt til forskningsblokken, hvor de skulle bruges som forsøgspersoner, og så ville to liv blive kastet i krematoriet. Jeg besluttede, at der aldrig igen ville være en gravid kvinde i Auschwitz.”

Hun afbrød graviditeterne, sagde hun, “om natten, på et snavset gulv med kun mine beskidte hænder.” “Hundredvis af gange havde jeg præmature fødsler,” sagde hun. “Ingen vil nogensinde vide, hvad det betød for mig at ødelægge disse babyer, men hvis jeg ikke havde gjort det, ville både mor og barn være blevet voldsomt myrdet.” [NY Times, Nadine Brozan interviews Gisella Perl, 16. november 1982]

Perl siger ikke, hvordan hun vidste, at de gravide og deres spædbørn alle blev dræbt. Rygtet passer imidlertid til det mønster, der er beskrevet i Leon Festinger’s 1957-tomus, A Theory of Cognitive Dissonance: teorien er, at rygter om hemmelige forfærdelige gerninger er opfundet og ivrigt troet, som en måde at forklare hvorfor nogen, som man forventer at være fjendtlig, tilbyder venlighed i stedet. Ifølge Festinger’s teori ville der være forårsaget uhyggelige historier om Mengele, fordi han var for god.

Hvis Perl giver en nøjagtig redegørelse for sine egne handlinger, så er hun et monster selv, idet hun har brugt rygter som begrundelse for drab på et stort antal spædbørn.

L.A. Rollins (i en gennemgang af en anden bog, der fæster lid til Perl som kilde, Journal of Historical Review) bemærker, at Perls bog indeholder utrolige detaljer, som følgende:

Så en dag kom Dr. Mengele til hospitalet og gav en ny ordre. Fra nu af måtte jødiske kvinder føde deres børn. De blev ikke dræbt på grund af deres graviditet. Børnene skulle selvfølgelig flyttes til krematoriet, af mig personligt, men kvinderne ville få lov til at leve. Jeg var jublende glad…. Jeg havde 292 kommende mødre i min afdeling, da Dr. Mengele ændrede mening. Han kom brølende ind på hospitalet, pisk og revolver i hånden, og havde alle 292 kvinder lastet på en enkelt lastbil og kastet i levende i flammerne i krematoriet.

[Gisella Perl, I Was a Doctor in Auschwitz, 1948: s. 163-164]

“Pisk og revolver i hånden”! Det er sørme hård kost, og bestemt en bemærkelsesværdig tilgang til at undgå panik, hvilket ville have været en bekymring for alle, der arbejdede i en koncentrationslejr. Rollins kommentarer:

Jeg er sikker på at kaste 292 kvinder, levende, “i flammerne i krematoriet” var en en hel del lettere sagt end gjort. Og Gisella Perl sagde ikke, at hun så denne usandsynlige gerning udført.

Hun synes heller at kunne bestemme sig for, om de formodede drab af gravide jødiske kvinder var åbenlyst eller hemmeligt. I interviewet for artiklen i New York Times i 1980’erne var det en hemmelighed, som hun opdagede, hvorimod “Mengele” i hendes bog ikke forsøgte at undgå at skræmme nogen.

Et sjældent foto af Mengele i sin hvide kittel.

Perls anklager synes ikke at have haft stor indflydelse, da hendes bog først dukkede op. 1948 var begyndelsen på den kolde krig, så bestræbelserne på at bevare den anti-tyske propaganda var på dette tidspunkt ude af trit med den fremherskende stemning i USA.

Mengele var ikke oprindeligt ønsket som krigsforbryder. Den første gang Mengele’s navn optrådte i New York Times, var den 19. juni 1960, under Adolf Eichmanns show-retssag.

Det var også i 1960, at Miklos Nyiszli’s sanselige memoer, Auschwitz: A Doctor’s Eyewitness Account, fremkom og hævdede, at forfatteren havde været Mengele’s assistent. Bogen indeholdt mange ærekrænkende detaljer om Mengele og om Sonderkommando, men selv almindelige historikere indrømmer i dag, at Nyiszli’s bog mangler troværdighed, især på grund af hans fysiske beskrivelse af Krema II, hvor han hævdede at han havde et kontor, var betydelig unøjagtig.

Den 3. juli 1960 krævede en argentinsk dommer Mengele anholdt efter en anmodning om udlevering til Vesttyskland, men Mengele havde allerede forladt Argentina. I denne periode blev Mengele anklaget for, foruden at afgøre, hvem der ville blive gasset (i en lejr, hvor det nu er kendt, at der ikke foregik gasninger), at administrere dødelige injektioner af benzin, phenol og luft som formodede eksperimenter.

Tysk Wikipedia siger:

Mengele trådte først ind i anklagernes smallere fokus i begyndelsen af 1960’erne i forbindelse med vidnesbyrdene i Auschwitz-retssagerne [i Frankfurt]. Tidligere havde han allerede levet under sit eget navn flere år i Argentina uden at blive forstyrret.

Den centrale aktør i disse Frankfurt Auschwitz retssager var den jødiske advokat i Hesse, Fritz Bauer.

Interessen i Mengele faldt igen og blev ikke sat i højt gear indtil midten af ​​1970’erne i perioden efter Richard Nixons fratræden, da den jødiske kulturrevolution i De Forenede Stater havde sejret. Den fornyede indsats for at dæmonisere Mengele startede med William Goldmans Marathon Man i 1974, med en skurk, der svagt skulle ligne Mengele, efterfulgt af Ira Levins Drengene fra Brasilien, som uhyrligt misbruger Mengele’s navn.

Der er tegn på en tendens fra midten af ​​1970’erne til 1985 med den ekstraordinære dæmonologiske status, der blev givet til Mengele gennem romaner og film i den periode, for at overdrive mandens betydning med tilbagevirkende kraft. Ved at overdrive den tidligere opmærksomhed givet til Mengele, som et formodet monster, kunne den nuværende fiksering gøres til at virke mindre absurd.

Jack Andersons kolonne af 20. december 1977 hævder, at et kælenavn til Mengele, “Dødsenglen”, er nedfældet i en ung piges dagbog, som tilskrives Anne Frank. Navnet Mengele dukker dog ikke op i en søgning på PDF’en af ​​den “endelige udgave” af dagbogen, og den eneste “engel” i bogen er Anne Franks bedstemor. Man ville ikke forvente nogen henvisning til Mengele i den dagbog alligevel, da den skulle være en beskrivelse af livet i det “hemmelige anneks”, der slutter med familiens anbringelse i interneringslejren. Påstanden om, at Anne Franks dagbog refererer til Mengele, er derfor åbenlys misinformation fra Jack Anderson (selvom den blev gentaget den 11. februar 1985 af UPIs seniorredaktør Arnold Sawislak).

New York Times’ skribent Ralph Blumenthal skrev i 1985, at Mengele blev inkrimineret med medicinske grusomheder ved den tvangstilståelse, der blev tilskrevet Rudolf Hoess i 1947, mens han var i polsk kommunistisk varetægt (R. Blumenthal, New York Times, 13. maj 1985). Faktisk viser den online søgbare PDF af Hoess’ tvangstilståelse ikke navnet Mengele én eneste gang.

Hele emnet om Josef Mengele er blevet gennemsyret af hensynsløshed og overdrivelse.

Mengele i 1956; i så fald ville han have været 45 år gammel.

Drengene fra Brasilien havde i 1978 portrætteret “Mengele” som stadig bosat i Paraguay med en usædvanlig overdådig livsstil. I november 1984 rejste Brooklyn DA (senere kongreskvinde) Elizabeth Holtzman med følge til Paraguay, herunder den fremtidige generalrådgiver for Den Jødiske Verdenskongres, Menachem Rosensaft, på jagt efter Josef Mengele. Paraguays regering meddelte disse jøder, at Mengele var kommet til Paraguay i 1959, men var ikke længere i landet. (NY Times, 23. november 1984)

I virkeligheden havde Josef Mengele afsluttet sit liv under ydmyge omstændigheder og havde været død siden 1979, da han led et slagtilfælde og druknede under en svømmetur på stranden.

Al denne ballade over en mand, der havde været død i flere år, fik visse mennesker til at se meget dumme ud. Ralph Blumenthal skrev i New York Times i 1985:

Den verdensomspændende interesse for Mengele-sagen har skabt en oversvømmelse af misinformation, og muligvis bevidst disinformation, der har oversvømmet søgningen med falske observationer og fotografier – herunder tilsyneladende selv billederne på bredt udbredte eftersøgningsplakater. [R. Blumenthal, New York Times, 13. maj 1985]

 

Især Simon Wiesenthal så dum ud i 1985. Mere end to år efter Mengele’s død hævdede den store nazistjæger, at han “var tæt på Mengele.”

Nazijæger Simon Wiesenthal siger, at han er ved at være tæt på Josef Mengele, tidligere cheflæge ved Auschwitz koncentrationslejr, og forventer at fange ham inden nogle uger. […] Nazistjægeren sagde, at Mengele var i et Mellemamerikansk land, men ville ikke identificere det.

[AP 21. januar 1982]

Helt forkert, og det var ikke et isoleret eksempel. Karakteren der repræsenterer Wiesenthal (“Ezra Lieberman” spillet af Laurence Olivier) i Drengene fra Brasilien, siges at være en klodrian, som i tilfælde af Mengele endelig rammer rigtigt, men Wiesenthal rammer ikke rigtigt. Ralph Blumenthals dødsannonce til Wiesenthal i New York Times antyder, at Wiesenthal ikke blot var en klodrian, men en fusker:

I årenes løb har Wiesenthal offentliggjort en række detaljerede og uhyggelige “observationer” af Mengele i Paraguay, Egypten, Spanien og en lille græsk ø Kythnos. Benjamin Varon, den tidligere israelske ambassadør i Paraguay, foreslog offentligt, at Wiesenthal måske havde forskønnet sig for at samle midler fra bidragsydere. Hans kommentarer i et jødisk magasin, Midstream, i 1983 fremkaldte en anklage fra Wiesenthals tilhængere, som beskyldte ham for at “forvirre” Mr. Wiesenthals “hellige mission.” [NY Times, 21. september 1993, Ralph Blumenthal, dommedag for Simon Wiesenthal].

Åbenbaringen af ​​virkeligheden om Josef Mengele skabte et af ​​de øjeblikke, hvor det var umuligt ikke at indrømme, at “Holocaust” indeholdt nogle overdrivelser, hvis ikke ligefrem løgne.

Den 2. juli 1985 gik Jeffrey Hart, en avisskribent, som også var en professionel historiker, ind i skade-kontrol modus. Hart erkendte, at påstanden om, at en uddannet læge havde forsøgt at gøre brune øjne blå ved at injicere farvestof i dem, var usandsynlig, men han ønskede ikke at kalde de som havde sagt dette for løgnere:

Men som professionel historiker vil jeg opfordre til en vis forsigtighed angående mange af anekdoterne, der rutinemæssigt accepteres som faktum. De kan være sande. Han kan f.eks. have forsøgt at injicere blåt farvestof i brune øjne for at gøre dem mere “ariske”. Min egen historiske fornemmelse er, at meget af denne slags mytologi, sammenfattet som en slags metafor for at udtrykke den næsten overnaturlige rædsel over for den mand, Mengele faktisk var. Mengele var et teorimonster.

[]

Det er nok mere behageligt at tænke på ham som en bølle eller som en almindelig sadomasochist. Som en Richard Speck i nazi-uniform. Det tror jeg ikke. Jeg tvivler på historien om, at han dræbte en kvinde ved at knuse hendes hals med sin støvle. Jeg har en tendens til at tro på beretningen om, at når han gav et barn en eksperimentel injektion, sagde han: “Hold dig i ro, mit barn. Det vil være okay.”

[King Features Syndicate, Jeffrey Hart, 2. juli 1985]

Så ifølge Jeffrey Hart lyver de “vidner”, der fremsætter disse fantastiske påstande om Mengele sandsynligvis, men på en eller anden måde fortæller de stadig sandheden, for de absurde historier, som Hart ville have os til at tro, er metaforer for en vis sandhed om Mengele, der ikke kunne udtrykkes med ord. Dette er logikken for en, som ikke har muligheden for at sige at vidnerne løj.  Men samtidig indrømmer, at de sandsynligvis løj.

I den sammenhæng bekræfter Hart sin tro på gaskammerhistorien:

Der er ingen tvivl om, at han som toplæge ved Auschwitz dirigerede titusinder af mennesker til en forfærdelig død i gaskamrene.


Den værste af beskyldningerne mod Mengele er ikke, at han udførte absurde pseudo-medicinske forsøg, men at han var ansvarlig for at bestemme, hvem ved Auschwitz der skulle gasses. Antallet, der typisk tilskrives ham, er 300-400 tusinde.

Men det er netop denne påstand om Auschwitz, som, siden 1985, har været  endeligt modbevist, takket være Fred Leuchter, som har demonstreret, at de påståede gaskamre ved Auschwitz er strukturelt uegnede til dette formål, takket være Walter Lüftl, den tidligere formand for det østrigske ingeniørkammer. Lüftl’s rapporter påpeger, at Zyklon-B’s egenskaber som gasningsmiddel gør det uegnet til brug som beskrevet i de såkaldte øjenvidneberetninger, og takket være Germar Rudolf, som har kontrolleret mængderne af cyanidrester i de formodede gaskamre. Frem for alt takket være professor Robert Faurisson, der havde ideen om at idriftsætte eksperter til at undersøge gaskamrene og til Ernst Zündel, som anerkendte fordelene ved Faurisson’s ide og satte den i gang.

Kilder:
The Making of a Monster: How Jews created the Mengele Legend

Relateret læsning:
Rudolf Höss – tortureret til at tilstå «holocaust»
Rudolf Hess
Heinrich Himmler


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • God artikel. Jøderne kan ikke lade vær med at lyve stort.
    “292 kvinder lastet på en enkelt lastbil” hvem tror på det vrøvl?

  • Kristian Niss says:

    Havde jeg dræbt hundredvis af børn ville jeg nok også gøre mit bedste for at overbevise mig selv og omverdenen om at det var i god sags tjeneste.

    Sindsyge jøder.

  • I Talmud kan man læse at romerne slagtede 64 millioner
    jøder i en lille by.

    Omkring 1920 cirkulerede der adskillige historier i amerikanske aviser om at seks millioner jøder vare i fare for at blive udslettet.Tallet seks millioner var alså besluttet 20 år før.

    Hvad der foregår inden i hovederne på jøder må være frygteligt.

  • Det er som om, at jøderne helt bevidst opdigter vanvittige tal, for derefter at kunne grine af, hvor dumme folk er, når de hopper på det. Som om, at det er et spil for dem.

    Fandt for noget tid siden denne side. Her er et hav af informationer om jødernes løgne omkring 2. verdenskrig.

    http://fathersmanifesto.net/holocaust.htm

  • PeterNord says:

    Hvem lyver mest? Vejrfolkene eller Jøderne? Det må guderne vide.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.