Skumringen for det jødiske århundrede nærmer sig

KOMMENTAR: Russleman reflekterer over opgangen og faldet for den internationale jødedom.

Ægyptens Sorte Ørken. Foto: CC BY-SA 2.5, Wikimedia Commons.

For 77 år siden blev Europas historiske skæbne beseglet, da vestmagterne udløste et hav af flammer fra helvedes dybeste afgrunde over den tyske by Dresden. På bare tre dage var ikke blot en by af uvurderlig historisk værdi blevet lagt i aske, men utallige menneskeliv var gået tabt på grund af en bestialsk krigsforbrydelse. Alt galt med vores nuværende situation går tilbage til denne hændelse. Spørgsmålet om, hvorvidt den hvide race har ret til sine forfædres landområder, frihed fra anti-hvide regimer og dominansen af samfundsmæssig destruktiv og pro-homoseksuel propaganda i vores kulturliv blev aldrig afgjort via ærlig og logisk begrundet debat. Beslutningen om, hvorvidt små drenge skal puttes i kjoler og blive udsat for umenneskelige medicinske eksperimenter, blev truffet, da brandbomberne faldt over Dresden, da italienske kvinder blev ydmyget og voldtaget af vestlige kolonitropper, og da japanske civile tog deres sidste åndedrag, før de gav efter for strålingssyge.

Den bestialske ondskab udtrykt af de allierede, disse forkæmpere for »demokrati« og »menneskerettigheder«, nødvendiggjorde skabelsen af ​​»Holocaust«-myten og dens skildring af en unik ondskab i menneskehedens historie for at minimere deres egne forbrydelser. Og den dag i dag, efter årtier med skoleindoktrinering og uhæmmet propaganda, vil selv de mest intelligente og reflekterende mennesker tabe alle deres sjæleevner for logik og fornuft, så snart spørgsmålet om perioden mellem 1933 og 1945 opstår.

Men vigtigst af alt er det faktum, at massakren i Dresden markerede begyndelsen af ​​det jødiske århundrede, en tid med enestående mørke i europæisk historie og vores trældom under den zionistiske besættelsesregering i Amerikas Forenede Stater. Resultatet af en ødelæggelseskrig udkæmpet FOR jødisk magt og MOD vestlig civilisation og den hvide race.

Det zionistiske projekt kulminerede i begyndelsen af ​​det nye årtusinde med endnu en række ødelæggende krige, denne gang centreret i Mellemøsten, hvilke lagde grunden for migrantinvasionerne i 2015 og ratificeringen af ​​politisk anti-hvidhed som den ultimative raison d’etre for alle vestlige regeringer.

Denne periode med uhæmmet zionisme, kosmopolitisme og globalisme førte med sig endnu en bølge af umenneskelige overgreb mod os nu lederløse hvide. I Storbritannien, angiveligt en sejrherre i konflikten, der skulle afgøre Europas skæbne, blev unge hvide piger, mange af dem kun børn, voldtaget eller tvunget ind i moderne seksuelt slaveri af tusindvis af indvandrermænd, mens Storbritanniens feministiske eliter vendte dem ryggen. I Sverige, der engang var et af verdens førende forbilleder for nationsopbygning, lever hvide i dag i stadigt stigende frygt for, at deres generøsitet vil blive tilbagebetalt med mord og voldtægter fra deres nye landsmænd. Den store »regnbuenation« i Sydafrika, hvis fundament er bygget på knoglerne fra myrdede farmere, er på randen af kollaps. I Frankrig skæres halsen over på lærere og præster i skoler og kirker.

Og i USA blev unge hvide mænd sendt til Afghantistans bakker for at blive kvæstet fysisk og psykisk for sikringen af strømmen af ​​heroin til hjemlandet, heroin anvendt til at producere opioider, ansvarlige for mere end en halv million dødsfald i et medicinsk-industriel folkedrab på hvide demoraliseret af den industrielle udhuling af deres samfund. Og fra deres lig høstede den jødiske Sackler-familie en formue, mens en generation af forældreløse hvide børn voksede op hos deres bedsteforældre.

Alt dette har fundet sted, mens evangeliet om den hvide arvesynd er blevet forkyndt i hvert klasseværelse i ethvert hvidt land. Hvilket andet bevis for hvid undertrykkelse er nødvendigt end det faktum, at så mange af os ønsker at rationalisere vores egen demografiske udskiftning med mantraer som »mangfoldighed er vores styrke«? Hvem andre end en åndelig slave vil forsvare sin egen langsomme ødelæggelse?

Dette og meget mere har hvide måttet lide under i dette jødiske århundrede.

Men ikke længere. I mit korte politiske liv har jeg været vidne til systemets tilbagegang front efter front. En eksplosion af hvid selvbevidsthed har fundet sted og fortsætter med at udfolde sig i dette øjeblik. Alle forsøg på at stoppe denne eksplosion, fra mediecensur til politisk vold, er slået fejl og i mange tilfælde undermineret systemets legitimitet. Da frie hvide amerikanske mænd marcherede i protest mod fjernelsen af ​​konfødererede monumenter i Charlottesville i 2017, i den naive tro på, at de stadig havde en grundlæggende ret til ytringsfrihed, reagerede det anti-hvide regime ved at lede demonstranter i retning af voldelige anarkister for derefter at arrestere uskyldige mænd for at have vovet at forsvare sig selv.

Blot få år senere skulle systemet imidlertid stå over for et massivt tilbageslag, da demonstranter d. 6. januar indtog selve hjertet af det anti-hvide regime i Washington D.C., og selvom systemets reaktion var så brutal og totalitær, som man kunne forvente, kunne dette ikke dække over den ydmygelse, det var blevet udsat for. Det var på dette tidspunkt, at jeg for alvor begyndte at mistænke, at systemets stadig mere dramatiske magtmisbrug var resultatet af dets frustration over udhulingen af ​​dets egen autoritet. Denne mistanke blev bekræftet én gang for alle i maj, da systemet endelig serverede den skudepisode, det havde ventet på så længe i Buffalo, New York. En mentalt forstyrret hvid mand åbnede ild mod en gruppe sorte i et supermarked, og hermed var scenen klar til at spille endnu et anti-hvidt drama i de jødiske medier.

Resultatet var imidlertid et massivt tilbageslag for systemet i den amerikanske offentlighed. Efter at have levet under en bølge af sort kriminel vold i næsten to år, gabte folk simpelthen og trak på skuldrene, og selvom dette havde været demoraliserende nok for det anti-hvide regime alene, formåede det at score et massivt selvmål ved at forsøge at angribe hele højrefløjen og tvang dermed de kosher-konservative til at blive stående og kæmpe. Systemets dyrebare »hvide terrorangreb«, som det havde ventet på så længe, ​​blev fjernet fra forsiderne efter få dage. Jeg var chokeret over den inkompetence, systemet viste, som for kun fem år siden narrede os til at tro, at Donald Trump var den frelser, vi havde ventet på.

Dette var dog kun et øjeblik i den katastrofe, der nu udspiller sig for den jødiske elite. I marts annoncerede BlackRock-chefen og en af ​​verdens mest magtfulde jøder, Larry Fink, »globalismens ende« i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. Jeg havde, som mange andre, der var faldet i dyb kynisme over Trump-sagaen, afvist Ruslands stærke mand Vladimir Putin som endnu en jødisk nikkedukke. Så da jeg så det kollektive jødiske Vesten eksplodere i hysterisk raseri, kunne jeg næsten ikke tro, at der stadig er hvide ledere, der er villige til at sætte nationale interesser over den globale jødedoms ønsker. Men her er vi, måneder senere, med drømmen om globalisme i ruiner, mens inflationen løber løbsk i hele Vesten og sømmene revner i det finansielle kontrolsystem, der blev etableret efter Anden Verdenskrig for at sikre, at fascismen aldrig kunne rejse sig igen. Økonomisk kollaps, denne sidste betingelse for revolution, som vi har ventet på så længe, ​​og som jeg indtil for nylig troede stadig var årtier væk, ser nu ud til at lure lige bag horisonten, eftersom den vestlige middelklasse, der har levet komfortabelt så længe, nu ​​er truet af udradering af eksploderende leveomkostninger.

Og i skyggen af ​​alt dette er Israels jerngreb om Mellemøsten langsomt, men sikkert ved at forsvinde. I maj udtalte en af ​​Israels tidligere premierministre, Ehud Barak, at han frygtede for den jødiske stats fremtid, og at »gennem hele den jødiske historie har jøder ikke haft en stat i mere end 80 år«. Hans bekymringer er langt fra ubegrundede. Det mislykkede forsøg på at erstatte Bashar al-Assads regime i Syrien har knust Israels ambitioner om ekspansion i en overskuelig fremtid. Den zionistiske leviathan, der virkede så ustoppelig, mens den væltede regimer fra Irak til Libyen virker i dag som et udyr trængt op i et hjørne, og Israel kan næppe opretholde sikkerhedssituationen inden for sine egne grænser, da det palæstinensiske folk synes mere og mere moraliseret i kampen for deres forfædres land og selv USA’s ubetingede støtte ser ud til at betyde mindre og mindre.

De geopolitiske konsekvenser af, hvad der nu ser ud til at være et næsten uundgåeligt nederlag for USA i deres proxy-krig mod Rusland, kan ikke overvurderes. Afslutningen på amerikansk unipolar militært hegemoni og dollaren som verdens reservevaluta vil fuldstændig lamme den globale jødedoms evne til at skræmme verdens lande til at efterkomme deres ønsker. Sandkornene flyder gennem timeglasset, og de flyder hurtigt.

Dette sammenbrud af jødisk overherredømme, som jeg indtil for få måneder siden ikke havde forventet at se i mindst et årti, er i høj grad resultatet af vores besættelseselites egen arrogance. Ved at opnå verdensherredømme har international jødedom påført sig selv mere alvorlig skade end nogen »nazist« nogensinde kunne: Dovenskab.

Den zionistiske jødiske elite, i kraft af at skabe en periode med historisk filosemitisme via »Holocaust«-mytens kulturelle dominans, fjernede fra sig selv den prekære følelse af fare, som holdt deres list ved lige over årtusindet, og inden hvidt oprørskhed igen begyndte at manifestere sig selv i det sidste årti var det allerede for sent. En generation af jøder, der på trods af deres endeløse klager aldrig personligt er blevet konfronteret med ægte antisemitisme, har glemt dyrebare erfaringer og har vist sig fuldstændig ude af stand til at fortsætte arbejdet efter mere kompetente forgængere. Dog eksperter i undergravning og infiltration af andre eliter, har international jødedom, traditionelt en merkantil mellemmand, vist sig fuldstændig ude af stand til at træde ind i en administrerende elites sko.

Og hvor efterlader dette deres medhjælpere, vores kosmopolitiske forræderelite? I en fantasi om stadig mere grandiose planer for grøn energi og eliminering af russisk gas fra den ene dag til den anden, selv når deres egen magt og prestige trævler op omkring dem, uvillige eller ude af stand til at indse, at deres storhedstid allerede har passeret dem, en komisk tragedie af højeste orden, og mere tragisk bliver det, før affæren er forbi.

Efterhånden som det jødiske århundrede går ind i sine sidste dage, varslet mere end noget andet af »Holocaust«-mytens langsomme død, bliver tingene ikke nemmere. Tværtimod. Hårde tider ligger foran os, og det er, som det skal være. Du er en hvid mand, og det var aldrig meningen, at du skulle ligge fej og neddopet på en sofa i morbid komfort, og hvad du vil miste i komfort, vil du genvinde tusind gange i et meningsfuldt liv.

Skumringen kommer for det jødiske århundrede, og jeg vælger at tro, at der bag mørket venter et nyt morgengry, som vil bringe en genfødsel af den hvide race med sig.