Søren Kierkegaard

Dagens dato 5. maj: På denne dag i 1813 blev den danske digter, filosof, teolog og forfatter Søren Aabye Kierkegaard født. Han er blevet berømt for at være den første eksistentielle filosof. Man kan med rette sige, at han er den mest indflydelsesrige filosof, som de nordiske lande har frembragt.

Søren Kierkegaard blev født den 5. maj 1813 i en velhavende familie i København. Fem af hans søskende døde tidligt af sygdom, muligvis tyfus, omkring 1838. Dødsfaldene medførte en enorm sorg i resten af familien; der blev talt meget om Guds vrede og straf. Faderen, Michael Kierkegaard, frygtede, at han havde pådraget sig Guds vrede ved at have blasfemieret i sin ungdom og ved at være en tjenestepige utro. Han var bange for, at alle hans børn skulle dø før ham. Familietragedien i 1838, som Kierkegaard kaldte »det store jordskælv«, og som førte til familiens puritanisme og hans egen angst, skulle senere i høj grad præge hans filosofi og litterære værker.

I 1830 havde Søren Kierkegaard studeret historie og latin på Østre Borgerdyd Gymnasium i Klaremodeme. Senere studerede han teologi på Københavns Universitet, men ligesom Hegel og Fichte blev Kierkegaard aldrig en del af universitetsverdenen. Han ønskede heller ikke som sin bror at blive præst og prædike »en kristendom, der er en illusion«. Hans fars penge var imidlertid mere end rigeligt til at give ham mulighed for at hellige sig sit forfatterskab i komfort og uafhængighed.

I 1843 begyndte han med bogen »Enten-eller« sit egentlige arbejde som filosof under pseudonymet Victor Eremita. Bogen, der er skrevet som en monolog, rejser spørgsmål om, hvordan et menneske bør gribe livet an. Han diskuterer det i forskellige faser: den æstetiske, den etiske og den religiøse tilgang.

I 1840’erne mødte Kierkegaard sit livs kærlighed, Regine Olsen. Efter et års forlovelse valgte han dog at bryde forlovelsen, formentlig fordi den indledende stormfulde forelskelse havde lagt sig og gjort plads til den daglige kærlighed. Årsagen til at bryde op med sit livs kærlighed var et tilbagevendende, om end sløret tema i hans senere værker.

Han hævder, at den person, der handler i henhold til den æstetiske tilgang, vælger at give afkald på moral og forpligtelser og har valgt ikke at vælge til fordel for hedonisme og nydelse. Denne livsform fører imidlertid i sidste ende til psykisk sygdom og indre død, hævder han. Kierkegaard foreslår derefter, at æstetikeren kan vælge at begå selvmord eller genoverveje sin tilgang til livet. Etikeren, siger han, vælger at tage det fulde ansvar for sit liv og sine handlinger. Sidstnævnte, den religiøse, er den person, der stoler på Gud og gør sit bedste for at leve i overensstemmelse med den foreskrevne moral.

Kierkegaard skrev derefter bogen »Frygt og bæven«, hvori han kritiserede den kristne teologi for at forsøge at forklare kristendommens »objektive sandhed«, hvilket han selv anså for umuligt. Han argumenterede for, at subjektiviteten – troen – er sandheden og ikke det objektive.

I sin bog »Begrebet angst« begyndte Kierkegaard at tænke meget over angstens betydning for den menneskelige tænkning, og denne bog blev senere en af grundpillerne i den filosofiske gren, der er kendt som eksistentialismen, repræsenteret af bl.a. Jean-Paul Sartre. Dette værk beskriver for første gang ideen om eksistentiel angst.

Senere vendte han tilbage til studiet af de forskellige livsfaser i sin bog »Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift«, idet han udvidede de forskellige livsfaser til seks. Tilføjelserne. ud over de æstetiske, etiske og religiøse (specifikt kristne) blev de ironiske, humoristiske og generelt religiøse. Her udviklede han også sin tese om, at Gud, hvis han findes, er uendelig fri og hævet over tidens og rummets begrænsninger, med andre ord evig. Mennesket er derimod endeligt og dets handlefrihed er begrænset. Mennesket kan imidlertid vælge, hvad det vil gøre med denne begrænsede frihed, at leve sit liv og sin eksistens. Han argumenterer her på grundlag af sin antagelse om, at sandheden er subjektiv, at mennesket kun kan vælge, hvordan det skal leve sit liv, filosofien kan ikke.

Hans mentale tilstand blev gradvist forværret, og da spøgelsesbladet Corsaren offentliggjorde en række ærekrænkende angreb på ham, tog han det meget hårdt. Efter dette ændrede han sit syn på religion til det, han ville kalde »primitiv kristendom« (dvs. tidlig kristendom) for at opleve et tættere forhold til Jesus. Han blev mere og mere plaget af livet, og hans ændrede indstilling bragte ham i direkte konflikt med kirkens doktrin.

Kierkegaard trådte derfor ud af den protestantiske statskirke i 1854 og begyndte at skrive talrige artikler, hvor han kritiserede den kristne institution og gik ind for denne »primitive kristendom«. Denne sidste periode blev dog for hård for ham, og i efteråret 1855 besvimede han under en gåtur og døde som følge heraf få uger senere, den 11. november samme år.

Kierkegaard udgav sine værker under mange forskellige pseudonymer, hvoraf han brugte flere i aviser og bøger til at argumentere mod hinanden. Han havde en virkelig kompleks personlighed og kunne ofte antage mange forskellige måder at tænke på.

Han var ikke kendt uden for Danmark før efter 1920, da der udkom professionelle oversættelser af hans værker på flere europæiske sprog. Siden da er han sammen med Friedrich Nietzsche blevet anerkendt som grundlæggeren af eksistentialismen og har fået en plads blandt filosofiens giganter.

I 2010 blev der skrevet meget i Danmark, da oplysninger om Kierkegaards forhold til jøderne, som af en eller anden grund havde været undertrykt, blev offentligt kendt. I en 600 sider lang bog, »Stadier på antisemitismens vej – Søren Kierkegaard og jøderne«, skriver den danske forsker Peder Tudvad om, hvordan Kierkegaard privat og i sine dagbøger mente, at jøder havde »kærlighed til penge«, at han kaldte sin forlægger for en »jødedreng« og beskrev jøder som »blodtørstige« og »bedst egnede til tyranni«.

Ifølge Tudvad mente Kierkegaard, at jøderne til sidst ville »dræbe alle europæiske kristne«. En stor del af Kierkegaards kritik af jødedommen havde et kristent grundlag, selv om udtrykket »europæiske kristne« antyder, at dette ikke var det eneste motiv. Kierkegaard hævdede også, ligesom Richard Wagner og andre, at jøderne »mangler ånd«.

På trods af denne ret velbevarede hemmelighed var nationalsocialisterne i Danmark godt klar over Søren Kierkegaards kritik af jødedommen. Bladet National-Socialisten, der blev udgivet af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), skrev den 17. februar 1940:

Søren Kierkegaard er utvivlsomt det største geni, som den danske nation har frembragt […] Hans værker indeholder de bedste anvisninger til det danske folks frigørelse fra den jødiske ånd, som i stigende grad er kommet til at dominere Danmark, og som han så sig kaldet af skæbnen til at bekæmpe. Det kan derfor i denne sammenhæng være berettiget at hævde, at Søren Kierkegaard var den første danske nationalsocialist.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //