Til minde om Hédi Fried
KOMMENTAR: Nordfront bringer her en artikel skrevet af Daniel Gerdås, oprindeligt publiceret på motståndsrörelsen.se. Daniel Gerdås ærer mindet om den nyligt afdøde overlevende Hédi Fried ved at fortælle otte andre jødiske overlevelseshistorier, der på mirakuløs vis er fantastiske.
Hèdi Fried døde den 20. november 2022. Hédi Fried var en af utallige overlevende fra Holocaust og havde som jødisk kvinde stor indflydelse på svensk politik. For at sikre, at mindet om hende og alle andre overlevende lever videre, offentliggør vi nogle af de fantastiske overlevelseshistorier, som overlevende har vidnet om. Det er særlig vigtigt, at disse vidnesbyrd lever videre, da de udgør hele bevisgrundlaget for, at Holocaust har fundet sted, da tyskerne så effektivt kunne gennemføre det største folkedrab i verdenshistorien uden at efterlade et eneste fysisk bevismateriale.
Abraham Fischer voksede op i den polske landsby Auschwitz og var som 16-årig med til at opbygge den nye lejr uden for landsbyen. Han tilbragte derefter de næste par år i den samme lejr. Han beskriver bl.a. sin tid i lejren:
En gruppe fanger, men de lignede ikke mennesker, men tulipaner, med hoveder så store som blomster og kroppe så tynde som stilke.
— De stod der og svajede. På deres pander havde de fangenummeret. Det var Dr. Mengele, der udførte eksperimenter på dem. Jeg tænkte: »Hvor er vi havnet?«
Abraham arbejdede også som blikkenslager og måtte rense afløb, der var tilstoppet med knogler og kropsdele, da tyskerne insisterede på at skylle jøder ned i afløbene.
Abraham blev til sidst overført til Bergen-Belsen, hvor han blev placeret i en stor bunke lig. Han overlevede sin tid der ved at drikke blodet fra andre døde jøder. Da briterne befriede lejren, gravede de Abraham op, som kun vejede 28 kg. Han blev sendt til Sverige, hvor han blev fodret med en sutteflaske, indtil han blev rask.
En kvinde, der er blevet berømt af filmen Schindler’s List, er Rebecca Tennenbaum, som derefter tog efternavnet Bau. Rebecca blev gift, da hun kom i lejren, hvilket er blevet udødeliggjort i filmen. Rebecca formåede senere at overleve Holocaust tre gange. Ved en lejlighed skiftede hun simpelthen kø og fik lov til at leve i stedet. En anden gang fortalte hun, at hun havde menstruation, mens hun stod i køen til gaskammeret og dermed undgik at blive gasset.
Mietek Grocher overlevede ikke mindre end ni koncentrationslejre. Da ghettoen i Warszawa blev evakueret, og Mietek blev bragt med tog til Majdanek-lejren, overlevede han seks dage uden mad og vand. Ved ankomsten til lejren blev han dirigeret til gaskammeret, men Mietek, der ikke ønskede at blive tilintetgjort, gik baglæns og narrede vagterne. Vagterne opdagede hans bedrag efter et stykke tid og skød på ham, men ramte forbi. Mietek gik derefter til frisøren, hvor han fik en ny frisure og ikke længere kunne genkendes. Mietek har vidnet meget stærkt om SS-vagternes grusomhed:
– Jeg så med mine egne øjne, hvordan han tog det lille barn fra hende, og hvordan han rev barnet i benene, og det er lige så sandt som det faktum, at jeg sidder her, og at jeg hedder Mietek Grocher.
Mietek, som ikke ville være værre end Abraham, vejede kun 24 kg, da englænderne reddede ham.
Det lykkedes imidlertid Stephan Ross at slå Mieteks rekord ved at overleve ikke mindre end ti koncentrationslejre! Ikke nok med det, men han gjorde det på trods af, at han fik ryggen brækket af en lejrvagt efter at Stephan havde stjålet kartofler, blev hængt for at spise kartofler, fik sin krop ødelagt af et tuberkuloseudbrud og måtte gemme sig i et toilet med afføring op til halsen for at undgå at blive skudt. For at overleve skulle Ross efter sigende også have udøvet kannibalisme. Stephan Ross grundlagde senere New England Holocaust Memorial.
Fotografi af befrielsen af Dachau. Stephan Ross siges at være den person længst til venstre på billedet.
Rivka Yosselevska har vidnet om sit frygtelige liv i retssagen mod Adolf Eichmann. Rivka, hendes familie og hele landsbyen blev samlet op af tyskerne og ført til en stor massegrav, hvor de alle blev skudt og smidt i graven. Rivka, som blev skudt lige i hovedet, overlevede mirakuløst nok, men der blev hele tiden stablet nye lig oven på hende. Rivka begyndte at kravle op ad bunken, men alle de døde jøder omkring hende begyndte at bide hende i benene, da de forsøgte at trække hende ned i bunken igen. På trods af dette lykkedes det hende at komme op af graven sammen med flere andre overlevende, for det meste børn. Rivka forsøgte at redde en anden kvinde, men de døde jøder bed hende så hårdt, at hun måtte give op. Tyskerne dækkede nu graven med jord og skød alle, der undslap fra graven, men af en eller anden grund ignorerede de Rivka, som blev efterladt alene ved graven, da tyskerne forlod den. I tre dage sad hun der og var vidne til gejsere af blod, der skød op fra graven, før en lokal bonde fik medlidenhed med hende og tog sig af hende.
Pola Litvack var en af de klogeste overlevende, som snød døden to gange ved at klatre ud af gaskammerets vindue.
Arnold Friedman var lige så klog, da det lykkedes ham at overleve ved at trække vejret gennem nøglehullet i gaskammeret. Arnold Friedman vidnede også under Ernst Zündels retssag og sagde, at han kunne afgøre nationaliteten af de jøder, der blev brændt, ud fra farven på røgen fra krematoriet.
Yanina Cywinska er den jødiske kvinde, som artiklen slutter med. Yanina tjente som barn i koncentrationslejren Auschwitz, hvor hendes opgave var at trække ligene ud af gaskammeret. Hun tilbragte også fem dage uden mad og vand med at hjælpe med at grave en stor massegrav. Da graven var færdig, blev hun sammen med mange andre jøder stillet op på kanten for at blive skudt. Yanina var dog i stand til at bruge en kvinde og et spædbarn som skjold og formåede at overleve. Ved næste lejlighed skulle hun gasses, men da det var kulilte og ikke Zyklon B, der løb ud, overlevede hun alene gasningen. Yanina var også vidne til, hvordan lejrens vagter bar tasker lavet af jødisk læder, havde lampeskærme lavet af jødisk læder og vaskede sig med sæbe lavet af materialer fra døde jøder. Efter at den lejr, hun befandt sig i, blev befriet af japanerne fra den 522. feltartilleribataljon, skrev hun bogen »Sugar Plum Nut«, hvori hun beskriver den grusomhed, hun var vidne til.
– Daniel Gerdås
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.
Holohaox tales