Valget er slut og stemmerne talt op, så hvad sker der nu?

KOMMENTAR: Hverken rød blok, 84, eller blå blok, 77, nåede et flertal. Moderaterne fik 14 mandater, men kan ikke genskabe SVM-regeringen, ikke engang med de radikale. Hvad handlede valgkampen om, hvem kommer i regeringen, og hvilke udfordringer står Danmark overfor?

I den sidste lignende artikel om valget i 2022 skrev vi, at valget dengang på mange måder var specielt, og det kan også beskrive dette valg. Alle regeringspartierne er gået tilbage siden sidste valg, ingen af blokkene har flertal, en ”regering henover midten” er svær at samle, Danmark har fået endnu et nyt parti og både Venstre og Socialdemokraterne havde det værste valg i 100 år. Sidste gang skrev vi også at intet tyder på at den overordnede politiske retning i Danmark ændres, og det er også tilfældet denne gang.

Kilde: https://www.dr.dk/nyheder/politik/folketingsvalg/resultater

LÆS OGSÅ: Valget er slut og stemmerne talt op, så hvad sker der nu? Valget 2022

På udlændingeområdet kan vi også blot gentage vores analyse fra sidste valg. Her ønsker nemlig ingen partier en større ændring, der vil begrænset antallet af racefremmede, der kommer til Danmark, og de partier der skulle bakke op om en »regering ind over midten« indeholder både Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Moderaterne, som ønsker en “lempelse” af den nuværende “stramme udlændingepolitik”. Andre partier, som kunne indgå i denne “regering henover midten” er Venstre og Det Konservative Folkeparti, der begge ønsker at bevare den nuværende “stramme udlændingepolitik”, der med tiden vil gøre danskerne til en minoritet i vores eget land. Siden sidste valg har Konservative og Venstre dog sagt, at de ønsker et opgør med statsborgerretskonventionen, så kriminelle udlændinge nemmere kan udvises. Dansk Folkeparti har også strammet deres retorik, da de nu ønsker en net-negativ muslimsk indvandring. Selv hvis man ser bort fra Dansk Folkepartis manglede troværdighed efter de viste deres værd under migrationskrisen i 2015, hvor de sad på de afgørende mandater, men aldrig gjorde noget som helst for at stoppe tsunamien af racefremmede, der kom buldrende ind over vores grænser, så handler dette udelukkende om islam – ikke om race. Den eneste undtagelse her er det nye parti Borgernes Parti, som faktisk taler om etnicitet, demografiske ændringer, et indvandringsstop, hjemsendelser og fratagelser af dansk statsborgerskab. Om Borgernes Parti er til at stole på, hvad dette angår, er svært at sige, men lige nu står de uden indflydelse i de politiske forhandlinger.

På udenrigspolitikken vil der heller ikke ske store ændringer baseret på dette valg. Selv Enhedslisten ønsker i dag ikke, at Danmark skal forlade NATO, og en udmeldelse af EU er på ingen måder i kortene. Siden sidste valg har USA truet Danmark med at invadere Grønland, regeringen har åbnet op for amerikanske soldater på dansk grund, Ukrainekrigen er stadig ikke slut eller i ukrainsk favør, og nu har USA og Israel startet en regional storkrig med Iran i Mellemøsten.

“Valget” er på alle måder en illusion.

De danske partier har ikke været lige direkte i deres fordømmelser af USA, efter deres trusler mod Danmark og Grønland, men de er dog enige i, at USA ikke skal have lov til at besætte dansk territorium. Den danske regering havde desuden samlet støtte fra andre europæiske lande i et forsøg på at gøre en amerikansk besættelse af Grønland for politisk omkostningsfuldt for dem, til at de vil gøre det. Det er dog meget begrænset, hvad partierne faktisk har udtalt om NATOs fremtid, på trods af de store interne problemer. Det kunne ligne at Danmark styrker det danske forsvarog arbejder tættere med andre EU-lande, men det har fyldt overraskende lidt i valgkampen, muligvis fordi partierne ikke helt ved, hvad de vil endnu. Også spørgsmålet om amerikanske soldater på dansk jord har fyldt meget lidt i valgkampen, faktisk så lidt, så en google søgning på emnet kun giver ét resultat fra 2026, og der er ikke en eneste politikere, som har udtalt sig i den artikel trods henvendelser til Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen.

Ukrainekrigen har også fyldt meget lidt i valgkampen, sandsynligvis fordi alle danske partier er nogenlunde enige i, at Danmark skal give fuld støtte til Ukraine, og at Rusland er en trussel mod Danmark. Her kommer altså ingen ændring i den politiske kurs.

Efter USA og Israels startede deres ulovlige angrebskrig mod Iran har de danske partier faktisk vist lidt uenighed, hvor lidt er nøgleordet. Mette Frederiksen kaldte Irans regering for ”ondskaben selv”, men at det på dagen for angrebet er for tidligt til at ”konkludere noget som helst”. Lars Løkke Rasmussen har været i kontakt med ”sine israelske kolleger lørdag” d. 28 februar, og opfordrer til en deeskalering, men at han intet godt har at sige om det iranske ”styre”. Troels Lund Poulsen siger direkte at ”det er en klog og rigtig beslutning af amerikanerne. Det handler ikke kun om situationen i Iran, men om situationen generelt i Mellemøsten.” og at det er en ”svær situation, men nødvendig” og at det amerikanerne gør er fornuftigt. Efter Iran begyndte forsvaret af deres land, og herunder lukkede for Hormuz-strædet hvor en femtedel af verden olie, LNG og en tredjedel af verdens kunstgødning kommer igennem har Trump forgæves forsøgt at åbne strædet op igen utallige gange. Derfor har han af flere omgange efterspurgt hjælp fra NATO. SVM-regeringen har allerede sagt, at de gerne vil hjælpe amerikanerne i deres ulovlige angrebskrig, ved at sikre passage gennem Hormuz-strædet. Men hvad et dansk bidrag konkret kommer til at bestå af, nævner Lars Løkke Rasmussen ikke. Han understreger dog, at en “militær aktion ikke er på tapetet”. Christain Friss Bach, Venstres udenrigsordfører, har udtalt at danske krigsskibe ikke vil blive sendt afsted. I spørgsmålet om, hvordan Danmark skal hjælpe Israel og USA er der eventuelt uenighed blandt partierne, men det havde ikke nogen betydningsfuld rolle i valgkampen.

Efter sidste valg skrev vi, at ”de næste mange vintre bliver en økonomisk udfordring af en størrelse, som meget få danskere har oplevet før” og at ledigheden vil stige på baggrund af de højere energipriser som følge af Ukrainekrigen og sanktionerne på Rusland. Selvom ledigheden er steget med omkring 12.000 siden sidste valg, så må man sige, at vi er kommet gennem den potentielle krise væsentligt bedre end forventet på daværende tidspunkt. Dette lykkes den politiske elite i Europa gennem en række aftaler, som gjorde vi importerer mere energi fra særligt USA og Australien. Den nuværende energikrise efter lukningen af Hormuz-strædet er langt mere seriøs, og bliver forstærket af de valg, som de europæiske politikere tog tilbage i 2022. I dag kommer halvdelen af LNG, mere end en sjettedel olie og næsten en tredjedel af den EU importerede kul fra USA. Derudover kommer ni procent af den importerede LNG fra Qatar, noget som er skåret totalt væk nu, og ydereligere 14 procent fra Rusland, som de har truet med at skære væk. EU er altså blevet totalt afhængig af energi fra USA, og selv hvis de ikke mindsker deres energi eksport og den faldende efterspørgsel grundet prisstigninger er taget i betragtning, kan EU hurtigt komme til at mangle energi.

Oliekriserne i 1973 og 1979 kostede fem millioner tønder olie om dagen, og Ukrainekrigen kostede omkring 75 millarder kubikmeter gas. Denne krig repræsenterer 11 millioner tønder olie om dagen og 140 millarder kubikmeter gas, altså mere end dobbelt så meget olie og næsten dobbelt så meget gas, som de tre kriser. Da valget blev udskrevet stort set samtidig med at krigen startede var denne krise ikke på dagsordenen fra starten, den blev dog benævnt af flere omgange til sidst i valgkampen, men mest som en mulig krise i fremtiden, uden nogen konkrete løsningsforslag. Det er altså uklart, hvad partierne ønsker at gøre forskelligt i forhold til dette.

Derudover er der en masse vigtige spørgsmål som er fuldstændigt uberørt. Heriblandt, hvis Iran-krigen bliver ved med at eskalere, og at dette fører til endnu en flygtningekrise til Europa, hvad vil Danmark så gøre denne gang? Hvis et NATO-land såsom Tyrkiet bliver angrebet, vil Danmark så gå i krig mod Iran? Vil partierne fordømme Israels invasion af Libanon, eller deres angreb på Irans energi-infrastruktur? Hvis Houthierne i Yemen bliver trukket med ind i krigen og lukker det røde hav, vil Danmark så igen sende krigsskibe derned? Hvis vi kommer i en seriøs energikrise, skal vi så fjerne sanktionerne på Rusland?

Så hvad blev der faktisk talt om under valgkampen i 2026?
De tre emner DR valgte at bruge klart mest tid på i deres debatprogram, Demokratiets aften, var økonomi, landbrug og udlændinge. Under økonomidelen blev der diskuteret afgifter, skatter, pension, inflation, uddeling af checks til forskellige befolkningsgrupper og ulighed. Typiske danske politiske emner, som ingen kan være overraskede over. Under landbrug blev der særligt talt om drikkevand, gødning, landområdernes problemer og svineproduktion. Personligt er jeg rigtig glad for at drikkevandet er kommet på dagsorden, men det er alligevel overraskende, at det har fyldt så meget og skabt så stor uenighed, når det trods alt er en relativ lille økonomisk udgift at skulle forbedre. Under udlændinge debatten blev der særligt talt om konventioner, kriminelle udlændinge og islam. Her havde debatten den klassiske form af en kosher sandwich, som vi her på Nordfront har beskrevet tidligere. Det er dog værd at nævne, at udlændingedebatten er en af de få emner som er betydningsfuldt ved hvert eneste valg. Det er tydeligt at danskerne ikke er tilfredse med den førte politik, og at indvandringen ses som en trussel. En ny meningsmåling viser endda, at en tredjedel af danskerne ønsker at stoppe for ikke-vestlig indvandring ”selv hvis det går ud over dansk økonomi”.

Den mainstream politiske debat i Danmark har altså fundet tre emner, som dominerer diskursen, fordi det er der, der er forskelle mellem partierne: Miljø/klima, økonomi/velfærd og udlændinge.

Hvem kommer til at sidde i regeringen?
Her er meget stadig uklart og derfor vil meget af det næste være kvalificeret spekulation. Hverken rødblok eller blåblok har flertal, SVM-regeringen mistede deres flertal, og enhver ”regering henover midten” vil have partier, som er meget uenige på et af tre emner nævnt ovenfor. Der er derfor ikke en åbenlys samling af partier, som kan danne et regeringsgrundlag. De to bud på en regering, som jeg personligt tror mest på er:

SF (20) som støtteparti med Socialdemokratiet (38), Moderaterne (14) og venstre (18) for 90 mandater, med Radikale (10) som en potentiel men ligegyldig støtte. Her er det største spørgsmål nok om venstre vil med i regering med Mette igen og om SF vil i en koalition med Venstre.

Eller Socialdemokratiet (38), Moderaterne (14) Radikale (10) venstre (18) og konservative (13) for 93 mandater. Her tvivler jeg på om konservative vil støtte Mette Frederiksen som statsminister, da de ikke gjorde det sidst, og det vil være enormt upopulært i deres bagland. Og det samme kan siges om venstre, bare i lidt mindre grad.

En regering med Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Morderaterne for 98 mandater, som er støttet af Alternativet (deres støtte er dog irrelevant) og Enhedslisten er også en mulighed. Det virker dog mere usandsynligt end de to andre, da Enhedslisten næppe ønsker at støtte en regering med Moderaterne, og Moderaterne ikke ønsker en blok-regering.

De fire nordatlantiske mandater er ikke medtaget her, men de kommer sandsynligvis ikke til at have nogen afgørende betydning.

Udover at det formentligt kommer til at tage længere tid end normalt med forhandlinger mellem partierne, så vil enhver regering på baggrund af dette valgresultat være relativt mere skrøbelig end de danske regeringer typisk er, så sandsynligheden for, at regeringen bliver væltet og skal forhandles på ny, eller at et nyt valg udskrives tidligt i valgperioden, er væsentligt større end normalt.

Den kommende periode i dansk politik virker derfor til at være peget af amerikansk/jødiske skabte kriser på Grønland og i Mellemøsten og en skrøbelig dansk regering, men ellers de samme udfordringer og politiske dagsordner, som vi er vant til.

/Mikkel Pedersen