Vi lever i stigende grad under et autoritært liberalistiskt styre

Hverken Kristersson eller Lööf lyver, de benytter sig i stedet af den retoriske trick at kalde det for en “liberal demokrati”. Når liberale styrer i et demokrati, vælger de naturligvis, at kvinder skal have ret til abort uden at blive betvivlet, medmindre graviditeten er for langt fremskreden. Men ved at formulere det som de gør, forsøger man at knytte demokrati og liberalisme sammen.

De liberale giver ekstra beskyttelse til deres egne ideer

Liberalismens sande ansigt viser sig i sådanne situationer, når deres ideer mister magt, og derfor synes jeg, det er vigtigt at fuldt ud afsløre, hvad liberalismen egentlig er. Liberalerne ønsker, at deres ideer bliver særligt beskyttet, så de placerer ideen inden for konceptet af menneskerettighederne eller grundloven, hvor der allerede findes mange andre liberale ideer. Nu tales der også om at grundlovsbeskytte den nuværende abortlovgivning. Disse koncepter påpeger man ofte er ukrænkelige. Enhver, der ønsker at ændre disse love eller rettigheder ad demokratisk vej, bliver ofte stærkt angrebet i den liberale presse. De bliver beskrevet på alle mulige måder, ofte fremstilles de som udemokratiske, selvom de forsøger at opnå forandring ad demokratisk vej.

Siden afslutningen af Anden Verdenskrig har liberalismen og dens tilhængere benyttet lejligheden til at opbygge stadig flere vandtætte skodder mod ændringer af deres ideer og principper. Det er svært at opnå forandring, ofte kræver det absolut flertal ved flere valg for at kunne opnå forandring. På den måde kan liberalerne tabe et valg eller to, men der sker ingen egentlig forandring af deres ideer. Ind imellem stemmer liberalerne selv for ændringer af grundloven, der sikrer deres magt og begrænser menneskers frihed, men så er det i stedet godt og nødvendigt.

Demokrati kontra individuelle rettigheder

Den liberale statsordens store udfordring er at afbalancere demokrati og individuelle rettigheder. Folket skal ikke let kunne stemme andre menneskers rettigheder væk, derfor er der behov for absolut flertal i mange tilfælde. I et demokrati skal mennesker høre de forskellige politiske repræsentanter debattere imod hinanden og derefter afgøre, hvem der debatterede bedst og stemme dem ind. Politikere skal have lov til at give udtryk for deres syn på tingene. Problemet for liberalisterne opstår, når visse politikere og mennesker ikke ønsker, at samfundet skal styres ud fra liberale værdier, da de har en anden opfattelse af, hvilke rettigheder borgerne skal have. For at løse dette problem har liberalisterne besluttet, at visse grupper ikke skal have lov til at deltage i den offentlige debat. Den Nordiske Modstandsbevægelse er et sådant eksempel. I Finland valgte man at forbyde organisationen, og Sverigedemokraterna var det også, og er det stadig til en vis grad. Visse ord, udtryk eller ideer skal ikke få spredes til offentligheden. Lovgivningen om hadefuldt sprog mod etniske grupper er et liberalt magtmiddel, hvor personer, der fremsætter ikke-liberale holdninger, straffes med bøder eller fængsel.

Dermed begrænser liberalisterne oppositionen mod dem og fjerner demokratiske elementer i statsordningen til fordel for at sikre de rettigheder, de mener, at individer skal have. Men er individuelle rettigheder ikke gode? Absolut, spørg bare Achmed, Mohammed og Mbungo, de synes, at retten til asyl, som giver dem ret til at bo i Sverige, er fantastisk. At Sverige til dels styres ved hjælp af autoritære liberale metoder er naturligvis tilfældet. Det er værre i andre lande. Efter at Finland forbød Den Nordiske Modstandsbevægelse kan man argumentere for, at Finland er en autoritær liberal stat med visse demokratiske indslag. Tyskland er bestemt en autoritær liberal stat. Efter at de tabte krigen, blev de pålagt en forfatning, hvor trusler mod individets rettigheder ikke må finde sted, naturligvis efter en liberal fortolkning. Paradoxalt nok bliver partier, der ønsker at ændre individuelle rettigheder, forbudt og får deres rettigheder begrænset med begrundelsen, at de ønsker at fjerne andre menneskers rettigheder.

Så kan man mene, at selv liberalisterne selv burde blive forbudt, men da det er dem, der holder stokken, slår de naturligvis ikke sig selv i hovedet, kun deres politiske fjender. I stedet for at forbyde den belgiske politiker og partileder Daniel Féret, valgte Belgien i stedet at forhindre ham i at stille op til parlamentsvalg i 10 år, efter at han var blevet dømt for “hadefulde udtalelser” mod islam og muslimer. Den Europæiske Union opretholdt denne dom med begrundelsen, at den belgiske politiker ønskede at begrænse andres individuelle rettigheder, og derfor måtte hans egne rettigheder begrænses. Derfor mener jeg, at man kan betragte Belgien og den Europæiske Union som autoritære liberale.