Udtalelse fra dømt redechef

MODSTANDSBEVÆGELSEN: Nordfront bringer her en udtalelse fra den nyligt dømte redechef Jacob Vullum Andersen.

Som et ledende medlem af en organisation som sigter mod en omvæltning af samfundet, som vil befri folket og løfte det op til nye højder, men også truer magtelitens eksistens, kom det ikke bag på mig, da politiet bankede på min dør tilbage i november 2019, eftersom politimyndigheden benytter sig af enhver lejlighed til at indsamle oplysninger til deres billede af Den Nordiske Modstandsbevægelse. Hvad der kom bag på mig var, at jeg blev anholdt og varetægtsfængslet og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør klandret for hærværk mod en jødisk gravplads i Randers.

En varetægtsfængsling er en foranstaltning for, at sigtede personer ikke skal kunne blande sig i politiets efterforskning, og da politiet allerede havde endevendt min bopæl og konfiskeret forskellige ting og sager, som skulle koble mig til den jødiske gravplads og en bankbygning i Randers, hvilket de ikke fandt, og jeg alligevel i ugevis sad i Randers Arrest, begyndte det at gå op for mig, at indsatsen fra politiet nok mere handlede om undersøgelse af Modstandsbevægelsen, snarere end opklaringen af to tilfælde af hærværk. Som et ledende medlem af organisationen var jeg politimyndighedens indgang til en omfattende granskning af hele bevægelsen under påskud af en hærværkssag.

Det måtte jeg jo forholde mig til og acceptere, mens jeg ventede de 4 ugers varetægtsfængslings ophør. Varetægtsfængslingen ophørte dog ikke, men blev igen og igen forlænget indtil der var gået knap 4 måneder. I denne tid rullede efterforskningen videre og flere sigtelser blev rejst mod mig, men der dukkede ikke flere beviser op mod mig i de oprindelige to tilfælde af hærværk.

 

Tavs gennem hele forløbet

Jeg valgte at forblive tavs under hele forløbet, og fortalte allerede politiet i deres bil på vej ind på politigården, da jeg blev anholdt, at de godt kunne aflyse deres planlagte afhøring og kontakte min advokat.

Ethvert medlem af Modstandsbevægelsen, og sikkert mange andre, ved, at politiets afhøring, ja selv hyggesnak med politiet, er egnet til at få dig til at inkriminere dig selv. Intet du siger, ingen af dine forklaringer, kan forventes at komme dig til gode. Omvendt vil alt hvad du siger blive brugt imod dig. At forholde sig tavs overfor politiet er oftest den bedste taktik, hvis du er sigtet for noget, især hvis din sti er ren og politiet ikke kan finde beviser, som kobler dig til hvad du anklages for, da det til enhver tid er politiets og anklagemyndighedens opgave at løfte bevisbyrden.

I mit tilfælde var jeg sikker på, at politiets efterforskning ikke ville finde noget som koblede mig til deres efterforskning, men samtidig havde jeg ikke noget beviseligt alibi, så af hensyn til organisationens sikkerhed valgte jeg ikke at medvirke på nogen måde, hverken overfor politiet eller gennem retssagen.

 

Medierne

Medierne havde under hele forløbet skrevet fejlagtige og løgnagtige artikler om både organisationen og min person, mit billede blev offentliggjort og min omgangskreds blev opsøgt og udspurgt.

Denne lemfældige journalistik dømte mig i medierne nærmest på forhånd, da historier om sko og jakker med grøn maling fundet på min bopæl så dagens lys. Det kom senere frem, at de grønne plamager på mit friluftstøj faktisk var alger fra skoven, men den detalje brød medierne sig ikke om at bringe.

Denne massive medieinteresse og udhængning af en ikke dømt person kom dog ikke bag på mig, da medierne jo er det fordækte systems afdeling for folkeforførelse og -manipulation. Man kan snarere sige, at mediernes opførsel forstærkede min opfattelse af dem som løgnepresse, og bekræftede mig i, at Modstandsbevægelsen og den nationalsocialistiske kamp er på rette vej, når disse fjender af folket retter deres raseri over bevægelsen mod én enkeltperson og mader folket med løgne for at forstærke et løgnagtigt narrativ. At pressen er yderst uprofessionel, løgnagtig og ensidig vidste jeg, men at retssystemet i sidste ende viste sig lige så ensidig og amatøragtig havde jeg i mindre grad forventet.

 

Dommen

Jeg ved ikke om dommeren var påvirket af et direktiv direkte fra Justitsministeriet eller blot påvirket af løgnepressens enøjede skrigen, men han besluttede sig for at dømme mig på baggrund af en selektiv vægtning af beviser og information som kunne gavne anklagemyndighedens narrativ, mens han vendte det blinde øje til alle de omstændigheder som rensede mig for enhver anklage. Jeg ved ikke om man kan kalde det uprofessionelt, eller om dommeren blot udviste en professionalitet eller loyalitet overfor dette fordækte systems mindretalsherskere.

Jeg er nu dømt af fjendens dommer i fjendens retssal for lovbrud, som jeg ifølge fjendens anklagemyndighed har begået. Fjendens politimyndighed og efterforskere kunne ikke frembringe konkrete beviser mod mig, så jeg kunne dømmes uden for enhver rimelig tvivl, som er et påstået retsprincip i denne påståede retsstat, men åbenlyst også kun påståede begreber.

Jeg er naturligvis ikke tilfreds med dommen, men i et fjendtligt miljø, som jeg var fuldt ud bevidst om, modtager jeg dommen som et tvunget vilkår, men dog et vilkår, af en frihedskamp så vigtig, at 1 år bag tremmer kun kommer til at fungere som en pause for mit revolutionære engagement. En pause som giver mig tid til fordybelse i bøger, tid til træning og ikke mindst tid til at lægge nye planer for fremskyndelsen af den nødvendige og kommende revolution.

 

Anker ikke

Jeg har valgt ikke at anke dommen, og det er der flere grunde til. Jeg ankede ikke, da min forsvarer ikke mente jeg ville få noget ud af det, selvom han mente, at strafudmålingen lå i den meget høje ende og hele behandlingen af sagen i minimal grad havde fulgt retspraksis. Han mente ikke, at anklagerens påstand om halvandet års fængsel var en påstand, som anklageren selv havde trukket ud af den blå luft, men at denne sag havde været helt oppe at vende hos både statsadvokaten og rigsadvokaten, og at påstanden og ønsket om en skrap dom stammer fra “langt oppe i hierarkiet”.

Da jeg ikke nærer nogen naiv forestilling om, at landsretten er mindre systemtro, mere retfærdig, i højere grad vil følge gældende retspraksis eller i mindre grad er påvirket af jødisk magt og pressens løgne, valgte jeg ikke at anke min dom. Jeg havde dog lyst til at anke hele skyldsspørgsmålet, da jeg finder det svært at acceptere, at man kan idømmes en så lang fængselsstraf på baggrund af indicier, men min lyst til at opsøge en mere retfærdig behandling af min sag måtte vige for risikoen ved måske at få en skærpet dom af landsretten, som jeg i øvrigt selv måtte betale for.

En anden og mere primær årsag til at jeg valgte ikke at anke var, at en ankesag ville trække ud, og det ville dermed tage længere tid før organisationen kunne offentliggøre dens dom over mig, og da jeg ønskede at træde tilbage ind i kampen hurtigst muligt, valgte jeg at få afsluttet sagen med det samme.

En politisk dom

Ingen fingeraftryk på nogle af gerningsstederne, intet DNA-spor, ingen skoaftryk, ingen overvågningsbilleder, ingen øjenvidner. Kun 2 krypterede beskedtråde, som ikke omtaler andet end “maling i ballon” og “skal vi vente et par timer og så gøre det”. Retten brød sig ikke om at forholde sig til det væld af muligheder for hvad det var der skulle ske, men valgte at fiksere sit øje på den jødiske gravplads, og det skulle ikke stoppe systemets jagt på en dom, at der ingen konkrete beviser var mod mig.

Jeg skulle rigtig nok bruge ballonen fyldt med maling til en aktion i Randers ved en bankbygning, som jeg har forklaret over for Nordenrådet, og der blev rigtig nok også fundet ballonrester ved denne bank. Dog blev der ikke fundet ballonrester på den jødiske gravplads, og politiets efterforskning af malingen kom ikke nærmere end, at “det kunne have været samme maling som blev brugt ved banken”. Alligevel blev jeg dømt for hærværk mod den jødiske gravplads på baggrund af to beskedtråde, som på intet tidspunkt nævner noget med gravpladsen.

Det står klart, at hele denne sag mod mig var en manøvre fra politimyndigheden for at tiltvinge sig overblik over Den Nordiske Modstandsbevægelse ved at skaffe mig af vejen, så de kunne rode i mine ting. En sådan politiaktion er ikke gratis og jeg betaler nu prisen, da jeg nødvendigvis måtte blive dømt for, at politimyndigheden kunne forsvare min fire måneders frihedsberøvelse, mens de indsamlede oplysninger om bevægelsen.

Jeg er ikke blevet dømt for noget jeg har gjort, for intet beviser, at jeg har taget del i hærværket på den jødiske gravplads, men jeg er blevet dømt, fordi jeg og Modstandsbevægelsen står for nogle holdninger, som systemet ikke bryder sig om.

 

Frikendt af organisationen

Jeg har været i tæt kontakt med Modstandsbevægelsens Nordenråd som har afhørt mig, og på baggrund af domsudskrift og vidner til retssagen, har Nordenrådet frikendt mig for enhver involvering i sagen om hærværket på den jødiske gravplads i Randers. Overfor Nordenrådet indrømmede jeg min involvering i de øvrige anklagepunkter, hvilke ansås at falde ind under almindelig aktivisme og dermed intet, som er alvorligt nok til en ekskludering fra Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Jeg ser nu frem til at vende tilbage til kampen for et frit og forenet Norden. Dette magtovergreb fra politiets side og denne farce af en retssag med tilhørende mediecirkus, har kun forstærket mig i mine overbevisninger. Jeg er, hvis muligt, i dag endnu mere overbevist om, at folket lever under et skjult diktatur, som dog i dette tilfælde viste sig med alle dets ansigter, og at kampen for folkets frihed er en kamp, som skal føres mod alle af dette væsens fangearme samtidigt.

I et land, hvor politikken dikteres af medierne, medierne flyder over med løgne og dikteres af kulturmarxisme og jødisk magt, hvor politimyndigheden parerer ordrer fra folkefjendtlige kræfter og enhver frihedskamp forsøges stoppet med uretmæssige fængslinger, kan folkets kamp kun vindes med det gode argument, så længe sværdet i hånd er villig til at tale lige så tydeligt.

Hverken jeg eller Den Nordiske Modstandsbevægelse lader os kue af systemets undertrykkelse og magtanvendelse for at true os til tavshed. Kampen mod det folkefjendtlige og undertrykkende system fortsætter ufortrødent til den dag, det er knust og ligger i ruiner og en ny orden kan opbygges.

I kan aldrig stoppe os!

/Jacob Vullum Andersen


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Jeg har fået nok! says:

    Jeg kommer selv til at tænke på GI og den der ramadan middag – ligepludselig kom børneporno frem på en af deltagernes skærme og bum, så kunne man koble GI til børnepono.

    Det er altså kun noget en mellemøstlig hjerne kan finde på.

    Jeg væmmes ved at tænke over, om der er nogen der har hold øje med aktivisterne, og så begik en handling samme nat, så man igen kunne koble to begivenheder sammen, kun for at dæmonisere.

    Meget smart trick. Vores fjender er fyldt med ”tricks” og vil gøre alt, bare de formår at vinde.

    Målet er hævet over handlingen.

    Vreden fra den vækkede europæer vil ryste planeten til dets kerne. Der kommer en dag.

  • Lars Agerbæk med æ says:

    Det kan godt være det ser anderledes ud, uden for fængslets mure. Men hvis det var mig der havde været i den situation, så havde jeg anket dommen.

    Men godt at læse at du holder den indre fane højt.

  • Fedt at høre en udtalelse fra Jacob og fra en mand, der stadig står oprejst!

    Det er gået op for mig – i lyset af corona”krisen” – hvor fucked up vores samfund er og hvor ENORMT bedøvet vores folk er fra generationer af skodmediers hjernevaskelse. Hooooold da kæft.

    Og ligeså bekymrende: hvor splittet vi er. Ligesom vores fjender ønsker det. Medierne puster dagligt til ilden, der ulmer i folk. Tvangsvaccine eller ej. Maskebrug eller ej. Smittetal som bekymrende eller ej. Og en regering der er TOTAL fucked up, og ikke overholder grundloven (ikke at den er noget værd alligevel) og Mette F der i bedste kommunistiske stil taler om det falske “samfundssind”, og NWO globalistsoldaten Søren Brostrøm, der mener vi skal holde jul om træet uden at holde hinanden i hænderne! :0)
    (Han ved godt, at en større og større procentdel af befolkningen er LIGEGLAD med at danse om juletræet og spise flæskesteg, men det gør jo også bare HANS job nemmere…)

    Vi kan se, at europæeren i disse dage kommer op fra sofaen og ud på gaderne (massedemoer mod covid diktaturet i Tyskland, England osv.), men deres befolkningssammensætning er ved at være lidt broget, så de har selskab af Ali og Abdjal og hvad de ellers hedder, disse fremmede gæster. Ali ønsker naturligvis også selvbestemmelse over egen krop og NWO teknokraturet langt væk, men kan han ikke ønske dét hjemme i Tyrkiet. Eller KÆMPE for det, hjemme i Tyrkiet…

    Det ÆGTE samfundssind og lysten til at ære FAMILIEN, AKA FOLKET må komme, når disse fremmede gæster er sendt hjem.

    Som det er nu, tjener vi jo bare STATEN og disse khazariske/’jødiske’ luciferianske magteliter og kongefamilier bag.

  • Erika Striker says:

    Sikke en tragisk dag for vores engang så smukke lille land. Vores forfædre ville skamme sig over hvor dybt et knæfald vi har taget. Det er fantastisk at vi dog stadig har rigtige MAND folk som Jacob blandt vores landmænd. Uden dem havde jeg intet håb for fremtiden.

  • Hold Fanen Høyt!


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.