Danske frivillige i Waffen-SS: Del 2

HISTORIE: Nordfront bringer her den anden artikel i en artikelserie om Danmarks østfrontsfrivillige under Anden Verdenskrig.

Frikorps Danmark i kamp mod Bolsjevikkerne.

De østfrontsfrivilliges opgaver

De østfrontsfrivillige første opgave kom sig i form af frontlinjetjeneste, da de blev indsendt i Demjanskkedlen. Efter Operation Barbarossa gik i stå, gik de sovjetiske styrker til modangreb, hvilket bl.a. resulterede i en stor indeslutning af 95.000 tyske tropper syd for Ilmensøen i den såkaldte ”Demjanskkedel”. Da Frikorpset blev indsendt i dette område, var der blevet lavet en tynd korridor, kaldet ”Ramusjevokorridoren”, fra kedellen og til den tyske front. Frikorpsets opgave her, var at bevogte vejen ved den såkaldte Ramusjevokorridor . Den måde Frikorpset kæmpede på her, var som infanterister, hvilket var meget typisk, eftersom den tyske lynkrig var gået i stå. Meget materiel var blevet nedslidt og levevilkårene var blevet forværret. Frikorpssoldaterne i denne indsats så meget lidt til kampvogne, mandskabsvogne og fly, da de havde svært ved at operere her. Krigen var blevet demoderniseret og ”primitiv”.

Frikorps-frivillige i Demjansk.

En anden opgave de frivillige havde, var partisanbekæmpelse. På et tidspunkt ved fronten i Demjanskkedlen, overså en Frikorpssoldat en anden Frikorpssoldat pågribe en russisk krigsfange, der arbejdede på rullebanen , i at stjæle cigaretter. Frikorpssoldaten tvang derefter krigsfangen, på vej tilbage til fangelejren, til at grave sin egen grav, hvorefter Frikorpssoldaten skød ham. Dette strider imod alle konventioner og var en klar krigsforbrydelse.

På et andet tidspunkt beretter en Frikorpssoldat ved navn Niels

”En jøde i en fedtet kaftan kommer for at tigge brød, et par kammerater får fat i ham og trækker ham om bag ved bygningen, og et øjeblik efter er hans liv ophørt. Jøder er der ikke plads til i det nye Europa, dertil har de bragt for megen nød og elendighed over det europæiske folk.”

Altså deltog nogle danske frivillige i krigsforbrydelser. Alligevel understreger danske frivillige, der var med i kampene i 1942, oftest i deres erindringer og dagbøger, at de ikke deltog i mord eller overgreb på krigsfanger. En dansk Frikorpssoldat, Karl, anses for at være repræsentativ, da han svarede, hvorvidt krigsfanger nogensinde blev skudt i Demjansk:

Det skulle du sgu ikke gøre for så blev du selv skudt. Jeg ved godt et tilfælde med en som skød nogle fanger. Ja, han blev ikke selv skudt, men han kom i straffebatalijon og det var noget grimt noget at komme i. De fik farlige opgaver med at rydde minefelter og sådan noget. Nej, vi var under streng disciplin.

Mellem 1942 og 1943, var 800-1000 danske Frikorpsfrivillige på skole i den hviderussiske by ”Bobruisk”. Her indgik ”partisanbekæmpelse” som en vigtig del af deres uddannelse. Denne partisanbekæmpelsesuddannelse indebar, at de hurtigst muligt blev sendt med andre tyske militærfolk ud for at bekæmpe partisaner, så de kunne lære ved erfaring. Her tog de så del, samme med de andre soldater, i voldsomme overgreb på befolkningen. Under deres ophold deltog de også i ”høstsikringsaktioner”, hvilket bestod i, at de bevogtede høstarbejdet og sørgede for, at bønderne ikke gemte noget for dem eller partisanerne fik det. Soldaterne ernærede sig primært også på bekostning af, hvad der var i området, så der er ingen tvivl om, at udplyndring i en eller anden grad også har fundet sted på civilbefolkningen.

Frivillig Panzergrenadier-Division „Nordland“.

Efter Frikorps Danmarks nedlæggelse og Regiment Danmarks oprettelse, blev de som nu en del af Division Nordland indsat til partisanbekæmpelse i Jugoslavien, specifikt Kroatien. Modstandsbevægelsen i Jugoslavien var stærk og hårdkogt, og det fik de frivillige at mærke. Det der kom bag på de fleste frivillige var, at de her ikke vidste, hvor fjenden kom fra, og det tog hårdt på dem psykologisk. Hvor de i Rusland havde kæmpet mod en fjende i uniform, som de nogenlunde vidste hvilken retning kom fra, var det her svært at skelne mellem partisaner og civile, og de kom alle steder fra. En Frikorpssoldat skrev i et brev til sin kammerat: ”Det er lidt skrappere end i Rusland kan du tro for her ved vi ikke hvilken side de kommer fra”. Modstandsfolkene frygtede også partisanerne direkte, som havde et voldsomt ry og som ikke havde meget til overs for den tyske hær. En Frikorpssoldat ved navn Børge beretter om en af mange af partisanernes grusomheder:

”Så langt om længe da vi kommer ud, da viser det sig at et tysk kompagni, jeg ved ikke om det var ved Banja Luka, de var blevet slagtet af partisanerne. De lå på en skråning. De lå i lange kolonner, som om de var lagt op i kompagniorden og så var pikken skåret af, og stoppet ind i munden på dem alle sammen. Det så vi”

Mange østfrontsfrivillige vendte tilbage til Danmark i 1943-1944 og kom ind i tyske grupper som Petergruppen, Schalburgkorpset og HIPO-korpset. Disse grupper stod for bekæmpelse af danske modstandsgrupper, og de var kendt for at være enormt brutale og hårdkogte.

Danske frivilliges kamphandlinger

Hauptsturmführer Per Sørensen.

D. 8. og 9. maj bliver Frikorps Danmark fløjet ind i Demjanskkedlen, hvor de for første gang kom i kamp. De blev indsat i stillinger langs ”Robja-åen” med sovjetterne på den anden side, dog havde russerne formået at lave et lille brohoved på danskernes side. De første dage gik med bevogtningsopgaver langs den tyske forsyningsrute gennem korridoren, rullebanen. Mindre end 2 uger efter deres ankomst, d. 20. maj, kom Frikorpsets ilddåb, da 1. kompagni under ledelse af Hauptsturmführer Per Sørensen blev beordret til at forstærke et område ved rullebanen, hvor sovjetterne var i gang med at opbygge et større angreb. Angrebet eskalerede heftigt og resten af Frikorpset blev indsat, der endte op på et samlet tab på 2 dræbte og 3 sårede. De følgende dage skiftede kampenes forløb, da en stor del af frikorpset blev sat ind til at rense et skovområde, hvor en betydelig mængde russiske soldater var blevet omringet og lukket inde. Denne ”rensningsaktion” gik så godt, at det blev noteret højt oppe i den 16. Armés krigsdagbog. Frikorpset havde mistet 2 soldater og 35 sårede, sovjetterne havde mistet 150-200 soldater.

Den næste store operation kom d. 2. juni, da Frikorpset indledte deres offensiv for at fjerne sovjetterne fra det brohoved, som de havde på danskernes side. Kampene var intensive og involverede artilleristøtte og sovjetterne var gravet godt ned. Schalburg ankom kort efter begyndelsen til kampenes udgangspunkt og spurgte 1. kompagnis chef, Per Sørensen, hvordan det stod til. Så gik de sammen mod kampområdet for at få overblikket. Per Sørensen bad Schalburg om at blive tilbage, hvilket han nægtede. Da de nærmer sig brohovedet træder Schalburg på en mine og bliver kort efter ramt af en granat og dør. Kl. 3 om natten er brohovedet blevet udslettet og sovjetterne smidt tilbage. Dog indleder de sovjetiske styrker et kæmpe modangreb og danskerne bliver tvunget tilbage. Tabene løb op i 79, heraf 21 døde.

Det næste store slag de Østfrontsfrivillige kunne se frem til, var i Narva, hvor de ankom i tidlig februar 1944 sammen med Division Nordland, og kunne holde sovjetterne tilbage det næste halve års tid. De overlegne styrker fra den Røde Hær angreb for det mest uden om Regiment Danmarks stilling. Efter måneder med voldsomme kampe nord for Regimentet blev danskerne udsat for hårde angreb fra sovjetterne. D. 12. juni kom der bl.a. brutale mand-til-mand kampe i et kompagni. Da næsten alle mand var tabt i kompagniet ledte en dansk Unterscharführer et modangreb, der tvang de sovjetiske angribere tilbage, hvilket vandt ham jernkorset af 1. klasse og ridderkorset.

Soldat fra Division Nordland i skyttegrav.

I midten af juli trækkes danskerne tilbage sammen med Regimentet og Division Nordland til Tannenberglinjen . Her skulle der mellem d. 26. juli til den 5. august stå et voldsomt slag, hvor Regiment Danmark var lige i midten. Her angreb sovjetterne frontalt med 4 gange så mange mænd som tyskerne. Her led danskerne enormt hårde tab, men alligevel overkom de fjenden. Herefter fulgte en lang periode med afværgningskampe indtil Danskerne og deres enhed blev indesluttet i Kurland i slutningen af 1944, hvorefter de blev sejlet til Stettin, Tyskland d. 2. februar 1945.

Herefter deltog de danske frivillige i den såkaldte ”Operation Solhverv”, der var en offensiv mod sovjetternes frembrusende styrker nord for Berlin. Offensiven fejlede og kort tid efter blev de tyske styrker skubbet tilbage. Herefter gik Nordland i stilling øst for Berlin, hvor det sidste slag om Det Tredje Rige skulle stå. Da kom Regimentet i totalt opløsning og kampene bestod af hus-til-hus forsvarsopgaver sammen med hvad der ellers var at finde i Berlin af Hitlerjugendsoldater, marinesoldater osv. SS-soldaterne kæmpede til det sidste og Division Nordland blev udslettet sammen med danskerne.

Ødelagt Division Nordland-køretøj i Berlin.

 

Lyt til en dansk SS-soldats historie her:

Kilder:
Christensen, Claus Bundgård og Poulsen, Niels Bo og Smith, Peter Scharff: Under Hagekors og Dannebrog (Aschehoug forlag, 1999)
Stræde, Therkel og Larsen, Dennis: ” Dansk deltagelse i forbrydelser mod den sovjetiske civilbefolkning” (2016)

Læs også:
Danske frivillige i Waffen SS: Del 1


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.