Hvorfor kæmper vi?

KAMPEN: Sebastian Elofsson skriver i denne artikel om hvor let man kan lade sig påvirke af krisen vort folk befinder sig i og dermed begynde at tvivle.

Det er ofte, jeg har hørt nationalistiske mennesker sige, at det ikke kan betale sig at kæmpe, da det er for sent at gøre noget ved den racefremmede invasion og den krise, som vores folk befinder sig i. Derfor synes de, det er lige så godt at leve behageligt som en lydig slave under det zionistiske system, indtil alt er forbi, og den hvide race er gået under.

Hvorfor kæmpe og leve et spartansk liv, hvis vi alligevel ikke vil sejre? Er det ikke lige så godt at acceptere materiel overflod og leve som en konge? Nogenlunde sådan ræsonnerer visse nationalister. Vi taler med andre ord om defaitister.

Selvom jeg foragter defaitister, kan jeg stadig være enig i, at de har ret i, at det ser noget mørkt ud for vort folk på mange områder. Sådanne ræsonnementer er også et levende bevis på, hvor vigtigt det er at opbygge en stærk og pålidelig psyke for at kunne kæmpe.

Uden en stærk psyke går det heller ikke at være en aktiv del af kampen for vort folks frihed og overlevelse. Der er dem, der er fysisk stærke, men mentalt svage, og der er dem, der anses for at være fysisk svage, men som har en stærk psyke. Selvfølgelig er en kombination af begge det mest optimale, men den der ikke er stærk mentalt vil ikke klare et liv i kampen, uanset hvor stærk han er fysisk.

Vort folk står over for enorme udfordringer. Norden bliver invaderet af racefremmede fra den tredje verden og er blevet slavebundet af fremmede kræfter, der ikke ønsker andet end at udrydde det nordiske folk. Efterhånden som invasionen fortsætter, breder kriminaliteten sig også. Skudepisoder, voldtægter, mord og brande spreder sig i samfundet. Vores velfærdsstater visner hen, og onde kræfter er klar til at plyndre de rester, der er tilbage. Forblindet af vraglærer som liberalisme, feminisme og kulturmarxisme vandrer vort folk uvidende mod afgrunden, ledet af musikken fra en lille international klike.

Samtidig med at samfundet bryder sammen, står den almindelige mand og kvinde og kigger på, helt uden at tænke på fremtiden. Før i tiden var styrke, mod, troskab og offervilje noget, der kendetegnede det nordiske folk. Folk var disciplinerede, stolte af deres oprindelse, deres race og identitet. I dag er man opslugt af egoisme og materialisme. En sygelig lyst til penge, stoffer af forskellig art og simpel »sjov« forpester i dag vore sovende kammeraters sind. Folkesjælen er forgiftet!

Hvordan ser livet ud for den almindelige nordiske mand og kvinde? På hverdage slider man på arbejdet for efter endt arbejdsdag at vende hjem for at sidde foran fjernsynet og se jødisk-amerikanske film, serier og pornografi. Når arbejdsugen er slut og weekenden endelig kommer, og man faktisk har tid til at lave noget produktivt, så går man i stedet i indkøbscenteret og handler, og om aftenen kan man blive underholdt af jødisk-amerikanske film eller drikke sig sanseløs i byen.

Vi lever for at arbejde og forbruge for storfinansen, for så at dø uden at have gjort noget som helst af værdi. Alle de penge, du har tjent og brugt på unødvendige ting, har ingen betydning, når du er død. Det eneste, der betyder noget, er, hvad du gjorde med dit liv.

Majoriteten af vore folkekammerater stikker hovedet i sandet og ignorerer denne evige sandhed. De fortsætter med at forbruge varer, som de ikke har brug for, og drikker sig fulde hver eneste weekend, for at undslippe sandheden. Når en ny uge starter, starter de igen.

På trods af den ekstreme overflod af varer og afslappet sjov, er vi aldrig glade. Vi forbruger mere og mere for hvert eneste år i vores søgen efter falsk »lykke«, men er aldrig tilfredse. Når vi senere indser, at vi ikke er lykkelige på trods af vores behagelige tilværelse, så overbeviser vi os selv om, at alt, hvad vi behøver, er at have MERE. Men det er ikke andet end en illusion, for når vi får  mere, er vi stadig ulykkelige. Vores umættelige materielle sult er en ond og destruktiv cyklus, der gentages gang på gang, og er en af ​​de største faktorer i svækkelsen af vort folks livskraft.

Hvad er egentlig meningen med livet, hvis det kun går ud på at forbruge og derefter dø? Det er ikke overraskende, at depression er blevet en ny folkesygdom, når der ikke er nogen mening med livet i dagens samfund. Mennesket har brug for en højere mening med sit liv for at være lykkelig, og uden en højere mening, der driver det fremad, vil man aldrig opnå lykke. Uden et mål vil det for evigt strejfe på materialismens vildspor.

Når man ser på nutidens moderne samfund og ser, hvordan de mennesker, der udgør dette samfund, naivt graver deres egen grav, er det let at blive deprimeret og føle, at alt er tabt. Følelsen af ​​håbløshed kan få en til at miste troen på sig selv og på sejren. Det har jeg selv oplevet. Nogle gange har jeg siddet i min egen verden, begravet i mine egne tanker, fuldstændig ude af stand til at gøre noget produktivt.

365 dage om året, i kulde og regn, kæmper vi modstandsfolk for at stoppe udslettelse af vort folk og vort hellige Norden. Mod den zionistiske storfinans og forræderiske politikere og mod invasionen og det kulturelle forfald. Jeg spørger mig selv: Hvorfor gør vi alt dette? Hvorfor kæmper vi for et folk, der lader sig bedrage af hyklere i slips og jakkesæt, samtidig med at de står og ser på, mens deres fremtid bliver taget fra dem? Et folk, der ikke værner om sig selv, men tilbeder døde materielle ting, i stedet for det levende.

Der foregår en konstant indre kamp inde i mig. En kamp mellem nationalsocialismen og det dekadente samfunds materielle fristelser, mellem tro og tvivl. Denne indre strid kan rive et menneske fra hinanden. Når jeg fokuserer for meget på den alvorlige situation, vort folk er i, i stedet for at fokusere på, hvad der skal til for at løse problemerne, så tager tvivlen over og de negative tanker og følelser skyller ind over mig. Langsomt men sikkert forsvinder kampgejsten og erstattes af håbløshed og bitterhed.

Men netop når det ser ud til, at mine indre dæmoner er ved at vinde kampen, tænder en ny glød i mig. Efter kort tid bliver gløden til et brændende inferno af fornyet kampgejst og de negative tanker forsvinder som dug for solen. Det er der, at jeg indser, at min tvivl kun er illusioner, som jeg har skabt i mit eget hoved, og jeg spørger mig selv igen: Hvorfor kæmper vi?

Som nationalsocialist elsker jeg mit folk over alt andet på denne jord, så svaret er selvfølgelig: Jeg kæmper fordi det er min pligt. De generationer af forfædre, der kom før mig, ofrede blod, sved og tårer for, at jeg kunne leve et behageligt liv, og det er min forbandede pligt at fortsætte deres kamp for fremtidige generationer, uanset hvor mørk fremtiden ser ud til at være.

Modstandsbevægelsen kæmper konstant mod de fjendtlige kræfter, der ønsker at udrydde vort  folk. Vi er de eneste, der tager kampen mod det zionistiske system alvorligt, og når andre står handlingslammede og ser på, udgør vi folkets sidste forsvarslinje. Vi har ikke til hensigt at stå stille og se på, mens de folkefjendtlige kræfter åbner vores grænser for fremmede horder. Vi har ikke tænkt os bare at se til, når folkeforræderne stikker deres eget folk i ryggen med storfinansens zionistiske dolk, og vi agter ikke bare at stå og se på, når vores højtstående nordiske kultur bliver erstattet af en naturstridig materialistisk skraldekultur. . Vi accepterer ikke det pågående racemæssige og kulturelle forfald!

Vores højeste ønske er, at folket en dag vil rejse sig og styrte dets tyranner, og stille folkeforræderne mod muren, så Norden igen kan få sin frihed. Vi har en mission, som vi skal fuldføre for enhver pris: At redde vort folk! Og er det ikke derfor, vi kæmper? At sikre vort folks overlevelse og skabe en fremtid for disse mennesker i et frit og forenet Norden?

Udfaldet af ​​denne kamp, ​​vi så fanatisk kæmper, kommer til at afgøre vort folks skæbne én gang for alle. Utallige gange har vort folk afværget trusler, og mange gange har vi lidt nederlag. Men det er ikke længere en tilfældig strid, ​​som vi kan komme os over. Nej, denne gang handler det om så meget mere. Dette er den hvide races sidste strid. En sidste kamp, ​​hvor bogstaveligt talt alt er på spil, og det er denne virkelighed, der har fået mig til at finde ny styrke i stunder af vemod og fortvivlelse.

Det spiller ingen rolle, hvor svære problemerne er, eller hvor magtfulde vores fjender er. Vi kan aldrig under nogen omstændigheder tvivle på os selv eller vores sejr. For hvis de evige kommer sejrrigt ud af denne skæbnekamp, ​​så vil vort folk blive udryddet fra jordens overflade, og kun ruinerne af vores store kultur vil være tilbage.

Skal vi gå over i historiebøgerne som det folk, der lod sig besejre uden kamp, ​​eller skal vi beskrives som det folk, der aldrig gav op, men besejrede sine fjender og vandt sin frihed? Det, mine kære læsere og kammerater, er helt op til os.

Jeg er overbevist om, at vi en skønne dag vinder, men at det vil kræve ekstremt meget af hver og en af ​​os. At lade negative tanker styre dit liv er et liv i slaveri. Vi kan selvfølgelig ikke slippe af med alle negative tanker, men vi har selv magten til at frigøre os fra deres kontrol, og hvis vi gør det, er der ingen grænser for, hvad vi kan opnå. Vi må redde os selv, før vi kan redde vort folk.

Måske tager jeg fejl og muligvis er alt allerede tabt, men hvis det skulle være tilfældet, spiller det uanset ingen rolle. Det, der virkelig betyder noget, er, at vi aldrig giver op, men fortsætter med at kæmpe, uanset hvad der sker. Det er ærefuldt at stå med oprejst pande i mødet med sin skæbne og dø med sværdet i hånden, og skamfuldt at leve og dø på knæ som en slave.

Med en urokkelig tro i vores hjerter og en vilje af jern går vi med beslutsomme skridt på kampens vej, hvor end den skulle føre os, klar til at møde vores skæbne og besejre enhver fjende, der står i vejen for os. Så lad komme, hvad der vil!

Sejr eller død!

Læs også: Den fejes løgn