Jeg elsker fred – men NATO vil se hele verden brænde
KRIG: NATO’s krigsalliance presser hårdere og hårdere på for en tredje verdenskrig, totalt ude af stand til at tage ansvar for de hundreder af millioner af mennesker den har påtaget sig at forsvare. Er der en enkelt person i den globale elite, der ikke ønsker, at hele verden går til grunde?
Jeg har altid været en ydmyg, men fanatisk modstander af NATO’s krigsalliance, hvis militære magt er truslen om vold bag den anti-hvide og direkte menneskefjendske verdensorden, som vi er tvunget til at leve under.
Derfor kan det være vigtigt at minde om nogle ting og også påpege nogle andre.
NATO og dets allierede valgte at fremprovokere krigen i Ukraine ved – trods løfter om det modsatte – at udvide deres aggressive og voldelige krigsalliance mod øst og også placere livstruende våbensystemer nær Ruslands grænse. Selvom de aldrig seriøst overvejede et gennemkorrupt land som Ukraine som medlemsland, huskede de Ukraine som det nye land, hvor de ville placere tropper og våben rettet mod Rusland. Hvorfor? Nå, for at drille Putin og vise ham, at NATO (faktisk USA) i det mindste styrer hele verden og gør præcis, hvad den vil!
Denne »fredselskende« vestlige alliance, som hævder at garantere fred og sikkerhed nord for ækvator, har siden pustet Ukraine op og narret dem til at underskrive aftaler med Rusland om at stoppe bombningen af det russiske mindretal i Donbass og i stedet give dem autonomi, kun for at eskalere konflikter og bruge resten af deres energi på fortsatte provokationer mod deres nabo. Ivrigt heppet på af Vesten, som har rost landet for, hvor »demokratisk« og »frit« det er blevet, siden et voldeligt politisk kup blev påtvunget det.
Nu nægter de at tage noget initiativ til en fredelig løsning på krigen i Ukraine. I stedet opfordrer de landets jødiske ledelse til at trække sine egne fredsforslag og konsensuserklæringer tilbage med begreber som »der er ingen diplomatisk løsning på konflikten, kun en militær«, mens de pumper landet fuld af våben.
Zelenskys talmudiske retorik mod Rusland såsom »mine nazister i Azov vil aldrig acceptere dit tilbud om at nedlægge våbnene for at skåne deres liv, men hvis du fortsætter med at bekæmpe dem, vil vi ikke længere forhandle fred med dig« hyldes i de vestlige medier, som står fuldstændig bag de kræfter, der investerede politisk, økonomisk og militært i denne krig.
I ord og handling har Vesten målrettet og faktisk ganske dygtigt udmanøvreret alle former for tilgange til en fredelig løsning på krigen.
Lederne i den vestlige verden, både NATO-lande og NATO-allierede, har under påskud af den krig, de selv fremkaldte, valgt at pålægge Rusland og russiske interesser økonomiske sanktioner, som er uden sidestykke i historien. Blandt andet er der groft stjålet russisk ejendom, hvor det måske mest iøjnefaldende er den russiske valutareserve bestående af dollars og euro. Når Rusland så siger, at man ikke længere kan bruge valutaer, der til enhver tid kan stjæles og derfor skal have betaling for deres gas i rubler, så klager de samme stater over »kontraktbrud«.
Der er et ord for dette, og det er chutzpah.
Måske er dette ikke overraskende, da det er mange årtier siden, at nogen vestlig leder følte loyalitet over for et folk eller et land. Nutidens ledere føler kun loyalitet over for hinanden og de globalistiske og morderiske principper, der danner grundlag for deres verdensorden.
De er ligeledes ligeglade med om krigen skulle brede sig uden for Ukraine, men ser det ligefrem som den eneste rimelige udvikling. Sveriges kollektive politiske elite ser nu ud til at være enige om, at de skal tilslutte sig NATO, trods flere truende udtalelser fra Rusland, som naturligvis ikke ønsker at se yderligere opbygning af fjendens militære infrastruktur – måske endda atomvåben – i sin baghave. Politikere føler sig mere loyale over for princippet om, at amerikansk militærmagt skal være helliggjort for evigt, end over for de mennesker, der stemte på dem. At denne militære magt fortsat skal bruges til at bestemme, hvilke krige der skal udkæmpes, hvilke regimer der skal væltes og hvilke internationale aftaler der skal indgås, end om fred og frihed for ukrainere eller folk generelt, herunder deres egne borgere.
Det er vigtigere i disse tider at provokere Rusland, at øge polariseringen og risikoen for verdenskrig, end at du og jeg og vores familier og folk ikke skal dø i en totalt unødvendig atomkrig.
Et yderligere bevis på dette er netop sanktionerne mod Rusland, som vil ramme disse såkaldte lederes egne lande mindst lige så hårdt – hvis ikke værre – blot for princippet om, at NATO med USA i spidsen skal regere verden.
For i modsætning til hvad disse løgnere arbejder i døgndrift for at få os til at tro, betyder et NATO-medlemskab ikke, at vi automatisk får hjælp fra det amerikanske militær, hvis Rusland angriber os. Det betyder dog, at vi er endnu mere forpligtet end før til at stå bag alle de zionistiske krige, som det amerikanske militær har til hensigt at føre i fremtiden. Hvilket også betyder, at vi gør os selv til et mål for alle nationer og grupper, der er berørt af de blodtørstige zionistiske krige,
Jeg elsker fred, jeg ønsker ikke at flere mennesker dør i Ukraine. Men de der bestemmer har tilsyneladende besluttet, at intet antal døde ukrainere er nok, og at en verden i flammer er en billig pris at betale for at opretholde den nuværende verdensorden, der nu kæmper for at bevare sit jerngreb om planeten.
Denne vilje ser ud til at være så stærk, at der i dag ikke synes at være en eneste vestlig leder, der er fokuseret på at forsøge at skabe fred. Alle synes at støtte ideen om, at det bedste for Ukraine er at strække krigen ud så længe som muligt, med fortsat lidelse og død.
Jeg har måske været naiv, men denne ondskab har endda overrasket en ihærdig NATO-modstander og antisemit som undertegnet. Men det gør mig bare mere fast besluttet end nogensinde på aldrig at stoppe med at kæmpe mod krigsmagerne og dette vanvid der undertrykker os.
/Simon Holmqvist
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.