Kinesisk militærøvelse omkring Taiwan igangsat

ASIEN: Som svar på Nancy Pelosi’s besøg i Taiwan har Kina iværksat seks store militærøvelser, der omkranser hele Taiwan. Folkets Befrielseshær har også til hensigt at affyre langdistancemissiler over Tawian for første gang nogensinde for at demonstrere sin kontrol over øen.

Kinesiska Folkets befrielsearméns örlogsfartyg Typ-055. Foto: Kaijō Jieitai (海上自衛隊 / Japan Maritime Self-Defense Force), CC BY 4.0, via Wikimedia Commons .

Formanden for det amerikanske Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, landede tirsdag i Taiwan, som er en selvstyrende ø, som Folkerepublikken Kina gør krav på.

Pelosis besøg kommer på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem USA og Kina om Taiwan-spørgsmålet er værre, end de har været længe. Kina udsendte sin største advarsel nogensinde til USA forud for besøget og har lovet et militært svar på den »fjendtlige handling«.

På kinesiske Global Times (GT) forklares nu nogle af de tiltag, Kina har taget. Den kinesiske forsvarsmagt Folkets Befrielseshær afholder i øjeblikket omfattende øvelser over hele Taiwan. Fra onsdag er der afholdt øvelser nord, sydvest og sydøst for øen. I løbet af torsdagen bliver øvelserne udvidet og favner ifølge GT Taiwan fra »nord, nordøst, øst, syd, sydvest og nordvest« med både land-, sø- og luftøvelser.

GT skriver, at Folkets Befrielseshær »totalt vil omringe Taiwan« og være inden for 12 sømil fra øen, og at »den såkaldte medianlinje [grænsen til det maritime territorium, som Taiwan gør krav på. red. anm.] vil ophøre med at eksistere« for at bevise »Fastlandskinas absolutte kontrol over Taiwan-spørgsmålet«.

 

Missiler vil flyve over Taiwan – skal ses som »krigsforberedelser«

Desuden vil den kinesiske hær for første gang nogensinde affyre missiler over Taiwan.

— Hvis konventionelle missiler skulle affyres af Folkets Befrielseshær fra fastlandet mod de vestlige dele af Taiwan og ramme mål øst for øen, ville det betyde, at missilerne ville flyve over øen, hvilket er uden fortilfælde, kommenterer kinesisk militærekspert Zhang Xuefeng til Global Times.

Global Times skriver også, at øvelserne udgør en trussel mod både Taiwans havne og sejlruterne, der omgiver øen, hvilket betyder, at der er tale om en »fuldstændig blokade«.

Den kinesiske militærekspert Song Zhongping forklarer til Global Times, at øvelserne skal tolkes som »krigsforberedelser«.

— Det betyder, at vores krigsplanlægning er blevet gjort tydelig over for de amerikanske og taiwanske myndigheder, og vi er sikre nok til at informere dem om konsekvenserne af fortsatte provokationer af denne art, forklarer han.

 

Forskellen til krisen i Taiwanstrædet

Mange har sammenlignet, hvad der sker lige nu, med den såkaldte tredje krise i Taiwanstrædet i 1996, hvor USA sejlede mellem Kina og Taiwan med den største flåde, der nogensinde havde vist sig i regionen siden Vietnamkrigens dage som svar på kineserne missiløvelser i strædet.

Men ifølge militærekspert Song Zhongping er det en stor forskel, især når det kommer til Kinas militære kapacitet. I 1996 var de taiwanske forsvarsstyrker »relativt stærke«, og Folkets Befrielseshærs flåde og Luftvåben manglede »absolut overlegenhed« eller evnen til at blokere hele Taiwan.

— I 1996 manglede vi hangarskibe, vi havde ikke de store Type-055 krigsskibe eller hypersoniske missiler. Siden da er vores evne til at slå, overløbe og dræbe blevet meget forbedret, og vores militære muligheder og selvsikkerhed er blevet større, forklarer Song.

Siden årtusindeskiftet har Kina foretaget omfattende investeringer i sin forsvarsstyrke og har i dag verdens største flåde, selvom den amerikanske flåde generelt anses for at være stærkere.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //