Rejseberetning: Rundtur på »Holocaustmuseet« i Berlin

HOLOCAUSTREVISIONISME: Mikkel Pedersen besøgte »Holocaustmuseet« i Berlin og vil i denne artikel beskrive oplevelsen samt påstandene turisterne bliver udsat for. 

Inden man kan få lov til komme ind på »Holocaustmuseet«, der ligger under monumentet »Mindesmærke for Europas myrdede jøder« lige overfor den amerikanske ambassade, skal man gennem en længere sikkerhedskontrol ligesom i lufthavne. Når man er kommet igennem kontrollen står man i et rum, hvor man kan leje en audioguide – hvilket jeg ikke gjorde. Det første der blev vist på rundturen var en cirka 20 meter lang væg med nogle billeder samt en masse tekst på engelsk og tysk, der tilsammen skulle udgøre en tidslinje – se eksempler nedenfor. Da vagterne stod i det første rum, og man ikke måtte tage billeder på museet, tog jeg derfor ikke billeder af den første del af tidslinjen, men der er billeder af tidslinjen fra 1942 og frem, hvilket er perioden, hvor det påståede folkemord skulle have fundet sted, samt fra resten af museet.

Udsnit af tidslinjen der bliver fremvist. Dog uden konkrete beviser på deres meget voldsomme påstande.

Efter tidslinjen der opsummerede »holocaustmuseets« nuværende fortælling, blev der fremvist seks ofre af det påståede folkemord på endevæggen. Én af jøderne, de vidste frem, hed Clarie Brodzki. Hun blev født i 1928 i Lyon, Frankrig, og blev deporteret til Auschwitz i slutningen af maj 1944. Hun døde d. 20 juni 1945, altså efter næsten et år i den påståede udryddelseslejr under tysk kontrol og næsten et halvt år efter, at lejren blev »befriet« af den røde hær. En trist historie, men hvordan det beviser et planlagt folkemord mod jøder er ikke til at vide.

Clarie Brodzkis historie kan ses til højre på billedet.

Herefter trådte man ind i et mørkt rum til venstre, hvor der var lagt omkring 20 hvide, lysende rektangler på cirka 50 x 200 cm ned i jorden. I hver af disse rektangler kunne man se et brev eller lignende, med den udskrevne tekst på engelsk og tysk samt en kort beskrivelse af afsenderen. Her er nogle eksempler på sådanne dokumenter – et brev, et uddrag af nogle noter, et uddrag af en dagbog og en artikel fra en kommunistisk avis.

Rabbieren Lejb Langfus beskriver transporten i togvogne. Hvordan dette er et bevis på et planlagt folkemord vides ikke.

I et uddrag af nogle noter, som Marcel Nadjary angiveligt har skrevet mens han arbejdede i Auschwitz og som blev fundet i 1980, beskrives mord gennem gas samt adskillelsen af ligene bagefter.

Selv hvis vi antager, at disse noter er autentiske, så er der en lang række problemer i dem. Først og fremmest ligger man jo mærke til, at de har været nød til at udvælge enkelte sætninger rundt omkring i noterne, hvilket har betydet, at der står […] hele syv gange på lige så mange linjer. Denne nøje udvælgning gør, at det er meget svært for gæsterne på »Holocaustmuseet« at forstå, hvad der faktisk står i noterne. I noterne kommer Marcel blandt andet med den latterlige påstand, at menneskelig kan brænde uden brændstof pga. fedtet.

»Vi bar ligene af disse uskyldige kvinder og børn til elevatoren, som førte dem ind i rummet med ovnene, og de lagde dem der i ovnene, hvor de blev brændt uden brug af brændsel, på grund af det fedt, de har.«

Han kommer også med en række andre beviselige løgne, såsom at der kunne være 3000 mennesker i kælderen af Krema III i Auschwitz, et rum der var 30 x 7 meter stort. Det vil sige, at hver person maksimalt måtte fylde 0,07 kvadratmeter inde i rummet. Denne påstand er selvfølgelig også latterlig og forkert. Marcel påstod også at et brændt menneskelig resulterer i »omkring 640 gram aske«, hvilket heller ikke passer.

Hvis man er gavnmild i sin kildekritik af Marcel Nadjarys noter, så må man konstaterer, at der er en række overdrivelser, direkte løgne og at Marcel dermed tager let på sandheden. At tage resten af hans påstande i noterne som den klare sandhed kræver altså noget andet, der kan bakke dem op.

I et uddrag af Chaim A. Kaplans dagbog fra 1942 eller 1943 der omhandler rygterne blandt jøderne om drab gennem arbejde, skud, ild og gas. Ubekræftede rygter mellem forskellige personer, der ikke engang hæver at være vidner, er dog intet troværdigt bevis på et planlagt systematisk folkemord.

En kvindelig jødisk kommunist skulle angiveligt have skrevet dette brev til sin familie i 1942, hvor det bliver beskrevet at 25.000 jøder skulle have været blevet gasset i Chelmno, hvorefter brevet blev udgivet i en kommunistisk avis.

Den påståede tyske »dødslejr« Chelmno er blevet undersøgt grundigt af historikeren Carlo Mattogno, der har udgivet sine fund i bogen »Chelmno – A German Camp in History and Propaganda«.

»Mattogno dækker emnet fra alle vinkler og underminerer de ortodokse påstande om lejren med et overvældende effektivt bevismateriale. Øjenvidneudsagn, gasvogne som udryddelsesvåben, retsmedicinske rapporter, ligsynsrapporter, arkæologiske udgravninger, krematorierne, byggeplaner, officielle amerikanske rapporter, tyske dokumenter, evakueringsbestræbelser – alt sammen kommer under Mattognos søgelys.«

I konklusionen kan det læses at,

1) Oprettelsen af Chełmno-lejren passer perfekt ind i den nationalsocialistiske politik med at deportere jøderne mod øst.
2) Der findes ingen dokumentations- eller materialespor for brugen af »gasvogne« i denne lejr. Lastbilen fotograferet af Commission of Inquiry into the German crimes in Poland i gården til Ostrowski-fabrikken blev brugt til at desinficere tøj eller til at transportere passagerer.
3) Der er ingen beviser for den første påståede systematiske udryddelse af jøder i Warthegau, og ingen kan specificere, hvornår eller hvordan det var begået.
4) Den første vidneforklaring om den påståede udryddelse på Chelmno, »Szlamek-rapporten«, er fuldstændig upålidelig. Tilsvarende upålidelige og endda modstridende er vidnerne i efterkrigstiden.
5) Kun én kremeringsovn er blevet bekræftet arkæologisk i Chelmno-lejren. Det ville have taget næsten ni år at kremere alle ligene af de påståede ofre fra gasninger i denne ovn. Der er ingen materielle spor af den påståede massekremering.

Da der ikke findes nogle klare beviser for denne kvindelige jødiske kommunists påstande, og at Carlo Mattogno har udført en dybdegående undersøgelse af Chelmnolejren uden at finde beviser på en sådan påstand, må brevets påstande altså forkastes som løgne eller krigspropaganda.

Efter dette rum kunne man forsætte ind i endnu et mørkt rum, som var delt op af endnu flere plastplader med lange paragraffer af tekst. Denne gang præsenterede de en række jødiske familier. Her er et eksempel:

Her beskrives Hirsch-familiens liv under anden verdenskrig. Af de seks familiemedlemmer, som man kan se til venstre på billedet, overlevede alle, undtagen Ella Hirsch, krigen. Ella Hirsch døde ifølge officielle dokumenter, som holocaustmuseet for en gangs skyld har vidst, i koncentrationslejren Stutthof. Her er yderligere dokumentation på beslaglæggelse af fire høns, som familien ejede. Holocaustmuseet beskriver ikke Ella Hirschs død som et mord.

Nogle enkelte påstår, at der var et gaskammer i Stutthof, som var 5 meter langt og 3 meter bredt, hvori der angiveligt skulle have været gasset et hundrede mennesker af gangen. Denne påstand er selvfølgelig også fysisk umulig og latterlig. Selv troende »holocausthistorikere« som Raul Hilberg, Lucy Dawidowicz og Nora Levin nævner ikke dette påståede gaskammer i deres arbejde. Koncentrationslejren Stutthof er dermed endnu en, i en lang række tyske lejre, hvor der angiveligt skulle have været begået mord ved hjælp af gaskamre, som så senere er blevet trukket tilbage, eller blot ikke nævnt. »Holocaustmuseet« i Berlin nævnte slet ikke dette påståede gaskammer, så hvordan Ella Hirschs død, eller beslaglægningen af deres families fire høns, skulle bevise et planlagt systematisk folkemord vides dermed ikke.

Herefter kom det mest interessante rum, for har var nemlig en tavle, som beskrev beviserne for at det påståede systematiske folkemord skulle have fundet sted.

Lystavle der beskriver, hvilke beviser de baserer deres påstande på. Heriblandt udtalelser fra »gerningsmændene«, udtalelser fra »ofrenes« familier og Yad Veshems sider af vidneudsagn.

Først bør vi tage fat på udtalelserne fra »gerningsmændene«. De nævner ingen konkrete udtalelser, eller nogle konkrete »gerningsmænd«, så dermed bliver det svært at adresserer fuldkomment, hvilket sikkert er intentionen. Men for at give nogle eksempler, så er en ofte nævnt såkaldt »gerningsmand« Adolf Eichmann et eksempel på en person, som »tilstod« holocaustet. Eller det vil sige, at han tilstod at tyskerne skulle have gasset jøder med en ubådsmotor fra Sovjetunionen, der kørte på diesel. Dette vidneudsagn er ikke bare utroværdigt, selv ifølge jødiske »holocausthistorikere« såsom Deborah Lipstadt, men er også fyldt med selvmodsigelser og forkerte datoer på diverse påstande. Derudover bør det nævnes, at de allierede ofte anvendte tortur til at få tyskerne til at tilstå en lang række forbrydelser, der til tider er absurde, fysisk umulige og i modstrid selv med den ortodokse fortælling om »holocaust«. Eksempler på tyskere, som blev udsat for tortur er Rudolf Höss og Hans Aumeier.

I forhold til udtalelser fra »ofrenes« familier, så har vi allerede gennemgået nogle lignende eksempler længere oppe, og derfor vil jeg blot kort påpege, at vi bliver nødt til at anvende kildekritik på disse »vidner«, særligt når så mange er blevet taget i løgne af forskellige karakter. Hvis de vil bruge udtalelser fra »ofrene« eller deres familier som kilder, så må de være konkrete.

Til sidst nævnte de Yad Veshems sider af vidneudsagn. Igen kan man jo kun efterspørge, at de er mere konkrete. Yad Veshems database er desuden blevet bevist som yderst fejlagtig, da en række kendte »holocaustoverlevere« kunne findes i deres navneliste over personer, der var blevet myrdet under »holocaustet«. Heriblandt Dario Gabbai, Benjamin Lesser og endda Yitzhak Arad, selvom han har arbejdet som chef for Yad Vashem i 21 år (1972-1993). Med så store fejl, bliver resten af databasens troværdighed svækket betydeligt.

I det sidste rum var der flere større tavler med lange påstande om Auschwitz, Treblinka og Majdanek uden originale dokumenter, fysiske beviser eller andre former for faktiske beviser. For at begrænse artiklens længde, vil disse derfor ikke blive behandlet yderligere, medmindre nogle læsere forespørger en uddybende artikel herom.

Hvis man sidder som stærk troende på den officielle holocausthistorie, og ikke er tilfreds med det materiale jeg og Holocaustmuseet i Berlin har vidst frem her, så må jeg ærligt sige, at jeg også blev skuffet over oplevelsen. Jeg havde håbet at se bunker af sko, tomme dåser af zyklon b, sæbe lavet af mennesker eller måske endda nogle af lampeskærmene eller skrumpehovederne, de allierede viste frem lige efter krigen. Der var dog kun bogstavligt talt »walls of text«, der kun delvist blev suppleret med billeder og dokumenter. Det, de viste frem, var; nogle videoer med interviews fra »holocaustoverlevere« som beskrev livet under krigen, breve/dagbøger som beskrev ghettoerne eller rygter blandt jøder, transporten mellem lejrene, fotografier og noterne med Marcel Nadjarys påstande – som viste sig at være utroværdige efter den mindste smule kildekritik.

Det der ikke blev vidst på holocaustmuseet inkludere, men er ikke begrænset til, en officiel ordre fra Hitler, eller nogen andre højtstående personer i Tysklands daværende regering, om at udrydde alle jøderne. Officielle tyske dokumenter, der beskriver logistikken bag et sådant folkemord. Eller en beskrivelse af teknologien, der angiveligt skulle være blevet brugt til et sådant folkemord, f.eks. en model, tegning eller billeder fra disse påståede gaskamre, hvis funktion var at dræbe mennesker.

Alt i alt levede »Holocaustmuseet« slet ikke op til udtrykket »show don’t tell« med deres konstante brug af »walls of text«, hvilket var en enorm kontrast til de andre museer, jeg havde været på tidligere på dagen, Altes Museum, Museum Für Naturkunde, og Pergamonmuseum, der alle lod det fremviste materiale tage centrum og kun bruge det skrevne ord som supplement, der kunne uddybe genstandene, tilføje kontekst eller sammenligne dem med andre lignende genstande.


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //