Rødder del 5 – Patriarkalske strukturer
RACEHISTORIE: Nordfront præsenterer her den femte artikel i en serie af ni af Johan Persson om genetik, europæisk forhistorie og den ariske races udvikling.
Proto-indoeuropæerne (PIE) takkede den himmelske fader for sønner, fede husdyr og hurtige heste. De indoeuropæiske sprog (IE-sprog) har holdt lignende ord for far, farfar, bror og for mænds brødre (svagere på magens side), mens ordene for kvindelige slægtninge har ændret sig noget. Dette indikerer, at mænd og deres brødre boede i samme hushold/nærområde, mens kvinder flyttede til deres mages familie, en såkaldt patriakal boform. Et andet tegn på dette er, at PIE-ordet for medgift var *uedmo, sidestillet med det engelske “wedding”, den pris, som mandens familie betalte for at bringe bruden hjem.
De havde også et patrilineært samfund, hvor mænd arvede deres rettigheder og forpligtelser fra faderen.
Männerbund
Når drenge skulle blive til mænd, slog de sig sammen i krigerbander, til hvad der var kendt som Männerbund blandt germanere og korios hos grækerne. Deres ledere bar et bælte, som et tegn på sin ed til krigsguden og forfædrene. De andre i krigerbanden bar to bælter, det andet som et symbol på deres ed til lederen (sidestillet med vielsesringen). De hængte på sig ulvepelse og rovdyrstænder, inden de som en ulveflok begav sig ud på kvægtogt. De hjemvendte drenge var blevet stærke, sammentømrede mænd, som Rudyard Kipling digtede om i The Law for the Wolves: “Flokkens styrke ligger i ulven, og ulvenes styrke ligger i flokken.” De spartanske ungdomsbander, som begav sig ud på spændingstogter (krypeia) mod heloterne, Spartas statsslaver, var sandsynligvis en variant af denne tusindårige ariske tradition.
Gæst/værtsforholdet
PIE-ordet *ghos-ti- har givet anledning til både “guest” og “host” på engelsk, men også til ordet “ghost”. At PIE-ordet gav ophav til både det engelske ord for vært og gæst, beror på at man havde et gæst/vært-forhold. Dette forhold spændte over generationer. Blandt grækerne var Zeus beskytter af dette hellige forhold, xenia, som Paris i øvrigt forbrød sig mod, da han tog Helena. Homers krigere Glaukos og Diomedes holdt op med at kæmpe mod hinanden og udvekslede i stedet gaver, da de i stridens hede fandt ud af, at deres bedsteforældre tidligere havde et gæst/værtsforhold.
Religiøse forestillinger og samfundsstrukturer
Franskmand Georges Dumézil sammenlignede indo-europæiske myter og religioner, og fandt gang på gang brugen af tallet tre og inddeling i tre. Efter hans opfattelse er PIE opdelt i, hvad vi kan kalde for en præstekaste, en krigerkaste og en hyrde/bondekaste. Kasterne var associeret med farverne hvid, rød og mørk (mørkegrøn, mørkblå, sort). Sammenlignet med hvordan præster i dag, både katolikker og protestanter, bærer hvide præstekraver. En del tæpper fra Yamnaya-kulturen (som vi kommer til i del 6), især dem der blev brugt i begravelser, var farvet i hvid, rød og sort.
Det indiske kastesystem, der består af fire store kaster, som igen er opdelt i endnu mindre endogama-grupper (endogame = at man gifter sig indenfor gruppen), de såkaldt jati, kan være resultatet af, at indoarierne, inddelt i tre kaster, kuede indiens oprindelige befolkning til at blive den fjerde og laveste kaste.
Herodotos skrev, at skyternes samfundssystem blev skabt, da tre brødre hver især greb en ting: drikkekoppen, øksen og åget, som repræsenterede ritualer, krig og landbrug.
Nogle mener også, at vi ser det samme tredeling i baggrunden til den trojanske krig. Paris blev pålagt at udpege den smukkeste af de tre gudinder Hera, Atena og Aphrodite. Gudinderne forsøgte at hver især lokke ham til at vælge netop hende. Hera lovede Paris magt over byer, hvis han valgte hende, Atena lokkede med krigslykke, og Aphrodite lokkede med verdens smukkeste kvinde, altså med frugtbarhed. I øvrigt var trojanerne også IE. Trojanerne bærer IE navnet i Homeros epos, muligvis et svagt bevis på deres ariskhed, og et stærkere bevis er, at vi finder ariske stridsøkser i byen under den relevante tid (se Childe).
Mallory beretter at menneskeofringer/henrettelser var tredelt. De gamle gallere ofrede til de tre guder Esus, Taranis og Teutates ved at hængning, brænding og drukning. De hedenske germanere havde lignende ofre/dødsstraffe. Hængning var forbeholdt præsteskabet og dødsstraffen for dem, der overtrådte religiøse regler. Dødsdom ved sværdet var for krigere eller dem, der besudlede krigerheden. For den tredje stand gjaldt drukning.
I Edda-digtet Rigstula fortælles om hvordan de tre samfund opstod: trælle, karle og jarler. Guden Heimdall forklædte sig som vandringsmanden Rig og besøgte forskellige hjem. Først kom Rig til en hytte tilhørende Edda og Ae. Efter at være budt på mad og sov mellem parret, fødtes der ni måneder senere en mørkhåret dreng som fik navnet Træl. Han blev stamfader til trællens æt. Rig vandrer videre og kommer til Ave og hans kone, Amma. Det samme gentages og ni måneder senere, føder Amma Karl, hvis “hår og hud var rødlig”. Karl viser sig at være dygtig til håndværk og blev stamfader til bønderne. Rig kommer endelig til Faders og Moders rige hjem. Efter at have sovet mellem dette par, bliver sønnen Jarl født med lyst hår. Jarl indtog Odalmarken og blev krigernes og de runekyndiges stamfader.
Således passer Rigs historie godt ind i Dumézils system, både funktionelt og farvemæssigt: sort, rød og hvid (blond).
Hesten (PIE *ekwos)
Omkring 5 200-5 000 f.Kr. tager visse af jæger-samlerne omkring Dnjepr dyreholdet til sig, og spreder sig over de ukrainske og syd-russiske stepper (Pontisk-kaspiske stepper), helt til Volga- og Ural-floderne.
Det ariske dyr par excellence er hesten. Den pontisk-kaspiske steppe var en tør græssteppe, som var et vanskeligt sted for jæger-samlere at bo så snart de forlod vandløbene. Dette ændrede sig med indførelsen af kvæg, de første får, geder og i mindre grad grise og senere hesten, som folket på den pontisk-kaspiske steppe med al sikkerhed var de første til at tæmme.
Gennem kvægbesætninger blev de store græsarealer pludselig en sikker fødekilde, og det hjalp endnu mere med hesten. Hesten, i modsætning til får, bruger dens hove til at bryde gennem isen og sneen, og når på denne måde græsset under den frosne skorpe, hvilket andre husdyr drager nytte af. Som rytter kan man også hyrde flere får, 500 får i stedet for 200 uden hest, ifølge David W. Anthony, en stor ekspert på området.
4800-4600 f.Kr. dukker hesten op blandt tamdyrene omkring midten af Volga (Khvalynsk-kulturen). Givetvis spiser man heste, ligesom man jagede og spiste heste siden oldtiden.
4200-4000 f.Kr. begynder man måske at ride på den pontisk-kaspiske steppe. Steppehesten var stor nok til dette.
Hesten havde ikke en, men to guder, nemlig et tvillingepar. Hos grækerne kaldt Castor og Pullux, hos de angelsaksiske erobrere af Britannien, hed dette gudepar Hersa (hest) og Hengist (hingst). Hos irene finder vi tvillingesønnerne til Macha, de fødtes efter at hus havde afsluttet et hestevæddeløb. Blandt mittanifolket hed tvillingerne nasatya, i Veda asvins.
Kærren
PIE-ordet for hjul skal have været *kwékwlo– (den ophøjede w står for såkaldt labialisering; linjen i slutningen betyder, at bøjningen bliver anderledes afhængigt af kasus og numerus), ikke langt fra ordet cyclop, som vi modtog fra græsk. Modstykket til *kwékwlo- på sumerisk var gigir, på semitisk galgal og sydkaukasisk grgar. Det er åbenlyst selv for vores lægmænd, at ordene er beslægtede. Hvilket sprog var først med ordet? Eftersom PIE-ordet for at snurre var *kwet, kan vi være overbeviste om, at ordet for hjul kommer fra dette og dermed stammer fra PIE-sproget.
De ældste hjul der findes, tilhører hvad der ligner legetøj fra Kukuteni-Tripyillja-kulturen. Det faktum at de kunne bygge små legetøjs hjul betyder dog ikke, at de kunne bygge rigtige kærrer.
kærrer bliver almindelige på steppen omkring 3300-3100 f.Kr.
Bueskydning
Steppekrigere forbindes mest af alt med buen, og når grækere, romere og kinesere skriver om deres dyster med steppefolket, har de beskrevet en ødelæggende kampteknik fra hesteryg. En teknik, der blev udviklet yderligere gennem stigbøjlens udvikling. Romerne skrev med en skælvende penne om det “partiske skud” (parterne var en iransk stamme), et bueskud skudt bagud af en rytter galopperede, det vil sige skudt på sin forfølger midt i flugten.
For effektivt at kunne skyde fra hesteryg kræves en relativt lille bue, som gør det muligt for rytteren at skyde i begge retninger såvel som ligeud, og denne type små buer kom først omkring 1000 f.Kr. Med de tidligere store buer kunne en højrehåndet skytte fra hestens ryg kun skyde effektivt til venstre, og venstrehåndede til højre.
Ved at studere pilespidser kan arkæologen lære om, hvor kraftige skud der kunne skydes under en vis epoke. For at pilens spids ikke skal splintre ved meget høj kraft kræves en spids, som er “påsat/påført” pileskaftet, i stedet for fastkilet i skaftet. Ved sidstnævnte konstruktion vil pilen splintre ved meget høj kraft.
Buekavaleri har en kampteknik, der adskiller sig meget fra ariske kampteknikker, som beskrevet i Illiaden eller de islandske sagaer, hvor man mødes og kæmper mod et eller et par identificerede fjender. Buekavaleri kæmper derimod på afstand i anonyme masser, indtil fjenden er svækket og forvirret nok til et kavalerichok. Sådanne kampteknikker kræver disciplin og lydighed, karaktertræk som den mongolske race ser ud til at synes godt om.
En pilespids som påføres pileskaftet og dermed tillader meget kraftigere skud uden at pileskaftet splintres.
Ord for taks og fyr fandtes i PIE. Takstræet er relateret til bueskydning i mange IE-sprog, fordi det er velegnet til bueproduktion. Guden Ull boede i en takslund kaldet Ydalir. Han blev tilbedt forinden vinterens buejagt på ski. Taksrunen Eoh er knyttet til takstræet. Som et nåletræ og dermed det evige grønne har taks og Eoh runan en symbolsk forbindelse til evigheden.
Guden Ull på ski og med bue, fra en islandsk skrift fra det 18. århundrede.
Kampvognen (hestestridsvognen)
Det tidligste kampvogn var den hestetrukne krigsvogn, der blev opfundet i Sintashtakulturen i 2000 f.Kr. Sintashtakulturen var ariere, der var draget øst om Uralbjergene og senere kom til at bringe indianerne ind i eksistensen.
Kort over udbredelsen af hestestridsvognen. Årstallene er f. Kr. Sintashakulturen er markeret med rødt.
Der blev bygget både smalle stridsvognen beregnet til én mand, og bredere beregnet til to eller tre mand. I Mellemøsten blev sidstnævnte bygget. En mand styrede vognen, en anden skød og den tredje mand holdt et skjold. Fra Egypten har vi et portræt af Ramses II i slaget ved Kadesh, hvor han alene kører en stridsvogn, hvorfra han også skyder med en bue.
Da Cæsar førte sine krige mod gallerierne og briterne, havde romerne ingen stridsvogne, det havde derimod hans keltiske fjender. Cæsar beskriver, hvordan kelterne dukkede op i stridsvogne, kastede spyd og skabte et rod blandt fjendens tropper, før en mand steg ud af vognen og kæmpede med sværd. Tilbage i stridsvognen blev en fører klar til at fragte sin sværmand væk, hvis fjenden skulle få overtaget.
En enkelt stridsvognsføre som kastede spyd kunne holde tøjlerne i den ene hånd. Skød han derimod med bue lagde han tøjlerne rundt om taljen og styrede på den måde vognen.
Hvad var formålet med at bygge avancerede stridsvogne i stedet for at skyde en bue og kaste et spyd fra hesteryg? Stigbøjlen blev opfundet tidligst omkring 500 f.Kr. og blev ikke raffineret før mange hundrede år efter det. Uden stigbøjler har en rytter svært ved at kaste langt, fordi han kun har sin arms muskelstyrke til kastet. Men fra en vogn kan en spydkaster bruge hele kroppen og desuden have et stor mængde spyd på vognen.
De mystiske elamitter i det nuværende Iran havde siden oldtiden været i krig med sumererne, og omkring 2000 f.Kr. besejrer elamitterne endelig sumererne og besætter deres hovedstad, Ur. Fik de hjælp fra indo-iranske lejesoldater til at lykkes? Det er meget muligt, for efter sejren dukker billeder op af stridsvogne i Anatolien, og kun et par hundrede år senere grundlægger indoariere Mittani-riget midt i Mellemøsten, mere specifikt i det nordlige Syrien og det omkringliggende område.
Den pontisk-kaspiske steppe
De lingvistiske, arkæologiske og genetiske spor af det ariske urhjem fører alle til den pontisk-kaspiske steppe som spreder sig over Ukraine og den europæiske del af det sydvestlige Rusland. Navnet pontisk kommer fra den græske havgud Pontos (som var gift med Thalassa, et andet græsk navn for havet). Grækerne kaldte Sortehavet for Pontos Euxeinos, hvilket betyder “det gæstfrie hav” (sammenlignet med xenien ovenfor). Kaspisk kommer fra kaspirfolket i det sydøstlige Kaukasus, som sandsynligvis talte et iransk sprog. De boede ved det Kaspiske Havs kyster og gav denne enorme sø dens navn.
Sortehavet i vest og det kaspiske hav i øst.
Da indlandsisen smeltede, steg det Kaspiske Hav og skilte landet vest og øst for Uralbjergene fra omkring 14.000 f.Kr. og tusinder af år frem. Da denne enorme indsø (det khvalynske hav) trak sig tilbage, var en saltørken, eller klippelandskab, efterladt, hvilket naturligvis var meget vanskeligt at krydse til fods, hvilket adskilte Europas og Asiens racer i tusindvis af år. Uralbjergene var i øvrigt en langt kraftig barriere, bjergkæden forsinkede IE-ekspansionen mod øst med mindst 1000 år.
Læs også:
Rødder del 1: Genetisk slægtskab
Rødder del 2 – Europæisk forhistorie
Rødder del 3 – Evig ære
Rødder del 4 – Lingvistikkens frugter
Rødder del 5 – Patriarkalske strukturer
Rødder del 6 – Yamnaya
Rødder del 7: Mod syd
Rødder del 8: Mod øst
Rødder del 9: Mod vest
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.