Rødder del 3 – Evig ære

RACEHISTORIE: Nordfront præsenterer her Johan Perssons tredje artikel i en serie af ni artikler om genetik, europæisk forhistorie og den ariske races udvikling.

Jeg vil bruge udtrukket “arier” parallelt med “indoeuropæer” (IE), dels fordi det er kortere, dels fordi det skaber en vis mystik. Ordet arier stammer fra forfatterne af de ældste religiøse værker på henholdsvis sanskrit og iransk, Rig Veda og Avesta, hvilke kaldte sig selv for ariere. Iranske og indiske ariere vil vi benævne som indoiraner.

Arierne begav sig på vej i alle retninger fra urhjemmet nord for Sortehavet. I flere ekspansionsbølger skyllede de ud over det eurasiske kontinent. Den første bølge, måske så tidligt som omkring 4000 f.Kr., havde retning mod Donau og Balkan. Under de 2.500 år som fulgte denne første bølge, dukker arierne op i hele Europa og store dele af Asien: i centralasien, ved Jenisej-floden langt inde i Sibirien, ved den kinesiske grænse, i Tyrkiet og Mellemøsten og på det indiske subkontinent. De driver kvæg hen over Eurasiens stepper og sang heltekvad om hvordan de bekæmpede deres fjender og vandt evig ære.

Jenisej-floden i Sibirien. Arierne førte hesten og vognen til denne del af verden.

De forskellige invasioner førte førte til sammenblanding, eller udryddelse, af forskellige folk. I en senere artikel vil jeg se nærmere på de forskellige ekspansioner. Først vil jeg dog præsentere det, vi i dag kender som ur-indoeuropæerne, som normalt kaldes proto-indoeuropæere (PIE).

Kulturelle relikvier

“At drive kvæg”, sætningen jeg brugte for nylig, stammer fra de tidlige ariere og findes stadig i forskellige indoeuropæiske sprog (IE-sprog), fra Irland i nordvest til Indien og Sri Lanka i sydøst. PIE var et kvægdrivende og krigerisk folk, som kvægdrivere så ofte har været gennem historien. Kvæg blev røvet fra naboerne og rigdom blev målt i hordernes størrelse, altså i fæ-dyr, som det ses i nogle berømte strofer i Havamal:

Fæ dør, Frænder dør,
ogsaa du skal dø;
eet jeg ved, som aldrig dør,
Dom om hver en død.

Men fæet, eller kvæghorderne, er en forgængelig rigdom. I et vers fra det indiske Rig Veda, som opfordrer til generøsitet, understreges det, at man bør være forsigtig mens man stadig kan:

“For rigdom ruller som hjulet på en vogn, fra én mand til en anden” (RV 10. 117). (En anden oversættelse lyder; “Rigdomme kommer til den ene, siden til den anden, og ruller evigt videre, som hjulet på en vogn”.)

Værket Vanitas af guldaldermaleren Pieter Claeszoon, som symboliserer livets forgængelighed. Et evigt arisk tema.

Selv om rigdomme forgår, og livet rinder ud, så varer mindet af en modig mand ved. Et andet udtryk, som findes hos både Homeros såvel som hos indoiranerne, er “udødelig ære”, hvilket Akilles valgte fremfor et stille og roligt liv. Akilles fik sin skæbne åbenbaret for sig. Kan kunne enten forlade belejringen af Troja, tage hjem, leve et godt liv og dø som en gammel mand, eller han kunne blive og dø ung, men vinde den udødelige ære.

Det talte ord var af største betydning. Ordet skabte både poesi og ed. Poetens hyldest var krigerens vej til udødelighed.

I Wagners opera Valkyrien, i anden del af tetralogien, Nibelungens Ring, åbenbarer valkyrien Brünnhilde sig for Siegmund inden en kamp, hvilket valkyrierne kun gjorde for dem som skulle møde døden på slagmarken. Alligevel nægter Siegmund at flygte. Han bliver og dør heltedøden da han bliver ramt af et spyd i en kamp for at beskytte sin kvinde. Nibelungens Ring er baseret på Nibelungens sang, som bygger på sagn og legender fra oldtiden. Når al fakta er glemt, overlever legenden.

Fordi mennesker er vidende om deres dødelighed, kan det ikke undgå at se livets tragedie: At livet er kort, lunefuldt og forgængeligt. Arierens svar på denne tragedie var at overleve gennem sønner, dåd og evig ære. Er det svaret på tragedien endnu i dag? Det er i år 119 år siden Verner von Heidenstam skrev dette aktuelle vers:

Det er bedre at opnå hævn
end at se årene forsvinde,
det er bedre at hele vort folk forgår
og gårde og byer brænder.
Det er modigere at vove terningekastet,
end at falme som en visnende plante.
Det er skønnere med en streng som brast,
end aldrig at spænde buen.

(Tredje vers af digtet Åkallan och löfte, oversat af Nordfront)

Denne opfattelse står i kontrast til Det Gamle Testamente, hvor mænd, der begunstiges af Gud, kan forlænge deres liv på jorden, altså en materiel belønning.

Poesi

Den australske arkæolog Gordon Childe var manden, som i 1923 udtænkte udtrykket “neolitisk revolution” for jordbrugets opståend og udbredelse. Ordet “neolitisk” blev allerede brugt i 1865 som henvisning til den yngre stenalder, og Childe, som var marxist, koblede dette sammen med “revolution”, da jordbruget i marxistisk terminologi revolutionerede (fødevare)produktionen. I sin bog The Aryans fra 1926 skriver Childe:

Poesi, i hvilken en metrisk [alsidig] struktur kombineres med højtravende ord, for at legemliggøre smukke idealer synes særdeles arisk. Semitisk poesi, for eksempel, bygger ikke på en regelbunden metrisk struktur baseret på et givent antal stavelser i verset. Overensstemmelsen i metrik i den hinduistiske Veda, den iranske Gatha [salmer skrevet af Zarathustra], og den græske lyrik, tillader os endda at antyde en form for fælles verstradition arvet fra en tidligere æra.

Opdagelsen

At persisk, indisk sanskrit og afarter af disse gamle sprog var beslægtet med europæiske sprog begyndte allerede at anes i det 17. århundrede af hollænderen Marcus Zuerius van Boxhorn. Idéen blev yderligere båret videre af franskmanden Gaston-Laurent Coeurdoux under første halvdel af det 18. århundrede. Det var dog Sir William Jones‘ præsentation for et selskab af lærde kolonister i Indien i 1786 som almindeligvis ses som udgangspunktet for teorien om indoeuropæiske sprog. Jones bemærkede, at sanskrit var forbundet til latin og græsk. Jones var i øvrigt en sand polyglot. Han talte walisisk (chymisk) fra barnsben, og foruden et stort antal levende europæiske sprog havde han også stort kendskab til gotisk og persisk.

Skandinavere har altid været store systematikere. Udover Linné og hans taksonomi kan vi prale af mænd som Christian Jürgensen Thomsen, som organiserede sten-, bronze- og jernalderens arkæologi. Eller landsmanden Rasmus Rask, lingvistikkens fader, som i begyndelsen af det 19. århundrede systematisk betragtede grammatik- og lydoverensstemmelser mellem sprog og formulerede det, som blev kendt som Grimms Lov. Jeg vil ikke gå i detaljer om Grimms Lov, men nøjes med at belyse et par eksempler på, hvordan loven forklarer lydændringen (støjforandringen) fra proto-indoeuropæisk (PIE) til germansk.

Ord som på latin begynder med q og c (c udtales som k i ældre lain) er i germansk blevet til h. Eksempelvis blev quod på engelsk til what, og på dansk til hvad. Senere blev h’et givetvis stumt og vi udtaler ikke h’et. Men hos en del engelsktalende, for eksempel Jared Taylor, kan man stadig høre h’et når han siger “What is white privilege, and what does it mean?”.

Grimms Lov viser også, at g blev til k. Det græske gyne blev i norden til kone og det moderne kvinde. Ph blev til b, det græske phero blev til det danske bare, phrater blev til broder. P blev til f, det latinske piscis blev til fisk, pes blev til fod, pater blev til fader osv.

Desuden blev d til t. Det latinske decem og det græske dekra er på dansk blevet til ti. Ser vi nu på 3 af disse lydændringer (c til h, p til f og t til d) i forbindelse med det latinske ord caput, får vi det danske ord hoved.

Germansk har haft en relativ kraftig lydændring sammenlignet med andre IE-sprog i Europa, hvilket kunne tolkes som et tegn på, at de mennesker, der boede her før arierne kom, påvirkede det indkommende sprogs udtale relativt meget.

Ud fra et systematisk synspunkt er den vigtigste lydforandring i ariske sprog, at den del ariere begyndte at udtale det første k i et ord, som en s-lyd. Ordet for “hundrede”, k’mtom på PIE, forblev derimod i den ene sproggruppe, kentum, men forandrede sig til satem i den anden. Kentum-sprog er alle germanske, romerske og keltiske sprog, samt græske og tokhariske. Kentum-sprog er altså, bortset fra tokharisk, alle vestlige sprog.

Men baltisk, slavisk (baltoslaviske) og indoiranske sprog er satem. Lingvister er ikke enige om, hvorvidt albansk og armensk er kentum eller satem. Men er heller ikke enig om, hvad gælder de uddøde sprog thrakisk, dakisk og illyrisk.

De anatolske sprog, som vi kommer til at tale om i en kommende artikel, udsprang sandsynligvis af den ariske sprogstamme allerede inden lydforandringen fra kentm til satem fandt sted.

Blåt = kentum, rødt = satem.

Dansk, som er et germansk sprog, tilhører altså kentumgrenen. Men hos os er k‘et i kentum blevet til h, hundrede. Hvordan ved vi så at kentum er originaludtalen, og at det er satem der er den forandrede form? Det er mere sandsynligt, at en hård lyd (k) bliver til en blød lyd (s), end det omvendte. Vi ved, at denne lydændring er sket flere gange. Det latinske centum (med “hårdt” c) er blevet til det franske cent (som udtales som s). (I ord fra middelalderfransk hvor c følges af en hård vokal, forblev udtalen af c‘et hårdt, ligesom det franske côte udtales med en k-lyd (côte = kyst, udsprunget af det latinske costa)).

Vi skal imidlertid understrege, at inddelingen i satem og kentum blot er fonetisk. Gennem grammatiske og vokabulære grænser er sproget opdelt på andre måder. Childe skriver i sin bog The Aryans, at græsk og sanskrit består af et system af udsagnsord, som er mere lig end græsk og latin, på trods af, at de begge senere er kentumsprog.

Sprogforskningen blev således formaliseret af den danske Rask, og i det 19. århundrede lykkedes det sprogforskere, især tyske, at rekonstruere op til 2000 ord fra PIE-sproget ved at sammenligne de forskellige indoeuropæiske sprog og “spole lydændringerne tilbage”. Den tyske sprogforsker August Schleicher inddelte sprog og sprogfamilier en smule på samme måde som Linnés taksonomi. Ved at tegne et sprogtræ kunne han kortlægge slægtskab mellem sprogene og gisne om hvornår sproggrupper skiltes.

Grunden til at man overhovedet kan genskabe ord fra over et over 5000 år gammelt sprog er, at de mest almindelige ord i et sprog forandres meget lidt. Et tydeligt eksempel på dette er det engelske sprog, et sprog hvor omkring halvdelen af ordene satter fra romanske sprog, især fransk i kraft af normannernes invasion. Men af de mest almindelige 200 ord i sproget, er blot 4% låneord fra romanske sprog, hvilket gør, at engelsk trods alt har bevaret sin germanske karakter.

Læs også:
Rødder del 1: Genetisk slægtskab
Rødder del 2 – Europæisk forhistorie
Rødder del 3 – Evig ære
Rødder del 4 – Lingvistikkens frugter
Rødder del 5 – Patriarkalske strukturer
Rødder del 6 – Yamnaya
Rødder del 7: Mod syd
Rødder del 8: Mod øst
Rødder del 9: Mod vest


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.