Rødder del 8: Mod øst

RACEHISTORIE: Nordfront bringer her den ottende artikel i en serie af ni om genetik, europæisk forhistorie og den ariske races udvikling.

Før den russiske erobring af Nordasien, Centralasien og det fjerne Sibirien har to store ariske ekspansioner fundet sted mod øst. Den første skabte afanasjevo-kulturen omkring 3300-2500 f.Kr. som antages at være ophavet til Tokharerne. Den anden ekspansion var andronovo-kulturen, som delvist erstattede afanasjevo-folket og gav anledning til indo-iranernen opståen.

Afanasjevo

Lingvister mener som sagt, at den pre-anatolske gren af ​​indo-europæisk (IE) var den første gren der skød af det indoeuropæiske sprogtræ, den anden gren var en, der drog østpå omkring 3500 f.Kr. da Volga-Ural-steppens folk først krydsede Uralbjergene og østpå gennem Kasakhstan og helt til Altaj-bjergene ved Kasakhstans grænse mod Mongoliet. De grundlægger afanasievo-kulturen, som er den formodede forfader til de tokhariske sprog. Derudover er de de første med husdyr og heste ved Altaj-bjergene, et område der i dag er tyrkisk og mongolsk. Tyrkisk og tokharisk har meget få ligheder, på trods af deres geografiske naboskab. En af de få ligheder er, at det tokhariske okso = okse, er blevet ökuz på tyrkisk.

Fysiske antropologer afgjorde for længe siden, at afanasjevo-folket udseendemæssigt er tættest beslægtet med yamnaya-folket. Det er overraskende, at moderne genstudier viser, at afanasjevo-folket var yamnaya-folk, der trak østpå.

Det er meget muligt, at det var Afanasjevo-folket, der introducerede metaller og metalproduktion i Kina.

Ud over nye græsgange har en grund til spredningen østover været jagten på metaller. Faktisk begyndte bronzealderen i Europa tidligerei det nordlige Kaukasus end på Balkan og omkring Det Ægæiske Hav. Allerede i 3.700 f.Kr. man begyndte legering af kobber og arsen til en slags dårlig bronze, i noget tidligt “bronze” blev det sundhedsskadelige arsen anvendt i stedet for tin. God bronze indeholder ca. 10% tin og 90% kobber, men tinindholdet under bronzealderen er ofte lavere end det, fordi tin er et relativt sjældent metal. I Europa er det hovedsageligt i England, hvor der findes større tinaflejringer, som er blevet ekstraheret siden bronzealderen. Mindre udvinding fandt sted bl.a. i Erzgebrige i Bøhmen og østpå i det vestlige Sibirien, Afghanistan og Usbekistan.

Tokharerne

Tokharerne var altså indoeuropæere, som har rejst langt østpå, og i Kizil-hulen i det nordvestlige Kina er der fundet en fresco fra 500-tallet. af fire tokhararer, to er blondiner og to er rødblonde. Fra Europa hele vejen til Baikal-søen i Sibirien (nord for det centrale Mongoliet nordøst for Altaj-bjergene) finder vi rester af europæiske mænd, ofte med blonde skæg og brunt hår (se Coon). Det var den svenske arkæolog Folke Bergman, der i 1930’erne opdagede de første lyshårede mumier i Tarima-bassinet i det nordvestlige Kina. Langt størstedelen af ​​Asien fortsætter med at være domineret af mænd med europæisk udseende indtil omkring 1000 f.Kr., da begynder tyrkerne og mongolerne at sprede sig. Fra 300’erne e.Kr., med hunnernes fremskridt, accelererer forandringen, og folk af mongolsk og tyrkisk race bliver dominerende på Asiens store stepper.

Der findes manuskripter med to nedskrevne tokhariske sprog fra 500-700 e.Kr. Skrifterne vedrører buddhisme, kommercielle transaktioner (karavaner), medicin og magi, og er skrevet med indiske tegn. Det østlige Tokhariske kaldes Tokharisk A og det vestlige for Tokharisk B. De to sprog var blevet adskilt i 500-1000 år, da de begyndte at blive nedskrevet. Disse er kentum-sprog og hundrede hed känt på Tokharisk A og kante på Tokharisk B. Tokharerne var uundværlige for Buddhismens udbredelse til Kina.

Området de besatte var værdifuldt på mange måder. Det var ikke kun en vigtig handelsrute (Silkeruten), rig på mineralforekomster og egnet til hesteavl, men huser også flere oaser egnet til jordbrug.

Tokharerne hat fået deres navn efter den græske betegnelse, Tokharoi, for et folk, der emigrerede fra Turkestan til Baktria i 100’erne f.Kr. Intet tyder imidlertid på, at dette folk har noget at gøre med Tokharanerne i Tarim-bassinet, som vi henviser til.

I modsætning til en dansker i S-toget i en Københavnerforstad var tokharerne ikke de eneste europæere i området. Kineserne beskriver et folk, Wusun, bosat nord for tokharerne, som rødhårede, blåøjede og lignende i udseende. Med hensyn til dette er der gamle kilder, der beskriver Djingis Khan som rødhåret og med lyse øjne.

Fresko i Kizil Grotten, det nordvestlige Kina.

Indoiranerne

Indo-indianernes ældste spor, det folk som vil komme til at være forfædre til både iranerne og indo-arierne, er fra regionen mellem de to floder Volga og Ural. Derfra drog de østpå forbi Uralbjergene, ligesom ophavsfolket til Afanasjevo-kulturen gjorde før dem. De satte sig på et enormt landområde gennem den såkaldte andronovo-kultur/horisont, som dækkede meget af Centralasien, fra Ural til Jenisej-floden i Sibirien.

BMAC (Bactria-Margiana Archeological Complex) var en ikke-IE-kultur som havde tidlig kontakt med indoiranerne og påvirkede deres sprog.

En del af den brede andronovo-horisont var sintashta-kulturen. Denne kultur adskiller sig ved sin flittige udvinding af kobber og til dennes bronzearbejde. Genetiske undersøgelser tyder på et nært forhold mellem stridsøksekulturen og sintashta-kulturen. Den førstnævnte siges at have været ophav til sidstnævnte.

Stridsøksekulturens påvirkning (Corded Ware) til sintashta.

Sovjetisk rekonstruktion af en andronovo-mand.

Fra det store landområde, som andronovo dækkede, begav man sig sydpå i to bølger. Den første bølge gav anledning til IE-kulturen i Indien såvel som Mellemøsten, og den anden bølge kom til at erobre store dele af Mellemøsten, og dets sprog har overlevet i det kurdiske og iranske sprog.

Sproget og dele af indholdet af det indo-ariske værk Rig Veda tyder på en tidlig kontakt med et ikke-IE-folk. David Anthony’s gisning (se yderligere) er, at guden Indra og drikken soma, der et lånt fra et ikke-IE sprog, blev adopteret gennem kontakten med folket, der er mærket BMAC på ovenstående kort. Indra var stærkere forbundet med soma end nogen anden gud. Soma var en berusende drink, som vi ikke rigtig ved hvad bestod af, muligvis indeholdte den efedraplanter.

I det iranske hellige skrift Avesta derimod, blev Indra set som en dæmon, og iransk udviklede sig sandsynligvis lidt længere nordpå end indo-indisk.

En lille sproglig finurlighed: begrebet viryani fra Rig Veda betyder “mandlige dåd” og er beslægtet med latinets vir (sammenlignet med dansk viril, virtuos og engelske virtue), men også med varulv og tyske og engelske werwolf.

Indoiranske spillere

Skytherne og andre iransktalende folk var indtil den tyrkiske, og senere delen af den slaviske ekspansion, ofte det dominerende folk i det østeuropæiske sletteområde. Da goterne erobrede Ukraine, tog de magten fra de iransktalende alananere (osseternes forfædre). Da ostrogoterne til gengæld blev besejret af hunnerne, fulgte både goth og alananerne med hunnerne mod romerriget. Ved tiden for det vestlige Roms fald fulgte en del alanere med den germanske invasion af Spanien og Nordafrika.

Den romerske historiker Ammianus Marcellinus skrev i 300’erne om de krigeriske alananere i sit værk Res Gestae: “Næsten alle alanske mænd er høje og smukke, deres hår er mådeligt blondt og deres øjne er bistre og frygtelige”.

De mest eksotiske af iranske folk i Europa må være de berømte sarmatere, der blev rekrutteret til den romerske hær og sendt til Storbritannien i det 100. århundrede e.Kr. Det er ikke umuligt, at denne sarmatiske stamme kun var alanere.

Filmen “King Arthur” fra 2004 handler om en gruppe sarmatiske riddere som gør tjeneste under den romerske befalingsmand Artorius Castus i Britannia (England).

I Hindukushs høje bjerge, på grænsen mellem det nordøstlige Afghanistan, det nordlige Pakistan og i mindre grad Indiske Kashmir, finder vi dardiske sprog, som er en undergruppe af indo-arisk. Men endnu mere interessante sprog i området er de nuristanske sprog. Disse sprog, som sammen har omkring 100.000 talere, tilhører den indo-iranske gren, men de er hverken iranske eller indo-ariske, men er en tredje, meget lille, men aldeles egen kvist på den indo-iranske sproggren. De seks nuristanske sprog tales i Nuristani-regionen (lysets land) i det nordøstlige Afghanistan. Det er et bjergrigt område, som frem til slutningen af 1800-tallet var ikke-muslimsk og havde en arisk religion fjernt relateret til hinduismen. Landet kaldes inden for den muslimske verden for Kafiristan, det vil sige de vantros land, altså de ikke-muslimskes land. Ifølge Coon, som offentliggjorde sin monografi i 1939, er Kafiristans herskerklasse mere arisk end resten af ​​folket, og de har haft stærke racemæssige love, hvilke sandsynligvis har måtte vige i takt med fremgangen af ​​islam.

I det samme område, i det pakistanske Hindukush, bor et folk kaldet kalash. Kalash-sproget tilhører den ovennævnte dardiske undergruppe af indo-ariske sprog, og for 100 år siden taltes sproget af op mod 100.000 talere, i dag er de omkring 3.000. Hos Kalash-folket eksisterer en gammel indo-arisk religion stadig, men folket konverteres hurtigt til islam.

En nuristani-pige i Kabul.

Kalesh-folket. selv om kalesh-folket og nuristanifolket er betydeligt lysere end sine naboer, er de ovenstående mennesker ikke repræsentative for befolkningen i sin helhed.

Manus-love

Vi nordboere kan skatte os lykkelige, at vi gennem historien har haft et yderst homogent land, og derfor slap for racelove for at bevare vort folk. Hvis vi på den anden side ser på den gamle indo-ariske Manus-lov, kan vi se hvordan raceblanding med den laveste kaste, sudra, fordømmes: “Højkastede mænd, der i dårskab gifter sig med lavkastede kvinder (sudra), sænker deres familie og deres børn til sudra-niveauet”, og videre; “ham, som gifter sig med et sudra, bliver udstødt/kasteløs”, “en brahman, der tager en sudra til ægte, vil efter sin død synke til helvede, får han børn med hende, han vil miste sin rang som brahman”. Formentlig fandt en udblanding af Indiens højere kaster sted i større grad med fremkomsten af ​​buddhismen. Ordet for kaste var “varna”, hvilket betyder farve. Det er muligt, at det refererer til den ariske farveinddeling i hvid, rød og sort; men det kan også være rettet mod sudras mørke farve.

Indo-ariernes Manu har for øvrigt et sprogligt modstykke i Mannu, en mytisk forfader til noget af det germanske folk.

Relaterede artikler:
Rødder del 7: Mod syd
Rødder del 6 – Yamnaya
Rødder del 5 – Patriarkalske strukturer
Rødder del 4 – Lingvistikkens frugter
Rødder del 3 – Evig ære
Rødder del 2 – Europæisk forhistorie
Rødder del 1: Genetisk slægtskab


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.