Rudolf Hess’ fredstale

DAGENS DATO: Den 8. juli 1934 appellerede Rudolf Hess til fred mellem nationerne. Hess ville syv år senere flyve til England for at forsøge at stoppe den krig, som England og Frankrig startede ved at erklære krig mod Tyskland.

I propagandaen beskrives Adolf Hitler og de andre ledende skikkelser i det nationalsocialistiske Tyskland som krigsgale. Faktisk ønskede Hitler ikke krig, men appellerede flere gange til fred mellem nationerne. Hitlers første udenrigspolitiske tale, i maj 1933, handlede om at sikre fred. Millioner af mennesker ville ikke have behøvet at sætte deres liv på spil, hvis de allierede havde lyttet til Hitlers tale om fred, tysk ligestilling og forslagene om generel nedrustning.

Hitler var heller ikke alene, hans stedfortræder, Rudolf Hess, holdt en tale den 8. juli 1934, hvor han appellerede til fred mellem nationerne. Hess holdt talen i Königsberg ved et Gau-møde, men talen var også tiltænkt et internationalt publikum.

Talen havde titlen »Til verdens frontkæmpere« (An die Frontkämpfer der Welt) og Hess talte ud fra sine egne erfaringer som frontsoldat under Første Verdenskrig. Hess nævner i talen, at de forskellige nationers frontsoldater under Første Verdenskrig delte de samme byrder og i dag har fælles bånd til hinanden. Frontsoldaterne ønsker fred, fordi de føler en indre samhørighed med den anden side, og fordi de har kæmpet og blødt i en meningsløs krig, der måske er startet »af en idiot med en pistol« (skuddene i Sarajevo). Derfor skal frontsoldaterne stå frem og sige fra, når politikere og andre interesser driver udviklingen mod en ny krig.

Talen kan læses i sin helhed på engelsk her.

Nedenfor er et uddrag af talen:

Vor nation er i dag heldig, at være ledet hovedsagligt af frontsoldater, af frontsoldater, der har bragt frontens dyder med sig til statens lederskab. Genopbygningen af ​​riget har været styret af frontens ånd. Det var frontens ånd, der skabte nationalsocialismen.

I lyset af den forestående død ved fronten brød ideer om social status og klasser sammen. Ved skyttegravene på fronten delte soldaterne fælles glæder og sorger, og et hidtil ukendt venskab mellem landsmænd udviklede sig. For alles øjne og i gigantisk format stod i skyttegravene den fælles skæbne over den enkeltes skæbne.

Og denne følelse af et fælles bånd har varet frem til i dag. Er det ikke sandt? Når soldater ved frontlinjens skyttegrave, der kæmpede på hver sin side, nu er sammen, taler de naturligvis om Verdenskrigen; men det håb, der konstant funkler gennem deres samtale, er håbet om fred. Og hvis politikerne ikke kan finde måder at opnå dette på, er det mændene fra skyttegravene, der nu kaldes til at bygge broer til forståelse på tværs af den kløft, der adskiller folk fra folk.

Det er ikke tilfældigt, at de to nationer – Italien og Tyskland – i dag ledet af soldater [Mussolini og Hitler], som engang kæmpede i skyttegravene, er de nationer, der arbejder hårdest for at skabe verdensfred.

Også i Frankrig møder Hitlers forsøg på at skabe forståelse hos vores vestlige naboer den mest storslåede modtagelse fra tidligere frontsoldater.

Kravet om en forståelse af Tyskland, officielt udtrykt af de franske veteranorganisationer, blev modtaget med stor sympati af os og især af tyske frontsoldater.

Vi ved, at disse mennesker længes efter fred. Ligesom os frontlinjesoldater følte franskmændene bag linjerne også, at krigen var en katastrofe for dem og for hele verden.

En franskmand, der kender folket og politikken i sit land meget vel, sagde engang til mig: Hav medlidenhed med os, vi er stadig styret af det parlamentariske system. Han sagde, at statsmænd i deres taler ofte er tvunget til at undgå at sige, hvad de virkelig mener, men i stedet sige, hvad parlamentets flertal ønsker at høre. Men vi ved, at folketingsflertallet ikke repræsenterer befolkningens mening. De repræsenterer snarere kommercielle interesser og andre kræfter.

Vi, der har kæmpet i skyttegravene, er fast besluttet på at sikre, at inkompetent diplomati ikke må være årsag til en ny katastrofe. Vi ønsker at arbejde sammen for at forhindre endnu en katastrofe. Vi ønsker sammen i fred at bygge det, vi ødelagde i krig.

Lad os være ærlige. Spurgte vi ikke os selv dengang: Hvorfor alt dette? Skal det være sådan? Kan menneskeheden ikke reddes fra dette i fremtiden?

I dag rejser jeg det samme spørgsmål – fra en frontsoldat til frontsoldater over hele verden, som en leder inden for den tyske nation til en leder af andre nationer: Skal det være sådan? Kan vi ikke med god vilje og samarbejde redde menneskeheden fra dette?

Frontsoldater vil have fred.
Folket vil have fred.
Den tyske regering vil have fred.

Hess skulle i 1941 blive kendt som fredsforkæmper, da han fløj til England for at mægle fred – men i stedet blev han fængslet og idømt livsvarigt fængsel i Spandau-fængslet. Ifølge Nürnberg-retsparodien havde Hess begået en »forbrydelse mod freden«. I 1987, da Hess’ løsladelse var nært forestående, blev han myrdet i Spandau-fængslet, noget der nu er blevet bekræftet af tidligere klassificerede dokumenter. Motivet til mordet skal have været, at briterne ikke ønskede, at Hess skulle lække oplysninger om Anden Verdenskrig.

Læs også:
Rudolf Hess
Rudolf Hess dør under mystiske omstændigheder