Selvfølgelig findes der en plan!

KRONIK: Nordfront genudgiver Den Nordiske Modstandsbevægelses leder Simon Lindbergs svar på Max Rosenfors’ kronik »Findes der ingen, som har en plan?«. Artiklen blev oprindeligt offentliggjort på Motståndsrörelsen.se.

I en kronik på Nordfront hylder Max Rosenfors den nationale internetkultur, som han skriver var på sit højeste i 2015-2017, og at det var en del af en bevidst plan for den nationale bevægelse om at erobre internettet, hvilket også lykkedes, blot for at blive næsten fuldstændig censureret. Rosenfors problematiserer desuden, at han herefter ikke længere synes at kunne se nogen plan for, hvordan den nationale bevægelse kan vinde.

Jeg har ikke hørt en eneste nationalist forklare, hvordan vi nu skal gå fremad, for slet ikke at tale om at vise vej og gennem handling vise, hvordan ens plan ser ud. Det er katastrofalt. Der er masser af ting at arbejde med, tro mig, men at arbejde med noget er noget helt andet end at have en plan.

Dette problem, og intet andet, bør overvejes.

Der er ikke noget vigtigere at tænke over, og ingen andre end os vil løse det.

Jeg stillede mig selv spørgsmålet om, hvordan jeg ville forklare det til en person, der tænker som os, men som ikke er villig til at engagere sig i aktivisme for sagen: Hvordan forklarer jeg, hvorfor vi har brug for deres hjælp?

Og jeg kan ikke forklare det. Jeg har ikke nogen plan. Jeg kunne tale om deres moral, jeg kunne forsøge at give dem skylden for deres passivitet. Men jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg faktisk har brug for deres hjælp, uden en plan.

Max Rosenfors: »Findes der ingen, som har en plan?«

Da Max Rosenfors og jeg bor i den samme by, har vi tilbragt en del tid sammen. Normalt er jeg ikke klar over, at han aldersmæssigt næsten kunne være min søn, men da jeg læste hans klumme, tænkte jeg stærkt over det. Når det er sagt, synes jeg, at hans synspunkter er værdifulde, fordi jeg fra mit perspektiv måske undervurderer meme-kulturens værdi for den nationale sag lige så meget, som jeg tror, at han overvurderer den.

For ham handler det nok i virkeligheden, og uden at han selv er klar over det, om nostalgi. Det var den store nationale bølge i den tid, hvor han »vågnede op« og engagerede sig, ligesom skinhead-kulturen og white power-musikken var den store ting, da jeg blev nationalt indstillet i slutningen af 90’erne. Jeg kan godt nostalgisere over det og fremhæve det, selv om det langt fra var fejlfrit – at vi der og dengang ejede den nationale bevægelse, den oprørske svenske ungdom. Alle, der var 15 år og var noget, og som ikke var højt aktiv i nogen sport eller tabte sig til stoffer, de var nazistiske skinheads.

Det kunne opfattes som en plan fra geniale nationalsocialister om at bruge musik og subkultur til at flytte hvide unge i vores retning, og det var det til en vis grad også, mindst lige så meget eller lige så lidt som det var en plan om, at vi ville overtage internettet for et par år siden.

Sandheden er faktisk, at den nationale bevægelse mere eller mindre fulgte den samme plan i 1990’erne som i 2010’erne, og det er stadig i høj grad gældende her og nu. Det, der fik os til at dominere den oprørske ungdom i 1990’erne og internettet i 2010’erne, var ikke så meget regulære planer som forskellige tilfældigheder, der korrelerede med hinanden, og som vi hoppede på og gjorde det bedste, vi kunne, baseret på de fremherskende tendenser, men med den større plan stadig intakt – dengang og nu.

Så vil jeg også hævde, at den nationale internettrend ikke var lige så vigtig her som på den anden side af dammen. I USA blev den enormt vigtig, fordi den opstod i et næsten nationalt vakuum, hvor der stort set ikke var nogen bredere national bevægelse, og især ikke i kød og blod på gaderne.

I Sverige havde vi også en anden national bølge, som jeg tror var endnu vigtigere for os, og den var baseret på at skabe en radikal national demonstrationskultur, hvor vi hele tiden blev flere og flere, så bedre ud og udførte det, vi gjorde, med større udbredelse. Det gjorde vores kamp kendt for masserne og faktisk ikke kun her, men i hele den hvide verden.

Det lykkedes ganske vist den internetbaserede nationale kamp at få verdens hvide ungdom til at fylde alle fora og kroge på nettet med nazisme, men man må ikke glemme, at den nationalsocialistiske nordiske demonstrationskultur samtidig fik hvide gadekæmpere fra vest til øst til at søge efter en organisation som Den Nordiske Modstandsbevægelse, og at der derfor i flere lande også er dannet nationale alternativer med os som forbillede. Nogle af disse vil helt sikkert stå til sejr eller død og være afgørende for den hvide races globale frihedskamp.

Personligt er jeg også mere imponeret af Patriot Front end af 8-chan’s trolling, men som jeg nævnte tidligere, er det måske mere et spørgsmål om alder og interesser og dermed en subjektiv smag end en absolut sandhed. Begge dele har helt klart opfyldt deres funktion og begge veje har også fulgt samme plan, som i øvrigt stadig er aktiv og gyldig.

Patriot Front

En plan, som vi også gik videre med, da vi trak bukserne ned på hele etablissementet under holocaust-aktionen i Malmø, da vi sammen med andre fik systemet til at svinge i spørgsmålet om vaccinepas, eller da vi demonstrerede mod NATO og Tyrkiet i Stockholm her for nylig.

Hvad er så den store plan, som jeg mener, der har eksisteret og stadig eksisterer? Hvordan vil vi nationalt set vinde?

Vi vil fortsætte med at deltage og blive set og hørt alle steder, hvor vi kan. Måske frem for alt vil vi fortsætte med at eje gaderne og vise os selv i virkeligheden for folk, da det er meget sværere at censurere og fuldstændigt stoppe os der, end det er i andre miljøer, hvor vi mere tydeligt kun eksisterer på den herskende magts nåde.

Vi vil fortsat rekruttere de bedste, mest modige og fanatiske personer fra masserne og blandt dem danne et urokkeligt fællesskab, der er benhårdt, men samtidig fleksibelt nok til at rumme andre mere midlertidige og udskiftelige deltagere i vores kamp.

Vi vil fortsætte med at vokse som individer, lederskab og enhed, efterhånden som vi overvinder udfordringer, får erfaring og viden. Med vores loyalitet som lim vil vi fortsætte med at opbygge alternative »strukturer« – i tankerne, online, på gaderne og i landskabet.

Kort sagt vil vi fortsat forberede os på den dag, hvor der hersker virkelig revolutionære forhold, og hvor vi rent faktisk har mulighed for at omsætte alt det, vi nogensinde har gjort, til noget konkret – hvor vi, hvis vi forvalter vores tid og ressourcer korrekt, rent faktisk kan vinde.

Så vil vi naturligvis fortsætte med at følge tendenserne og tilpasse os for at vinde den næste kamp mod den oprørske ungdom, mod internettet, eller hvor og hvad det nu måtte være, men som uden at følge den større plan stort set vil være meningsløs, uanset hvor godt vi har succes.

Donald Trump. Foto: Gage Skidmore, (CC BY-SA 2.0).

Jeg mener, selv om det er fantastisk, at Donald Trump blev valgt til præsident til dels takket være memes – hvad giver det os i den større kamp i dag eller om 100 år? Vigtigere er det, at vi i den nationale bevægelse rekrutterede Max Rosenfors og andre til det fanatiske fællesskab, der vil eksistere uanset om Donald Trump bliver glemt og internetcensuren bliver total. På nøjagtig samme måde som det vigtigste ved skinhead-æraen næppe var, hvor mange der heppede på Division S i en gammel forsamlingshus, men at der stadig i dag er folk, der giver meget til kampen, og som måske ellers ikke ville have gjort det, herunder muligvis mig selv.

For at tage udgangspunkt i Rosenfors’ artikel og bruge et begreb herfra, så er planen fra 1945 og indtil vi vinder i hvert fald tæt nok på, bare »at køre på«.

Hvorfor skulle folk, der er enige med os, så være aktive og slutte sig til os?

Det er klart, og som Rosenfors også nævner, at et aspekt af dette er at appellere til folks moral og bebrejde dem for deres passivitet, men også at forklare, hvorfor vi har brug for deres hjælp.

Svaret er, at jo flere mennesker, der engagerer sig og bidrager med deres del, jo større er chancen for, at vi rent faktisk vil lykkes, når vi har betingelserne for at gøre det. Hvis vi fejler igen denne gang (som i 1945), får vi måske ikke en ny chance igen. Det vil i hvert fald blive meget vanskeligere (som det er for os i dag sammenlignet med, hvordan det var for nationalsocialisterne i 1930’ernes Tyskland) for den næste »generation« af nationalsocialister, hvis vi også fejler.