Vera Oredsson blev interviewet af Der Dritte Weg

NATIONALSOCIALISME: Nordfront bringer her Der Dritte Weg’s interview af Vera Oredsson, nationalsocialistisk veteran og æresmedlem af Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Vera Oredsson med Den Nordiske Modstandsbevægelse i Almedalen.

Den tyskfødte Vera Oredsson kom i 1945 fra Østpreussen via Berlin til Sverige og har siden været aktiv på den nationale front og blev erklæret æresmedlem af Den Nordiske Modstandsbevægelse på hendes 90-årsdag.

I dette detaljerede interview i flere dele lærer vi meget om hendes liv og NS-bevægelsen i Sverige.

Interview, del 1:

1. De blev født den 21. februar 1928 i Berlin. Hvordan og i hvilken alder kom De til Sverige? Kan De  give os en kort oversigt over dit livsforløb? 

Vera Oredsson: I april 1945 kom jeg til Sverige. Sverige og det svenske sprog var ikke ukendt for mig, da jeg havde lært sproget gennem min svenske mor – jeg var vokset op som tosproget. Det var en “rejse” fra Thorn i Vestlige Preussen via Berlin og Lübeck til Sverige. I en alder af 17 år måtte jeg forlade min uddannelse i NSV-børnehave og kom til dette neutrale land. Mine svenske bedsteforældre, der aldrig opgav deres svenske statsborgerskab, forlod Berlin-Friedenau i 1943 efter en anmodning fra Dr. Goebbels, da han fandt det uansvarligt, hvis der i kølvandet på terrorbombardementet af de allierede ville forblive udlændinge i Berlin.

2. Blev i åbenhjertigt modtaget i Sverige, eller havde i det svært ved at være tyskere i efterkrigstiden? 

Vera Oredsson: Åbenhjertigt er for meget sagt. Fordi propagandaen mod Tyskland i medierne steg.

3. Hvordan havde De det i ungdomsårene med det Tredje Rige? 

Vera Oredsson: I min bog “Da flagstængerne blomstrede”, i hvilken jeg på engelsk berettede om min ungdom i Det Tredje Rige, beskriver jeg detaljeret mine oplevelser. Jeg var en trofast pige og statsborger.

4. Har De haft kontakt med vigtige personligheder i NS-bevægelsen i Tyskland under eller efter 2. verdenskrig? 

Vera Oredsson: Efter krigen fik jeg forbindelser til kendte repræsentanter gennem kampagnen “Løslad Hess” (“Lasst Hess frei”, red.), da jeg indsamlede støttesignaturer til protestlisten i Sverige. For eksempel havde jeg kontakt med Ilse Hess og hendes søn. Min mand og jeg havde etableret forbindelse med Otto Ernst Remer.

5. Hvorfor agerede De politisk, i sådan en ung alder, som tysker i Sverige? 

Vera Oredsson: Da jeg kom til Sverige, var jeg fra en anden regering og politisk retning og mente ikke, at vi havde tabt krigen. Men da kom alle disse løgne, had, benægtelser og fantasifulde rapporter. På trods af min unge alder besluttede jeg at dedikere mig til opgaven med at forsvare alle ofrene (for eksempel henrettelserne af vores ledere i Nürnberg) for at sprede sandheden.

6. Hvordan kom De i kontakt med andre nationalsocialister dengang? 

Vera Oredsson: Gennem min svenske mor, der tilhørte det svenske sogn i Berlin Wilmersdorf, hvor jeg også blev døbt. Der kom jeg også i kontakt med svenske frivillige i Waffen SS i en alder af 14 år. De, der var gift med nationalsocialister, blev “udelukket” af den svenske kirke. Denne udelukkelse fik de udstødte til at deltage i et andet samfund – Lindholmsbevægelsen. Disse boede hovedsageligt i en landsby nær Berlin. Derfor kendte jeg til det tilknyttede nazistiske parti i Sverige og sluttede mig til dem i 1945.

Vera Oredssons bog “Da flagstængerne blomstrede”.

Interview, del 2:

7. Deres første mand var Sven-Olov Lindholm. Dette var lederen af Svensk Socialistiske Samling. Hvilket slags parti var det? 

Vera Oredsson: I 1950 giftede jeg mig med partilederen og var gift med ham i 10 år. Men hans holdning ændrede sig, og aldersforskellen på 25 år var sandsynligvis en grund til, at vores ægteskab mislykkedes. Desværre blev han senere kommunist og sagde også på tv, at han valgte denne ideologi.

8. Senere blev De gift med Göran Assar Oredsson, der ledte partiet “Nordisk Rikspartiet”. Hvordan skete dette, og hvorfor findes dette parti ikke i dag? 

Vera Oredsson: Da jeg satte spørgsmålstegn ved mit ægteskab med Sven Olov Lindholm, mødte jeg Göran Oredsson, som holdt en tale i Stockholm. Lindholmsbevægelsens tilhængere advarede mig mod ham og sagde, at han var uniformeret og en overdrevet Hitler-beundrer, og at de ikke kunne tage ham alvorligt. Jeg ville danne mig mit eget indtryk. Han var en ung mand, ganske normal, civil og hans tale imponerede mig. Så jeg kom med i hans parti i 1960. Han havde brug for en NS-kyndig sekretær, og derfor kom jeg ind i den indre cirkel. Skilsmisse – Ægteskab med Göran 1962. I 2009 blev han syg af kræft, og med sin død nedlagde vi det Nordiske Rigsparti, da også yngre kræfter havde grundlagt nye NS-partier. I sommeren i 2010 sluttede hans kamp, og han gik videre til vores helte. Vi arbejdede sammen i 48 år. Vores enkle magasin “SOLHJULET” blev også indstillet, og jeg følte mig overflødig.

9. Deltog De i valget på tidspunktet for “Nordisk Rikspartiet”? Hvor stor var denne organisation, og hvad var dit beskæftigelsesområde? 

Vera Oredsson: I 1974 stillede vi op til valg. Vores parti var ikke ret stort med højst 700 tilhængere, 200 aktive medlemmer. Vi fik kun 3000 stemmer i valget. Efter valget faldt vores antal af medlemmer, da medlemmer kastede en røgbombe ind i en biograf (Hetzfilm mod Adolf Hitler). Man ville erklære os som kriminelle. De svenske medier fremførte gentagne gange kriminelle hentydninger i beretninger, hvilket knækkede min mand. For dramatisk at ændre interessen for vores parti blev jeg den første kvindelige partileder i Sverige. (Det blev endda sagt, at jeg var den første NS-partileder i verden) Kuppet lykkedes – medierne skrev side og og side ned om det. Naturligvis ikke specielt venligt – som: “Nu fik Sverige endelig en kvindelig partileder for første gang – men selvfølgelig fra et nazi-parti”. Vores medlemmer var ikke klar til det skridt, og vi mistede nogle afdelinger i det nordlige Sverige. Vores kamp dengang var som i dag i Modstandsbevægelsen mod abort af hvide børn, moralsk forfald (for eksempel homoseksualitet), raceblanding, ja og kampen for folkefællesskab.

10. Som De fortalte mig på forhånd, besøgte De også Berlin flere gange. De var både i den østtyske og den vesttyske del af byen. Hvordan var det for dig? 

Vera Oredsson: Vi foretog vores forlovelsesrejse til Berlin i august 1961, da muren blev bygget. Vi rejste alene, for på det tidspunkt blev rejsende advaret om at komme til Berlin. For mig var der ingen vest og øst – kun TYSKLAND, så vi var ligeglad med det. Men det var en oplevelse! Som svenskere gik vi uhindret gennem paskontrollen over grænsen. Da det var billigere for os at spise i DDR, passerede vi ofte den indre tyske grænse. Over tid anerkendte det østlige politi os og vinkede venligt til os. I vest boede vi i Momsenstraße – i nærheden af et jødisk hovedkvarter for forfulgte.

Efter et par dage, efter at muren var blevet bygget, vovede svenskere sig igen til Berlin, og de stod i kø i den østlige del af paskontrollen. Vi talte begge svensk, da vi gik tilbage til Vest-Berlin, efter vi havde spist, og kunne passere med den sædvanlige venlige vinken. En svensker, der hørte os, gik ud af køen for at gøre det samme. En østpolitimand bragte ham hurtigt tilbage, hvorpå svensken skændende sagde, “Naturligvis er dette svenske kommunistiske grise …”

En anden gang, 1975, kørte vi til et Rudolf Hess-arrangement i München via Berlin – grænseovergang Friedrichstrasse, og ville fortsætte med tog til München. Da var frygten for DDR-befolkningen mærkbar overalt. INGEN ønskede at svare på vores spørgsmål, alle veg hovedrystende. Vi var desperate – fordi vores tog til München snart havde afgang. Vi opdagede en afspæring foran en forstærket dør. På trods af advarsler fra min mand, klatrede jeg over de tykke reb og bankede på jerndøren på trods af “ADGANG FORBUDT” -skiltet. En østtysk soldat åbnede nervøst – jeg spurgte om vej til stationsplatformen. ”Jeg henter en befalingsmand, vent venligst.” Han kom tilbage og fortalte mig venligt, hvorfra toget kører til München. Nu kunne denne sag glemmes. Vi kom tilbage til Sverige efter et par dage. På grund af hans politiske holdning havde min mand Göran fået et “fagligt forbud” af “fagforeningen” og måtte udføre “sort arbejde”, som det kaldes her. Vi delte os, fordi vores børn gik i skole i Strängnäs, Göran kørte sin bil sydpå til Småland, hvor en landmand havde brug for hjælp. Vi holdt tæt kontakt via telefon. Göran svarede altid humoristisk: “Førerens Hovedkvarter”. Kun jeg kendte hans telefonnummer.

Så en dag kom et uventet opkald fra dette nummer. Han svarede som sædvanligt: ​​”Førerens Hovedkvarter”. “Vi er fra sikkerhedspolitiet og vil tale med dig i morgen kl. 9 i Växjö på politistationen.”

Min mand rapporterede følgende fra samtalen med politiet: “Hvordan overleveres din kone en DDR-kommando?”, “Overleveres?”, “Ja, en note eller papir”, “Intet, hun spurgte kun om vejen til platformen da hun rejste til München. “,” Og tror du det? Hun banker på jerndøren, klatrer over en afspæring og spørger om et tog? “,” Jeg advarede hende, men de kender ikke min kone – hun kaldte til mig: Jeg er i Berlin, der er ingen afspæring for mig her – vi må jo vide hvordan vi kommer videre! ”

Mange år senere blev den forbandede dør vist som en spionindgang i en dokumentar.

DDR i 1975 var noget ganske usædvanligt. Man indespærrede DDR-rejsende i venteværelserne indtil togene kom, og hunde søgte efter folk gennem stationerne og under vognene. De skreg, ”Tilbage bag den hvide linje !!”, da vores bagage krydsede linjen. Min mand sagde humoristisk: Vi kunne bruge den skrighals i Sverige til vores folkesag.

Interview, del 3:

11. Hvordan har Sverige forandret sig i de sidste 30 år? 

Vera Oredsson: SVERIGE – stakkels land – hvordan har det ændret sig? Et land, ærligt, smuk befolkning, med en ren følelse af værdier og moral, på en eller anden måde blond og lyst, som jeg så det som barn under mine sommerophold i 1933-39. I dag græder Sverige ubeskriveligt – brændende biler, kriminel netværk, raceblandingspropaganda, den konstante fare for voldtægt i visse dele af byen, man er endda nødt til at advare vores turister om lommetyve.

12. For nylig blev De tiltalt for angiveligt at have gjort “Hitler-hilsen”? Er det ikke lovligt i Sverige? 

Vera Oredsson: Vi har en såkaldt gummiparagraf, som i stigende grad bruges mod os. Hetz mod folkegruppe kaldes den. Den er ikke så hård som i Tyskland endnu, men vi bemærker en stigende forfølgelsesmentalitet fra vores myndigheder mod os. Jeg skal for eksempel afstå fra at løfte min højre arm, da det pga. min politiske overbevisning altid skal forstås som den forbudte Hitler-hilsen, fortalte dommeren mig i min frifindelse som en venlig advarsel.

13. Hvad er dit forhold til Den Nordiske Modstandsbevægelse? Oplever De støtte i hverdagen af kammeraterne i Den Nordiske Modstandsbevægelse? 

Vera Oredsson: Mit arbejde for Modstandsbevægelsen er marginalt. Jeg føler mig ikke hjemme med det nye tekniske udstyr. Men jeg holder stadig forelæsninger med efterfølgende spørgsmål og svar. Kammerateriet er stort – meget usædvanligt for svenske standarder, som jeg ikke har oplevet siden tysk tid. FOLKEFÆLLESSKAB er ikke meget efterspurgt i Sverige.

Vera Oredsson frifindes for hetz mod folkegruppe.

14. Var Deres udnævnelse som æresmedlem i Den Nordiske Modstandsbevægelse overraskende for dig? 

Vera Oredsson: Jeg har været æresmedlem i mange nedlagte partier – også i Tyskland. Men på min 90-års fødselsdag blev jeg hædret som æresmedlem med skriftlig bekræftelse og troskabsed- det var en glædelig overraskelse!

15. Plejer De stadig kontakter i Tyskland? Kender De vores parti “Der Dritte Weg”? 

Vera Oredsson: Sporadisk har jeg stadig kontakter til Tyskland – men de fleste af dem er gået bort til deres forfædre. Hvorend på mine rejser til det centrale Sverige mødte jeg kammerater fra “III Weg” Et dejligt bekendtskab uden men-mennesker. Meget underholdende !!

16. For et par år siden deltog De også på et foredrag med Ursula Haverbeck. Har De stadig kontakt med hende i dag? Hvordan kan det være, at en 90-årig kvinde er fængslet i flere år på grund af sin mening? 

Vera Oredsson: Ved to foredrag mødte jeg Ursula Haverbeck – Donnerwetter, hvilken intelligent kvinde! Dejlig, venlig, godt klædt – en ægte dame. Jeg vil ikke påtvinge hende mit eget aktive politiske arbejde, fordi det kan skade hende. Jeg sender hilsener fra Sverige, fordi hun også kender vores land. Selvfølgelig er det helt uudholdeligt at vide, at hun sidder i fængsel. Hun er lige så gammel som jeg – intet kriminelt har hun på sin samvittighed – kun sandheden.

17. Også i Sverige vokser fremmedgørelsen hurtigt. Hvordan påvirker dette Dem i hverdagen?

Vera Oredsson: Fremmedgørelsen af Sverige er mere mærkbar end i Tyskland, fordi vores befolkning er meget mindre. Vores udtryk/skikke, som vi har haft århundreder, er også ulovliggjort, under hensyntagen til indvandrerne. Selv vores evangeliske kirke retter sig efter det. Jeg kan rapportere, at min søn, en af landets første evangeliske præster, mistede sin titel, fordi strittede voldsomt imod disse tilstande.

18. Kan De stadig være politisk aktiv i en så fremskreden alder?

Vera Oredsson: Jeg er stadig temmelig sund på trods af de forfærdelige tre armbrud og en hjernerystelse i 2017. Jeg gør hvad jeg kan, og jeg er klar til at fortsætte vores kamp, som jeg svor i min ungdomsindvielse fra 1943.

19. Tror De, at vi nationalister endnu en gang kan ændre kursen af Europa og skabe en revolutionær forandring i det herskende system? Har De stadig håb? 

Vera Oredsson: Uden håb, ingen kamp. Jeg tror, det var sådan, det var i 1920’erne under den rådne Weimar-republik. Dr. Goebbels sagde engang: Nu skinner solen igen over Tyskland. Hvorfor skulle solen ikke skinne over Europa igen?

Kilde:
Der Dritte Weg

Læs også:
Den Nordiske Modstandsbevægelse mødtes med Der Dritte Weg


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Hvis et Bund Deutscher Mädel medlem kan tro på det, så kan jeg også tro på det. Efter hver nat følger et daggry.

  • Martin D R2 says:

    Fra Hitler jügend til æresmedlem af Den Nordiske Modstandsbevægelse. Virkelig en bedrift med ære og respekt.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.