«Holocaust» er fup

“HOLOCAUST”: Nordfront bringer her en artikel skrevet af en svensk aktivist i Den Nordiske Modstandsbevægelse. Artiklen som følger denne aktivists opvågning til Holocaust-fupnummeret indeholder massevis af links og filmklip. 

And if all others accepted the lie which the Party imposed – if all records told the same tale — then the lie passed into history and became truth

George Orwell, 1984

Jeg husker det stadig. Jeg husker ikke nøjagtig hvilke billeder som blev vist, men jeg husker alligevel hændelsen rigtig godt. Jeg græd og var omtrent ti år gammel, og havde for første gang set hvordan «nazister» forsøgte at udrydde jøderne.

Mit første indtryk af «holocaust» kom som et chok. Det var engang tilbage i 1994.

Selv japanere sad i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, men i USA. I tilfældet med jøderne i Europa, havde verdens jøder erklæret krig mod Tyskland i 1933. Til trods for dette, fik de lov til at emigrere til Palæstina med alle deres ejendele intakt. At jøderne drog med tog til koncentrationslejre, beviser ikke at 6.000.000 blev «udryddet».

 

Der gik omkring syv år og året var 2001 eller noget i den stil, da jeg som elev på en skole stødte på begrebet «multikultur», hvilket jeg oplevede i en sommerferie – man kunne se en klar og tydelig forskel mellem homogene byer og den by jeg selv jeg boede i, Malmø. Det var tryggere og lykkeligere der, hvor «multikulturen» endnu ikke var ankommet.

Efter at have levet et liv, hvor jeg oplevede at blive jagtet af «ungdomsbander», gik på en meget «multikulturel» skole, og så problematikken på nært hold, kom jeg i kontakt med nationalister for første gang. Vi var på tidspunktet ret unge, og gennem en sådan bekendt kunne jeg få fat i alternativt litteratur, i dette tilfælde et skrift kaldt Holocaust gransket af Jürgen Graf.

Jeg kunne næsten ikke tro det jeg læste! Det var først efter jeg havde læst denne tekst, at jeg begyndte at forstå hvilken, i bund og grund, løgnagtig tid vi lever i. Jeg begyndte at tvivle på historiebøgerne og det som blev vist på TV.

Filmen «Schindlers liste» bygger på en novelle i kategorien fiktion. Forfatteren Thomas Keneally har selv aldrig været i en koncentrationslejr. Dette faktum fik jeg først rede på længe efter at have set filmen på min skole.

 

Det var teksten Holocaust gransket som fik mig til at se i én bestemt retning – mod dem som ejer massemedierne og styrer Hollywood. Et klart og tydeligt mønster viste sig for mig, da jeg satte mig ind i sagen.

Jeg forstod langsomt, men sikkert, at massemedierne og underholdningsbranchen bedrev en enorm manipulation af hvide menneskers bevidsthed, og at disse massemedier også var skyldige i at have narret vort folk til at omfavne «multikulturen».

Indledningen af dokumentaren The Treblinka Arkeologi Hoax.

 

1. Under emnet «holocaust» fandt jeg ud af følgende:

 

2. Revanchen – historielæreren begyndte næsten at græde

Året må have været 2001. En opgave i historietimen på gymnasiet var, at alle elever skulle holde et individuelt foredrag. Jeg valgte emnet «Holocaust». Da jeg valgte emnet, var der altså tale om at det skulle være et foredrag ud fra et «troende perspektiv». Men sådan gik det ikke.

I forbindelse med en retsproces i 1980 undersøgte den tyske stats kriminaltekniske laboratorium, Bundes Kriminal Amt (BKA), det originale dokument som blev til Anne Franks Dagbog. Myndighedens analyse fastslog, at ”betydelige” dele af arbejdet var skrevet med kuglepen, som ikke fandtes før 1951. BKA fastslog også, at ingen dele af ”dagbogens” håndskrift stemte overens med kendte eksempler af Anne Franks håndskrift. Hun døde af sygdommen tyfus i slutningen af Anden Verdenskrig, i marts 1945, da Europa lå sønderbombet og over 60 millioner mennesker døde.

Det øverste er fra originalmanuskriptet til Anne Franks «dagbog» og er dateret 12. juni 1942. Teksten nedenfor er fra 10. oktober 1942, og er Anne Franks notater på bagsiden af et fotografi.

 

Jeg husker stadig hvor stille det blev i klasselokalet da jeg læste følgende tekst højt:

Som det fremgår af bevarede optegnelser fandtes der ingen anden vej fra «gaskammeret» til krematoriet end med en elevator som var 2,1 meter lang og 1,35 meter bred. Denne kunne transportere max fire lig plus elevatoroperatøren. Stor hast var krævet ved transporten af de døde til krematoriet, for næste omgang dødskandidater stod allerede og ventede ved «baderummet». I forsommeren 1944 skal jo op imod 12 000, eller ifølge andre «historikere» op til 24 000 mennesker, være blevet gasset dagligt. At baderummet ikke var noget bad, bemærker de enfoldige stakler ikke. Man havde nemlig lagt sæber, ifølge andre «øjenvidner» snydesæber, og frottehåndklæder i hænderne på dem. Mens de tålmodigt ventede, pendlede elevatormanden hundrede gange op og ned mellem gaskammeret og krematoriet, og håndterede uden videre zyklongennemvædede lig midt i et zyklonmættet miljø, uden at tage skade af det!

Min historielærer var en midaldrende kvinde som antageligvis var godheden selv. Hun var også naiviteten personificeret, og jeg er overbevist om, at hun så på sig selv som en «humanist» eller noget i den retning. Efter min fremlæggelse var denne kvinde i choktilstand. Hun var mærkbart oprørt, og jeg husker hvordan hun blev blank i øjnene. Selv om hun ikke græd, var der ikke langt til at tårerne begyndte at trille.

Det var ikke min hensigt at gøre hende trist, men nu, når jeg i dag hører Yuri Bezmenovs ord om, at «they are programmed to think and to react to certain stimuli in a certain pattern», da tænker jeg på hendes reaktion. Hun spurgte hvor jeg havde fået mine oplysninger fra. Jeg viste hende teksten, og sagde at hun kunne få lov at låne den og læse den selv. Hun lovede mig at hun ville læse den, hvorpå lektionen blev afsluttet. Efter timen fik jeg faktisk ros af flere i klassen.

Ved næste historietime fik jeg teksten tilbage. Jeg husker, at hun ikke havde læst den, selv om hun havde lovet det. Grunden til hun nægtede at læse den var, at «ham som havde skrevet den var en ekstremist». I stedet spurgte hun om jeg var medlem af noget «nazistisk parti».

Hun kunne altså ikke kommentere det som stod i teksten – hun nægtede hårdnakket at læse den!

 

3. Hvorfor sætte jøder i koncentrationslejre?

Svaret på dette spørgsmål finder vi i hændelser, som hændte i USA i foråret 1933. Direkte efter at nationalsocialister i Tyskland havde vundet magten, startede jødiske massemøder i USA. Den 24. marts rapporterede den britiske avis The Daily Express: «Judea Declares War on Germany – Jews of All the World Unite in action». Artiklen beskriver en kommende hellig krig mod Tyskland, hvor alle verdens jøder forener sig i finansiel krigsføring mod landet.

The Daily Express, 24. marts 1933: «Judea Declares War on Germany – Jews of All the World Unite in action».

 

Fra det samme møde rapporterede den jødiske avis Natscha Retsch:

The war against Germany will be waged by all Jewish communities, conferences, congresses … by every individual Jew. Thereby the war against Germany will ideologically enliven and promote our interests, which require that Germany be wholly destroyed. The danger for us Jews lies in the whole German people, in Germany as a whole as well as individually. It must be rendered harmless for all time … In this war we Jews have to participate, and this with all the strength and might we have at our disposal.

Videre beskrives det, hvordan verdens 14 millioner jøder står samlet i sabotagekampagnen mod det nationalsocialistiske Tyskland. Tyskerne formåede imidlertid at forhandle sig til, at de økonomiske sanktioner skulle løftes, mod at jøder skulle få lov til at emigrere med alle deres aktiver intakte, hvilket skete frem til 1940/41.

Ingen benægter, at de krigeriske jøder blev placeret i koncentrationslejre. På samme måde internerede USA japanere, hvis de blev anset som en trussel mod den indre sikkerhed. På samme måde blev også kommunister i Finland interneret efter den finske borgerkrig. Koncentrationslejre kan i et globalt perspektiv anses som værende ganske almindelige.

Det er dokumenteret, at tyskerne straffede hårdt, til og med, med dødsstraf, hvis de ansatte i koncentrationslejrene blev taget i at behandle fangerne dårligt.

 

4. «Holocausts» mest utrolige vidnesbyrd

Hjemmesiden Balder.org har samlet mange af de mest utrolige vidnesbyrd, som koncentrationslejr-jøder har givet.

Her kommer nogle eksempler: schæferhunde med gifttænder; lampeskærme af menneskehud; jøder som blev gasset seks gange og overlevede; jøder i Buchenwald som dagligt blev kastet ind i et bur og revet i stykker af en bjørn og en ørn; og så videre. Og nej, jeg gasser ikke!

Ifølge en «overlever» skal en morderduo bestående af en ørn og en bjørn have boet i samme bur. Dagligt skulle jøder være blevet placeret i dette bur for at blive dræbt.

 

I et interview som utroligt nok er publiceret i New York Times, 1988, og har overskriften «Time ’Too Painful’ to Remember», bevidner «overleveren» Morris Hubert om følgende:

Later, Mr. Hubert was sent to Buchenwald. «In the camp there was a cage with a bear and an eagle», he said. «Every day, they would throw a Jew in there. The bear would tear him apart and the eagle would pick at his bones.» «But that’s unbelievable», whispered a visitor. «It is unbelievable», said Mr. Hubert, «but it happened».

Her er hele listen over mageløse vidnesbyrd fra lejrene; læs dem med dine egne øjne:
(Visse af artiklerne er dog siden denne artikels tilblivelse på vores søsterside nordfront.se, allerede blevet lukket ned)


Der findes dog “overlevere” som ikke lyver om hvad de blev udsat for.

 

5. Tallet 6.000.000 og befolkningsstatistik

Efter at tyskerne hjalp jøder med at udvandre med alle deres ejendele, så mener «overlevende», at de førstnævnte lavede en u-vending i 1941. I stedet skulle tyskerne da være begyndt at massemyrde jøder, hovedsageligt ved hjælp af gaskamre og Zyklon B, gassen som tyskerne flittigt brugte for at modvirke udbrud af sygdomsepidemier i koncentrationslejrene.

I 1941 påstås det altså, at «Holocaust» begyndte, og antallet af jødiske dødsofre endte mærkeligt nok på tallet 6.000.000, et tal som stammer fra jødiske religiøse skrifter, kabbalaen.

Ved en søgning i den jødiske avis New York Times finder man 237 emner som handler om 6.000.000 jøder, som på forskellige måder fordrives, udryddes, sulter og så videre – mellem årene 1860 og 1938! –En søgning i tjenesten Library of Congress på «6.000.000 jews» frembringer ikke mindre end 85 emner – mellem årene 1847 og 1921!

Der var cirka tre millioner jøder som levede i de områder som blev okkuperet af Det Tredje Rige, da det var på sit største. Alligevel rapporterede den vesttyske regering den 30. juni 1965, at cirka 3.375.000 «overlevende» havde søgt om «overlevelsespension». Der findes også befolkningsstatistikker fra den aktuelle periode:

Jødisk befolkningsstatistik fra 1933. Klik for å at forstørre.

 

Jødisk befolkningsstatistik fra 1938. Klik for at forstørre.

 

Jødisk befolkningsstatistik fra 1948. Klik for at forstørre.

 

6. To interessante dokumentarer

Der findes et hav af dokumentarer som raserer det korthus som er «Holocaust». Blandt andet The Truth Behind The Gates of Auschwitz af David Cole, som handler om da han drog til Auschwitz for at undersøge de påståede gaskamre.

Cole er selv jøde og blev senere tvunget til at gå under jorden efter han havde lavet dokumentaren. Dette fordi han blev truet på livet af «antiracistiske» organisationer.

Se dokumentaren her:

Den anden dokumentar er The Leuchter Report, hvor den uafhængige gaskammer- og henrettelsesekspert, Fred Leuchter, fortæller om sine fund. Leuchter drog ned og undersøgte de påståede gaskamre, og kom frem til, at det var «galskab» blot at tro, at rummene kunne have været brugt til henrettelser af folk.

I et interview fra 2001 siger Leuchter følgende:

Jeg konstruerede og producerede henrettelsesudstyr her i USA til fængslerne som henretter forbrydere. Som et ekspertvidne vidnede jeg i flere domstole her i USA, og jeg var, og er fortsat, det eneste ekspertvidne som har fået tilladelse til at vidne i føderale domstoler, når der er tale om henrettelsesteknologi. Baseret på dette, blev jeg kaldt ind til at vidne i domstolen i Toronto, i Ernst Zündels anden retssag. I denne sammenhæng gav jeg information angående de påståede gasskamre i Auschwitz, Birkenau og Majdanek.
Jeg blev sendt til Polen for at undersøge anlæggene. Jeg undersøgte de tre steder. Jeg udførte kriminaltekniske undersøgelser som blev testet i et kemisk laboratorium. Og slutresultatet blev, at ingen af anlæggene som jeg undersøgte havde nogen form for aflejring fra gassen … og der skulle være fundet store mængder af sådanne aflejringer, med tanke på de aflejringer som jeg fandt i aflusningskamrene.
Når det kommer til anlæggene, var ingen af dem ifølge min vurdering i stand til at udføre gashenrettelser. Det ville have været som om man havde brugt sin stue til at henrette nogen … det havde endt med at personen havde dræbt sig selv, sin familie og den halve gaden udenfor.

Resultatet af Leuchters prøver blev bekræftet da den tyske kemiker Germar Rudolf udførte lignende undersøgelser af «gaskamrenes» vægge, og fik samme resultat.

Se dokumentaren her:

 

7. Jøder forsøgte at udrydde tyskerne – for alvor

Morgenthauplanen blev lavet af jøderne Henry Morgenthau Jr. og Harry Dexter White i sommeren 1944, og beskriver udryddelsen af Tyskland og den tyske befolkning. Planen blev præsenteret den 2. september 1944, og indebar en bevidst udryddelse af millioner af tyskere. Få mennesker har undersøgt dette fortiede og glemte udryddelsesforsøg.

En som derimod gjorde dette, er historikeren James Bacque som skrev to bøger om emnet. Bacque kom frem til, at «mindst 9,3 og muligvis så mange som 13,7 millioner» tyskere døde mellem 1945 og 1950.

Henry Morgenthau Jr. og Harry Dexter White.

Den amerikanske præsident, Franklin D. Roosevelt, viste hurtigt støtte for planen. Ved en samtale med Morgenthau i 1944 er Roosevelt blevet citeret:

Vi må være hårde mod tyskerne, og jeg mener ikke bare nazisterne. Vi må enten kastrere hele det tyske folk eller behandle dem på en sådan måde, at de ikke kan fortsætte med at reproducere mennesker som vil fortsætte på vejen de har gået tidligere.

Planen mødte hård modstand i Roosevelts egen regering. Krigsministeren Henry L. Stimson kommenterede at han:

… endnu ikke havde mødt en mand som ikke var forfærdet over finansdepartementets karthagiske holdning. Det er semitismens vanvid efter hævn og det lægger grundlaget for en ny krig med den kommende generation.

Den amerikanske statssekretær Cordell Hull var så oprørt over planen, at han begærede sin afsked. Hull spåede, at det eneste som ville være tilbage af Tyskland, var agerland, og kun 60 procent af befolkningen kunne overleve af jordbrug, og de resterende 40 procent ville dø.

Også jøden Theodore N. Kaufmann skrev en hel bog, som blev publiceret i 1941, med forslag til hvordan tyskerne kunne udryddes.

Lige efter underskrivelsen af planen blev dokumentet lækket til pressen. Den tyske statsledelse brugte de lækkede dokumenter til at styrke kampviljen blandt troppene. Joseph Goebbels kommenterede: «Jøden Morgenthau vil omdanne Tyskland til én stor kartoffelmark». Den tyske avis Völkischer Beobachter skrev: «Roosevelt og Churchill bliver enige om jødisk mordplan!» Den tyske kampvilje på vestfronten fik et kraftig opsving. Roosevelts svoger, oberstløjtnant John Boettiger, bevidnede om at Morgenthauplanen var værd mere end «30 divisioner» ved fronten.
De to frimurere, Winston Churchill og Franklin D. Roosevelt, måtte på grund af planen tåle meget kritik på hjemmefronten. Den amerikanske kritik var så hård, at Roosevelt nægtede at have godkendt sådan noget. På grund af den hårde opinionen hjemme, følte de sig tvunget til officielt at skrotte planen.

En alternativ plan blev i stedet lavet. For bedre at kunne holde den hemmelig, blev planlægningen overdraget til det amerikanske militærets hovedkvarter. Den nye plan blev kaldt for Chiefs of Staff directive 1067 (JCS 1067). Direktivet var stort set den samme plan som var blevet lavet af Morgenthau.

Under møderne med general Dwight Eisenhower havde Morgenthau bedrevet lobbyarbejde, for sit syn på hvordan Tyskland skulle behandles. I Eisenhower fandt Morgenthau en ligemand i sit tyskerhad. Eisenhowers udtalelse om Tyskland bekræfter dette:

Det tyske folk skal ikke undgå personlig skyld. Tysklands mulighed til at føre krig må elimineres totalt. Visse grupper mennesker må straffes specielt. Den tyske generalstab må blive fuldstændig elimineret. Al dokumentation må ødelægges og individerne spredes så de ikke kan fungere som en enhed.

Efter den tyske kapitulation blev JCS 1067 iværksat i den amerikanske besættelseszone. Under ledelse af den jødiske oberst, Bernard Bernstein, sendte Morgenthau et stort antal «rådgivere» til okkupationsmyndigheden. Disse blev i folkemunde kaldt «Morgenthaus gutter». Disse rådgivere havde til opgave at se til, at JCS 1067 blev fulgt så nøje som muligt. Direktivet gjaldt frem til 1947. Ved indførelsen af det nye okkupationsdirektiv begærede «Morgenthaus gutter» afsked allesammen. Som et sidste farvel til landet som de hadede så dybt, så de til, totalt at ødelægge det gamle tyske banksystem.

Befolkningens krisesituation efter kapitulationen blev mange gange forværret af de drakoniske regler, som var sat op i direktivet. Der var totalforbud for import – blandt andet blev store dele af den hollandske madproduktionen sendt til lossepladser, fordi de ikke kunne eksportere overskuddet til Tyskland. Store mængder fødevarer blev samlet ind af Røde Kors, for at blive distribueret til den trængende civilbefolkning. Pakkerne kom imidlertid aldrig ind i Tyskland, men blev returneret til afsender og måtte stå der og rådne.

En anden del af planen var en reklassificering af de tyske krigsfanger til «Disarmed Enemy Forces». Med dette kunne Eisenhowers okkupationsmyndigheder undgå reglerne for krigsfanger i Genèvekonversionen. Den canadiske historiker James Bacque, hævder i sin bog Other Losses at op imod 1,7 millioner tyske soldater på denne måde med vilje, blev sultet ihjel i amerikanske lejre.

Fotografi fra U.S. Army Archives.

Journalisten Peter Worthington hos avisen Ottawa Sun undersøgte forfatterens påstande og skrev en artikel om sagen:

Det er vanskeligt at komme til en anden konklusion end de, at Dwight Eisenhower var en krigsforbryder af episke dimensioner. Hans (DEF) politik tog livet af flere tyskere i fredstid end der faldt på den vesteuropæiske slagmark. I mange år har vi givet russerne skylden for de 1,7 millioner savnede tyske krigsfanger. Ikke før nu har nogen gravet dybt nok.

Ved Potsdamkonferencen, sommeren 1945, besluttet sejrsmagterne endeligt hvordan Tyskland skulle afvikles. Meget af Morgenthaus oprindelige plan blev her iværksat.

Sejrsmagternes hensynsløse behandling af Tyskland beskrives af James Bacque i hans anden bog Crimes and Mercies: The Fate of German Civilians Under Allied Occupation, 1944–1950:

Mer end ni millioner tyskere døde som et resultat af de alliereds bevidste sult- og fordrivningspolitik efter krigen – en fjerdedel af landet blef annekteret, og omkring 15 millioner blev fordrevet i den største etniske udrensningen menneskeheden har oplevet. Over to millioner af disse, mange kvinder og børn, døde langs vejene eller i koncentrationslejrene i Polen og andre steder. Vestens regeringer benægter fortsat at disse mennesker døde.

 

8. Hvad har Europa lært af «Holocaust»?

Jo, at hvis vores filmindustri, aviser og radio er i hænderne på andre end os selv, så har disse magt til at forvrænge historien og forvandle makabre løgne til sandheder i folks bevidsthed.

Propagandaen om «Holocaust» er blevet spredt på en hensynsløs måde og med et ekstremt ondskabsfuldt mål for øje. Selv om lærere bare har accepteret og repeteret denne løgn, så gør også de sig skyldige i meningsundertrykkelse, når de ikke accepterer, at elever har forskellige syn på «Holocaust».

I praksis er «Holocaust» en moderne statsreligion, hvis præsteskab først og fremmest udgøres af jødisk massemedia, prostituerede politikere, skattefinansierede myndigheder og lærere på skoler, som fuldstændig mangler acceptable beviser for deres prædikener. Det er derfor at mennesker som «benægter» denne religion straffes, på samme måde som «kættere» blev straffet tidligere.

I Tyskland, for eksempel, risikerer «benægtere» op mod fem års fængsel for hver forseelse! «Benægter» en tysk borger «Holocaust» fire gange, risikerer han eller hun altså 20 år bag murene. Og dette forekommer. Horst Mahler blev for nyligt dømt, som 73-årig, til fængsel i 12 år!

Douglas Christie var advokaten som fik «holocaust»-professor Raul Hillberg til at erkende at der ikke eksisterede nogen tekniske beviser for at «Holocaust» havde fundet sted.

Artikel publiceret i The Montreal Gazette den 18. januar 1985.

 

9. Vi skal aldrig lade det ske igen

De virkelige gerningsmænd er dem, som bevidst har løjet og konstrueret løgnen, for at tjene et ondskabsfuldt mål. Det mest usmagelige er, at løgnen systematisk bruges som et ideologisk våben, som først og fremmest rettes mod, og rammer, unge mennesker, med den hensigt mentalt at lænke og kollektivt lægge skylden over på deres unge sind.

Hvorfor vil de som ejer massemedierne have os til at føle os onde og føle skyld?

Propagandaen har også fået det tyske folk til at skamme sig over deres forfædre – for forbrydelser som de ikke engang har begået. Anden Verdenskrig er en historie til en anden gang, men for de som vil have en brat opvågning, findes der en vanvittig god dokumentar, The greatest story never told, som er på seks timer. Selv i dag betaler Tyskland «Overlevendepension» til «overlevende», og staten Israel sidder tungt på den historiske “ejerskab”over «Holocaust».

I dag føler jeg afsky over, at denne makabre «Holocaust»-løgn blev trukket ned over hovedet på mig og mine klassekammerater. Desuden er det højst usmageligt og uheldigt, at professionelle løgnere systematisk rejser rundt og lyver på skoler. Det mest opsigtsvækkende er, at disse løgnere desuden har frækheden til at tage betaling for, skamløst at stå på scenen og lyve for unge mennesker.

I fremtiden vil mennesker huske «Holocaust» som det største fupnummer i verdenshistorien. Dette på grund af modige mennesker som blandt andet Sylvia Stolz, Austin App, David Irving, Douglas Christie, Germar Rudolf, David Cole, Ernst Zündel, Robert Faurisson og Horst Mahler – hvoraf sidstnævnte sandsynligvis kommer til at dø bag murene.

Det er på tide at Europas sønner og døtre over en bred front spreder sandheden om dette monstrøse «Holocaust»-fupnummer, som er opdigtet af mennesker, som for alvor ønsker at udrydde os. Fortæl din familie, dine skolekammerater og arbejdskollegaer – fortæl alle om dette. Vi kan ikke lade løgnen triumfere længere.

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.