Evig front #2: Nordisk gudstro

EVIG FRONT: Hvordan ser nordboerens forhold til det guddommelige ud?

Det nordiske menneske befinder sig midt i livet. Fra livet udformer han sig sit verdensbillede. Livets love, som åbenbarer sig i hans blod, i naturen og gennem historien, er for ham den vejledende stjerne i hans handlinger.

Fra livet åbenbarer Gud sig for det nordiske menneske som den guddommelige, den Almægtige, Herren eller Skaberen. Alle disse benævnelser er for ham den ene og samme guddommelige kraft, som i livet og i naturen skiller sig ud som højeste af alt.

Når det nordiske menneske kigger op på stjernehimlen om natten, når han står ved stranden af ​​det brusende hav, når han ser fra en bjergtop hen over landskabet eller oplever en solopgang, eller når han i stilhed fordyber sig i skønheden ved en blomst, et levende væsen eller et kunstværk – så oplever han, at der er en guddommelig kraft.

Når det nordiske menneske lytter til sit blods stemme, og erindrer de moralske forpligtelser, som hans blods love foreskriver – den ubrydelige forbindelse med sit folk, ære og ærlighed, urokkelig tro og troskab – så ved han, at disse love for hans handlinger fremstår som de højeste love.

Og når han i et øjeblik af eftertanke tænker tilbage på sit eget liv og sit folks historie, så ved han, at en dybere mening og et højere mål ofte er blevet udtrykt i hans eget og hans folks liv.

Således vil det nordiske menneske altid være en idealist, besidde en tro på en højere magt, og der vil altid eksistere en afgrund, mellem ham og enhver materialistisk livsindstilling, såvel som al trosløshed.

Det er også derfor, at der altid vil være en enighed mellem liv og tro for det nordiske menneske. For ham er og forbliver troen på Gud en nødvendig bestanddel af hans verdens og livsanskuelse. For ham kan der ikke eksistere nogen kløft mellem tro og kundskab, ingen modsigelse mellem liv og religion.

Menneskenes og folkenes vej til Gud adskiller sig dog, alt efter folkets racemæssige karakter. Der findes primitive folk, hvis gud, eller snarere afgud, er et «redskab», som skal skaffe godt vejr eller regn, som de forbander når han ikke adlyder eller gør dem fornøjede.

Der findes folk, hvis blod fortæller dem, at Gud er en købmand, som forhandler med djævelen om menneskets sjæle, for hvilke Gud ofte er et ynkeligt væsen, som i evigheder lider under menneskers onde vilje. Der findes folk, som vil forvise deres gud til bestemte steder, folk som har et småligt eller mindreværdigt gudebillede.

For det nordiske folk – som lever i så nær forbindelse med den mægtige natur, og hvis liv er baseret i dybt rodfæstede værdier og idealer, og på baggrund af en storslået historie – kan der kun findes en stort og næsten ufattelig forestilling om den Almægtige. Det nordiske menneske ser ikke i Gud en «mester», som han som en slave kaster sig på gulvet for og tjener. Han ser heller ikke på Gud som en mindreværdig tjener, som skal opfylde ønsker.

Det nordiske menneske står ærbødigt foran det guddommelige og føler sig nært forbundet til ham, som en ven. Det nordiske menneske ved, at hans Gud ikke er forvist til statuer, til begrænsede hellige substanser eller til massive bygninger. Han føler sig tæt på sin Gud overalt: i sin slægt, i folkefællesskabet, i skovene og i marken, i sit folks fredelige festsale eller i sit eget hus.

Det nordiske menneske ved, at han ikke behøver at redegøre for sin Gud i lange taler og timelange bønner, ej heller gennem orientalske ritualer eller ved jødiske bederemme om, hvad der bevæger ham.

Med en stille tanke eller med et par korte ord – i stunder af nød, ved en stor fare, efter en stor fremgang eller ved oplevelse af stor glæde – er han forbundet med sin Gud og føler nærheden af det guddommelige. Det nordiske menneske ved, at Gud ikke arbejder for ham, men at han selv alene vinder fremgang gennem brug af al sin kraft. Han ved, at Gud kun er med ham, når han slås og kæmper tappert, når han arbejder hårdt og nidkært og er aktiv i sit arbejde.

Bekendelsen af ​​denne nordiske gudstro blev gennem århundrederne overvokset af mange fremmede lærer om verden. Alle nordiske mennesker af rang har imidlertid til alle tider i bund og grund været gennemsyret af denne nordiske gudstro. Denne højeste tro, den største idealisme, har givet alle tiders store nordiske mennesker deres tryghed og mod i livet. Det har ført deres kunstneriske hånd og ledet deres skabelsesgeni på alle områder af kunst og forskning. Denne tro på det guddommelige vil ingen nogensinde kunne stjæle fra dem igen. Men denne tro forpligter det højeste moralske ansvar og dybeste indre forpligtelse mod disse livets love, hvilke også er Guds love.

Læs også:
Evig front: Forord
Evig front #1: Om meningen med livet
Evig front #2: Nordisk gudstro
Evig front #3: Fællesskab
Evig front #4: Lov og lydighed
Evig front #5: Ansvar
Evig front #6: Ære
Evig front #7: Skyld og bodgørelse
Evig front #8: Soldaterånd
Evig front #9: Skønhed
Evig front #10: Heltemod
Evig front #11: Ærefrygt
Evig front #12: Om glæde
Evig front #13: Lidelse
Evig front #14: Festivaller og fejringer
Evig front #15: Ensomhed
Evig front #16: Kropspleje
Evig front #17: Om nydelse
Evig front #18: At lede mennesker

Evig front #19: Fanatisme og saglighed
Evig front #20: Evig front

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • Christian says:

    Godt skrevet, det rammer fuldstændigt plet, i betragtningen af hvem vi er ! Asatroen kan lægges ind under denne betragtning. Men blot at vi arbejder sammen i skøn forening, kristne eller ej !


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //