Evig front #16: Kropspleje

EVIG FRONT: Nationalsocialister har et naturligt forhold til egen krop.

Om kirkelige helgener fortælles det, at de har pint og plaget deres kroppe, sådan at de skulle blive fordærvede, for på den måde, at kue de naturlige drifter, så de mens allerede på jorden, kunne blive himmelske. Den hellige Benedikt kastede sig nøgen ind i tornebuske brændenælder og rullede rundt i dem, da en smuk kvinde stod foran ham som en fristelse. Den hellige Simeon Stylitt stod i flere år på ét ben på en høj pæl. Den hellige Rita vaskede sig ikke i flere år, helt frem til hendes undertøj rådnede, orme levede i hendes hår og hele kroppen var dækket af sår og skidt. De hellige eremitter lod sig blive muret inde, så de kun havde en lille åbning de kunne få mad igennem. Gennem åbningen kunne de også undervise andre troende om den befængte jordiske krop, men de gradvist døde i egen afføring og skidt. Den hellige Ignatius, som i lighed med andre helgener pinte sig med hestehårsskjorte og pisk, skrev i sin bog «Åndelige øvelser», at menneskekroppen ikke er noget andet end et evigt sår, en byld, som kun kan kureres med gift.

I timevis kunne man fra fromme kirkebøger fortælles om det mest frygtelige selvpineri, om de mest vanvittige former for selvpineri og om torturinstrumenter til at lemlæste sin egen krop, og om morbide bodsøvelser. Hensigten med denne såkaldte fromhed blev udtrykt med det ganske passende ord mortifikation. Kroppen var for disse mennesker en konstant opfordring til synd, et djævlens værktøj for at plyndre sjælens uskyld. Kroppen måtte derfor kues og mortificeres. For at håndtere de såkaldte farer ved kroppen, er det videre fastsat, at kroppen måtte skjules. Ansigtet kunne dog vises. Den katolske skytsengel for ungdommen, den hellige Aloysius, havde ifølge kirkelige biografier aldrig vovet at se sin egen mor i ansigtet, da han var bange for at få syndige fristelser.

Ifølge beklædningskoden fra Fuldas biskopkonference må kun halsen, underarme og ben fra knæene og ned være synlige. At bade med badedragt er ifølge kirkelige bestemmelser kun tilladt hvis, hvis mænd og kvinder bader hver for sig. Besøg på familiebade anses for at være en frivillig søgen efter alvorlige usædelige farer og dermed en grov synd. I visse katolske kvindehjem er det til og med kun tilladt for piger at bade i individuelle baderum hvis de er iklædt en skjorte som dækker helt ned til anklerne. Munke og nonner har deres kroppe totalt tildækket, undtagen hals og ansigt. De bærer også tykke duge udenfor knæene for ikke at opmuntre sine medmennesker til syndig opførsel.

Dette syn på kroppen anser, at den må tvinges og kues gennem mortifikation og tildækkes. Den orientalske holdning til kroppen har en anden indstilling, da den vil kue kroppen gennem planlagt afmaterialisering. Gennem intensiv træning går fakiren så langt, at han til sidst ikke længere kender sin egen krop. Han føler ikke smerte og kan udsætte sig selv for det mest ufattelige selvpineri. Gennem rytmisk dans og rytmisk gymnastik forsøger tilhængere af orientalske okkulte sekter at få deres kroppe afmaterialiseret og åndeliggjorte, sådan at de bliver kønsløse og oversanselige. Gennem blandt andet sekteriske gymnastik- og danseskoler forsøger man at liste ind Mellemøstens kropsfjendtlighed i den nordiske verden.

Blege, skrøbelige, kraftløse, kønsløse eller tokønnede typer er resultatet af denne fremmede praksis og anskuelse. Specielt ungdommen trues af denne gift. Udefra er denne verden ofte vanskelig at genkende ved første blik. Den kan fremstå som anderledes, kunstnerisk eller festlig. Men går man i dybden ser man den som modpolen til naturlig kropspleje. Mellemøstens holdning er kropsfjendtlig. Overalt hvor kroppen kues eller afmaterialiseres, hvor dens naturlige form og opgave fjernes, hvor den bliver uvirkelig og åndelig, bliver loven om den naturlige orden brudt og bekæmpet. Der bliver den nordiske indstilling fordærvet og fornægtet.

Ikke mortifikation eller afmaterialisering, men udvikling af kroppen, forbedring af dens egenskaber, evner og kraft, er det nordiske menneskes krav. Det nordiske menneske skænker sin krop masser af luft og sol, bevægelse og frihed og opfriskende vand. Det nordiske menneske beskytter sin krop mod gifte af alle slags, mod unaturlige indskrænkninger, hæmninger og omsorgssvigt. Naturlighed er ledestjernen for det nordiske menneskes kropspleje og klædekultur. Fra denne naturlighed følger synet på skønhed og smidighed, kraft og sundhed for menneskene. Kropspleje må derfor heller ikke være kønsløs. Den må være desto mere udviklende for kønnets egenart. Kropsplejen, klædekulturen, leg og dans må derfor aldrig være nedrig, meningsløs, stilløs eller dårlig.

Det nordiske menneske kan ved sin kropspleje derfor afstå fra at måle moralen med en tommestok eller at udføre enkelte kropsøvelser i henhold til religiøse forskrifter. Tydelige og med rette linjer, frie og naturlige, er det nordiske menneskes love. Den naturlige følelse, den friske takt og den ukorrumperede moralske bevidthed fortæller det nordiske menneske, hvad som er passende og anstændigt, hvad der er tilladt, og hvad som ikke er. Opfostringen af et godt og ædelt menneske bliver samtidigt ofte lettere at opnå uden lange moralprædikener.

Læs også:
Evig front: Forord
Evig front #1: Om meningen med livet
Evig front #2: Nordisk gudstro
Evig front #3: Fællesskab
Evig front #4: Lov og lydighed
Evig front #5: Ansvar
Evig front #6: Ære
Evig front #7: Skyld og bodgørelse
Evig front #8: Soldaterånd
Evig front #9: Skønhed
Evig front #10: Heltemod
Evig front #11: Ærefrygt
Evig front #12: Om glæde
Evig front #13: Lidelse
Evig front #14: Festivaller og fejringer
Evig front #15: Ensomhed


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.