Evig front #7: Skyld og bodgørelse

EVIG FRONT: Når et menneske begår alvorlige fejl opstår en skyld som må betales gennem bodgørelse.

Det er en del af den menneskelige natur, at vi gentagne gange begår mindre fejl og overtrædelser. Vi tager ved lære af disse fejl, stræber efter at undgå dem i fremtiden, men tager dem ikke for alvorligt, og plager os heller ikke med meningsløse skyldfølelser på grund af dem.

Men ethvert menneske kan nogle gange i en vigtig sag, i et grundlæggende spørgsmål, blive svagt og pådrage sig stor skyld. Så er det ikke længere muligt og simpelt at undvige denne skyld. Det ville have været for letsindigt, dumt og umoralsk at forsøge at ignorere en stor skyld.

Flere religiøse samfund, og især dem fra den asiatiske-afrikanske del af verden, er kommet på en meget mekanisk måde at befri mennesker fra skyld. I det, der ofte er meget underlige forsoningsritualer, ofte knyttet til en syndsbekendelse for en præst eller forsamling – renses og fjernes den troendes moralske skyld.

Et ansvarsfuldt menneske ved, at en stor skyld kræver en rimelig bodgørelse, som han ikke kan indfri gennem et enkelt ritual, og at visse former for skyld kun kan betales med døden. Ofte vil bodgørelsen blive fastlagt af retsvæsenet med støtte fra det generelle syn på loven. Ofte vil den skyldige personligt selv bestemme sin egen bodgørelse og indfri den selv på egenhånd. Ved meget dårlig samvittighed vil en ærbar person med stort moralsk ansvar pålægge sig en passende bodgørelse.

Det vigtigste ved al bodgørelse er ligeså vigtigheden af, ​​at opveje sin skyld med positiv handling og erstatte en dårlig handling med værdifuldt arbejde. Kun hvor den uvilkårlige vilje til at gøre godt bliver til virkelighed, kan en skyld betragtes som fuldt godtgjort.

Der findes mennesker som plager sig selv med al slags skyld. De grubler, jamrer, klager og spekulerer over ting de ikke længere kan gøre noget ved. De spilder deres energi på meningsløse selvforbedringer, skyldig samvittighed og meningsløse følelser af anger. Oftest har de ikke længere tid eller energi til at godtgøre deres begåede fejl med positive handlinger.

En tidligere borgerlig verden gav ingen mulighed for bodgørelse og rehabilitering til de mennesker, hvis dårlige handlinger var blevet alment kendt. Den, der blev dømt for en lovovertrædelse af retsvæsnet, blev fordrevet fra det såkaldte gode samfund for enhver tid – foragtet og forhadt. Personer opfyldte deres selvforherligende arrogance og fordømte mennesker, der ofte bittert og hårdt  allerede   ar blevet straffet for deres lovbrud. De blev forhindret i at vende tilbage til livet, ofte af mennesker, der var dybt værre, karakterløse og uværdige.

Det nordiske menneske opfatter dette ikke blot som taktløshed, men snarere som ren ondskab, at en allerede sonet skyld skal frembringes igen og igen, hvis man tankeløst og ondskabsfuldt genopliver sager, som en person måske gennem mange år inderligt har godtgjort for.

For det nordiske menneske er en folkekammerat, som helt og holdent har tilgivet sin skyld, et komplet og fuldt medlem af sit samfund, med al sin ære og alle sine rettigheder genoprettet. Han pålægges atter og uden betingelser at tage sin plads i folkets frontlinje, og han er berettiget til igen at forvente sig den fulde tillid og ægte kammeratskab fra sine folkekammerater.

Hver skyld involverer også en stor ulykke for den skyldige, men at godtgøre for ens skyld kan ofte medføre stor glæde for den berørte person og hans omgivelser. Mange mennesker er så håbløst afhængige af letsindighed, stædighed, brutalitet, ekstravagance og moralsk løssluppenhed, at de kun gennem en pludselig opvågnen efter et særligt alvorligt lovbrud kan løsne sig fra en sådan forgiftning. Den rensende bodgørelse for en alvorlig skyld har for mange mennesker fungeret som et lægemiddel til moralsk udvikling. Dette forudsætter selvfølgelig, at den helbredende læge er tilgængelig, og at overordnede og andre medmennesker ikke gennem brutalitet og taktløshed forårsager moralsk-psykisk lidelse frem for helbredelse.

Skyld og bodgørelse er to ord, som indeholder en masse tragedier for den menneskelig sameksistens. Det nordiske menneske lader sig dog ikke hæmme af skyldfølelser, men kæmper fremad mod sine idealer gennem bodgørelse.

Enhver person ville have godt af, i sit stille sind, af og til, at reflektere over sin holdning og handlinger, når det kommer til skyld og bodgørelse. Da vil han være i stand til at undgå den ulykke, som en stor skyld medfører og derfor ikke behøve den helbredelse, som en streng bodgørelse medfører.

Læs også:
Evig front: Forord
Evig front #1: Om meningen med livet
Evig front #2: Nordisk gudstro
Evig front #3: Fællesskab
Evig front #4: Lov og lydighed
Evig front #5: Ansvar
Evig front #6: Ære
Evig front #7: Skyld og bodgørelse
Evig front #8: Soldaterånd
Evig front #9: Skønhed
Evig front #10: Heltemod
Evig front #11: Ærefrygt
Evig front #12: Om glæde
Evig front #13: Lidelse
Evig front #14: Festivaller og fejringer
Evig front #15: Ensomhed
Evig front #16: Kropspleje
Evig front #17: Om nydelse
Evig front #18: At lede mennesker

Evig front #19: Fanatisme og saglighed
Evig front #20: Evig front

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.