Evig front #5: Ansvar

EVIG FRONT: Vort folk tager ansvar for egne handlinger, det er for os helt fremmed at skyde skylden på miljø og ydre omstændigheder eller menneskehedens svage natur og bristede moral.

Et grundlæggende spørgsmål om, hvordan mennesker moralsk forholder sig til deres privatliv, såvel som det offentlige liv, er spørgsmålet om ansvar.

Baseret på deres raceforudsætninger har forskellige mennesker og forskellige verdensanskuelser været meget forskellige i dette spørgsmål. Der findes primitive folkeslag, der lever i en form for sorgløshed, hvis handlinger i høj grad er påvirket af drifter. Større konflikter, der har deres oprindelse i ansvar og pligt, eksisterer ikke.

Der eksisterer en marxistisk verden, der har forstået, hvordan man fjerner ansvarsfølelsen hos de enkelte mennesker. Den vigtigste faktor i livet, ifølge disse mennesker, er miljøet. De omstændigheder, som mennesker vokser op i, de mennesker de bor sammen med, de specifikke omgivelser osv. Kort sagt mener de, at mennesker udelukkende formes af deres omgivelser.

Forbryderen fortjener, ifølge disse marxistiske og humanitære såkaldte filantroper, derfor ingen straf, men kun medlidenhed, da han er offer for sit miljø. Således skal alle fængsler omdannes til mentalsygehuse og sanatorier til disse ulykkelige individer, som blot er blevet følelseskolde.

Ifølge en anden opfattelse, der stammer fra den orientalske verden, er vi mennesker undertrykt og lænket af ​​arvesynden, som byrder os. Alle folk gennem alle tider bliver berørt på samme måde af denne arvesynd. Menneskets forstand er ifølge dette livssyn formørket, kroppen er skændet, og viljen er svækket. Mennesket kan kun i begrænset omfang opdrages. I det omfang mennesket overhovedet kan fås til at gøre gode gerninger, har såkaldte overnaturlige og kultiske midler større indflydelse på dem end alle naturlige kræfter.

Det sunde nordiske menneske lader sig hverken undertrykke af miljø eller arvesynd i hverken handlinger eller indre holdning, men går retrygget mod fremtiden. Vi føler, at skaberen for det første ikke har formindsket os gennem arvesynd, og vi lever i troen på, at vores arvede blod er ædelt. Med taknemmelighed og stolthed bærer det nordiske menneske med sig kundskaben om, at skaberen har skænket os værdifulde kræfter, som gør os i stand til at stå urokkeligt i dette liv.

Det nordiske menneske er i bund og grund altid idealistisk og optimistisk. Vi ser naturligvis forhindringerne og det negative og det dårlige i livet, men vi lader os ikke kue af det. Vores blik er altid rettet mod det gode, det smukke og det ædle, som skaberen har begavet os med. Vor idealisme er aldrig falsk. Gennem vor heroiske indstilling overvinder vi derfor også alle livets tragedier.

Det nordiske menneskes symbol er solen, som altid skinner, varmer og stråler gennem al mørke og alle skyer. Det nordiske menneske går således frem mod fremtiden med stolthed, glæde og fuldstændig tillid til de kræfter, som skaberen har tildelt os.

I en svunden tid søgte man efter alle mulige undskyldninger for sine fejltrin. For eksempel blev alkoholen betragtet som en «formildende omstændighed« i denne marxistiske, orientalske verdens retssystem og etik. I mange tilfælde blev det almindelig kendt, at man skulle drikke fuld, så man havde en undskyldning, før han begik en lovovertrædelse.

Den nordiske retsopfattelse har helt forkastet disse såkaldte formildende omstændigheder. Vi betragter os selv som ansvarlige for vores handlinger og tager ansvar for hvad vi har gjort. Det er ikke i vores natur at flygte fra skyld, at lægge skylden på andre mennesker eller at lede efter andre formildende omstændigheder. Ledestjernen for al moralsk handling er vort æresbegreb. Ære og ansvar er hos os forbundet og udgør én stor enhed, der gør os i stand til at tage affære, hårdt og ærligt, og samtidig fylde os med håb og mod, og holde os vågne for bristende disciplin såvel som overfladiskhed.

Med denne viden og vores moralske ansvar retter det nordiske menneskes private og offentlige adfærd sig efter de love, som vores blod har anlagt for os – efter hvad der tjener vort folks, familiers og landsbyers bedste. Ingen overstatlige forbindelser kan give os retningslinjer for vores moralske adfærd, men vores ansvar retter sig efter livets naturlige love, skabernes orden, det vil sige Guds love.

Baseret på denne kundskab, at vores ansvar er i overensstemmelse med de mest naturlige og grundlæggende normer i verden, kan vi træffe fornuftige beslutninger og ikke være genstand for moralsk tvivl eller skyldig samvittighed, som ofte rammer tilhængere af kunstige og unaturlige lærere. Ligesom Nordens store moderne bygninger – levende, lyse og mægtige – således er også det nordiske menneskes indre holdning, som gennem hele livet er fyldt med moralsk ansvar, hvilket ikke trykker os ned til jorden, men snarere løfter os op og gør os glade, frie og stærke.

Læs også:
Evig front: Forord
Evig front #1: Om meningen med livet
Evig front #2: Nordisk gudstro
Evig front #3: Fællesskab
Evig front #4: Lov og lydighed
Evig front #5: Ansvar
Evig front #6: Ære
Evig front #7: Skyld og bodgørelse
Evig front #8: Soldaterånd
Evig front #9: Skønhed
Evig front #10: Heltemod
Evig front #11: Ærefrygt
Evig front #12: Om glæde
Evig front #13: Lidelse
Evig front #14: Festivaller og fejringer
Evig front #15: Ensomhed
Evig front #16: Kropspleje
Evig front #17: Om nydelse
Evig front #18: At lede mennesker

Evig front #19: Fanatisme og saglighed
Evig front #20: Evig front

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.