Evig front #4: Lov og lydighed

EVIG FRONT: Love som tjener folkefællesskabets interesser skal følges og disse love står ofte i skarp kontrast til de love og interesser som føres frem af internationale sammenslutninger.

Overalt hvor mennesker lever i fællesskab med hinanden, fordrer den naturlige livsorden, at der eksisterer ledelse og hierarki. Ledelsens opgave er blandt andet at skabe forordninger, vedtage tiltag og handlingsplaner og etablere love, som tjener det samlede fællesskabs interesser.

Folkets opgave er at følge forordningerne og overholde lovene, med tillid til ledelsens gode hensigter og omdømme. Dette gælder for virksomheden, for forsamlingen, for staten. Derudover er det også en forudsætning for dette, at ledelsen følger livets naturlige love. Det fællesskab, som i Guds skabelsesorden kommer i første række i menneskers liv, er folkefællesskabet.

Lovene for hvordan man leder sit folk, er derfor også de mest hellige love der findes. De forpligter til ubetinget, fuldstændig lydighed. Hvor end folkefællesskabets interesser kræver lydighed, hvor end folkets livsnødvendigheder gennem ledelsens stemme kræver opofrelse og underkastelse, eller kalder til kamp og arbejde, da kan den enkelte ikke længere bekymre sig om sig selv, sine ejendele, sine midler eller sit liv. Da må selv familien vige for det store folkefællesskab.

Fremmede, overstatlige magter har forsøgt at ødelægge, omdanne eller svække disse naturlige livsregler. Det internationale Frimureri, den international marxisme, samt en international sekterisme, forsøger alle på at sætte deres overstatlige fællesskab over det naturlige folkefællesskab. Enhver, der er medlem af deres loger, fagforeninger eller sekter, anses for at være en bror eller søster – selv om han er af en andet race – og står over enhver folkekammerat, som ikke tilhører nogen af ​​disse konstruerede samfund.

Lovene for disse overstatlige magter står for tilhængerne af disse verdensanskuelser derfor over lovene for folkefællesskabet og folkeledelsen. Statslige love, enhver ordning og ethvert tiltag mod et selskab, eller kommunens og statens myndighed – er blot noget de føler sig forpligtet til, så længe det harmonerer med lovene i deres loge, sekt osv. Hver ed har for dem kun gyldighed, så længe den ikke står i modsætning til deres internationale forpligtelser.

Enhver, der formelt betegner sig selv som en tilhænger af en overstatlig magt, eller som føler sig forbundet med en sådan magt, må være klar over, at han fra dag til dag kan blive tvunget til at træffe beslutninger, som alvorligt tvinger ham til at vælge mellem at gøre sin pligt for sit folk, eller over for en international sammensværgelse. Der findes tusindvis af situationer, hvor lydighed over for folkeledelsens love er uforenelig med lydighed over for overstatlige magter.

En valutasvindel kan være en fortjeneste for en overstatlig magt, og samtidig være en forbrydelse mod nationen og dennes ressourcer og midler. At rette klage mod en landsforræder kan være en hellig forpligtelse over for folkefællesskabet, men samtidig være et forræderi mod en overstatlig magt. Et ægteskab kan på den ene side udgøre et lovbrud mod de love, som værner folkets interesser, men på den anden side være tilladt i henhold til den overstatlige magts love.

At læse en bestemt bog kan være ønskelig ud fra et nationalt synspunkt, men samtidig være forbudt fra et internationalt synspunkt. En lærer kan på grund af sine overstatlige relationer føle sig forpligtet til at skade, forstyrre eller sabotere den nationalsocialistiske opdragelse, hvilket i henhold til folkeledelsens love kræves, at han følger og fremmer. En politimand eller en dommer kan i deres samvittighed føle sig forbundet med en overstatlig magt, og dermed behandle kriminaliteten mere skånsomt, hvilket de ifølge de naturlige folkelove må agere mod på det kraftigste.

I betragtning af den enorme mængde interessekonflikter, der kan opstå mellem lydighed over for lovene i folkeledelsen og lydighed over for en overstatlig magt, må én sag være krystal klar for ethvert nordisk menneske: De naturlige love i folkeledelsen, lovene for vort naturlige fællesskab, er for os selve skabelsens love. Alle andre forbindelser mister sin kraft, når de står over for disse love. Lydighed mod disse love står derfor over alle andre loyaliteter.

Lykkelig er det menneske, i hvem folkets vel er blevet den eneste forpligtende stemme, selve Guds stemme. For det menneske kan der ikke længere være nogen tvivl eller konflikt. Lov og lydighed er for dette menneske blevet krystalklart og utvetydigt.

Læs også:
Evig front: Forord
Evig front #1: Om meningen med livet
Evig front #2: Nordisk gudstro
Evig front #3: Fællesskab
Evig front #4: Lov og lydighed
Evig front #5: Ansvar
Evig front #6: Ære
Evig front #7: Skyld og bodgørelse
Evig front #8: Soldaterånd
Evig front #9: Skønhed
Evig front #10: Heltemod
Evig front #11: Ærefrygt
Evig front #12: Om glæde
Evig front #13: Lidelse
Evig front #14: Festivaller og fejringer
Evig front #15: Ensomhed
Evig front #16: Kropspleje
Evig front #17: Om nydelse
Evig front #18: At lede mennesker
Evig front #19: Fanatisme og saglighed
Evig front #20: Evig front