Evig front #13: Lidelse

EVIG FRONT: Lidelse er en del af livet, men en nationalsocialist svælger ikke i sin smerte. Verden bliver ikke et bedre sted ved at vi lider og synes det er synd for os selv. Kun gennem en sejrrig kamp kan vi skabe en bedre verden.

Man kan ikke benægte at der eksisterer lidelse, og heller ikke fjerne den fra verden. Men vores indstilling til lidelse kan være meget forskellig fra den indstilling, som har rådet tidligere.

Også mod lidelse må den nationalsocialistiske verdensanskuelse bevise sig. En vanskelig sygdom, tabet af en eller flere elskede personer, en stor sjælelig sorg, kan pludselig ramme ethvert menneske.

En orientalsk fatalistisk verden siger: Lidelse er for ethvert menneske forudbestemt. Du kan ikke undslippe den. Man må blot acceptere lidelsen som sin skæbne. Man må tålmodigt bære sit kors, man må bøje sig under sit kors. Tavse, underdanige, selvfornægtende lidende, underkastende korsbærer – er et godt eksempel på denne fatalistiske holdning. Disse mennesker nedsænker sig ned i deres lidelse, de hengiver sig til deres lidelser og bliver til sidst helt ødelagt af den. Lidelsen bliver midtpunktet i deres liv. De bliver afhængige af den. De kan ikke længere frigøres fra deres lidelse, og overalt fortæller de om deres lidelse. Hvor end de går, spreder de deres lidelses dystre skygger som en evig beklagelse.

Der findes en anden variation af denne orientalske holdning. I følge denne er lidelse nødvendig for mennesket som forsoning for deres synder. Denne opfattelse synes drevet så langt, at lidelse synes næsten ønskelig, for at kunne sone så mange synder som muligt. Og hvis man anser sig så retfærdig, at man ikke længere skal sone for sig selv, soner man for andres synder. Næsten med indre begær forestiller man sig sine medmenneskers skrækkelige synder, og forestiller sig derefter at sone for dem som lider. Man soner for levende og døde, for venner og fjender, og med ekstra velbehag for de politiske lederes og kendissers alvorlige synder. Det lidende og sonende menneske bliver til et ideal for det menneskelige liv. Munterhed og glæde bliver fordømt som letsindighed og hensynsløshed. Lidelse betyder at man er udvalgt, som et tegn på at man er tæt på Gud. Glæden er som fristelse, som et dårligt tegn på djævelens truende magt.

Andre tror på en misforstået fromhed. Disse forsøger at blive som Jesus, og frem for alt vil de efterligne ham ved at leve et liv fyldt med lidelse. De vil hele deres liv være korsbærer. Denne holdning kan for mennesker med en særlig begavelse gå så langt, at de i hele deres tænkning og sanser, i hele deres opfattelse og alle deres handlinger, står tryllebundet af Jesus. Hundreder af sådanne mennesker, oftest hysterisk anlagte, findes i kirkens historie.

Det nordiske menneske ved, at der udover solen også findes mørke. Foruden glæde eksisterer der sorg. Han ved dog, at ingen rammes af sorg for, at man skal blive en lydig slave af sorgen, men for at overvinde sin sorg. Den kampglæde holdning er et karakteristisk kendetegn ved den nationalsocialistiske verdensanskuelse. Det nordiske menneske ved, at den almægtige har skabt kræfter i naturen, ikke for at mennesket skal give op når de er i tvivl, men for at de skal udforskes, bruges og drages nytte af. På denne måde ser det nordiske menneske klart og roligt, sikkert og sagligt på sorgen, og ved at sorg er en kraftprøvelse. Den, som i kampen blot overlader sig til skæbnen, er fortabt. Den, som roligt og stille hengiver sig til sin lidelse, slipper aldrig af med sin lidelse. Det nordiske menneske ser altid til fremtiden fuld af tillid, selv om nutiden ser dyster og sorgfuld ud. Han har i alle sine livsspørgsmål, selv i de sværeste lidelser, en urokkelig tro på fremtiden.

Mange mennesker er klemt mellem hensynsløs overfladiskhed og sorgfuld nedtrykthed. Den saglige opfattelse af det vanskelige og barske liv, og den urokkelige tro på fremtiden, den altid kampglade og samtidig tillidsfulde og optimistiske holdning beskytter det nordiske menneske både fra hensynsløshed og overfladiskhed, såvel mod nedtrykthed, modløshed og den passiv defeatisme. Hjælp dig selv, og Gud vil hjælpe dig. Dette gamle ordsprog gælder også mod lidelse. Man må ikke længes efter lidelse, men hengive sig til glæden. Lidelsen kommer af sig selv, men da må man stærkt og sikkert konfrontere den. Der er øjeblikke i livet, hvor ethvert håb virker meningsløst, og hvor selvmord ligner den eneste vej ud. Selv da handler det mest om fejhed, og faneflugt. Det er netop i sådanne øjeblikke af stor lidelse og nød, at en nationalsocialist kan prøve sig selv af. Netop da må han overvinde lidelsen og nøden, selvom han helt må genopbygge sit liv. Der kommer altid dage og år i livet, hvor man er lykkelig over, at man har overvundet lidelsen, hvor lidelse og smerte i fortiden synes små og ubetydelige.

Løsningen for det nordiske menneske er ikke at påtage sig lidelsen, men i stedet overvinde lidelsen. Han ved, at livet ikke kun handler om sig selv, men at han er et led i en levende organisme, som hans folks store fællesskab danner. Og hvor han trues med alene at være for svag, der holder det faste bånd med de millioner af mennesker han er forbundet med ham oppe. Hvor han alene opgiver i lidelse, rejser hans folks marchsskridt ham op. Hvor han ønsker at kaste bort sit liv, kalder forpligtelserne til sit folk ham tilbage til livet. Når hele folket er opfyldt af denne lykkelige tro på fremtiden, af denne hellige vilje til at overvinde enhver lidelse, da kan hvad end der hænder individet eller hele riget overvindes. Den der derimod prædiker opgivenhed, den der prædiker svaghed – han er ikke nordisk, han er vores fjende.

Læs også:
Evig front: Forord
Evig front #1: Om meningen med livet
Evig front #2: Nordisk gudstro
Evig front #3: Fællesskab
Evig front #4: Lov og lydighed
Evig front #5: Ansvar
Evig front #6: Ære
Evig front #7: Skyld og bodgørelse
Evig front #8: Soldaterånd
Evig front #9: Skønhed
Evig front #10: Heltemod
Evig front #11: Ærefrygt
Evig front #12: Om glæde
Evig front #13: Lidelse
Evig front #14: Festivaller og fejringer
Evig front #15: Ensomhed
Evig front #16: Kropspleje
Evig front #17: Om nydelse
Evig front #18: At lede mennesker

Evig front #19: Fanatisme og saglighed
Evig front #20: Evig front

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.