Behersk Livet #19: Ofring og afkald

BEHERSK LIVET: At ofre og afstå fra ting og tager er ofte nødvendigt og handlet ikke om at hade livet, men at værne om livet og stræbe fremad og opad.

Den tyske mand står med begge fødder midt i livet. Han glæder sig over dette liv og griber, med al taknemmelighed over guddommeligheden, efter dette livs frugter. Den største glæde er imidlertid for ham at være i stand til at samarbejde for at opfylde og fuldende Guds skabende værk, at være i stand til selv at forme sit eget liv i overensstemmelse med de store evige love, at være i stand til med egen kraft at skabe, så og høste. Den tyske mand kender kun ét fuldt og ubetinget “Ja” til dette liv.

Men fordi, at det at være tysk, betyder fuldstændig livsbekræftelse, ophøjer sig for de tyske mennesker om og om igen forpligtelsen til at give afkald og ofre.

Naturligvis er afkaldet på alle de ting, komfort, lyster og fornøjelser, som helt sikkert vil lede til varig skade på ens eget liv og velbefindende for folkefællesskabet. Stimulanser, men giftstoffer, af forskellige slags kan i små doser genoplive en sløv person, give en magtesløs person ny energi uden nogen mærkbar skade. Uhæmmet nydelse af forskellige fysiske eller psykiske gifte er dog altid en hæmsko. Uanset hvor fristende eller glamourøs fristelsen er, gælder i denne henseende kun et klart “nej”, en stærk afstandtagende.

Den tyske mand vil således undertiden afholde sig fra harmløse fornøjelser og frem for alt fra livets bekvemmeligheder for at beskytte sig mod slaphed, stivhed, forkalkning og blødhed.

Hvem end der er vant til afsavn og kampe, behøver ikke at praktisere denne type afkald. Men den, der lever sine dage i overflod og velvære, den, der er forkælet med lykke, den, hvis liv flyder glat konstant komfort, en sådan person må stræbe efter at holde sig frisk, elastisk, mobil og klar til handling gennem planlagt frivillig afsavn.

Den tyske mand er altid klar over, at han ikke står alene i livet, men er en del af folkefællesskabets store organisme. Når en folkekammerat lever i nød, er personen ved hans side forpligtet til at stå ved hans side som en kammerat, hjælpe ham, selvom det kræver afkald for at støtte ham, selv om denne hjælpsomhed kræver personlige ofre. Når et medmenneske er i fare, er det naturligt for enhver tysker at hjælpe ham, også hvis det betyder fare og ubehag for sig selv.

Selvopofrelse og afkald til fordel for folkefællesskabet er for det tyske folk blevet en åbenbar pligt overfor kammeratskabet. Gennem historien har sådant offer og afkald vist sig at være en meget speciel dyd. For det tyske folk er dette en del af den naturlige holdning. En tidligere verden har undertiden ofret og givet afkald af “storsindet” nedladenhed og nådig barmhjertighed. Vi gør det glædeligt og opfylder derved en naturlig pligt. Men så længe man ikke har opfyldt denne pligt, kan man som tysk mand ikke opnå en indre fred, en dyb indre tumult må herske, man kan ikke være fri og lykkelig.

Hvis folkefællesskabets trivsel kræver det, må den tyske mand også nogle gange opgive udviklingen af sit sind og sin vilje, og i stedet underkaste sig fuld militærdisciplin i en bestemt og begrænset livsstruktur. Det er ofte svært for den kreative person at passe ind i en foreskrevet ramme uden forbehold. Men alligevel afstår han uden protest, uden en tanke om nægtelse, når der kræves en militær indsats.

Den tyske mand ofrer ejendom og ejendele, han giver afkald på sundhed og lykke, han ofrer hele sit liv med fuld oprigtig glæde og ærlig begejstring, hvis derved folkefællesskabet,  folkets evige eksistens, bevares og reddes. At vælge den heroiske død for folk og fædreland er det største offer og det sværeste afkald for en mand. Millioner af tyskere har bragt dette blodoffer gennem historien. De er evige påmindelser om ofring og afkald. Gennem dette offer og dette afkald vokser et menneske ud over sig selv og går ind i den store, guddommelige evighed.

Offer og afkald betyder ikke for det tyske folk en livsforarmelse eller benægtelse af livet.

Offer og afkald giver kun mening for ham, hvis livets kræfter derved løftes og styrkes, raffineres og hærdes. Det er netop fra bekræftelse af livet, at afkald vokser. Stor og herlig er ethvert afkald, hvis derved grundlaget for nyt liv og blomstring, for ny såning og ny høst frigives og skabes.

Tidligere publicerede kapitler:
Behersk Livet: Forord
Behersk Livet #1: Forpligtelse
Behersk Livet #2: Bevægelse
Behersk Livet #3: Livsbekræftelse
Behersk Livet #4: Indre frihed
Behersk Livet #5: Politisk frihed
Behersk Livet #6: Tysk tro
Behersk Livet #7: Tillid
Behersk Livet #8: Kærlighedens kraft
Behersk Livet #9: Udholdenhed
Behersk Livet #10: Tålmodighed – at kunne vente
Behersk Livet #11: Ydmyghed
Behersk Livet #12: Karakterstyrke
Behersk Livet #13: Hjertelig godhed
Behersk Livet #14: Tapperhed
Behersk Livet #15: Retfærdighed
Behersk Livet #16: Renhed
Behersk Livet #17: “Zucht” – avl og tugt
Behersk Livet #18: Høflighed
Behersk Livet #19: Ofring og afkald
Behersk Livet #20: Behersk Livet

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.

  • The nordic man is ready to sacrifice
    To understand the nordic obligation
    To understand the duty of service
    To submit to military discipline
    To complete the creative work of Odin
    To rejoice with gratitude for Frigga
    So the eternal existence of the nordics
    Is saved, free, and happy
    Feel the power of nordic Odin
    Be a hero of God and race


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.